Den næste sag på dagsordenen var:
4) Første behandling af lovforslag nr. L 112:
Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse. (Overførelse af kompetence i forbindelse med klassificering af skibe som affald m.v.). Af miljøministeren (Connie Hedegaard). (Fremsat 15/12 2005).

Lovforslaget sattes til forhandling.

Forhandling

I 2005 har der flere gange været en voldsom diskussion af Danmarks rolle i forbindelse med ophugning af gamle skibe i Indien. Regeringen blev flere gange af oppositionen kritiseret for ikke at gøre noget for at stoppe ophugningen af skibene, selv om alle godt vidste, at det ikke er så let at gribe ind i et andet lands miljøpolitik, heller ikke selv om der er nogle konventioner, som skal overholdes. Derfor skal der lyde en stor ros til miljøministeren for, at der så hurtigt er sket noget i denne her sag. Skibsophugningen blev sat på dagsordenen både i EU og i de relevante FN-fora under Baselkonventionen og Den Internationale Maritime Organisation. Det lykkedes ganske hurtigt at få landene til at forstå, at det er vigtigt med bindende internationale regler på området. Det drejer sig om krav til ophugning af skibe så vel som skibenes behandling forud for ophugningen. Debatten i Danmark gik på, hvordan vi her i landet kunne forhindre, at skibene blev solgt til ophugning, og hvem der skulle have kompetencen til at stoppe skibene, hvis de altså skulle sælges og ophugges. Flere kommuner gjorde opmærksom på, at de ikke magtede opgaven eller i hvert fald havde svært ved det. Derfor er det positivt, at vi nu har fået fremsat det her lovforslag, som foreslår en optimering af sagsbehandlingen, således at sagsbehandlingen overføres til staten. Det drejer sig om skibe, som indeholder så meget stål, at de er interessante på det internationale skrotmarked. Det bliver nu muligt at tilbageholde et skib, hvis der er mistanke om, at dette skal eksporteres til skrotning til et land uden for EU. Det er ganske klart, at en effektiv forhindring af uacceptabel affaldseksport kun kan ske gennem internationale regler, men denne lov giver os i Danmark nogle redskaber på dette område, som kan være til nytte, indtil vi har de internationale regler på plads. Venstre kan støtte forslaget.

Vi siger tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken. Den næste er fru Pernille Blach Hansen.

Da Socialdemokratiets ordfører ikke kan være til stede, skal jeg fremføre følgende:
     For Socialdemokratiet er der ikke nogen tvivl om, at vi har brug for at få skærpet kontrollen med eksport og ophugning af skibe. Vi har herhjemme været vidende til, at skibe ulovligt er blevet eksporteret til fattige udviklingslande og er blevet ophugget under totalt uansvarlige forhold, både for mennesker og miljø. Der har været diskussionen om »Kong Frederik IX« fra Korsør og så en nyere sag om et fragtskib fra Esbjerg.
     De her sager bekræfter vores bekymringer for, om kommunerne i dag har redskaberne og kompetencerne til at vurdere, om et salg er forsvarligt. Det er ikke med vores gode vilje, at vi flere gange har set en køber overbevise sin kommune om, at det gamle skib fortsat skulle bruges til færgefart, mens den virkelige hensigt var at sælge det til skrot f.eks. i Indien. Det problem vil vi gerne medvirke til at komme til livs. Vi vil ikke stå på sidelinjen og se til, at skrothandlere smutter gennem huller i vores lovgivning og dermed også bebyrder udviklingslande med vores affald.
     Derfor er vi positive over for miljøministerens forslag til en ny kompetencefordeling for ansvaret for klassificering af skibe som affald og også hermed de større krav til dokumentation og oplysningspligt. Vi ser det som en fornuftig tostrenget strategi, som efter vores bedste overbevisning vil kunne afhjælpe i hvert fald en del af den kritisable situation. Vi synes også, det er nødvendigt at lægge kompetencen over til staten, hvis vi skal gøre os nogen forhåbning om at sætte en stopper for denne her uheldige omgåelse af Baselkonventionen.

     Det er ikke, fordi vi i øvrigt mener, at kommunerne generelt er inkompetente, men der er bare ikke nogen tvivl om, at de her meget komplicerede sager om skibenes status ikke er en opgave, som kommunerne må forventes at have ressourcer til at magte. Det er også sjældne sager, hvor den enkelte kommune ikke når at få nogen erfaring.
     Vi mener også, at kravene om dokumentation og oplysningspligt vil sikre en mere forsvarlig sagsbehandling. Det er nødvendigt for at komme disse umoralske skrotsælgere og deres foragtelige forretninger til livs. Når man overvejer, om man skal stemme for eller imod et forslag, er det selvfølgelig væsentligt også at kigge på høringssvarene, og her er der jo ikke nogen tvivl om, at de fleste toneangivende organisationer og institutioner inden for området bakker op om lovændringen. Det gør selvfølgelig også indtryk på os.
     Samtidig skal vi dog sige, at der er et par ting, der er blevet rejst i høringssvarene, som vi vil forfølge og belyse nærmere i udvalgsarbejdet, f.eks. spørgsmålet om flagdagsprincippet, spørgsmålet om omvendt bevisbyrde og endelig spørgsmålet om, om de her regler skal lægges inden for rammerne af en bemyndigelse til ministeren eller ved en lov, som bl.a. Advokatrådet påpeger.
     Til slut vil jeg sige, at der fra Socialdemokratiets side altså ikke er nogen tvivl om, at det er fornuftigt, at vi får mere kontrol for at forsøge at komme den ulovlige eksport af skibe som affald til livs, så vi ikke fremover også skal se yderligere skrothandlere tage smuthullet igennem den danske lovgivning.
     Vi vil ikke have på vores samvittighed, at vi bebyrder udviklingslandene med asbest, bly, kviksølv og hormonforstyrrende TBT-bundmaling og lader barfodede teenagedrenge arbejde med at ophugge vores skibe med livet som indsats. Vi tager vores internationale forpligtelser alvorligt og løser vores egne miljøproblemer, og det mener vi også vi kan gøre med dette forslag.

Så går vi videre i ordførerrækken, og den næste er hr. Jørn Dohrmann.

Dansk Folkeparti synes også, at det her er et skridt i den rigtige retning, når vi ser på de uheldige sager med skibe, der sådan set var klar til at blive hugget op, men hvor der så var alle mulige undskyldninger for, at de ligesom kunne slippe gennem nåleøjet og komme ned til nogle, som måske ikke gjorde det på den mest miljørigtige måde, når vi taler om ophugning af skibe.
     Hvordan kan man så undgå nogle af de her situationer? Det kan man jo ved at gå ind og lave en lidt mere klar lovgivning på det her område, og der har ministeren så taget et initiativ, som vi mener er et skridt i den rigtige retning. Men vi mener på den anden side også, at det her ikke er nok. Vi mener, at det er en lidt uklar formulering, når der står, at ministeren kan fastsætte regler. Vi mener selvfølgelig, at her skal ministeren gå ind og lave nogle regler. Man skal ikke bare lade det stå i luften, som om man alligevel ikke ønsker at gøre noget her.
     Vi mener selvfølgelig også, at man på det område må skelne imellem, hvad der er affald, og hvornår det er til genbrug. Hvornår får vi sikkerhed for, at vi ikke får det, som jeg vil kalde løse huller i lovgivningen her? Jeg vil også gerne have ministeren til at forklare lidt mere om, hvordan vi får en helt sikker, fast afgrænsning, så der ikke er nogen, der kan bruge de såkaldte smuthuller.
     Når vi så ser på, hvad det er, vi ellers kan gøre for at se, om den afgrænsning, der er lagt i lovforslaget ved de
2.000 t, er den rigtige, er der så ikke nogle forhold, hvor den tonsfastsættelse måske skulle være anderledes? Derfor kan vi ikke støtte det, der er lagt op til på nuværende tidspunkt. Men jeg mener i hvert fald, at der er nogle gode elementer i forslaget her, som peger i den rigtige retning, og de resterende uafklaretheder regner jeg med at vi nok kan nå til enighed om i det forestående udvalgsarbejde. Som sagt er der positive elementer i forslaget, men der er visse ting, som lige skal rettes til.

Vi går videre i ordførerrækken, og den næste er hr. Christian Wedell-Neergaard.

Det Konservative Folkeparti er positive over for lovforslaget. Det løser jo det problem, som vi så i forbindelse med »Kong Frederik IX«, som jo var færgen, der lå
i Korsør, at det kan være vanskeligt for en kommune at håndtere sådan en sag i forbindelse med sagens indledning, og at man derfor nu vil overføre kompetence, således at klassificeringen sker i staten i stedet for.

     Man kan sige, at her var der en politisk sag, som var særdeles interessant. Det var en sag, alle kunne følge med i, alle kunne forstå, og derfor skabte det også stor furore, at det, der nærmest kunne betegnes som et nationalt klenodie, en storebæltsfærge, hvori alle har siddet og nydt en grå sild i cafeteriet, pludselig skulle ende på en indisk strand.
     Det er der naturligvis store følelser i, og det prægede også den danske debat. Det lykkedes jo for historien at brede sig så vidt, at også BBC bragte et indslag om eksport af »Kong Frederik IX« til en indisk strand.
     Det er klart, at en sådan eksport af affald, som jo medfører eksport af sundhedsskadelige stoffer, er utilfredsstillende, og derfor skal der være skærpet kontrol, således at det ikke gentager sig, og således at Baselkonventionens bestemmelser kan overholdes.
     Derfor er vi enige i, at kompetencen til behandling af sager om klassificering af skibe som affald overføres til staten. Der skal være krav til aktørerne i den slags sager, således at de skal oplyse, om et skib er påtænkt som affald og påtænkt til eksport, og der skal være en mulighed for at holde disse skibe tilbage, indtil tingene er undersøgt.
     Man kan sige, at miljø- og energiministeren med det her forslag kommer en lille smule forud for det, som ville være den egentlige beskyttelse, nemlig en international vedtagelse om, hvordan man håndterer skibe som affald. Men indtil den internationale enighed foreligger, indføres der nu et dansk regelsæt.
     Ministeren har været aktiv i FN-organet IMO og forsøgt der at opnå en enighed omkring det at få flere lande til at se på skibsaffald på samme vis. Det arbejde skal jeg opfordre ministeren til at fortsætte, og vi får så i mellemtiden regler på det danske område. Men det er tvingende nødvendigt på længere sigt, at der kommer et internationalt regelsæt på det her område.
     Man drøfter en grænse på 2.000 t, men det viser sig jo altså, at der også kan være skibe, der er mindre, som det er interessant at eksportere, og derfor opfordrer jeg til, at man ikke tager de 2.000 t som en præcis udmelding, men ser på skibe, der skal eksporteres, og at de bliver behandlet efter denne her nye lovgivning.
     Vi har jo ingen indflydelse på situationen på stranden i Indien. De billeder, vi så derfra, viste et helt urimeligt arbejdsmiljø, viste en helt urimelig forurening, en helt urimelig anvendelse med hensyn til miljøet i havet osv. Alt det er jo utilfredsstillende, og det var også derfor, at det var nødvendigt hurtigst muligt at gribe ind.
     Desværre kunne vi jo ikke stoppe den bemeldte »Kong Frederik IX«, men med dette lovforslag skulle man altså være
i stand til at stoppe det i fremtiden. Vi kan kun opfordre inderne til at etablere forhold omkring ophugning af skibe, således at man ikke får den urimelige miljøbelastning, som findes på de billeder, vi så fra Indien, som jo altså viste noget, vi i Danmark ikke kan acceptere.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste er hr. Johs. Poulsen.

Det Radikale Venstre kan støtte intentionen i det lovforslag, der her er fremsat, og er enig med dem, der allerede har været inde på, at der kan være en række forhold, som vi i udvalgsbehandlingen må vurdere lidt nøjere på detailsiden, men vi er enige i den intention, der ligger her.
     Udgangspunktet, har flere præciseret, var ikke mindst »Kong Frederik IX«-færgen, som jo i sit indhold er spektakulær, og som derfor også - og det er jeg enig med den konservative ordfører i - danner billeder i hovederne på mange mennesker.
     Det, forløbet af den sag vel først og fremmest afslørede, var, at vi også på den nationale arena havde et uklart ansvarsforhold. I alt fald kunne der diskuteres frem og tilbage om, hvor ansvaret lå i en sådan sag, på en sådan måde, at det i sig selv modvirkede, at man nåede frem til den bedst mulige løsning i den sag. Så alene det forhold, at man på det nationale plan kan få klargjort ansvarsforholdene med den her lovgivning, mener vi er et skridt i den rigtige retning.

     Med hensyn til selve det, der var udgangspunktet, er det samtidig vores opfattelse, at det måske i virkeligheden skulle have haft langt større opmærksomhed på et tidligere tidspunkt, men med en helt anden indgangsvinkel, nemlig det kulturmiljøtab, som man har lidt, ved at man ikke længere vil kunne bevare et skib af den her karakter, som rent faktisk jo godt med rette kunne kaldes et nationalt klenodie.
     Men det vedrører ikke lovforslaget som sådan. Det handler om intentionen vedrørende håndteringen fremover, og Det Radikale Venstre kan som sagt støtte intentionen i det og vil diskutere detaildelen i udvalget.

Jeg siger tak til hr. Johs. Poulsen, og så går vi videre i ordførerrækken, og den næste er fru Anne Grete Holmsgaard.

Jeg vil godt starte med at rose miljøministeren for den meget aktive politik, hun har ført, både hvad angår Baselkonventionen og IMO. Det synes jeg har været meget vigtigt, og det har været meget glædeligt. Jeg synes jo ofte, vi er løbet ind i det problem, at der har været en mere afventende holdning til, at der først måtte laves internationale regler. Her har regeringen taget sagen i egen hånd og så virkelig arbejdet for at få strammet de internationale regler op. Det er vi meget tilfredse med.
     Med hensyn til forslaget: Vi kan støtte det og de tre hovedelementer, der er i det: at man har et forbud mod eksport, før der er truffet afgørelse om, hvorvidt der er tale om affald, at der er en udvidet oplysningspligt, og at kompetencen til at afgøre, om der er tale om affald, overflyttes til staten.
     Der er jo ingen tvivl om, at det er meget svært for kommunerne at sidde og håndtere det her - og også for svært. Derfor er vi meget glade for, at kompetencen bliver overflyttet til staten.
     Så er der grænsen på de 2.000 t. Vi er tilfredse med, at den fastsættes flydende og administrativt, for det ville selvfølgelig være forkert, hvis vi, hver gang den blev flyttet lidt, skulle have et lovforslag til behandling i Folketinget. Men vi synes, det ville være fornuftigt at sætte den lavere. Årsagen til det er, at en af de aktuelle sager, nemlig »Silva«, der ligger i Esbjerg Havn, og som har været under auktion, og hvor der er tilsyn i dag, formentlig er på under 2.000 t. Vi ved det ikke præcis, men fra presseforlydender ser det ud til, at den er på under 2.000 t.
     Vi synes desuden, at det kunne være en idé at udbygge forslaget med, at auktioner - og »Silva« er jo et eksempel på, at der skal være en auktion, fordi ejeren er gået konkurs, og så har skibet ligget længe i Esbjerg Havn - også overgår til staten, så det er staten, der står for det. Det tror vi faktisk kunne være en idé, som vi i hvert tilfælde gerne vil forfølge under udvalgsarbejdet.
     Det er måske lidt tilfældigt, men vi har faktisk mange sager, der foregår omkring os, lige mens vi står her og taler om det. Der er bl.a. synet af »Silva«, der så foregår i dag, og i øjeblikket har Frankrig et hangarskib på vej til skrotning - et stort skib. Der vil jeg så godt spørge ministeren, hvad hun vil gøre over for Frankrig. Jeg mener, det vil være fornuftigt, at ministeren protesterer over for Frankrig og siger, at det er helt uacceptabelt, når man i øvrigt også på europæisk plan arbejder med at undgå eksport af farligt affald via skrotskibe, at Frankrig så bare sender et hangarskib af sted til skrotning.
     Det stod i pressen i går - i et ritzautelegram - at de egyptiske miljømyndigheder havde stoppet skibet, og det blev vi selvfølgelig alle sammen meget glade for. Så skete der det, at vi her til morgen så kunne læse på Ritzau, at det alligevel ikke var sket.
     Det her kunne så også handle om en kompetencestrid internt i Frankrig: Er det miljømyndighederne, eller er det forsvarsministeriet, der skal styre det her? Det synes jeg kun gør det vigtigere endnu, at vi protesterer over for Frankrig, for med den kurs, Frankrig har taget i denne her sag, får vi simpelt hen svækket EU's muligheder for at være dem, der virkelig får løst det her hurtigst muligt. Alle ved jo, at det forslag, vi behandler i dag, er et godt forslag, men det er kun et element i en samlet løsning, hvor vi undgår, at vi får eksporteret skrotskibe med farligt affald til den tredje verden, herunder til de indiske strande, men det er jo ikke det eneste sted, de kan havne.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Per Clausen som ordfører.

På baggrund af, at det jo er et ganske fornuftigt forslag, som oven i købet er udtryk for, at vi på det her område har set en regering, der faktisk aktivt har forsøgt at medvirke til at løse et af de meget store miljømæssige problemer, som vi sådan set også godt kunne have inddraget i diskussionen under det tidligere punkt, skal jeg ikke sige meget, men bare, at vi helt klart vil støtte det her lovforslag.
     Vi har med interesse lyttet til de bemærkninger, der er kommet fra de øvrige ordførere på området, og alt tyder jo på, at det her så vil ende med at være et lovforslag, der måske er endnu bedre end det, der foreligger, selv om det, der foreligger, i sig selv vil være et stort fremskridt. Da jeg jo altid plejer at sige, at når vi stemmer for noget, er det udtryk for, at vi altid stemmer for selv små forbedringer, så vil jeg denne lejlighed sige, at vi faktisk synes, at det her er en ganske stor forbedring. Så her er vi særlig glade for at kunne stemme for.

Tak for opbakningen til lovforslaget og tak også for de pæne ord om håndteringen. Det bekræfter jo sådan set kun det, jeg også ligesom var inde på under den tidligere forespørgselsdebat her i dag, at tingene jo ofte foregår i fordragelighed her i Folketinget.
     Vi kender alle sammen baggrunden for den her ulyksalige sag - eller som der også bliver sagt, efterhånden flere ulyksalige sager - om eksport af skrotskibe til bl.a. Indien. Jeg har lagt vægt på, at det var nogle sager, som netop i stedet for bare at være sådan nogle enkeltsager kunne bruges til at få ændret på det internationale samfunds holdning til de her ting. Derfor er det selvfølgelig også både vigtigt og positivt, at det så er lykkedes at få sat skibsophugning på dagsordenen både i EU og i de relevante FN-fora under Baselkonventionen og altså også i IMO, Den Internationale Maritime Organisation.
     Det er også lykkedes at få slået fast, at det altså er tvingende nødvendigt med bindende internationale regler på det her område. Og de regler skal både rumme krav til ophugningen af skibe og til skibenes behandling forud for ophugning, og det er vores håb, at disse regler kommer til at ligne de krav, vi i dag har til behandling af affald i henhold til EU's transportforordning.
     Samtidig er det selvfølgelig også klart, at når vi har denne profil på den internationale scene, skal vi jo også gøre, hvad vi så kan for at forhindre, at sagerne opstår herhjemme. Det er derfor, vi har fremsat det lovforslag, vi har til behandling her i dag. Vi ved alle sammen, at i spørgsmålet om sagen fra Korsør Kommune med »Kong Frederik IX«, der siden blev omdøbt til »Ricky«, var det en stor mundfuld for Korsør Kommune.
     Det er nogle meget, meget komplicerede sager, og derfor er det, vi foreslår, at vi nu laver en arbejdsdeling, så de større skibe kommer ind under statens tilsyn, og de mindre skibe, som det ikke kan svare sig at sejle om på den anden side af jordkloden for at skrotte, stadig væk kommer til at ligge under tilsyn ude i kommunerne.
     Jeg forstår godt dem, der ikke helt forstår det der med den 2.000-tons-grænse. Men vi har jo fastsat grænsen i forslaget efter at have inddraget et antal eksperter, der siger, at det altså sådan er grænsen for, hvornår det ikke længere kan svare sig at sende færger om på den anden side af jordkloden, for så er der simpelt hen ikke skrotværdi nok i dem. Det er derfor, det foreslås som grænsen.
     Jeg forstår godt dem, der med baggrund i sagen fra Esbjerg, som jo stadig væk er noget dunkel for os alle sammen - der skal være en ny besigtigelse derovre i dag - siger, at så skulle den måske være mindre. Det er vi ved at få boret ud. Om den skal være på det ene eller det andet, er jo ikke religion. Det, der er afgørende, er, at den grænse skal være lige præcis så høj eller så lav, at det ikke kan svare sig at udføre skrotningen andre steder, end hvor man skal udføre skrotningen. Det prøver vi at få boret endnu mere ud nu; vi ser, om »Silva«-sagen giver anledning til at justere den grænse, som der vist ellers, så vidt jeg kan se, ret gennemgående i høringssvarene har været opbakning til.
     Så til sidst blot til hr. Jørn Dohrmanns tekniske spørgsmål om, hvorfor det er sådan en bemyndigelse, hvor der står »kan«. Hvorfor står der ikke »skal«? Det er altså noget teknisk, som jeg gerne i en anden sammenhæng vil gå nærmere ind på, men jeg kan forsikre, at det, der er meningen med det her, er selvfølgelig, at vi ændrer de her regler. Det skal ske, og det vil ske, og det er i øvrigt også i god forståelse med Kommunernes Landsforening, som er helt enig med os i det snit, der ligger her.

     Til sidst blot et svar på fru Anne Grete Holmsgaards spørgsmål: Vil ministeren protestere over for Frankrig i anledning af den nye sag med »Clemenceau«? Der vil jeg sige, at jeg synes, at det, der har været helt afgørende her, også har været at prøve at få samlet alle EU-landene, og der var Frankrig jo også med, så Frankrig er principielt med på det spor, vi er.
     Der forstår jeg så også på de sidste ritzautelegrammer, at uanset der nu er noget forvirring om, hvorvidt man har nægtet skibet gennemsejling af Suezkanalen, så har Ægypten i hvert fald skrevet til den franske regering, må man tro, og krævet, at Frankrig fremlægger alle de relevante dokumenter, som Baselkonventionen kræver. Det er altså, fordi der er noget usikkerhed omkring hangarskibe og den slags skibe - der er nogle særlige regler for krigsskibe - og der er en uklarhed der, som så skal afklares.
     Men det, vi må holde os til, er, at det internationale spor, de regler, der gælder, skal følges. Det er det, der har været linjen hele vejen igennem, samtidig med at vi forsøger at styrke de internationale regler. Så jeg synes ligesom på nuværende tidspunkt, at vi følger den sag meget nøje, og Miljøstyrelsen har så sent som i går været i kontakt med de franske myndigheder, men jeg synes ikke, der umiddelbart er en oplagt anledning til at foretage sig yderligere lige nu.

Jeg kender ikke reglerne så meget i detaljer, at jeg kan sige noget om, hvorvidt forsvaret så har fået sin lille undtagelse
i de internationale regler, men selv om de skulle have fået det, er det et vanvittig dårligt signal fra Frankrigs side, at man sender et stort skib, et hangarskib, til ophugning, til skrotning, i Indien. Nu er det stadig væk noget uklart, om Egypten standser det. Jeg synes, det vil være rigtig flot, hvis Egypten standser det, også fordi det siger noget om, at der altså også er miljømyndigheder i den tredje verden, som er optaget af det her og bekymrede over det. Men jeg synes, det er vigtigt, at ministeren protesterer over for Frankrig. Jeg forstår godt, at man selvfølgelig skal have gennemgået, om der er et smuthul, og at det selvfølgelig vil have betydning for, hvordan man formulerer sin protest, men jeg synes, det er vigtigt, at den danske minister giver lyd fra sig over for Frankrig, sådan at det også kan høres officielt og ses af avislæsere og tv-seere.

Den danske miljøstyrelse har som sagt været i kontakt med de franske myndigheder i går. Frankrig kender de danske holdninger. De er fremført så sent som den 23. juni på rådsmødet i EU-kredsen, hvor Frankrig jo som sagt også bakker op om Danmark. Så vi må jo have boret lidt mere ud, hvad det er for en konkret sag, vi har at gøre med her, for jeg er fuldstændig enig med fru Anne Grete Holmsgaard i, at det da er et vanvittig dårligt signal, et EU-land hermed i hvert fald risikerer at sende. Men nu må vi altså først have boret facts ud.

Hermed sluttede forhandlingen, og lovforslaget overgik derefter til anden behandling.

Afstemning

Første næstformand (Svend Auken):
Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Miljø- og Planlægningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.