Betænkning afgivet af Uddannelsesudvalget den 0. marts 2006

2. udkast
(tilkendegivelse fra undervisningsministeren og betænkningsbidrag fra S)

Betænkning

over

Forslag til lov om uddannelsen til professionsbachelor som pædagog

[af undervisningsministeren (Bertel Haarder)]

 

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 15. december 2005 og var til 1. behandling den 17. januar 2006. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Uddannelsesudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 6 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og undervisningsministeren sendte den 8. november 2005 dette udkast til udvalget, jf. alm. del – bilag 64. Den 10. januar 2006 sendte undervisningsministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra:

Børne- & Ungdomspædagogernes Landsforbund,

Foreningen af naturfagslærere ved pædagogseminarierne og

Pædagogstuderendes Landssammenslutning.

Undervisningsministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget.

Deputationer

Endvidere har følgende mundtligt over for udvalget redegjort for deres holdning til lovforslaget:

Børne- & Ungdomspædagogernes Landsforbund,

Foreningen af naturfagslærere ved pædagogseminarierne og

Pædagogstuderendes Landssammenslutning.

Samråd

Udvalget har stillet 1 spørgsmål til undervisningsministeren til mundtlig besvarelse, som denne har besvaret i et samråd med udvalget den 14. marts 2006. Ministeren har efterfølgende sendt udvalget det talepapir, der lå til grund for ministerens besvarelse af spørgsmålet.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 41 spørgsmål til undervisningsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

2. Tilkendegivelse fra undervisningsministeren

Undervisningsministeren har tilkendegivet følgende over for udvalget:

1. Det fremgår af lovforslagets § 11, nr. 1, at undervisningsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om adgang til og optagelse på uddannelsen. Af bemærkningerne til § 11, nr. 1, fremgår det, at bemyndigelsen forventes anvendt til en skærpelse af adgangskravene til uddannelsen, hvor kravene vil blive en gymnasial uddannelse, en social- og sundhedsassistentuddannelse eller en pædagogisk grunduddannelse med niveaukrav i bl.a. dansk. Efter en henvendelse fra Forstanderforeningen for VUC af 23. februar 2006, som Folketingets Uddannelsesudvalg også har modtaget, er jeg blevet opmærksom på, at der tillige bør være adgang for ansøgere med fire gymnasiale fag: Dansk A, Engelsk B, Samfundsfag C og et fag efter eget valg på C niveau, f.eks. et kreativt fag. Ved fastsættelse af de nærmere regler om adgang til og optagelse på uddannelsen har jeg således i sinde at gøre fire gymnasiale fag med de angivne niveaukrav adgangsgivende til pædagoguddannelsen.

2. Folketingets Uddannelsesudvalg har stillet mig en række spørgsmål om linjefagene og især om linjefaget Værksted, natur og teknik, jf. spørgsmål 3, 10, 15, 26, 31, 36 og 40 og mine svar herpå.

Lovforslagets linjefagssammensætning bygger på et forslag fra Samrådet bestående af BUPL, Socialpædagogernes Landsforbund, Pædagogseminariernes Rektorforsamling og Kommunernes Landsforening. På grundlag af et fælles bidrag fra Pædagogseminariernes Rektorforsamling og CVU-Rektorkollegiet ønsker jeg over for Uddannelsesudvalget i forlængelse af mine svar herom at fremkomme med følgende uddybende beskrivelse af lovforslagets linjefagsrække, der vil ligge til grund for fastsættelse af de nærmere regler om linjefagene, jf. lovforslagets § 6, stk. 2:

–     Linjefaget Sundhed, krop og bevægelse skal udvikle den studerendes kundskaber og færdigheder for at arbejde med ernæring, kropslighed og fysiske aktiviteter gennem leg og læring, idræt og motion. Linjefaget skal desuden bevidstgøre den studerende om den individuelle og samfundsmæssige betydning af dette. Den færdiguddannede pædagog skal gennem engagerende aktiviteter i alle former for pædagogisk arbejde kunne fremme brugernes lyst og forudsætninger for kropslig udfoldelse og deres forståelse for fysisk sundhed. Pædagogen skal således kunne arbejde med forskellige fysiske aktivitetsformer i de kulturelle og sociale sammenhænge, der er relevante for brugerne med henblik på at skabe udviklende og integrerende processer for den enkelte og for grupper.

–     Linjefaget Udtryk, musik og drama skal udvikle den studerendes kundskaber og færdigheder for at kunne inddrage musiske traditioner inden for musik, drama og andre beslægtede immaterielle udtryks- og kommunikationsformer i pædagogiske aktiviteter og leg. Linjefaget skal desuden bevidstgøre den studerende om den individuelle og samfundsmæssige betydning af dette samt udvikle den studerendes egne færdigheder og forståelse inden for musik og drama. Den færdiguddannede pædagog skal kunne planlægge, formidle, organisere og gennemføre sociale aktiviteter, der både fokuserer på fællesskab og på udvikling af den enkeltes udtryksfærdigheder.

–     Linjefaget Værksted, natur og teknik skal udvikle den studerendes kundskaber og færdigheder for at kunne anvende billedskabende traditioner i sin praksis og arbejde pædagogisk med at inddrage den materielle omverden i dens mangfoldige kulturelle, naturgivne og tekniske fremtrædelsesformer med henblik på at stimulere børns, unges og voksnes nysgerrighed, eksperimenteren, skabertrang, virkelyst og søgen efter oplevelser, samt sans for samspillet mellem menneske og miljø. Linjefaget skal desuden bevidstgøre den studerende om den individuelle og samfundsmæssige betydning af dette. Den færdiguddannede pædagog skal kunne planlægge formidle, organisere og gennemføre aktiviteter, der giver børn, unge og voksne indsigt i og erfaringer med fremstilling, fortolkning, forståelse for og omgang med materielle genstande og miljøer af kunstnerisk, naturmæssig og teknisk art. Pædagogen skal således kunne formidle aktuelle og dækkende kulturelle erfaringer og give grundlag for, at børn, unge og voksne får oplevelser med at forholde sig aktivt til sine konkrete omgivelser og således stimulerer børns, unges og voksnes kulturelle og dannelsesmæssige forståelse og oplevelse af den materielle omverden.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et <>tal i udvalget (S) indstiller lovforslaget til vedtagelse ved 3. behandling.

Socialdemokratiets medlemmer af udvalget finder, at der med lovforslaget ikke er tale om en egentlig reform af pædagoguddannelsen, men at der trods alt er tale om en forbedring af pædagoguddannelsen i forhold til den nuværende.

Socialdemokratiet er enigt i, at der er behov for forbedringer af pædagoguddannelsen set i lyset af samfundsudviklingen, som stiller nye krav til det pædagogiske arbejdsfelt. Evalueringen af uddannelsen fra 2003 viste tydeligt, at den nuværende uddannelse ikke i tilstrækkelig grad ruster pædagogerne til at takle den nye virkelighed. Veluddannede pædagoger er forudsætningen for en høj kvalitet i daginstitutionerne og på de socialpædagogiske institutioner. Kvalitet i pædagoguddannelsen er derfor afgørende for kvaliteten af den service, som de færdiguddannede pædagoger skal yde til borgerne.

Lovforslaget lægger sig på en række punkter tæt op af det udspil om en forbedret pædagoguddannelse, som hovedinteressenterne i pædagoguddannelsen (Kommunernes Landsforening, Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund, Socialpædagogernes Landsforbund og Pædagogseminariernes Rektorforsamling) i fællesskab har fremlagt. Det gælder bl.a. i forhold til faginddelingen, hvor pædagogik fremover bliver hovedfaget, og der indføres linjefag. Også etableringen af et tværprofessionelt element i uddannelsen, indførelsen af centrale kundskabs- og færdighedsområder, CKF’er, samt skærpede adgangskrav er positive elementer, som efter Socialdemokratiets opfattelse vil styrke uddannelsen. Derfor kan Socialdemokratiet støtte lovforslaget.

Der er dog visse uklarheder i forhold til faginddelingen. Indholdet i de nye fag er mangelfuldt beskrevet, og det fremgår ikke, hvor meget fagene skal vægtes. Det er afgørende, at interessenterne bliver inddraget i arbejdet med bekendtgørelsen, som skal præcisere disse uklarheder.

Det er Socialdemokratiets opfattelse, at der med lovforslaget ikke er tale om en egentlig reform af uddannelsen, da der ikke tages fat på det væsentligste kritikpunkt af den nuværende uddannelse, nemlig praktikkens udformning og finansiering.

Det ville have været ønskeligt med et egentligt forlig om pædagoguddannelsen, hvor forudgående politiske forhandlinger kunne have medført en bred politisk aftale om en egentlig reform af uddannelsen. Socialdemokratiet beklager, at undervisningsministeren ikke har vist vilje til at indlede forhandlinger om lovforslaget, sådan som det f.eks. er tilfældet med reformen af læreruddannelsen, og sådan som det var tilfældet ved den tidligere undervisningsministers forsøg på at reformere pædagoguddannelsen umiddelbart før folketingsvalget i februar 2005. Dengang blev der indgået en egentlig aftale om en reform, som omlagde halvdelen af den lønnede praktik til SU-finansieret praktik. Efter folketingsvalget sprang den nye regering fra denne aftale og har i stedet fremsat dette lovforslag, hvor man opretholder praktikken, som den er. Begrundelsen er, at man ikke vil afsætte de nødvendige midler til en omlægning af praktikken. Socialdemokratiet kan konstatere, at der er tale om en alvorlig slingrekurs fra regeringens side, som nu har resulteret i et ringere lovforslag end det, regeringen gik til valg på i 2005.

Socialdemokratiet kan kun se den manglende vilje til forhandling og til at finde den nødvendige finansiering af omlægning til SU-finansieret praktik som et udtryk for en nedprioritering af pædagoguddannelsen fra regeringens side. Det er dybt beklageligt, da det pædagogiske arbejdsfelt efter vores opfattelse er helt afgørende for at sikre kvaliteten på helt centrale kerneområder i den offentlige service.

For så vidt angår praktikken, er Socialdemokratiet enig med stort set alle interessenterne i, at der er behov for en omlægning af praktikken til SU-finansiering. Det ville styrke det uddannelsesmæssige sigte med praktikken, idet de studerende ikke ville indgå i normeringen men få lov til at være studerende. En SU-finansieret praktik ville skabe bedre sammenhæng mellem undervisning og praktik og give den studerende bedre mulighed for fordybelse og udvide muligheder for specialpraktik. Samtidig ville SU-finansiering øge mulighederne for internationalt samarbejde, idet den lønnede praktik kan give problemer i forhold til internationaliseringen, idet noget tyder på, at andre lande ikke vil anerkende den lønnede praktik som fuldtidsstudium.

Trækkes de studerende ud af normeringen skal de naturligvis erstattes af uddannede pædagoger, hvilket samtidig vil give flere voksne til børnene og dermed et tryggere og mere udviklende miljø.

Samtidig ønsker Socialdemokratiet i lighed med interessenterne at forkorte den samlede praktikperiode og give mere tid til uddannelse. I dag udgør praktikken næsten 40 pct. af uddannelsen, hvilket er uforholdsmæssigt meget i sammenligning med andre mellemlange videregående uddannelser. Socialdemokratiet har konkret foreslået, at uddannelsestiden på seminariet øges med 12 uger, og at praktikperioderne forkortes tilsvarende og fordeles anderledes, således at der bliver bedre mulighed for fordybelse i den sidste del af praktikperioden.

Et andet forslag, der har været bragt i spil, som ikke ændrer noget på forholdet mellem lønnet og SU-finansieret praktik, er at flytte den nuværende korte SU-praktik fra at være den første til at være den sidste praktik. Det ville give de studerende mulighed for fordybelse i slutningen af studiet. Men heller ikke dette forslag, har regeringen imødekommet.

Endelig er der behov for at sikre veluddannede praktikvejledere på alle praktikinstitutioner. Socialdemokratiet havde gerne set, at der blev afsat midler til at efteruddanne praktikvejledere, og at de studerende blev sikret et minimum af vejledningstimer under praktikken.

For så vidt angår specialiseringen er Socialdemokratiet enigt i, at der er behov for bedre mulighed for fordybelse end i dag. Det er helt afgørende at fastholde pædagoguddannelsen som en generalistuddannelse, der skal uddanne pædagoger til et bredt arbejdsfelt og ikke kun snævert forstået som de tre målgrupper. Samtidig er det væsentligt, at de studerende ikke udelukkende fokuserer på brugergrupper men også får mulighed for at fordybe sig i eksempelvis forskellige pædagogiske metoder. Der skal være en tæt sammenhæng mellem specialiseringen på studiet og det arbejdsmarked, de færdiguddannede pædagoger møder efter endt uddannelse.

Det er uklart, hvorledes undervisningsministeren vil sikre, at udbuddet af praktikpladser svarer til de studerendes valg af specialisering. Socialdemokratiet bemærker, at undervisningsministeren har tilkendegivet, at interessenterne vil blive inddraget i arbejdet med at sikre sammenhæng mellem specialiseringen og tilvejebringelse af praktikpladser.

Det bør overvejes at nedsætte et midlertidigt organ med deltagelse af uddannelsens interessenter til at følge og hjælpe praktikken på vej i den nye uddannelse. Dette skal også ses i lyset af ændringerne som følge af kommunalreformen, som betyder, at det ikke længere vil være praktikpladsudvalget, der finder egnede praktiksteder, men derimod uddannelsesstedet. Fordelen ved praktikpladsudvalget var, at kommunerne var repræsenteret, mens der i den nye struktur kan forudses interessekonflikter mellem uddannelsessteder og kommuner, idet uddannelsesstedet alene er ansvarligt for at finde praktikpladser, mens kommunen skal betale for praktikken.

I svaret på spørgsmål 17 om tilvejebringelse af praktikpladser anfører undervisningsministeren, at det er kommunernes ansvar at stille praktikpladser til rådighed. Det antages, at ministeren har indgået aftaler med kommunerne herom, og at ministeren vil gribe ind, såfremt det viser sig, at der ikke tilvejebringes tilstrækkeligt med praktikpladser, som svarer til de studerendes specialisering.

Socialdemokratiet havde ønsket en egentlig reform af pædagoguddannelsen, men må erkende, at regeringen ikke har haft viljen til at gribe fat om nogle af de væsentligste problemer i uddannelsen. Socialdemokratiet mener dog, at lovforslaget medfører mindre forbedringer i forhold til i dag, hvorfor Socialdemokratiet vælger at stemme for lovforslaget.

Et <>tal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Flere forhold gør, at Enhedslistens medlem af udvalget ikke kan stemme for dette lovforslag. For det første mangler denne reform af pædagoguddannelsen generelt at gøre op med de elementer af uddannelsen, som i dag er utilfredsstillende. Det gælder først og fremmest, at praktikken endnu engang ikke laves om fra at være lønbaseret til at blive SU-finansieret. Så længe pædagogstuderende ikke modtager SU under praktikken, så længe er de nødt til at indgå i normeringerne på institutionerne og dermed fortsætte som billig arbejdskraft.

Yderligere vælger man heller ikke at styrke vejledningsdelen godt nok ved at sikre et fast antal timer, den studerende kan forvente at få vejledning i.

Det tredje element i reformen, som Enhedslisten forholder sig kritisk til, er specialiseringen. Generelt opfatter Enhedslisten opdelingen af specialiseringerne som virkelighedsfjern, da denne opdeling langt fra matcher arbejdsmarkedet. Særligt kan det blive et problem, når special- og almenområdet blandes sammen med strukturreformen.

Hvis undervisningsministeren ønskede en ambitiøs reform, burde der være lagt op til en større teoretisk fordybelse i uddannelsen i stedet for den specialisering, som lovforslaget beskriver.

Sidst men ikke mindst finder Enhedslisten det dybt beklageligt, at man lægger op til en ændring af pædagoguddannelsen men ender med en nulløsning og en forværring af uddannelsen, fordi man fra politisk side ikke vil investere økonomi i fremtidens pædagoger. Det er helt uacceptabelt. At skabe en bedre uddannelse koster penge. Enhedslisten mener, at fremtidens pædagoger og de mennesker, som de skal arbejde med, har fortjent, at politikerne investerer de penge, det koster at lave verdens bedste pædagoguddannelse. Det har man ikke gjort med dette lovforslag. Enhedslisten opfatter lovforslaget som en forringelse og kan derfor ikke støtte det.

Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.Der gøres opmærksom på, at et flertal eller et mindretal i udvalget ikke altid vil afspejle et flertal/mindretal ved afstemning i Folketingssalen.


  Troels Christensen (V) Â  Anne‑Mette Winther Christiansen (V) Â  Britta Schall Holberg (V) Â  Tina Nedergaard (V) Â  Ellen Trane Nørby (V) Â  Martin Henriksen (DF) Â  Søren Krarup (DF) Â  Carina Christensen (KF) fmd.  Allan Niebuhr (KF) Â  Christine Antorini (S) Â  Kirsten Brosbøl (S) Â  Carsten Hansen (S) Â  Bjarne Laustsen (S) Â  Margrethe Vestager (RV) nfmd.  Bente Dahl (RV) Â  Thomas Krog (SF) Â  Majbrit Berlau (EL) 

Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

 

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

52

 

Enhedslisten (EL)

6

Socialdemokratiet (S)

47

 

Siumut (SIU)

1

Dansk Folkeparti (DF)

24

 

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

18

 

Fólkaflokkurin (FF)

1

Det Radikale Venstre (RV)

17

 

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

11

 

 

 

 

+++Bilag+++Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 114

Bilagsnr.

Titel

1

Høringssvar og høringsnotat fra undervisningsministeren

2

Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

3

Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

4

Henvendelse af 1/2-06 fra Pædagogstuderendes Landssammenslutning

5

Henvendelse af 2/2-06 fra Børne- & Ungdomspædagogernes Landsforbund

6

Henvendelse af 6/2-06, fra Foreningen af naturfagslærere ved pædagogseminarierne

7

Revideret tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

8

Undervisningsministerens svar på tidligere spørgsmål fra udvalget

9

Talepapir fra samrådet d. 14/3-06, fra undervisningsministeren

10

1. udkast til betænkning

11

Tilkendegivelse fra undervisningsministeren

 

 

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 114

Spm.nr.

Titel

1

Spm. om kommentar til henvendelse af 1/2-06 fra Pædagogstuderendes Landssammenslutning, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

2

Spm. om kommentar til henvendelse af 2/2-06 fra BUPL, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

3

Spm. om kommentar til henvendelse af 6/2-06 fra Foreningen af naturfagslærere ved pædagogseminarierne, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

4

Spm. om ministeren er indstillet på at forkorte praktikdelen og øge de mere teoretiske uddannelsesdele, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

5

Spm. om ministeren er indstillet på at erstatte dele af den lønnede praktik med SU-praktik, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

6

Spm. om ministeren er indstillet på at placere praktikforløbene anderledes undervejs i uddannelsen, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

7

Spm. om, hvordan institutionerne, der har studerende i praktik, i højere grad kan sikre, at praktikken bliver en uddannelsespraktik end en arbejdspraktik, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

8

Spm. om ministeren er indstillet på at udbyde og finansiere uddannelse af praktikansvarlige på institutionerne, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

9

Spm. om ministeren vil sikre, at der i praktikforløbet er minimumsregler for, hvor mange vejledningstimer den enkelte studerende har ret til, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

10

Spm. om, hvilke grundlag de studerende skal have for f.eks. at bruge musik i det pædagogiske arbejde, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

11

Spm. om ministeren har planer om at hjælpe enlige forsørgere, der rammes økonomisk, fordi praktikken er lønnet frem for SU-finansieret, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

12

Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at der ikke sker en skævvridning mellem de valg, som de studerende foretager om specialisering under deres uddannelse og den specialisering, der er behov for på det pædagogiske arbejdsmarked, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

13

Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at reform af læreruddannelsen og reform af pædagoguddannelsen begge får elementer, der styrker samarbejdet mellem lærer og pædagog, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

14

Spm. om ministeren ønsker at ændre sit forslag til specialisering af pædagoguddannelsen, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

15

Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at alle pædagoger med den foreslåede faginddeling får kendskab til og kompetence inden for sundhedsområdet, når sundhedsfag fremover vil være et tilvalg på pædagoguddannelsen, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

16

Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at behovet for efteruddannelse af pædagoger bliver mødt i fremtiden, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

17

Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at man knytter specialiseringen sammen med praktikken, når de studerendes valg af praktikpladser forhindres af manglen på praktikpladser, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

18

Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at studerende kan modtage kvalificeret vejledning i forbindelse med specialiseringen, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

19

Spm. om, hvordan ministeren fremover vil garantere, at uddannelsen i praktikperioderne har en tilstrækkelig kvalitet, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

20

Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at de studerende ikke fortsat fungerer som billig arbejdskraft, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

21

Spm. om ministeren vil sikre de studerendes vejledning ved at indføre et krav om en vis vejledningsmængde i løbet af praktikperioden, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

22

Spm. om, hvad ministeren vil gøre for at sikre praktikvejledernes uddannelse, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

23

Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at tilvejebringelsen af praktikpladser i forbindelse med kommunalreformen ikke hæmmes, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

24

Spm. om, hvad begrundelsen er, for at fastholde den lønnede praktik på trods af de mange anbefalinger af, at praktikken bør overgå til SU-finansiering, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

25

Spm. om der kan skaffes praktikpladser nok i forhold til den nye specialiseringsopdeling, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

26

Spm. om ministeren har overvejet konsekvenserne af at reducere sundhedsfaget på pædagoguddannelsen, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

27

Spm. om, hvilke overvejelser ministeren har gjort sig omkring at uddanne praktikvejledere på praktikinstitutioner, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

28

Spm. om, hvorfor én pædagoguddannelse efter lovforslaget vil kunne kvalificere til alle forskellige og differentierede opgaver, som pædagoger har i dag, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

29

Spm. om der kan tænkes en anden model for det nuværende praktikforløb, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

30

Spm. om ministeren har overvejet, om de mange ønsker og krav til pædagoguddannelsen fortsat kan realiseres inden for én og samme grunduddannelse, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

31

Spm. om, hvad den faglige og pædagogiske begrundelse er for at lægge værkstedsfag sammen med naturfag til linjefaget værksted, natur og teknik, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

32

Spm. om fremsendelse af en opgørelse, der sammenligner forholdet mellem uddannelse og praktik for henholdsvis pædagoguddannelsen, læreruddannelsen og sygeplejerskeuddannelsen, herunder antal timer til uddannelse og antal timer til praktik, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

33

Spm. om, hvor meget pædagogik kommer til at fylde med lovforslagets vedtagelse i forhold til den eksisterende pædagoguddannelse, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

34

Spm. om ministeren vurderer, at det vil forbedre kvaliteten af pædagoguddannelsen, hvis SU-praktikken flyttes fra starten til slutningen af uddannelsen, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

35

Spm. om, hvad de præcise regler er for kommunernes forpligtelse til at sørge for uddannede praktikvejledere på institutionerne, og hvordan dækningen er af uddannede praktikvejledere på institutioner med pædagogisk personale, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

36

Spm. om, hvor meget det faglige element musik helt præcis vil udgøre i ECTS-point efter lovforslaget i forhold til den nuværende pædagoguddannelse, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

37

Spm. om, hvordan det tværprofessionelle element mellem lærer- og pædagoguddannelsen mere præcist vil se ud i henholdsvis den nye pædagoguddannelse og den nye læreruddannelse, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

38

Spm. om, hvordan ministeren forestiller sig mere konkret, at reglerne for de studerendes valg af specialisering kan præciseres, så de studerendes valg matcher arbejdsmarkedets behov samlet set, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

39

Spm. om ministeren vil afsætte øgede økonomiske midler af, til at sikre kvaliteten i pædagoguddannelsen, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

40

Spm. om præcisering af, hvorfor ministeren anser det nye linjefag i værksted, natur og teknik for at bestå af naturligt forbundne fagområder og herunder oplyse, om sammenlægningen bygger på en evaluering, en fag- eller arbejdsgruppes anbefalinger eller andet, der giver et fagligt belæg for at slå disse områder sammen, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

41

Spm. om overarbejde på praktikstedet, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

 

 

Oversigt over samrådsspørgsmål vedrørende L 114

Samråds-spm.nr.

Titel

A

Samrådsspm. om ministeren vil forholde sig til og drøfte eventuelle ændringer af pædagoguddannelsen på baggrund af 1. behandlingen og høringssvarene, til undervisningsministeren