Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre har valgt, at vi stemmer for det her forslag til en ny pædagoguddannelse. Det gør vi, fordi vi mener, at der er elementer af forbedring i forslaget trods regeringens meget lave ambitionsniveau på det her område.
Vi stemmer for, fordi vi synes, der er en forbedring i forhold til faginddelingen, i forhold til, at der kommer et tværprofessionelt element i uddannelsen, at der kommer nogle centrale kundskabs- og færdighedsområder. Men vi synes, og det har vi også hele tiden fremhævet under behandlingen af det her forslag, at det er dybt beklageligt, at regeringen har valgt at trække det forslag om at forbedre praktikdelen af den her uddannelse, som faktisk lå før folketingsvalget i 2005, tilbage.
Det er jo sådan, at vi her står med et forslag, som overhovedet ikke ændrer på praktikdelen af pædagoguddannelsen, på trods af at det faktisk er det, som en lang række af interessenterne på det her område har fremhævet som det helt centrale i uddannelsen.
Derfor har Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne også stillet et ændringsforslag til det her lovforslag, som går på præcis det, som regeringen lagde op til inden valget
i 2005, nemlig at omlægge halvdelen af den lønnede praktik til SU-praktik. Så vi håber meget, at vi nu ved netop at stille et ændringsforslag, som ordret lægger sig op ad det, som regeringen selv mente inden valget i 2005, kan få lidt lydhørhed for, at vi igen kan få den her debat om praktikdelen. Vi synes, det er enormt ærgerligt, at regeringen har valgt overhovedet ikke at indgå i forhandlinger om en reform af pædagoguddannelsen. Det gjorde man før valget. Der var der sådan set indledt forhandlinger. Der var også indgået en aftale. Derfor synes vi, det er dybt beklageligt, og vi håber meget, at regeringen, når vi nu har stillet det her ændringsforslag, vil genoverveje, om man ikke dengang var lidt klogere, end man er nu i forhold til praktikdelen på pædagoguddannelsen. Der er også en række andre ting, som vi i løbet af udvalgsbehandlingen har sat spørgsmålstegn ved i forbindelse med den her reform af uddannelsen, selv om man jo kan sætte spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er en reform. Det gælder specialiseringen, og det gælder med hensyn til, om man kan sikre den nødvendige andel af praktikpladser, som svarer til den specialisering, man nu lægger op til. Vi håber meget, at regeringen er indstillet på, at der måske kommer en følgegruppe, der kan tage sig af og se på, om det her nu også udvikler sig sådan, som man gerne vil have det til at gøre. Vi kan nemlig godt være lidt bekymrede for, at man ikke har sikret, at der er overensstemmelse mellem specialiseringen og praktikken. Som sagt havde Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre ønsket en ordentlig forhandling om det her forslag. Vi mener faktisk, at pædagoguddannelsen er på linje med
f.eks. læreruddannelsen, som der nu er indgået et bredt forlig om. Det synes vi havde været på sin plads at man også havde taget initiativ til i forhold til pædagoguddannelsen, for vi ser faktisk det her som et af kerneområderne. Hvis vi skal forbedre den offentlige service i vores velfærdssamfund, så indgår pædagogerne som en helt central faggruppe, og vi mener faktisk, at der er god grund til også på det her område at tage en bred debat i Folketinget om, hvordan vi kan forbedre kvaliteten af pædagoguddannelsen. Det beklager vi meget, og vi håber, at regeringen nu vil se på vores ændringsforslag, og ikke mindst Dansk Folkeparti, som også var med i den aftale, der blev lavet før valget. Vi synes sådan set, at det er at løbe fra noget, som man sagde før valget, hvis man gennemfører praktikdelen, som den ligger her.