Allerførst vil jeg gerne takke ordførerne for de, synes jeg, overvejende meget positive bemærkninger til lovforslaget. Jeg synes næsten, jeg kunne høre, at der i hvert fald er et flertal for det, for alene de, der har indgået det fiskeriforlig, som blev omtalt en del før, tilkendegiver jo, at de stemmer for det, og derfor vil det blive vedtaget. Det tror jeg også er godt, og jeg håber selvfølgelig, at der kommer flere med, for jeg synes, det er nyttigt, at vi sender et signal om, at helst et enigt Folketing vil gå ind og sige, at det her er en god idé.
Som anført i forslaget sikrer vi nu mulighed for, at staten inden for FIUF-programmet - det er det program, hvor vi giver til en række forskellige tiltag - kan medfinansiere investeringer i faste anlæg i privatejede fiskerihavne. Det, der sker nu, er, at vi sikrer, at de private fiskerihavne får større mulighed for konkurrencemæssig ligestilling med de kommunale havne, som jo efter de gældende regler kan opnå 50 pct.s tilskud fra EU til medfinansiering af investeringer i havnen. Det er sådan set problemet, for det kan de private ikke.
I forvejen må vi sige, at de private fiskerihavne nok er mere vanskeligt stillet end de kommunale havne, der har lettere adgang til finansiering af investeringer i modernisering og vedligeholdelse af havnen. Her skal man tænke på, at det er private, der skal få det gjort, og det andet er jo over et kommunalt budget. Med den strukturudvikling, der er på vej i dansk fiskeri, må det være vigtigt, at alle fiskerihavne får mulighed for at konkurrere på lige vilkår. Man kan selvfølgelig glæde sig over, at det her nu kommer, men det er jo den ene del af det. Var der ikke kommet den her meget optimistiske fiskeriaftale, som simpelt hen giver dynamik og en indsprøjtning af energi og tro på fremtiden, ja, så nytter det jo ingenting - tingene skal hænge sammen heri.
I det hele taget tror jeg på, at dansk fiskeri står over for nogle betydelige udfordringer i de kommende år. Der ligger en stor opgave i at sikre dansk fiskeri optimale vilkår også i forhold til den internationale konkurrence. Udgangspunktet må derfor være at skaffe de bedst mulige vilkår på hjemmebanen først, og det gælder naturligvis for alle fiskere, uanset under hvilken ejerform deres hjemhavn er organiseret.
Det er blevet sagt, at vi skal ind at kigge på forskellige ting under udvalgsbehandlingen. Det skal vi. Blot skal man huske på de almindelige spilleregler, der ligger for FIUF-midlerne, altså dem, som vi tildeler forskellige ting. Det kan være forbedringer på bådene, det kan være investeringer i havne, det kan være uddannelse, det kan være forskellige ting, som er gode for fiskeriet. Det er jo noget, som bliver indstillet af et overvågningsudvalg, hvor alle repræsentanter sidder. Når nogle efterspørger, hvor beløbene er henne, kan jeg bare sige, at man sådan set skal være rigtig glad for, at vi ikke kan se beløbene for 2006, for så ville de være sluppet ud, inden de var blevet indstillet af udvalget. Det ville jo ikke være så godt.
Vi skal huske at tage det i den rigtige rækkefølge. Vi får en indstilling om, hvordan og hvorledes midlerne skal fordeles, og derefter tager vi stilling til den.
Jeg vil gerne sige, at jeg selvfølgelig er optaget af, at det, når man går ind og kigger på de her ting, så skal være sådan, at havnene oplever, at der også er penge afsat til det. Derfor er det jo glædeligt, at vi i den her regerings tid har afsat endnu flere penge til FIUF-midlerne, og derfor håber og tror jeg på, at de vil være her. Men jeg er nødt til at sige, at det jo er for tidligt at begynde at gætte på det, selv om jeg med et lille blink i øjet vil sige, at jeg kunne høre, at enkelte ordførere næsten kunne et helt projekt fra en enkelt fiskerihavn. Men jeg minder altså om, at loven er til flere end en enkelt fiskerihavn. Jeg er bare nødt til at nævne, at der findes flere private havne, ikke mange, for det er et begrænset antal, men de findes.
Det er klart, at det her problem er kommet på den her tid, og at det har taget tid at gøre noget ved det. For sådan som det blev kædet sammen tilbage i maj 2001, kunne de private havne ikke komme med.
Derfor har man brugt tid på en langvarig dialog med Europa-Kommissionen om at lade de private havne anvende egne midler samt national medfinansiering. Det er det, der er hele kunsten, fordi man selvfølgelig er loyal over for de beslutninger, der blev truffet tilbage i maj 2001. Så siger man: Lad os prøve at se, om vi kan få lov til, at havnene må bruge dem.
Men den model har Kommissionen afvist. Selv om den private selvstyrende havn i sine vedtægter havde sikret betydelig kommunal indflydelse, f.eks. med deltagelse i havnebestyrelsen osv., var det ikke godt nok. Så måtte man gå hen og lave det om.
Jeg vil bare sige om den debat, der kører lidt rundtomkring, at man selvfølgelig også kunne have ladet være med at bringe os i den situation, men der må have været nogle overvejelser om nogle andre ting. Jeg siger kun, at sådan ligger det.
Jeg vender gerne tilbage og svarer på spørgsmål, ligesom jeg gerne tager en drøftelse med udvalget om det. Jeg synes, det er vigtigt, at vi får det vendt, og jeg tror, det er vigtigt, vi alle sammen holder os for øje, at det her i hvert fald har stor betydning for visse havne i Danmark.