Dato:           

Kontor:         Regional sundhed

J.nr.:             2003-12140-54

Sagsbeh.:   SEB

Fil-navn:       Dokument 3

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 15 (L 140), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 3. marts 2006

 

Spørgsmål 15:

"Hvis en patient, der bliver omfattet af reglerne om tvungen opfølgning, f.eks. klager over det tilbudte socialpsykiatriske tilbud eller koordinationsplanen, har det så opsættende virkning i forhold til gennemførelsen af den tvungne opfølgning?"

 

Svar:

Det fremgår af § 13 d, stk. 2 i L 140, at overlægens beslutning om tvungen opfølgning alene kan indeholde et pålæg til patienten om at møde op til medicinering i det psykiatriske sygehusvæsen.

 

Det følger af § 32, stk. 4 i forslaget, at en klage over en beslutning om tvungen opfølgning har opsættende virkning, dvs. at den tvungne opfølgning ikke kan iværksættes, før det psykiatriske patientklagenævn har behandlet klagen.

 

Eventuelle klager over andre forhold, herunder eventuelt over socialpsykiatriske tilbud eller en koordinationsplan, som anført i spørgsmålet, har ikke opsættende virkning i forhold til iværksættelsen af en eventuel beslutning om tvungen opfølgning.