Besvarelse  af  spørgsmål  nr.     1  (L  140),  som  Folketin- gets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund- hedsministeren den 7. februar 2006 Spørgsmål    1: "Ministeren  bedes  kommentere  henvendelsen  af  31.  oktober  2005  fra Landsforeningen SIND, jf. L 140 – bilag 3" Svar: SIND anfører i brevet af 31. oktober 2005 blandt andet, at foreningen si d- der  inde  med  mange  erfaringer  om  sindslidende,  der  udskrives,  dropper medicinen og langsomt går i hundene, og at dette sker, mens nærtstående magtesløse ser til og måske endda terroriseres af den sindslidende. Jeg  har  noteret  mig,  at  SIND  deler  min  opfattelse  af,  at  der  eksisterer  et alvorligt problem med at fastholde en gruppe af de allersvageste psykiatri- ske  patienter  med  manglende  sygdomsindsigt  i  den  behandling,  de  har brug for. Der findes således en gruppe svært psykotiske patienter, som er uden syg- domsindsigt,  og  som  konsekvent  er  afvisende  overfor  behandling.  Disse patienter  vil  ofte  være  svært forpint  af  deres  sygdom  og  have  tilbageve  n- dende  tvangsindlæ ggelser og  tvangsbehandlingsforløb  bag  sig,  som  i  den sidste ende kan være resultatløse, fordi de kort efter udskr  ivelsen ophører med at tage den medicin, de har brug for. Disse patienter risikerer reelt at leve det meste af deres liv ubehandlet i en psykotisk verden. Det vil efter min opfattelse være udtryk for omsorgssvigt, hvis vi blot lader stå til i for- hold til disse meget syge medborgere. Jeg vil give SIND ret i, at det kan være svært at få hold på begrebet ”amb u- lant tvang”. Der er efter min opfattelse ikke tale om et entydigt begreb. Når begrebet omtales i pressen anvendes det ofte til at beskrive forskellige ord- ninger i andre lande, som har forskelligt indhold og som derfor ikke er sam- menlignelige. Den  ordning  med  tvungen  opfølgning  efter  u dskrivning,  som  regeringen lægger op til i lovforslaget om ændring af psykiatriloven, kan efter min o  p- fattelse ikke sammenlignes med udenlandske ordninger, hvor kriterierne for at blive omfattet og indholdet i ordningerne er forskellige fra det, vi foreslår i Danmark. Indenrigs- og Sundhedsministeriet Dato: Kontor: Regional sundhed J.nr.: 2003-12140-54 Sagsbeh.: SEB Fil-navn: Dokument 6

2 SIND  stiller  i  henvendelsen  spørgsmålstegn  ved,  hvad  indholdet  i  en  b e- slutning om tvungen opfølgning efter  udskrivning kan gå ud på. SIND anfø- rer,  at  det  er  foreningens  synspunkt,  at  det  ikke  skal  være  muligt  at tvangsmedicinere en person i vedkommendes eget hjem, og at der derfor ikke kan blive tale om ambulant tvang. Jeg kan følge SINDs synspunkt om, at de t ikke skal være muligt at tvang s- medicinere patienten i eget hjem. Derfor fremgår det også specifikt af rege- ringens forslag, at overlægens beslutning om tvungen opfølgning efter u  d- skrivning alene kan indeholde et pålæg til patienten om at møde op til m  e- dicinering i det psykiatriske sygehusvæsen. Der bliver således ikke tale om, at patienten kan tvangsmedicineres i eget hjem. Jeg er helt enig med SIND i, at det ikke giver mening at tvinge patienter til at  modtage  samtaleterapi.  På  den  anden  side  er  det  naturligvis  vigtigt, at også dette behandlingselement i det omfang, det er relevant, tilbydes pati- enter, der er i tvungen opfølgning efter udskri vning. Derfor fremgår det klart af bemærkningerne til lovforslaget, at det fo rudsættes, at patienter, der er i tvungen  opfølgning,  tilbydes  andre  behandlingsformer,  hvor  dette  er  rel e- vant, herunder samtaleterapi og andre terapeutiske tiltag. SIND  anfører,  at  hvis  en  sindslidende  skal  tvangsmedicineres for  at klare sin  tilværelse,  skal  dette  ske  i  en  behandlingsinstitu tion  under  psykiatrilo- vens retssikkerhed og dermed med mulighed for at få afgørelsen prøvet i det  psykiatriske  patientklagenævn  og  med  beskikkelse  af  en  patientrådg i- ver. SIND anfører videre, at hvis vedkommende ikke behøver at være in   d- lagt,  skal  der  være  m ulighed for  betinget  udskrivelse  mellem  medicinerin- gerne, hvor en tilbageførsel imellem udeblivelserne er mulig. SIND  skriver  desuden,  at  hvis  tvangsbehandling  i  eget  hjem  skal  gøres muligt, står vi overfor det dilemma, at det bliver vanskeligt at vurdere, hvor længe  tvangen  skal  vare,  og  at  psykiatriloven  i  så  tilfælde  skal  tilføjes  en bestemmelse om, at en nærmere ikke defineret gruppe mennesker skal stå udenfor  grundlovens  bestemmelser  om  boligens  ukrænkelighed,  og  heller ikke have retssikkerhed for, hvor længe de kan underlægges tvang. Jeg mener, at vi med lovforslaget har taget højde for de betænkeligheder, som SIND her anfører. Som forslaget er udformet, er der netop tale om, at patienten  kan  hentes  ind  til  medicinering  på  en  psykiatrisk  afdeling,  hvis vedkommende udebliver fra behandlingen. En beslutning om tvungen opføl gning vil endvidere, som SIND lægger vægt på, med regeringens forslag blive fulgt op af stærke retssikkerhedsgaranti- er. Alle patienter, der bliver underlagt tvungen opfølgning, får  således tildelt en patientrådgiver. Der kan klages til det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen, som skal træffe afgørelse i sagen inden 7 hverdage efter klagens  modtagelse.  En  klage  skal  tillægges  opsættende  virkning,  hvilket vil sige, at den tvungne opfølgning ikke kan iværksættes, før det psykiatr i- ske  patientklagenævn  har  behandlet  klagen.  Hvis  patienten  ikke  får  med-

3 hold  i  det  psykiatriske  patientklagenævn,  kan  afgørelsen  in  dbringes  for domstolen. Der kan efter forslaget alene blive tale om en beslutning for en tidsbegræ n- set  periode,  idet  tvungen  opfølgning  efter  udskrivning  kan  vare  i  indtil  3 måneder  efter  udskrivningen  af  patienten.  Hvis  der  er  begrundet  frygt  og nærliggende  risiko  for,  at  patienten  ved  3 -måneders  periodens  udløb  vil ophøre med at følge den nødvendige behandling, kan perioden forlænges 3 måneder ad gangen, dog således, at patienten maksimalt kan være un- dergivet tvungen opfølgning i 12 måneder.