Psykiatrien fylder og er i alles bevågenhed og bringer os dagligt gode og knap så gode historier. Sådan var det sådan set også i aftes, da jeg gik her fra salen, for i vores postbakke lå der to meget aktuelle publikationer, et blad fra ergoterapeuterne, hvor der på forsiden stod »Psykiatri i forandring« og så et nyhedsbrev fra statens egen Styrelse for Social Service, og der synes jeg overskriften var lige så vigtig, for der stod »Socialpædagogik som metode kan forebygge anvendelse af magt«. Så det drejer sig om to faggrupper, der sætter fokus på psykiatrien og ikke alene om den faggruppe, som vi i dagens nyheder på Ritzau kan se at vi har mangel på, nemlig speciallæger i psykiatri.
Når jeg tager afsæt i de historier fra dagens nyheder, så er det også, fordi det er meget vigtigt, at vi ser på mennesker med psykiatriske lidelser fra flere vinkler end alene fra en medicinsk vinkel. Jeg synes, det tegner godt for de efterårsforhandlinger, som vi, der er med i satspuljeforhandlingerne, skal have på tværs af partierne, når vi skal drøfte psykiatriaftale til efteråret, fordi vi er nogle stykker, der har haft en natlig øvelse om et skriveri. Vi nåede ikke frem til sådan at kunne nå til enighed om, hvad vi skulle putte ind i et forsøg til efteråret, men der er faktisk gode citater i begge betænkningsbidrag, både i Socialdemokraternes, SF's og De Radikales fælles betænkning og i regeringspartiernes fælles betænkning.
Et af de citater, jeg gerne vil have med, og som faktisk går igen i begge betænkningsbidrag, er, og jeg citerer:
Når der ved efterårets forhandlinger om kommende psykiatriaftale er tilført midler til en styrkelse af den sociale og sundhedsmæssige del på disse områder, så vil partierne et eller andet.
Jamen det må da tegne godt, at fem partier har nøjagtig den samme tekst med om flere ressourcer til psykiatrien.
Vi vil gerne bidrage til, at man i efteråret ser bredt på, hvordan man kan højne fagligheden, åbne nogle flere nye veje, for vi har det samme mål som regeringen, nemlig at vi gerne vil hjælpe den målgruppe, som regeringen har beskrevet under § 13 d m.v. Men vi vil også gerne hjælpe den målgruppe, så den ikke vokser, vi vil faktisk gerne forebygge, at der kommer borgere ind i den målgruppe, så man ikke kan blive fristet til at sige, at de skal have tvungen opfølgning ad medicinsk vej.
Det er forebyggelsen, det handler om, og derfor skal vi også åbne nogle nye veje. Derfor står jeg også ved det citat, hvor regeringspartierne citerer Socialdemokraterne for, at vi godt vil se på, om der er barrierer i den sociale lovgivning, som er med til, at man får produceret nogle behandlingsforløb, hvor mennesker ender med at blive tvangsindlagt. Vi vil gerne have, at man er mere opsøgende, mere pågående i det sociale arbejde, og kræver det, at vi skal udvikle en forsøgsmodel for det, så er det det, vi har afvist at tage stilling til i en sen nattetime, men vi vil gerne tage stilling til det i de almindelige dagtimer og i en dialog med både fagfolk, specialister og patientforeninger, så de kan bidrage med, hvad det er, der er behov for, og med, hvordan vi skal skrue en model sammen.
Så vi siger ja tak til opbakning til fremtidens samarbejde inden for psykiatrien, men nej tak til mere tvungen medicin i forsøgsform og som den primære vej til at hjælpe de borgere, som er afgrænset ved målgruppen.
Der er jo også andre borgergrupper inden for psykiatrien, som har behov for en tværgående indsats, og dem skal vi også have set på. Lige nu har vi jo mest drøftet den lille gruppe på de hundrede, og den gruppe skal vi passe på ikke bare vokser. Så vi giver tilsagn til mere samarbejde, men siger nej tak til det andet.