I slutningen af 2004 gennemførte Folketinget en lov om frit valg til borgerne, og man kunne så spørge sig selv her i dag:
Hvorfor skal vi nu til at vedtage sådan en lov med stort set samme indhold? Det er der mange gode forklaringer på. En af de væsentligste forklaringer er den kommunalreform, der nu bliver gennemført.
I modsætning til loven, der blev vedtaget i slutningen af 2004, som omfattede både kommuner og amter, er det her lovforslag renset for de amtslige opgaver, da mange af dem går over til regionerne. Og jeg forstået af lovforslaget, at der vil komme nogle lovforslag, der bygger på frit valg også inden for regionsområdet. Men det er ikke mit bord her i dag. Jeg skal mere beskæftige mig med borgernes frie valg. Det har i høj grad indtil nu været gældende på ældreområdet, og der må man sige, at der er rigtig mange borgere, der har fundet ud af at vælge en alternativ løsning til den kommunale. Det er noget, man helt frit selv gør, og det har gennemgående, synes jeg, fungeret meget godt. Men jeg synes også, at kommunerne har brugt, må jeg desværre sige, unødvendig mange ressourcer på at kontrollere de private tilbudsgivere rundtomkring i kommunerne, i hvert fald de kommuner, jeg har kendskab til - jeg må hellere moderere det lidt og sige det sådan. Men nu er der dannet 98 nye storkommuner, og nu er det op til dem at planlægge, hvordan denne lov skal bredes ud, så borgerne får et klart indblik i, hvilke rettigheder de har fremover. Og der må jeg sige, at det er af afgørende betydning - og det er altså mest til regeringen, jeg siger det her - at den it-platform, der skal opbygges, bliver opbygget fint og godt, så man har en fuldstændig sammenlignelighed, ikke alene inden for sin egen kommune, men også i forhold til nabokommuner og andre, således at man får bred indsigt i de her ting. Jeg vil godt lige kommentere høringssvarene. Dem har jeg siddet og læst her i formiddags, og i går sad jeg og læste dem i toget, og der må jeg så sige, at jeg synes, det er glædeligt, når vi ser det her forslag, at nogle af dem, der er omfattet af det - det er invalide- og handicaporganisationer og andre - udtrykker sig meget positivt over for det. At FOA og FTF er ret skeptiske, kan jo nok ikke overraske nogen, fordi disse organisationer vel gennemgående har den opfattelse, at ting løses bedst i offentligt regi. Jeg synes også, der er mange ting, der løses godt i offentligt regi, det vil jeg gerne have lov til at understrege her i dag, men jeg synes også, det er udmærket, at man kan få lov til at lade det frie valg komme borgerne til gode - dem, der ønsker at gøre det. Så er der i et af høringssvarene efterlyst noget dokumentation for, at det frie valg hidtil har fungeret godt. Jeg ved ikke, hvor meget dokumentation der er, men der er i hvert fald så meget dokumentation, at jeg kan sige - i hvert fald for så vidt angår de kommuner, jeg har kendskab til - at antallet af dem, der ønsker et frit valg, altså private udbudsgivere, er pænt stigende. Det må jeg tage som udtryk for, at de, som hidtil har brugt ordningen, jo også taler med andre mennesker, og på grundlag af det er der så basis for, at der er stadig flere og flere, der går over til private udbudsgivere. Vi kan støtte det her lovforslag, fordi vi synes, det har nogle rigtige intentioner i sig, og i mangt og meget er det jo sammenligneligt med det forslag, der kom i 2004, og vi vil i det udvalgsarbejde, der nu kommer, støtte forslaget. Vi vil også gerne sige, at vi har noteret os, at det har vist sig, i hvert fald indtil nu, for vi er jo kun lige startet på det med det frie valg - jeg siger: kun lige startet - at private leverandører er i stand til at kunne give nogle bud af meget, meget høj kvalitet. Så det synes jeg man skal glæde sig over, når man ser sådan et forslag. Så vil der selvfølgelig være nogle startvanskeligheder, når nu tingene skal til at sættes i gang, for jeg tror, det kommer til at ske med forøget styrke de kommende 3-4 år, og så finder det formentlig et eller andet leje. Jeg vil godt slutte talen med at sige, at det ikke skal forstås sådan, at jeg synes, at alle offentlige ydelser skal afskaffes og overgå til private, men den kombination, der er, betyder, at det er noget, borgerne afgør, og ikke os. Det er borgerne, der afgør, om de vil tage imod det frie valg. Det er jo ikke os, der skal sige, at de skal gå ind i et frit valg. Det er noget, de henvender sig til rådhuset om, når de
f.eks. på ældreområdet ønsker at få en privat leverandør, og så får de oplyst navn og adresse på dem, der byder på de opgaver, og så bliver det sat i gang.