Besvarelse af spørgsmål nr. 8 af 9. maj 2006 fra Folketingets Retsudvalg.
Spørgsmål:
         â€Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 27/4-06 fra Christen Sørensen, Syddansk Universitet, jf. L 129 – bilag 10.â€
Svar:
Henvendelsen vedrører en medsendt artikel af Leif Klinken og Christen Sørensen om lovforslaget vedrørende dommeres bibeskæftigelse. Artiklen indeholder i det væsentlige en sammenfatning af den kritik af lovforslaget, som fremgår af forfatternes tidligere henvendelser til Retsudvalget, og som Justitsministeriet har kommenteret i besvarelserne af Retsudvalgets spørgsmål nr. 1, 4 og 6 vedrørende lovforslaget.
Forfatterne giver udtryk for den grundlæggende opfattelse, at lovforslaget ikke imødekommer den kritik, der gennem lang tid har været af dommeres bibeskæftigelse, og at lovforslaget tværtimod vil skabe øgede retssikkerhedsmæssige betænkeligheder.
Som det fremgår af lovforslagets bemærkninger, er forslaget udformet i overensstemmelse med anbefalingerne fra et flertal i udvalget om dommeres bibeskæftigelse. Som anført i bemærkningerne er Justitsministeriet enig med flertallet i, at den foreslåede ordning på en hensigtsmæssig måde sikrer, at dommere fortsat kan løse en række opgaver af samfundsmæssig betydning ved siden af arbejdet i deres hovedstilling, samtidig med at omfanget af den enkelte dommers bibeskæftigelse holdes på et rimeligt niveau, og at udpegningen af dommere til bibeskæftigelse sker på en måde, der ikke rejser spørgsmål om dommernes habilitet i hovedstillingen.
Justitsministeriet er således ikke enig i forfatternes vurdering af lovforslaget.