Besvarelse af spørgsmål nr. 9 af 3. maj 2006 fra Folketingets Udvalg til Behandling af Grundlovsforslag (L 1).
Spørgsmål:
         â€Vil de 3 forslag til ændringer af grundloven, som angivet i statsministerens svar pÃ¥ spm. 6 til L 1, indebære en ændring af tronfølgelovens grundlovsrang, eller vil tronfølgeloven efter ændringer, som de angivne, kunne ændres efter en sædvanlig lovgivningsprocedure?â€
Svar:
Henvisningen i grundlovens § 2, 2. pkt., til tronfølgeloven af 27. marts 1953 indebærer, at tronfølgeloven har grundlovsrang, og at ændringer af tronfølgeloven derfor skal gennemføres efter proceduren i grundlovens § 88.
Lovforslag nr. L 1 om ændring af tronfølgeloven er i overensstemmelse hermed fremsat i henhold til proceduren i grundlovens § 88. Det fremgår af punkt 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger, at også eventuelle senere ændringer af tronfølgeloven skal gennemføres efter samme procedure som et grundlovsforslag.
Det kan oplyses, at ingen af de tre eksempler på mulige ændringer af grundlovens § 2, 2. pkt., der er opstillet i Statsministeriets besvarelse af udvalgets spørgsmål nr. 6, bygger på en forudsætning om, at tronfølgeloven ikke længere vil have grundlovsrang, hvis grundlovens § 2, 2. pkt., ændres som skitseret i eksemplerne.
Det ville imidlertid principielt set være muligt i forbindelse med et ændringsforslag som de omtalte at bestemme, at tronfølgeloven ikke længere skal have grundlovsrang, således at eventuelle fremtidige ændringer af tronfølgeloven ville kunne gennemføres uden iagttagelse af proceduren i grundlovens § 88. Det skyldes, at forslaget i givet fald netop ville blive gennemført efter proceduren for grundlovsændringer.
For at undgå tvivl om, hvorvidt tronfølgeloven efter en eventuel ændring af grundlovens § 2, 2. pkt., fortsat ville have grundlovsrang, ville det på den baggrund være nærliggende at tage stilling til spørgsmålet i de bemærkninger, der skulle ledsage et sådant ændringsforslag.
Hvis stillerne af et eventuelt ændringsforslag i bemærkningerne ønskede at tilkendegive, at tronfølgeloven fortsat skulle have grundlovsrang, ville der f.eks. kunne anføres følgende:
â€Ã†ndringsforslaget indebærer ikke, at tronfølgelovens grundlovsrang ændres. Eventuelle senere ændringer af tronfølgeloven skal derfor behandles efter samme procedure som et grundlovsforslagâ€.
  Â