Jeg må jo sige, at også her er jeg meget glad for, at et enigt Folketing bakker op om den fremtidssikring, der her sker af Lovtidende og Ministerialtidende. Der er for mig at se ingen tvivl om, at det var på høje tid, at vi også sikrede, at Lovtidende kom ind i den digitale tidsalder, så jeg er glad for de pæne bemærkninger, der er faldet. Det er ikke så overraskende, at der måske ikke har været den store debat om det her lovforslag, men ikke desto mindre er det jo et meget vigtigt lovforslag, som har stor betydning for de mange borgere, der bl.a. følger med i den lovgivning, der bliver vedtaget herinde.
Jeg vil sige til hr. John Dyrby, som nævnte spørgsmålet omkring kundgørelse af traktater, at traktater også bliver kundgjort i Lovtidende. Det er for at rette den misforståelse, at traktater ikke bliver kundgjort. Det bliver de.
Det spørgsmål, som er blevet rejst, er spørgsmålet om retsvirkningen. Vi vil naturligvis sørge for skriftligt at forklare den mere tekniske effekt over for Retsudvalget, når vi har været spørgsmålet grundigt igennem, men jeg synes bare, det er vigtigt i den debat, der er, og af hensyn til dem, der i dag sidder og følger debatten, at få sagt, at traktater altså også bliver kundgjort. Det er helt naturligt, fordi de jo også har retsvirkning for Danmark, så selvfølgelig skal man også der kunne følge med i, hvad vi indgår af aftaler internationalt. Men jeg takker for de positive tilkendegivelser.