Først og fremmest tak for den helt overvejende positive indstilling til forslaget.
Der var en, der sagde, at det ikke er et af de allerstørste lovforslag. Det er jo rigtigt, men det er også rigtigt, som bl.a. hr. Martin Lidegaard sagde, at det jo alligevel er noget, som næsten alle går meget op i. Det er faktisk et forslag, der virkelig giver et engagement hos folk, kan jeg høre, og derfor er det et ganske vigtigt forslag.
Det er også, synes jeg man må sige, med de mange emner, der er i forslaget, et forslag, som egner sig meget godt til udvalgsarbejde, for der er virkelig mange ting, man har mulighed for og forhåbentlig også lyst til at bore i, så vi kommer ind til sagens kerne i mange af de ting, der behandles
i lovforslaget. Det er jo sådan en stor pakke, og det bliver det jo selvfølgelig, når det er noget, der ikke har været ændret siden 1988, altså i næsten 20 år. Så det synes jeg er spændende. Inden jeg går i gang med min egentlige tale, vil jeg hæfte mig lidt ved det, hr. Walter Christophersen sagde. Hr. Walter Christophersens indlæg virkede på mig som et indlæg, der var præget af meget stærkt engagement, og både hos hr. Walter Christophersen og flere andre kom Skagen Innovation Center ind som noget, man tog stilling til under en eller anden form, eller i hvert fald nævnte, og det synes jeg der er god grund til. Det er jo sådan med den slags ting, at det er fantastisk svært at bevise: Hvad virker, og hvad virker ikke? Hvor meget af den ændring, der sker eller ikke sker, skyldes naturen, og hvor meget skyldes nogle forskellige systemer: den ene eller den anden form for kystbeskyttelse? Jeg kan sige, at jeg derfor for noget mere end et år siden gjorde det lidt usædvanlige, at jeg indkaldte ejeren af Skagen Innovation Center, Poul Jakobsen, til et møde i ministeriet; jeg tror endda, vi havde havde to. Vi indgik i hvert fald en aftale, hvor vi var enige om at lave et 3-årigt forsøg med såkaldte trykudligningsrør, sådan at vi havde en strækning, hvor vi satte rørene, og så havde vi en strækning, som mindede meget om den, og som man var enig om at udtage, så det var parallelt, for at få et forsøg, for det utilfredsstillende er, at ingen kan blive enige om, om det her virker eller ej, og jeg synes, vi har en forpligtelse til at finde ud af, om det virker eller ej. Professor Burcharth, som er den ene af de to uvildige personer, har f.eks. netop beskrevet et forsøg for mig bekostet af Skagen Kommune og Nordjyllands Amt, hvor han skriver, at det ikke har nogen indvirkning. Men andre steder siger Burcharth at det har haft stor indvirkning. Derfor har vi altså gjort det, at vi har lavet et 3-årigt forsøg, hvoraf det ene år er gået nu, og vi følger det altså ganske grundigt for at se: Har det en effekt? For hvis det her er en gylden metode, som kan redde en masse kyststrækninger, så skal vi selvfølgelig være åbne over for det. Modsætningsvis tror jeg også, alle kan forstå, at vi er nødt til at have et bevis for, om det virker, for vi taler jo om mange penge, når vi skal i gang med det her. Så det ser jeg meget frem til, og jeg var glad for, at vi indgik en skriftlig aftale, hr. Jakobsen og jeg. Vi havde meget store diskussioner om det, for det er et meget, meget følelsesladet emne. Det minder på mange måder næsten om lukkeloven: Alle har et forhold til det. Det synes jeg er fantastisk godt. Det synes jeg også at den her debat er præget af. Den er jo også præget af det, som hr. Martin Lidegaard sagde: Hvem skal betale? Der var også en, der spurgte - det var fra SF - om vi skal indføre andre måder at betale det på. Hr. Rune Lund spurgte også om det. Det vil jeg ikke forholde mig til, men henvise til høringssvarene; der er givet nogle høringssvar, som vi også har kommenteret.
I det hele taget synes jeg, det her emne egner sig endnu bedre end de fleste andre ting til et rigtig grundigt udvalgsarbejde, og jeg ser frem til at besvare alle de spørgsmål, der kommer, og vil også komme i samråd, som udvalget ønsker, for at få belyst alt, hvad der ligger i det her lovforslag. Det er så mangfoldigt, at jeg ikke synes, der er grund til at tage stilling til de enkelte punkter bortset fra det, som hr. Walter Christophersen rejste om lige netop SIC-virksomheden.