Besvarelse af spørgsmål nr. L 140 - Spørgsmål 36, som Sundhedsudvalget har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 16. marts 2006

 

Spørgsmål L 140 - Spørgsmål 36:

"I det tilfælde en patient har prøvet både medicin i depotform og medicin i tabletform, og begge medicinformer er virkningsfulde, men der er mindst bivirkninger for patienten med medicinering i tabletform, er lægen så i forbindelse med tvangsmedicinering under tvungen opfølgning forpligtet til at anvende medicinen i tabletform, hvorved depotmedicin vil være udelukket? Hvis ikke det er tilfældet bedes oplyst hvilke årsager, der kan berettige lægen til i stedet at ordinere depotmedicin?"

 

Svar:

Jeg har indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, som jeg kan henholde mig til:       

 

”I forbindelse med enhver behandling er en læge i medfør af lægeloven for-pligtet til at søge at opnå patientens informerede samtykke. Patienten skal herunder oplyses om virkning og bivirkninger af den påtænkte behandling, samt eventuelt om alternativer til denne behandling. Lægen er i medfør af psykiatriloven forpligtet til at søge at opnå patientens frivillige medvirken. I denne forbindelse vil lægen kunne få tilkendegivet patientens holdning til behandlingsmulighederne. Da behandling i forbindelse med tvungen opfølgning er en tvangsbehandling, skal lægen på baggrund af kendskabet til patientens sygdom og under hensyn til tilkendegivelser fra patienten tage stilling til den samlet set mest hensigtsmæssige behandling. Såfremt der er erfaring for, at patienten ikke har fulgt tidligere ordinerede behandlinger, kan der være indikation for depotmedicinering.”

 

Jeg kan tilføje, at jeg ikke finder det hensigtsmæssigt, hvis Folketinget skal begrænse det lægefaglige skøn, som læger er uddannet til at foretage. Jeg tror, patienterne er bedst tjent med, at lægen ud fra en samlet vurdering af patientens situation ordinerer relevant medicin i den konkrete mest hensigtsmæssige form.