Den næste sag på dagsordenen var:
3) Forespørgsel nr. F 9:
Forespørgsel til miljøministeren:
»Ministeren bedes redegøre for, hvilke initiativer hun på baggrund af DMU's nye rapport vil tage for at løse de problemer, miljøet og naturen står over for i fremtiden både
i forhold til de problemer, vi skaber i Danmark, og de globale problemer, vi er med til at skabe. I besvarelsen bedes også inddraget de beskæftigelsesmæssige muligheder, der vil være i en bevidst satsning på Danmark som et miljømæssigt foregangsland.« Af Per Clausen (EL), Jørgen Arbo-Bæhr (EL), Line Barfod (EL) og Frank Aaen (EL). (Forespørgslen anmeldt 13/10 2005. Fremme af forespørgslen vedtaget 28/10 2005).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til mødet tirsdag den 17. januar 2006.

Begrundelse

Jeg tror, det var omkring et år efter, at miljøministeren var blevet miljøminister, hun blev interviewet i forskellige dagblade og bl.a. gav udtryk for det synspunkt, at det er forbløffende, så mange enkeltsager der er på miljøområdet, når man tænker på, at løsningen på miljøproblemerne i virkeligheden nok skal ses i en helhed.
     Selv om der er mange enkeltsager, selv om mange af enkeltsagerne er vigtige, og selv om det jo ikke kan udelukkes, at jeg er en af dem, der medvirker til, at ministeren indimellem kommer til at beskæftige sig med enkeltsager, er jeg grundlæggende enig i, at det er vigtigt at se miljøet og løsningen af de problemer, vi stadig har på miljøområdet, i en helhed. Derfor synes jeg, at når Danmarks Miljøundersøgelser kommer med en 4-års-redegørelse, som giver et meget godt indtryk af, hvordan miljøets og naturens sundhedstilstand er, og også giver et godt indtryk af, hvad det er for nogle udfordringer, vi står over for, er der jo en oplagt anledning til at tage den debat.
     Jeg vil bare sige her, at jeg ser tre afgørende udfordringer i fremtiden. Den første er, at vi i Danmark stadig har store problemer, både med naturens tilstand og miljøpåvirkningen af menneskers sundhed. Det bliver beskrevet ganske godt i redegørelsen, at her er en række problemer, som endnu ikke er løst.
     Den anden store udfordring er, som jeg ser det, det, man kunne kalde Danmarks fodaftryk ude i den store verden. Vi ser jo gerne os selv som miljøforegangslandet, men hvis man ser på, hvad der reelt er sket, er det jo sådan, at den måde, vi tilrettelægger vores forbrug og vores produktion på, medfører ganske store miljøbelastninger i andre dele af verden, samtidig med at vi har et betydelig større ressourceforbrug, end man gennemsnitligt set har på jordkloden.
     Der eksisterer altså nogle grundlæggende problemer og nogle grundlæggende udfordringer. Jeg er meget enig med ministeren i, at der kræves samlede svar, og jeg håber, vi kan komme tættere på de samlede svar i løbet af debatten i dag.

Besvarelse

Nu er der jo allerede kommet noget godt ud af forespørgslen, når Enhedslistens ordfører giver tilsagn om, at der ikke skal være så meget fokus på enkeltsagerne. Det vil jeg i hvert fald godt starte med at kvittere for.
     Så vil jeg også godt kvittere for den store interesse, der har været for miljøtilstandsrapporten »Natur og Miljø 2005« fra Danmarks Miljøundersøgelser. Det er en spændende rapport med mange gode oplysninger og, synes jeg, også mange både gode og solide analyser.
     Man kunne måske godt tro, at miljøbelastningen automatisk vil falde, efterhånden som vores samfund udvikler sig i retning af et vidensamfund, hvor den tunge industri betyder stadig mindre; men det er altså ikke en udvikling, der kommer af sig selv. Det forudsætter en aktiv politik at presse på den teknologiske udvikling og fokusere på, at vi kan gøre mere med mindre, så den vigtigste lære af DMU's rapport er nok, at ansvarlighed og handling giver resultater. De steder, hvor samfundet, virksomhederne og den enkelte borger udviser ansvarlighed ved at sætte særlig fokus på et miljøproblem, har det vist sig, at indsatsen bærer frugt.

     Men går det så den rigtige vej i Danmark? Ja, det gør det faktisk. Det er det, man kan læse på side 1 i rapporten, for her læser man nemlig i direktør Henrik Sandbergs forord, at det er en af de helt centrale konklusioner. Hele vejen igennem i rapporten er der talrige eksempler på, at miljøet og naturen i Danmark har fået det bedre, og det ville også være mærkeligt andet, for jeg tror, det passer meget godt med den almindelige danskers oplevelse, når man sammenligner luftkvaliteten nu og før i tiden, når man sammenligner, hvordan vores vandløb har det nu og havde det tidligere, når man ser på industriens forurening, når folk oplever, at de kan bade i Københavns Havn, når man kigger på udviklingen inden for energieffektivitet osv. osv.
     På en lang række områder kan enhver ved selvsyn konstatere, at miljøpolitikken har virket, og at der sker fremskridt. Men selvfølgelig er der også betydelige udfordringer. Som noget nyt indeholder rapporten f.eks. en sammenligning af nogle udvalgte miljøindikatorer fra Danmark, Sverige, Tyskland, Italien og Polen sammenholdt med gennemsnit for EU 25, og her kan vi klart se, at der bestemt er områder, hvor vi både kan og skal blive bedre.
     Eftersom politik giver resultater, er det altså bl.a. gennem politikken, vi skal løse de udfordringer, vi står med, og jeg vil nævne et antal af de problemer, som rapporten peger på. Det er så heldigt, at det faktisk også er nogle af dem, vi fra politisk side har utrolig stor fokus på.
     Det første, jeg vil nævne, er landbruget. Det danske landbrug har siden midten af 1980'erne gennemført en halvering af udledningen af nitrat og overskuddet af fosfor, og det er selvfølgelig godt, men vi skal videre. Derfor indgik jeg i juni sidste år en rammeaftale om at styrke og forenkle reguleringen af husdyrbrug gennem en ny lov om miljøgodkendelser af husdyrbrug, og denne nye lov, som vi påtænker skal træde i kraft 1. januar næste år, altså om mindre end 1 år, vil bl.a. indeholde skærpede krav om reduktion af ammoniakudslip. Det vil også være et helt centralt element i den nye lovgivning, at der stilles krav om øget anvendelse af miljøteknologi, så der altså hele tiden er et optimalt incitament til at investere i de nyeste løsninger og nedbringe miljøbelastningen.
     Der er nogle ting, vi allerede har sat i værk, men som vi endnu ikke har set alle resultaterne af. Det gælder f.eks. effekten af Vandmiljøplan 3, som blev vedtaget i midten af 2004.
     Med hensyn til pesticider har vi et af de laveste forbrug i EU. Det er flot, og det skyldes en tidlig dansk indsats med medspil fra landbrugserhvervet, men der er fortsat udfordringer at løfte, før vi kan nå det ambitiøse mål, der er sat i pesticidplanen for 2004-2009 om, at en behandlingshyppighed på 1,7 skal være nået i 2009. Men heldigvis viser både teori og praksis, at målet kan nås, og at det er realistisk. Der er i pesticidplanen afsat 33 mio. kr. til rådgivning, og for den enkelte landmand vil der oven
i købet i mange tilfælde være penge at tjene ved at reducere pesticidforbruget. Dansk landbrug har da også på den baggrund og på baggrund af de seneste udviklingstal givet tilsagn om, at erhvervet nu vil forstærke indsatsen, og det synes jeg er meget positivt. En anden udfordring, som DMU nævner i sin rapport, er Danmarks udslip af klimagasser. Den seneste fremskrivning fra juni sidste år viste, at den såkaldte klimamanko nu er blevet reduceret til et sted mellem 8 til 13 millioner t CO₂-ækvivalenter årligt i Kyotoforpligtelsesperioden 2009-2012. Desuden fremlagde regeringen også i juni sidste år en energispareplan, men effekten af den nåede ikke at blive talt med i den seneste beregning af klimamankoen. Det væsentligste tiltag fremover vil blive en stramning af tildeling af kvoter til de virksomheder, der er omfattet af kvoteloven, og det vil ske via den såkaldte kvoteallokeringsplan, som nøje vil redegøre for, hvordan mankoen skal lukkes. Det tredje område, jeg vil nævne, er luftforurening. Udledningen af forurenende stoffer til luften er markant mindre i dag, end den var for f.eks. 20 år siden, og luftkvaliteten er blevet bedre. F.eks. er udledningen af svovl allerede nu bragt ned til under halvdelen af det udledningsloft, som vi har forpligtet os til skulle overholde fra 2010, så vi ligger altså allerede under halvdelen af det, vi har forpligtet os til.

     Men det er ikke sådan, at der ikke også er store problemer på luftforureningsområdet. Udledning af partikler er den væsentligste udfordring til vores sundhed, ikke mindst
i byerne. Et vigtigt skridt til at nedsætte luftforurening fra partikler er skærpede krav til bilernes udslip. Det har vi i flere omgange fået igennem i form af EU-regulering på området, og jeg forventer, at Kommissionen snart vil fremsætte nye forslag på området - forslag, der efter alt at dømme vil betyde, at alle køretøjer i fremtiden vil blive forsynet med partikelfiltre. Samtidig har regeringen sammen med Dansk Folkeparti indført en afgiftslettelse for dieselbiler, både person- og varebiler, der kan leveres med filter. Afgiftslettelsen gælder frem til 2010, hvor vi forventer, at filtrene vil være obligatoriske, og hvor det netop som følge af vores politik også er sandsynligt, at langt de fleste bilfabrikanter har sørget for at gøre filtre til standardudstyr. Med hensyn til husholdningernes forbrug af elektricitet har det stigende antal husstande og en øget velstand medført et større forbrug af elektriske apparater og varige forbrugsgoder. Men det samlede energiforbrug til rumopvarmning og husholdningsapparater er faktisk faldet pr. husstand, nemlig med 6,7 pct. i perioden 1990-2002, og det på trods af at vi altså har fået mere plads og som sagt meget nyt elektrisk udstyr. En væsentlig årsag til det er, at danskerne vælger mere energiøkonomiske apparater. Andelen af A- og B-mærkede køleskabe steg f.eks. fra 27 pct. af salget i 1994 til 96 pct. af salget i 2006, og i efteråret gennemførte Miljøministeriet en kampagne under overskriften »Grønt ansvar«, som netop også havde til hensigt at tilskynde borgerne og de offentlige indkøbere til i højere grad at tage hensyn til miljøet i de mange valg, de gør i dagligdagen,
f.eks. ved at købe miljømærkede varer. Endelig peger DMU på, at de samlede affaldsmængder er steget med 13 pct. fra 1994 til 2003. Husholdningerne producerer ca. en fjerdedel af den samlede mængde affald i Danmark, og mængden har været stigende i mange år, men er dog nu stagneret - ja, den faldt faktisk med 4 pct. fra 2002 til 2003. Hvis man går bag om tallene, viser de, at hovedparten af stigningen i de forgangne år skyldes, at der nu bliver indsamlet mere haveaffald, nemlig 0,5 million t i 2003 mod 0,25 million t i 1994. Derimod er den mængde affald, der hver uge indsamles som restaffald fra de danske husstande, stabiliseret. Jeg har nu gennemgået nogle af de centrale problemområder, som DMU peger på. Jeg er enig i, at der er behov for en række tiltag, og det er også derfor, mange af disse ting faktisk er i fokus i regeringens miljøpolitik. Enhedslisten beder mig også om at inddrage beskæftigelsesaspektet. Hr. Per Clausen nævnte Danmarks fodaftryk i den store verden, og her vil jeg godt henvise til, at Folketinget jo havde en forespørgselsdebat tilbage i maj sidste år, der resulterede i vedtagelse nr. V 20, som bl.a. opfordrede regeringen til at komme med en miljøteknologisk handlingsplan. Det var alle partier undtagen Enhedslisten enige om, og jeg kan sige, at vi arbejder på den, og at den kommer her i foråret. Samtidig har jeg forstået, at Socialistisk Folkeparti har taget initiativ til og arrangeret en høring om miljøteknologi i Miljøudvalgets regi, og derfor synes jeg sådan set, det er lidt ærgerligt, at Enhedslisten ikke har kunnet vente på de initiativer, som alle i denne sal ved er på vej. Derfor vil jeg gå lidt let hen over det. Vi kommer i løbet af foråret til at bruge ganske mange kræfter på at diskutere miljøteknologi. Jeg er enig med forespørgerne i, at her har Danmark virkelig noget at byde på, og derfor synes jeg også, det er et område, hvor det ville klæde Folketinget, hvis vi så vidt muligt kunne stå sammen om det.

Forhandling

Nu skulle mine indledende bemærkninger altså ikke opfattes på den måde, at Enhedslisten i fremtiden mindre nidkært og omhyggeligt vil forfølge enkeltsager, som har fortjent at blive forfulgt, på så vel miljøministerens som andre områder. Men det er rigtigt, at en lang række af enkeltsagerne er affødt af, at vi generelt set har en utilstrækkelig miljøpolitik i Danmark, og at det derfor er godt at få en lidt mere samlet debat om den.

     Miljøministeren har ret i, at der er sket fremskridt. 30-35 års hårdt arbejde af miljøbevægelserne i dette land har ikke været forgæves. I starten var det især de mest venstreorienterede partier, som ihærdigt satte fokus på miljøproblemer. Det startede helt tilbage i 1970'erne, men tendensen har bredt sig hen over den politiske midte, i hvert fald i form af en erkendelse af, at der eksisterer nogle udfordrende problemer, der skal løses, så arbejdet har naturligvis ikke været forgæves.
     Alligevel må man sige, at når statsministeren på Venstres forrige landsmøde, mener jeg det var, sagde, at ikke en fugl, ikke en fisk og ikke en frø har fået det ringere som følge af regeringens miljøpolitik, er det ikke helt i overensstemmelse med sandheden. Det er jo sådan, at mange arter og hele plantesamfund, naturtyper og landskabstyper har fået det værre.
     Vildtbiologer rapporterer om, at harebestanden er gået dramatisk tilbage. Det skyldes mangel på føde - ikke om vinteren, men om sommeren - og forklaringen er jo den landbrugspolitik og den udnyttelse af naturen, vi har set i de senere år. Det har også ramt en lang række andre arter, så vi har altså stadig meget store problemer med at få bragt vores produktionsmetoder i balance med naturen. Det er det ene.
     Det andet er konsekvenserne for mennesker. Sundhedsstyrelsen siger jo, at omkring 10 pct. af alle kræfttilfælde er forårsaget af miljøpåvirkninger, og i Sverige opererer man med, at miljøpåvirkninger bidrager med omkring 20 pct. Det er en lidt kompliceret sag, for som regel bliver folk syge af en række forskellige grunde, og derfor kan man jo altid sige: Det er ikke lige de grunde, vi snakker om i dag, man andre grunde, vi skal gøre noget ved. Men det vil jeg bare advare imod, og jeg vil sige, at når vi nu ved, at partikelforurening er sundhedsskadeligt og dræbende, er det bare et blandt mange eksempler på ting, som vi bør gøre noget ved.
     Vi er også klar over, at de hormonrelaterede sundhedseffekter er steget markant. Det drejer sig om brystkræft og andre kræftformer, en stigning i antallet af drengebørn, som fødes med misdannede kønsorganer, og det faktum, at danske mænd har den dårligste sædkvalitet, der er målt i verden.
     Sammenhængen mellem miljøet og vore produktionsformer er kendt, men det er måske endnu ikke dokumenteret, hvordan den helt præcis er. Vi har det problem, at vi har tilrettelagt produktionen på en sådan måde, at vi bruger en meget, meget stor andel af jordens ressourcer og dermed i realiteternes verden forhindrer tredjeverdenslandene i at komme op på en tilsvarende levestandard og desuden tager fra de fremtidige generationer.
     Det har ført frem til, at Enhedslisten her i dag fremsætter et forslag til vedtagelse, som lyder således:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget pålægger regeringen at
- udarbejde en handlingsplan, som kan reducere Danmarks samlede ressourceforbrug med 75 procent,
 - øge miljøstøtten til udviklingslandene til samme niveau som i 2001,
 - omstille det danske energiforbrug til vedvarende energi senest i 2030. Finansieringen sker blandt andet gennem en VE-fond, der finansieres af en del af Nordsømilliarderne,
- nedbringe og omlægge transporten til miljømæssigt bæredygtige former - bl.a. gennem bedre og billigere kollektiv transport og ved at omlægge godstransport fra veje til skinner og skibe,
- udfase kemikalier, hvor der er begrundet mistanke om, at de er farlige for mennesker eller natur,
 - fremlægge en samlet plan for en bæredygtig fødevare- og landbrugssektor baseret på økologisk omstilling og
 - indføre en forpligtende miljømæssigt bæredygtig offentlig indkøbspolitik.« (Forslag til vedtagelse nr. V 23).

     Nogle vil måske sige, at det er et meget omfattende forslag. Men efter vores opfattelse er det bare et beskedent bud på, hvad der er nødvendigt, hvis vi skal imødegå de udfordringer, som vi står over for i fremtiden.

Der er nu fremsat følgende forslag til vedtagelse: (Se foran.) Dette forslag indgår herefter i forhandlingen.
     Vi går videre i ordførerrækken. Hr. Eyvind Vesselbo

Det går godt i Danmark, sagde statsministeren i sin nytårstale, og det går også godt og fremad for miljøet i Danmark. Både den almindelige udvikling, men også den række af aktuelle indikatorer, som nu bliver beregnet, viser, at det går den rigtige vej.
     På landbrugsområdet er der sket nogle voldsomme forbedringer, som kun er kommet i stand, fordi landbruget har ydet en kæmpeindsats. Den enkelte landmand har ydet sit bidrag, og det skal landbruget have ros for. Der er sket drastiske reduktioner af udslip af ammoniak, udvaskning af kvælstof og udslip af forurenende og forsurende stoffer, og vi er i gang med yderligere lovgivning på området, så vi hele tiden kan gøre tingene bedre for miljøet og naturen. Vi har vedtaget en vandmiljøplan III, en pesticidhandlingsplan, som strammer kraftigt op på pesticidforbruget, og vi er i gang med at realisere vandrammedirektivet. Denne regering har altså virkelig taget fat på at få løst de problemer, som lå foran os, da vi overtog regeringsmagten i 2001.
     Når vi ser på ressourceforbruget, er det reduceret til gavn for miljøet. Der har været et drastisk fald i vandforbruget og energiforbruget til opvarmning, og vi har en lille solstrålehistorie, nemlig luftkvaliteten. Udslippet af svovldioxid, kvælstofoxider og flygtige kulbrinter er faldet markant, og det er netop, som jeg siger, en solstrålehistorie, som gerne skulle følges op af andre. Vi har også sat gang i den vedvarende energi, bl.a. ved at vindmøllerne nu leverer over 20 pct. af vores samlede energiforbrug.
     Jeg kunne blive ved, men jeg har jo begrænset taletid. Men det er bare nogle eksempler på områder, hvor der er sket markante forbedringer for miljøet og naturen.
     Men træerne vokser ikke ind i himlen, selv om vi også planter en masse træer, så vi får endnu mere skov i Danmark. Der er en række områder, hvor det kunne se bedre ud, og det drejer sig bl.a., som ministeren nævnte, om partikeludslippet
i trafikken, især fra dieselbilerne, som forårsager mange dødsfald og sygdom hos mennesker. Derfor er det vigtigt, at vi fokuserer på, hvordan vi undgår, at folk dør, bliver syge eller allergiske på grund af påvirkning af miljøet. Det er ikke blot et menneskeligt problem, men også et økonomisk problem, idet det koster mange penge i sundhedssektoren, hvis flere og flere bliver syge på grund af påvirkning fra miljøet. Derfor er det også vigtigt, at vi nu får vedtaget en kemikaliehandlingsplan i forbindelse med den nye finanslov for 2006. Det er vigtigt, at vi får styr på de mange tusinde kemiske stoffer, som anvendes i det danske samfund, og her er det vigtigt, at vi samarbejder på EU-plan, idet mange af stofferne jo flyttes over grænserne gennem eksport af varer. Der er ingen tvivl om, at angående den anden del af forespørgslen, nemlig arbejdspladser, er der mange, mange muligheder for arbejdspladser på miljøområdet. Jeg har lige været i Kina med Energiudvalget, og det er klart, at vi kunne se, at Kina har store energiproblemer, men også hvordan Danmark gennem en aktiv indsats med knowhow og eksport af forskellige materialer og vindmøller osv. kan være med til at hjælpe Kina frem, så landet får en bæredygtig udvikling på energi- og miljøområdet. Også klimastrategien vil give mulighed for at skabe arbejdspladser. På landbrugsområdet skabes der arbejdspladser på grund af den nye teknologi, og vi er i gang med en lovgivning, som gør, at der fremover ved hjælp af ny teknologi vil være mulighed for at udvide landbrugsejendomme, men vel at mærke kun ved hjælp af ny teknologi. Som sagt går det alt i alt godt. Regeringen er godt i gang med at realisere en masse planer, som skal gøre tingene endnu bedre og sikre miljøet og naturen de bedste vilkår. De fleste parametre peger i den rigtige retning, men vi skal ikke hvile på laurbærrene. Vi skal fortsætte med en målrettet indsats på alle områder.

     Selv med en stærk økonomisk vækst, som vi jo har i Danmark, kan vi forbedre miljøet i Danmark og hjælpe en række andre lande med vores viden på området. Jeg skal derfor på vegne af Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget ser det som vigtigt at koble løsningen af nationale såvel som globale miljøproblemer og samtidig bidrage til vækst og beskæftigelse. Grundlæggende går det den rigtige vej med hensyn til at løse nogle af miljøproblemerne, men der er fortsat betydelige områder, hvor der er behov for en målrettet indsats. I forlængelse af V 20 fra forrige samling noterer Folketinget, at regeringen vil udarbejde en dansk handlingsplan for miljøteknologi samt udarbejde en redegørelse til Folketinget i indeværende samling. Folketinget opfordrer regeringen til at fortsætte en målrettet indsats for at fremme udviklingen og brugen af miljøvenlige teknologier.« (Forslag til vedtagelse nr. V 24).

Der er nu fremsat følgende forslag til vedtagelse: (Se foran). Også dette forslag indgår herefter i forhandlingen.

Jeg synes, forslaget til vedtagelse er en anelse mindre optimistisk end hr. Vesselbos tale, og hvis det afslører, at der i Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti er en lidt mere realistisk tilgang til miljøproblemerne, end hr. Eyvind Vesselbo har, er det selvfølgelig godt. Det var jo en tale, der handlede om, at det gik godt, men det er jo nok mest på grund af nogle tiltag, der blev gjort i den tidligere regerings tid, dengang også Enhedslisten indimellem havde indflydelse på miljøpolitikken.
     Men det, jeg sådan set gerne vil spørge hr. Vesselbo om, er, om han også synes, at udviklingen i miljømæssige påvirkninger af menneskers sundhed går i den rigtige retning. Vi har eksemplerne på partikelforurening, vi har den lange række sammenhænge, der eksisterer mellem de hormonforstyrrende stoffer, kemikalier osv. og en række tilbageskridt for sundhedstilstanden i Danmark, og mener hr. Vesselbo ikke, at der her er brug for en hurtigere indsats end den, der lagt op til i forlængelse af REACH, og måske også for, at vi kommer tættere på at forbyde de ting, vi anser for med stor sandsynlighed at være farlige?

Nu kan man jo altid starte med at diskutere, hvem det er, der er årsag til, at det går godt på miljøområdet.
     Hr. Per Clausen nævnte i sin ordførertale, at der er vedtaget en masse planer op gennem årene, og hr. Per Clausen mente, at det var de grønne organisationer og venstrefløjen, som havde været udslaggivende. Jeg ved ikke, om de regeringer, der sad i 1980'erne under statsminister Poul Schlüter, var særlig venstreorienterede, men det var jo dengang, den første vandmiljøplan blev vedtaget. Den blev fulgt op af den anden vandmiljøplan, og nu har den nye regering udarbejdet en tredje vandmiljøplan, så det vil sige, at det egentlig står 2-1 til de borgerlige regeringer med hensyn til vandmiljøplaner og med hensyn til at gøre noget for miljøet.
     Vedrørende miljø og sundhed nævnte jeg helt klart og specifikt, at partiklerne er et problem, som vi må gøre noget ved. Jeg nævnte også, at vi må gøre noget ved problemerne med kemikalierne, og jeg er enig i hr. Per Clausens fokusering. Vi skal også have fokus på netop det område i fremtiden, for det må jo ikke være sådan, at vi bevilger pengene, men at folk stadig bliver syge og allergiske, så vi må fortsat have fokus på det område.

Ja, jeg kan alt for godt huske, at vi også havde en borgerlig regering i 1980'erne, men det er korrekt, at det var muligt at presse også den regering til at gøre noget for miljøet. Men jeg tror nok, man må erkende, at uanset om vi har haft borgerlige eller socialdemokratiske regeringer, har det været nødvendigt, at en aktiv miljøbevægelse har presset på, for ellers var vi ikke kommet så langt, som vi trods alt er kommet.

     Så til det med kemikalierne: Skal jeg forstå det, hr. Eyvind Vesselbo siger, sådan, at Venstre faktisk er indstillet på, at vi godt kan gøre nogle tiltag for at få forbudt at udfase stoffer, når vi mener, at der er en overvejende sandsynlighed for, at de er farlige for miljø og natur og menneskers sundhed, eller skal vi stadig væk have den der diskussion om, hvorvidt vi skal vente på det uigenkaldelige videnskabelige bevis? Det synes jeg faktisk er ret vigtigt.

Nu lægger hr. Per Clausen op til, at det er venstrefløjen og de grønne organisationer, som skal presse regeringen til noget. Men det er der slet ikke behov for.
     Vi vil også gerne i dialog med hr. Per Clausen, det er derfor, jeg står her i dag, og jeg synes da, det sådan set er udmærket, at der kommer en forespørgsel, så kan vi jo dokumentere, hvor godt det går. Man behøver ikke at presse, for vi kan godt finde ud af det og gøre det, sådan at det bliver både økonomisk godt og også miljømæssigt og naturmæssigt godt.
     Med hensyn til hvad vi kan gøre på kemikalieområdet:
Der er jo en kemikaliehandlingsplan, som lægger rammerne for, hvad der skal ske, og EU har jo vedtaget sin kemikaliehandlingsplan eller er i gang med at gøre det, REACH, hvori der jo ligger planer for substitution, nemlig at hvis der er et farligt stof og et, der er mindre farligt, så skal man kunne skifte de farlige stoffer ud, så man bruger det mindre farlige.
     Hvis hr. Per Clausen er tilfreds med det svar, så er det svaret. Men hvis hr. Per Clausen ikke er tilfreds med det, så kommer der ikke et andet.

Jeg forstår, at Venstres ordfører forleden aften optrådte i tv med kritik af regeringens miljøpolitik og et ønske om, at man nu drejede fokus væk fra alt det der natur og miljø, for det havde vi sådan set fået rigeligt af, og over til noget mere sundhedsrelateret. Jeg synes, det er et ædelt formål at forsøge at tage en natur- og miljødebat, der også handler om sundhedspåvirkninger.
     Rapporten, vi her har foran os, dokumenterer jo, at der stadig væk er væsentlige natur- og miljøproblemer, f.eks. i forbindelse med ødelæggelse af nogle af vores mest sårbare naturtyper, hede og mose, enge og overdrev, som får væsentlig mere forurening, især fra landbruget, end de kan tåle, hvis vi ønsker, at de ikke skal blive ødelagt.
     Derfor vil jeg da gerne bede Venstres ordfører om at uddybe sin kritik af regeringens miljøpolitik og forklare, hvordan den hænger sammen med rapporten her, som jo netop dokumenterer, at der med hensyn til de sårbare naturtyper ligger væsentlige problemer foran os.

Nu er det jo sådan, at når man ser sådan en tv-udsendelse, kan det godt være svært at få det hele med. Jeg tror ikke helt, fru Pernille Blach Hansen fik det hele med, for det var ikke en kritik af regeringens miljøpolitik, og jeg understregede samtidig også, at fordi man skal gøre noget for miljø og sundhed, skal man ikke lade være at gøre noget på naturområdet. Det var jo en af de centrale ting i det, jeg sagde.
     Det andet vigtige var, at det, der er i gang, netop kemikaliestrategien, pesticidhandlingsplanen, alle de ting, som er med til at påvirke os almindelige mennesker i dagligdagen inklusive påvirkninger fra miljøet, mener jeg at man skal sætte fokus på, og det var det, jeg bare understregede i et venligt brev til Thor Pedersen.
     Så det her har ikke noget at gøre med, at man ikke skal gøre noget for naturen, det var en understregning af, at det altså er vigtigt, at man ser på, at der også er mennesker i denne her verden, som kan blive påvirket af miljøet. Det var bare det, jeg gerne ville understrege.

Det er jo lidt et særsyn, at regeringens ordførere sender breve til finansministeren, da især hvis der ikke er andet indhold i det end det, hr. Vesselbo lige har tilføjet her, og at det så ender i tv, kan jo kun være et udtryk for, at hr. Vesselbo har præsenteret det som værende en kritik af regeringens miljøpolitik.
     Lad os nu sige, at der var bred opbakning og støtte til miljøministerens kamp mod finansministeren, og al ære og respekt for den, så må jeg jo tage hr. Vesselbos ord her som udtryk for, at Venstres ordfører støtter nogle af oppositionspartiernes forslag, der handler om miljø og sundhed, f.eks. om partikelforurening.
     Betyder det, vi lige har hørt Venstres ordfører sige her, så, at når oppositionen argumenterer for, at det skal være muligt for de største byer i Danmark at indføre miljøzoner, hvor de tunge køretøjer skal have påført eller eftermonteret et dieselpartikelfilter, så er det nu med opbakning fra Venstres ordfører, eller er der bare tale om, at man skriver et brev, og når det så kommer til konkret handling, tør Venstres ordfører ikke bakke op om nogen af initiativerne?

Nu er det ikke usædvanligt for mig at skrive venlige breve til ministrene, og det er ikke bare til finansministeren, det gør jeg også indimellem til miljøministeren. For mig er det ikke usædvanligt at gøre det, og der er som regel også, i alt fald oftest, indhold i dem, også politisk indhold. Så det er ikke det store problem.

     Med hensyn til spørgsmålet om det sidste, som fru Pernille Blach Hansen sagde om miljøzoner: Jeg tror, det er 2 år siden, at regeringen lavede et forlig med Dansk Folkeparti om at afsætte penge til støtte til partikelfiltre til byer, som ville indføre miljøzoner. Jeg ved ikke, om det ikke er en klar dokumentation for, at det netop er det, både Venstre og også regeringen går ind for. Det, det drejer sig om, er jo, at vi får lavet nogle oplæg til miljøzoner, som kan realiseres, og det er jo det, der arbejdes på i øjeblikket, bl.a. i Københavns Kommune.

Nu tror jeg, der er mange, der ikke husker 1980'erne sådan helt klart, så for at der ikke skal opstå myter, vil jeg bare sige, at der var tale om ganske betydelige fremskridt, og de fremskridt var drevet af venstrefløjen, centrum-venstre og en alliance med Kristeligt Folkeparti, som jo var afgørende for, hvad der kunne besluttes i regeringen. Det siger jeg på baggrund af, at jeg sad i Miljøudvalget i 5 år i 1980'erne, og jeg synes ikke, der er nogen grund til at sprede myter, bare fordi der er mange, der ikke kan huske 1980'erne klart.
     Så vil jeg godt tilbage til selve tilstandsrapporten. Så vidt jeg hørte, nævnte hr. Eyvind Vesselbo overhovedet ikke det internationale afsnit, så jeg vil godt lige høre, om hr. Eyvind Vesselbo ikke er enig i, at Danmark til trods for en række fremskridt desværre står meget, meget dårligt i den internationale sammenligning.

Jeg mener ikke på nogen måde, at Danmark står dårligt internationalt. Tværtimod bliver vi, når vi kommer rundtom i verden med både Miljøudvalg og Energipolitisk Udvalg, mødt med meget stor anerkendelse for det, vi laver.
     Jeg mener ikke, at jeg fuldstændig undlod at nævne det internationale. Jeg nævnte faktisk, at Det Energipolitiske Udvalg, hvor fru Anne Grete Holmsgaard selv var med, lige har været i Kina, og jeg mener ikke, at der var nogen af dem, vi talte med i Kina, hverken ministre eller formænd eller andre, som sagde, at Danmark stod dårligt på det område. Tværtimod blev vi gang på gang af alle de personer, vi talte med, fremhævet som foregangsland i verden med hensyn til vedvarende energi og på miljøområdet. Hvordan fru Anne Grete Holmsgaard kan få det til, at vi står dårligt, har jeg svært ved at forstå.

Jeg tror, vi alle sammen er glade for, at vi på nogle områder har et rigtig godt rygte og ry, det er skønt. Men det, der fremgår af det internationale afsnit, er jo, at efter de tre forskellige vurderingsmetoder, man har brugt, står Danmark faktisk dårligt internationalt, altså i den virkelige verden
- ikke når vi taler om omdømme og ry - men i den virkelige verden. Er hr. Vesselbo enig i den vurdering, der ligger i det internationale afsnit her, eller tager han afstand fra den?

Jeg kan ikke følge fru Anne Grete Holmsgaards vurdering af, at Danmark har et dårligt omdømme eller gør en dårlig indsats internationalt. I øvrigt ligger der jo også i hele vores klimastrategi nogle intentioner om, at vi skal have reduceret vores CO₂-udslip med 21 pct. i perioden 2008-2012. Der gøres jo en kæmpe indsats internationalt for at få reduceret CO₂-udslippet ved hjælp af internationale mekanismer.
     Så jeg kan slet ikke se, at der på nogen måde skulle være noget, som kunne trække ned, hverken i Danmarks omdømme eller i den måde, vi handler på. Hvis det var sådan, at den måde, vi behandlede andre lande på, eller det rygte, vi havde, var dårligt, så er det jo på grund af de handlinger, vi foretager, og ikke bare på grund af, at der render nogle rundt i verden og siger, at vi ikke gør det godt. Men folk kan jo i de lande, vi har kontakt til, konkret se, at vi gør det godt, at vi er langt fremme, og at vi er foregangsland både på miljø- og energiområdet. Så jeg kan slet ikke følge fru Anne Grete Holmsgaards argumentation.

Jeg vil også gerne bidrage til historieskrivningen forstået på den måde, at det jo er rigtigt, at der i midten af 1980'erne var et alternativt grønt flertal, og i slutningen af Schlüterregeringens levetid var det jo faktisk en radikal miljøminister, som var med til at sætte noget af dagsordenen på feltet. Så det kan vi jo glæde os over at hr. Vesselbo er glad for.
     Men det, jeg egentlig ville spørge hr. Vesselbo om, er netop i forlængelse af den diskussion, som også fru Pernille Blach Hansen rejser, nemlig: Er der efter hr. Vesselbos opfattelse grund til, at man ændrer vægtningen af vores indsats, således at man nedprioriterer indsatsen for at få mere natur og mere miljø, et større naturgrundlag, end vi har
i dag, og flytte det over til det, som hr. Vesselbo kalder de sundhedsrelaterede indsatser på miljøområdet? Den sidste del er jo fornuftig.

     Jeg vil spørge hr. Vesselbo: Er det ikke sådan, at den første del, nemlig naturgrundlaget, diversitet, oplevelsesmuligheder og meget andet også er noget, der rent faktisk influerer på menneskers sundhed, i og med at der formodentlig er en sammenhæng, det har der jo været arbejdet meget med, også med psykisk velbefindende og mange andre muligheder? Er det i virkeligheden ikke sådan, at også det forhold har en indflydelse på menneskers sundhed?

Nu vil jeg først sige med hensyn til det der med historieskrivningen, at det nu viser sig, at snart alle partier her i Folketinget har taget æren for det, der skete i 1980'erne, det er egentlig ret flot. Nu kommer hr. Jørn Dohrmann vel også op og siger, at han og Dansk Folkeparti har været med til at skubbe på, så er det ved at være fuldendt. Men det er godt, for der er jo åbenbart bred enighed om miljøpolitikken i Danmark - og det har der så været i 30 år, kan jeg forstå.
     Med hensyn til om noget skal nedprioriteres eller opprioriteres, er det jo en total misforståelse, at der er noget, der skal nedprioriteres, for at man kan sætte fokus på noget andet. Jeg er fuldstændig enig med hr. Johs. Poulsen i, at gør man noget på naturområdet, så smitter det også af på det enkelte menneske. Men jeg mener også den anden vej rundt, at gør man noget for at nedbringe brugen af kemikalier og hormonforstyrrende stoffer, så hjælper man også naturen, og så behøver man ikke at rense op bagefter.

Jeg er faktisk glad for det svar, for det kan jo være en fejlopfattelse. Jeg forstod også på hr. Vesselbos svar til fru Pernille Blach Hansen, at man tilsyneladende ud fra tv-indslag og andet har fået den opfattelse, at der skulle ske en ændret vægtning i indsatsen, således at der måske ville være mindre fokus på fortsat at skabe et bedre naturgrundlag og mere natur. Jeg forstår svaret sådan, og det kan der jo siges ja eller nej til, at det er der ikke. Der er fortsat også i hr. Eyvind Vesselbos og Venstres optik brug for, at der er fokus på udviklingen af vores naturgrundlag og på mere natur.

Nu vil jeg ikke nøjes med at svare ja eller nej, for det kræver, at jeg ligesom kvalificerer det ja eller nej. For det, jeg svarer ja til, er, at vi fortsat skal satse på at forbedre naturen, vi skal fortsat satse på, at fiskene ikke dør, og at der ikke kommer for meget kvælstof og fosfor ud i naturen, så vi får iltsvind. Men vi skal samtidig sætte mere fokus på området det enkelte menneske og sundhed. Det giver så den dobbelteffekt, at gør man det, sætter man ind der, får man også samtidig forebygget nogle af de skader, der sker i naturen på grund af de farlige stoffer, på grund af hormonforstyrrende stoffer.
     Så egentlig er det her en symbiose. Man får gjort noget på begge områder, og det hjælper så totalt både naturen og miljøet og sundheden.

Så er det fru Pernille Blach Hansen som ordfører.

Jeg vil gerne starte med at takke Enhedslisten for at have sat et spændende emne på dagsordenen. Vi synes altid, det er væsentligt at tage diskussionen om status for Danmarks miljøpolitik og naturens og miljøets tilstand. Som det er blevet nævnt før, er der jo både positive og negative elementer i rapporten. Af det positive vil jeg også nævne et fald i vandforbruget med 40 pct. siden 1990, og at den vedvarende energi nu udgør over 20 pct. af energiforbruget i Danmark.
     Men der er jo også en tydelig konkretisering af, at der er nogle tunge miljøproblemer tilbage, nogle tunge miljøproblemer, som der ikke er nemme snuptagsløsninger på, og nogle miljøproblemer, som ofte kræver livsstilsændringer eller lignende, før vi kan løse dem.
     Mest af alt ser man jo i rapporten, som også det har været fremme i diskussionen indtil nu, at der er nogle ting, der peger på, at Danmark internationalt set faktisk er et synderland forstået på den måde, at hvis vi ser på, hvor bæredygtigt vores samlede forbrug m.v. er, så er vi et af de lande, der målt pr. indbygger bidrager mest til den globale forurening. Det gælder, når man ser på miljøbelastningen her
i landet plus på den afledte effekt i ikke mindst tredjeverdenslande, som kommer, når vi køber legetøj, tøj
m.v., der er produceret i andre lande.

     Samlet set viser det sig jo også, at vi, hvis man ser på de 15 udvalgte indikatorer, som rapporten indeholder, egentlig ligger under EU-gennemsnittet. Vi klarer os altså miljømæssigt samlet set ringere end EU-gennemsnittet. Det gør selvfølgelig, at der her er en stor opgave at tage fat på i det videre forløb.
     Kigger man alene på de hjemlige forhold, er der også masser af udfordringer at tage fat på. Partikelforureningen fra dieselbilerne er klart et af de steder, hvor der er en væsentlig miljødiskussion tilbage. Også den sårbare natur har vi problemer med. 80 pct. af vores naturareal er truet af tilgroning og overgødskning med kvælstof fra luften ikke mindst fra landbruget. Faktisk vokser 63 pct. af de truede planter i Danmark.
     Det viser bare, at vi med vores nuværende forbrugsmønster og vores nuværende produktionsmønster faktisk risikerer at ende som et rigt samfund med en fattig natur, hvis ikke vi ret hurtigt begynder at tage nogle yderligere initiativer.
     Så der er stadig en række områder, hvor målene ikke er opfyldt, og der er brug for en målrettet indsats. Klima, trafikkens forurening, landbrugets miljøpåvirkning, ressourceforbruget osv. Der er brug for en meget mere aktiv politik end den, regeringen fører i øjeblikket.
     Derfor har vi også sammen med den øvrige opposition foreslået nye initiativer i forhold til dieselpartikelforureningen. Socialdemokratiet har foreslået en naturreform, som massivt skal genoprette og udbygge naturen i Danmark. Vi har foreslået en væsentlig strammere miljøregulering af landbruget, og så har vi også foreslået - og det kommer om et øjeblik - at man nu tager initiativ til at kigge meget mere på det store billede af, hvordan Danmarks samlede forbrug og produktion påvirker miljøbelastningen i hele verden.
     Vi synes faktisk, der er brug for en helt anden dimension, en meget mere aktiv indsats og en væsentlig højere prioritering af miljøområdet i Danmark. Det bør regeringen også være medvirkende til, men det er der desværre ikke de store tegn på i øjeblikket. Der er brug for en væsentlig mere ambitiøs indsats.
     Derfor vil jeg på vegne af fru Anne Grete Holmsgaard, undertegnede og hr. Johs. Poulsen fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at
- vi i Danmark forbruger og forurener væsentligt mere pr. indbygger end i de fleste andre lande,
- miljøbelastningen fra en stor del af vores forbrug er skjult, fordi varerne produceres i den 3. verden,
- der mangler et samlet billede af den miljøbelastning, der følger med produktionen af varer til det danske marked. På baggrund heraf opfordres regeringen til at
- udarbejde en analyse af den globale miljøbelastning fra produktionen af varer til det danske marked og
- fremlægge en status for arbejdet med at nå regeringens langsigtede pejlemærke om 75 pct. reduktion i ressourceforbruget. På baggrund af ovenstående og V 20 vedtaget den 19. maj 2005 fremlægger regeringen forslag til en forstærket national og international miljøindsats - herunder forslag til en styrket teknologiudvikling og teknologioverførsel.« (Forslag til vedtagelse nr. V 25).

Der er nu fremsat følgende forslag til vedtagelse: (Se foran). Også dette forslag indgår herefter i forhandlingen.

I det forslag til vedtagelse, vi har fremsat, står der, at Folketinget opfordrer regeringen til at fortsætte en målrettet indsats for at fremme udviklingen og brugen af miljøvenlige teknologier. Det har vi jo valgt som hovedfokus. Dækker det i virkeligheden ikke også de centrale elementer i det forslag til vedtagelse, som Socialdemokratiet nu har fremsat sammen med dele af den øvrige opposition? Ville det ikke være sådan, at vi faktisk kunne samles om at fokusere på miljøteknologi?

Jeg synes som den konservative ordfører, at miljøteknologi er et væsentligt fokusområde og et af de steder, hvor vi virkelig har brug for at tage nogle store skridt i fremtiden. Det er jo også derfor, vi har et gammelt forslag til vedtagelse fra sidste samling, som vi også er fælles med regeringen om.
     Men det, der er i vores forslag til vedtagelse, er jo nogle nye initiativer, en ny handling, hvor regeringen mere bygger oven på det, der er i forvejen. Som vi kan læse af den rapport, som vi diskuterer i dag, så mangler der faktisk en analyse af: Hvad er den globale miljøbelastning af den danske produktion?
     Der mangler også et samlet overblik over, hvordan det går med ressourceforbruget. Og der har regeringen jo i sin tidligere bæredygtighedsstrategi faktisk et pejlemærke, godt nok langsigtet, om at nå en 75-procents-reduktion i ressourceforbruget. Det er et meget ambitiøst mål, og det er vel også derfor, det er langsigtet.
     Vi synes faktisk, det vil være relevant at få regeringen holdt op på sit eget mål og få en analyse af: Hvor langt er vi kommet? Går det den rigtige vej? Og selvfølgelig også:
Hvad for noget konkret handling skal der til, for at vi kommer længere?
     Så jo, vi ser gerne masser af miljøteknologi. Vi vil gerne presse på, men der er også brug for nogle yderligere initiativer, så vi sikrer: Hvad er den samlede belastning af vores danske forbrugssamfund i dag?

Den globale miljøbelastning er jo et emne, som man kan sige vi allerede har inde i arbejdet. Der er et fortløbende arbejde med at afklare det.
     Nu fremsætter man så et forslag til vedtagelse, som tager det med. Men det var jo da noget, vi kunne diskutere, uden at det behøvede at være et forslag til vedtagelse, så jeg forstår ikke helt initiativet. Kunne vi ikke opfordre Socialdemokratiet til at stemme for vores forslag til vedtagelse?

Nu er det jo sådan, at partier i Folketingssalen normalt fremsætter forslag til vedtagelse, fordi de synes, der er nogle ting, der er vigtige, og som man gerne vil have fremmet. Man vil gerne pålægge regeringen at gå i den ene eller den anden retning, og det er selvfølgelig det, der er målet med vores forslag til vedtagelse, nemlig at sætte ekstra fokus på ressourcediskussionen og ekstra fokus på, hvad betydning det danske samfund og den danske levestil har for vores samlede miljøbelastning i både Danmark og tredjeverdenslande.
     Det synes vi er vigtigt, og vi havde egentlig håbet på at kunne få regeringen med. Vi synes da, det er små ting at bede om en analyse af noget, en status for ressourceforbruget og en handlingsplan. Det har vi så ikke fået, men jeg vil da sige, at vi i mangel af bedre synes, at regeringens forslag til vedtagelse er o.k. Det bygger jo også oven på det forslag til vedtagelse, vi selv var med til at lave i maj sidste år. Vi synes bare, der var brug for noget mere ambitiøst. Det har vi så ikke kunnet få igennem. Det er meget, meget små skridt på stedet, der står i det andet forslag til vedtagelse, men det er bedre end ingen skridt på stedet.

Jeg er meget enig med fru Pernille Blach Hansen i, at der er brug for en ambitiøs indsats. Der er også brug for konkrete tiltag. Det er måske derfor, jeg har lidt svært ved at forstå det forslag til vedtagelse, som Socialdemokratiet, SF og De Radikale fremsætter. Man vil have analyseret nogle ting, man vil have fremlagt en status, og så opfordrer man endnu en gang regeringen til at komme med et forslag til konkrete handlinger.
     Er det ikke sådan, at vi faktisk med udgangspunkt i det materiale, vi har til i dag, ved nok om, hvilke problemer der eksisterer, til at vi godt kunne gå i gang med at handle? Altså, der er vel ikke meget tvivl om, at det at få sat gang
i en omlægning til vedvarende energi og det at få omstruktureret og forandret vores transportsektor er opgaver, der skal løses, og det tjener vel ikke noget formål at vente med det, indtil man har fået endnu flere analyser.

Jeg er meget enig med Enhedslistens ordfører i, at der er masser af konkrete tiltag, man med det samme kunne gå i gang med, men diskussionen i dag risikerer jo at blive lidt forskelligt forstået, på den måde at den rapport, vi diskuterer, jo er meget, meget bred og omhandler mange, mange konkrete spørgsmål.
     Så jo, vi kunne godt have valgt at fremsætte et forslag til vedtagelse, der var meget mere konkret: Hvad skal man gøre med hensyn til partikelforurening? Hvad skal man gøre på landbrugsområdet? Hvad skal man gøre på klimaområdet? Det var også nogle af de ting, jeg faktisk nævnte i min tale. Vi synes bare, det var væsentligt også at bruge den her diskussion som anledning til at få den helt overordnede, mere langsigtede, mere internationale dagsorden, der også hedder:
Hvad er den samlede belastning af det danske forbrug og det danske samfund?
     Det er måske det, der er lidt nyt i rapporten i forhold til, hvad vi tidligere har diskuteret, og derfor har vi valgt at sætte fokus dér i vores forslag til vedtagelse. Det betyder bestemt ikke, at vi ikke synes, der er brug for konkret handling på de øvrige områder, som hr. Per Clausen nævner. Tværtimod, der er vi også klar til at tage initiativer.

Jeg er jo meget enig med fru Pernille Blach Hansen i, at det nok er første gang, vi i sådan en lidt mere officiel rapport ser en meget præcis beskrivelse af det grundlæggende problem ved den måde, vi har indrettet produktion og forbrug på i Danmark, nemlig at ressourceforbruget er alt for stort, og at det har nogle afledte meget, meget negative miljømæssige konsekvenser i tredjeverdenslandene.
     Jeg er meget enig i, at det er en vigtig pointe. Jeg er så også glad for at kunne forstå det på den måde, at fru Pernille Blach Hansen nok også opfatter det på samme måde, som jeg gør, nemlig at det bare er et ekstra argument for at få taget fat på nogle af den lange række af konkrete tiltag, der skal gøres. Jeg opfatter da også det, fru Pernille Blach Hansen siger, sådan, at selv om der nu ikke nødvendigvis er fuldstændig enighed mellem Socialdemokraterne og Enhedslisten med hensyn til alle de forslag, Enhedslisten kommer med, så er vi i hvert fald også enige om en række områder, hvor der er brug for konkrete tiltag. De vil så i hvert fald om ikke andet blive sat i værk, så snart vi får en ny regering.

Det kan jeg selvfølgelig kun sige ja til. Vi er interesserede i, opmærksomme på og enige med Enhedslisten i, at der er brug for nogle konkrete miljømæssige tiltag, og at vi lige så godt kan starte i dag. Der er ikke nogen grund til at gemme det til i morgen.
     Det kunne være på landbrugsområdet, det kunne være i forhold til bevarelse og skabelse af ny natur, det kunne være på klimaområdet. Det er i forhold til dieselpartikelfiltre, hvor vi jo sammen med den samlede opposition til venstre for regeringen, så vidt jeg ved, allerede i næste uge faktisk har nogle fælles forslag, der bliver behandlet her i salen. Så jo, der er masser af gode grunde til konkret handling.
     Det mangler vi desperat i øjeblikket. Vi har så bare valgt i vores forslag til vedtagelse her at fokusere på det lidt mere overordnede, men det skal bestemt ikke tages som udtryk for, at vi nedprioriterer det andet. Tværtimod er vi klar til konkret og mere ambitiøs handling end den, der gælder for den nuværende regering.

Jeg vil bare lige høre, for det stod ikke helt klart for mig, om det, fru Pernille Blach Hansen sagde om, at vores forslag til vedtagelse egentlig var o.k., men at Socialdemokraterne alligevel ville fremsætte deres eget forslag til vedtagelse, betyder, at Socialdemokratiet, selv om man nu fremsætter sit eget forslag til vedtagelse, så stemmer for det forslag til vedtagelse, som jeg læste op.

Jamen det bliver konsekvensen af diskussionen her i dag. Vi har kigget meget på regeringens og Dansk Folkepartis forslag til vedtagelse og vurderet, at det er en væsentlig indrømmelse til oppositionen, at der står, at der fortsat er betydelige miljøproblemer i Danmark. Det er vi enige i. Det vil vi holde regeringen op på, og derfor vil vi også stemme for regeringens forslag, selv om vi havde foretrukket og håbet på et, der var mere ambitiøst.

Tak til fru Pernille Blach Hansen. Så går vi videre i ordførerrækken til hr. Jørgen Dohrmann.

Det er jo en meget interessant diskussion, som har udviklet sig her i dag. Jeg vil gerne takke Enhedslisten for, at vi får den her debat, som vi mener er meget relevant.
     Først vil jeg dog lige opklare nogle ting, for hr. Eyvind Vesselbo sagde, at vi nok også ville tage æren for alt det, der er sket på miljøområdet fra 1985 og fremefter. Det vil vi ikke, for Dansk Folkeparti blev jo først stiftet i 1995, så det ville nok være at tage munden lidt for fuld, hvis vi gjorde det.
     Vi vil så også godt sige til fru Pernille Blach Hansen, at når man gerne vil have opbakning til et forslag til vedtagelse, som man fremsætter i Folketinget, så ville det være en god idé, at man ligesom sendte det rundt til samtlige partier, inden man stillede sig op på talerstolen og sagde:
Se, hvad vi vil. Man har ikke forelagt det for nogen andre, vi har i hvert fald ikke modtaget det. Det kan være en fejl, det skal jeg ikke kunne svare på, men derfor vil jeg i hvert fald bare konkretisere det og sige, at vi ikke har haft mulighed for at se på det.
     Ud over det vil jeg også godt sige til fru Pernille Blach Hansen: Jeg hørte ikke rigtig nogen konkrete ideer til, hvad man så ville gøre på det her område. Der var en masse kritik af, hvad der var blevet gjort, og af, at man ikke gjorde nok og alt det her. Men hvad ville man selv gøre? Altså, fra Dansk Folkepartis side skal der i hvert fald ikke være nogen tvivl om, at vi ønsker at gøre nogle ting på det her område.
     Derfor har vi også været med til at lægge pres på regeringen, bl.a. på partikelområdet, som er et af de områder, som har været meget diskuteret i dag. Vi har afsat
30 mio. kr. til, at busser, lastbiler og den slags kunne søge tilskud til netop partikelfiltre for at få partiklerne ud af byerne, bl.a. København. Vi kunne så konstatere, at der ikke rigtig var et aftræk på de penge, som vi havde afsat. Der var kun udmøntet 3 mio. kr., så der er stadig væk 27 mio. kr. Vi mener, at det skal laves lidt om, og at der skal fokuseres noget mere på det her problem. Men det er ikke sandt, at vi ikke gør noget på området, for når vi indgår et finanslovforlig, hvor vi fjerner afgiften netop på partikelfiltre til personbiler, er det igen et skridt i retning af, at Dansk Folkeparti lægger pres på regeringen. Regeringen gør efterfølgende noget på området her. Så det med, at vi ikke gør noget, er skudt langt over målet. Jeg vil også godt sige, at den her rapportbog fra Danmarks Miljøundersøgelser jo ikke kan stå alene. Vi er nødt til at have en bred vifte af initiativer og redskaber, som vi skal bruge for ligesom at komme videre i den her diskussion.

     Derfor vil det også være relevant, at man, når den danske stat i et eller andet omfang får bygget nye skibe, tænker ind, at de så indgår i et beredskab for at kunne være med til forureningsbekæmpelse. Det kunne være et element, man kunne bruge på det her område for at få en mere effektiv forureningsbekæmpelse, hvis uheldet sker en dag i de danske farvande.
     Det er ikke kun Forsvarsministeriet, der skal tage det her initiativ, men så sandelig også Miljøministeriet, der skal afsætte en sum penge netop til den her form for bekæmpelse.
     Men der er jo masser af andre områder, hvor vi kunne være bedre. Vi ser, at der er et stigende energiforbrug i husholdningerne, og der bør vi være bedre. Vi skal have større fokus på det område.
     Med hensyn til beskæftigelsen ved vi også godt, at de danske virksomheder gør en enormt stor indsats bl.a. i Kina, hvor de har et godt samarbejde med kineserne. Nu var jeg selv så heldig at være med i Kina, hvor vi havde en dialog med både regeringen og virksomhederne, så der fik vi virkelig en fornemmelse af, at vi kunne gøre en forskel. De kunne lære noget af, hvad vi har gjort herhjemme.
     Men det er jo ikke ensbetydende med, at vi skal stå stille. Vi skal videreudvikle os, og vi skal være med til at gøre noget, bl.a. med biobrændsel. Hvorfor har man ikke fra dansk side lagt lidt mere pres på, så vi måske også fik indført mere udnyttelse af de brakmarker, der ligger ude i det danske land, hvor vi kunne have bioenergi, altså biodiesel for den sags skyld?
     Så man kan sige, at med mange små initiativer kan vi nå utrolig langt, det tror jeg på, og derfor synes jeg, at det er utrolig vigtigt, at vi bliver ved med at lægge pres på regeringen og så samarbejder i hele Folketinget for at få det størst mulige udbytte.
     Dermed vil jeg afslutte i første runde. Nu kan jeg se, at den røde lampe lyser.

Der er foreløbig to, der har meldt sig. Den første er fru Pernille Blach Hansen.

Jeg er selvfølgelig lidt ked af, at hr. Jørn Dohrmann ikke holdt ved så lang tid under min ordførertale, at han nåede at høre om de konkrete initiativer, Socialdemokratiet foreslår på partikelområdet, forslaget om en konkret naturreform med forslag til en opstramning i forhold til landbruget plus det, vi har foreslået her i forslaget til vedtagelse sammen med De Radikale og SF. Det var nogle af de konkrete ting, som jeg nævnte i mit indlæg.
     Men når Dansk Folkeparti nu gør meget ud af at fremhæve diskussionen om dieselpartikelfiltre, vil jeg gerne spørge, om Dansk Folkeparti er tilfreds med, at justitsministeren har blokeret for, at Københavns Kommune kan lave miljøzoner, altså kræve, at de tunge køretøjer, der kører inde i byen og forurener til skade for menneskers sundhed, bliver pålagt at eftermontere eller indkøbe dieselpartikelfiltre.
     Hvad synes Dansk Folkeparti, som jo ifølge hr. Jørn Dohrmann tilsyneladende presser meget hårdt på her, om den beslutning, og hvad vil man gøre for at ændre den? Vil man være med til sammen med den øvrige opposition at kræve, at kommunerne sådan set selv må finde ud af at få stillet de krav, så det sikres, at partikelforureningen bliver nedbragt?

Det, vi har sagt om miljøzoner, er, at det er udmærket at have miljøzoner, det vil vi gerne arbejde for. Det kommer bare an på, hvordan man skruer det her sammen. Det ville være forkert at sige, at alle biler nu, uanset hvad det er for nogle, skal påmonteres partikelfiltre, for vi har forskellige normer. Vi har i dag nogle nye euronormer, som gør, at de udleder færre partikler.
     Derfor er vi nødt til at se på, hvad de konkrete tiltag er, og der kan vi se, at hvis man indfører den model, som Københavns Kommune fremlagde til at begynde med, ville det være alt for restriktivt, som jeg ser det, til, at vi også kunne have et dynamisk erhvervsliv. Vi skal tænke på, at der kan komme nogle vognmænd udefra, som ikke er pålagt de samme restriktioner. Hvem skal håndhæve det? Får vi forskellige systemer rundtomkring i landet?
     Der skal være en ensartethed i det her, inden vi kan sige ja til det. Grundlæggende er vi tilhængere af, at man har nogle krav, nogle miljøzoner, men det skal ikke være sådan, at det er konkurrenceforvridende, så det bare bliver en ekstra skat, som Socialdemokratiet gerne vil indføre ad bagvejen.
     Til det andet spørgsmål om landbruget vil jeg sige, at der er mange ting, som vi mener allerede er gjort, og som der er taget skridt til, bl.a. med miljøgodkendelser og med ny miljøteknologi. Så landbruget er hårdt straffet allerede på nuværende tidspunkt.

Jeg kan kun høre ordførerens svar som et meget konkret eksempel på, at Dansk Folkeparti overhovedet ikke presser regeringen, men tværtimod i diskussionen om partikelfiltre vælger vognmændenes økonomi frem for sundhed for de mennesker, der bor i de store byer. Det er den eneste måde, hvorpå jeg kan opfatte hr. Jørn Dohrmanns konkrete besvarelse lige her.
     Så forstår jeg slet ikke, hvorfor man, når det gælder partikelfiltre og miljøzoner, kræver ensartethed i hele landet. Diskussionen om dieselpartikelfiltre er jo meget mere relevant for en storby som København end for en lille by som
f.eks. Kjellerup, som jeg oprindelig kommer fra. Der vil det jo ikke give nogen mening at kræve, at alle lastbiler, der kører igennem Kjellerup, skal have eftermonteret et partikelfilter. Men det giver mening i de store byer, hvor der kører mange biler, hvor belastningen er enorm, og hvor der er store problemer for menneskers sundhed. Jeg synes, at Dansk Folkeparti også her tager alt, alt for let på miljøproblemerne og virkelig viser, at det her handler om vognmændenes pengepung og overhovedet ikke om at presse regeringen til at føre en anstændig miljøpolitik.

Det er jo ikke korrekt, når fru Pernille Blach Hansen siger, at vi ikke vil gøre noget. Selvfølgelig gør vi noget. Forholdet er bare, at man i det tilfælde, hvor man udliciterer et job, f.eks. når man udliciterer busdriften i København, sagtens kan stille krav om, at alle busserne skal have partikelfiltre, og når man udliciterer kanalrundfarten, kan man stille krav om, at bådene skal have partikelfiltre.
     Men så løber vi jo ind i, at Københavns Kommune siger:
Uha, hvis vi stiller de krav, giver det færre penge i kassen; så er der færre, der vil betale for at komme til at køre den rute eller sejle med de her skibe. Det giver et mindre provenu. Nej, lad hellere regeringen få aben på sine skuldre, så det er den, der forlanger, at der skal være partikelfiltre.
     Jeg mener, at Københavns Kommune har et ansvar på det her område, hvor den bør træde i karakter og løse det på en god måde, som alle kan leve med, og ikke kun, så vi får en skævvridning, så vi får udenlandske chauffører til at køre i København eller udenlandske biler, som måske ikke er omfattet af de her normer. De ting skal vi have afklaret, inden vi kan støtte det, som vi vil kalde miljøzoner. Og det skal ikke være en ekstra skat.

Så gav debatten i dag i hvert fald én nyhed, nemlig at hr. Jørn Dohrmann nu synes, at regeringen har klaret sagen med partikelfiltre godt. Det er mildt sagt ikke det, hr. Dohrmann tidligere har sagt, men hr. Dohrmann er åbenbart blevet klogere.
     Men så er der bare et spørgsmål, jeg vil stille i den sammenhæng: Hvordan kan hr. Dohrmann nå frem til, at det skaber mindre konkurrenceforvridning, at man opretter en slap ordning, hvor man pålægger forholdsvis få vognmænd og forholdsvis få lastbiler at have partikelfiltre, end at man opretter en ordning, hvor man pålægger mange vognmænd og forholdsvis mange lastbiler at få partikelfiltre?
     Jeg mener, at jo mere man stiller krav, som rammer alle, desto mindre konkurrenceforvridning bliver der tale om. Så jeg forstår simpelt hen ikke argumentet om konkurrenceforvridning i den her sag.

Nu har Enhedslisten jo altid haft det godt med at få ordene drejet i munden på forskellige folk eller have en anden opfattelse af, hvad de egentlig har sagt.
     Jeg har aldrig sagt, at det, regeringen har gjort, har været godt, og at der ikke kunne gøres mere. Jeg har netop sagt, at da vi afsatte 30 mio. kr. til netop partikelfiltre og der kun blev udmøntet 3 mio. kr., var det simpelt hen for ringe.
     Derfor skal vi ændre det, så flere vil have incitament til at montere de her partikelfiltre. Der skal være så stor en interesse for at få dem monteret, at alle pengene selvfølgelig er væk på det område her.
     Jeg synes bare, det er forkert at sige, at nu opretter vi en miljøzone, hvor der faktisk ikke er nogen, der må køre. Vi lukker København totalt, det kunne man også vælge at sige. Men det må Enhedslisten jo selv om, hvis det er på den måde, de vil gå ud og argumentere for, at de nu vil have al trafik ud af København, for de vil slet ikke tillade noget som helst.
     Dansk Folkeparti blander sig ikke i, hvad Enhedslisten vil sige, men vi vil ikke gå med til det på nuværende tidspunkt.

Nu kunne det jo være fristende at hoppe på den diskussion, men jeg vil nu holde mig til det, som er sagens kerne. I første omgang, da justitsministeren meddelte, at hun ikke kunne godkende Københavns Kommunes ansøgning om miljøzone, var hr. Dohrmann meget præcis: Det var helt utilfredsstillende, og der skulle hurtigt ske noget.
     Derfor var vi nogle, der troede, at der var flertal i Folketinget for, at der skulle ske noget hurtigt. Så er det rigtigt, at hr. Jørn Dohrmann lige siden systematisk har sørget for, at der ikke er sket noget, fordi han har sikret, at regeringen har haft flertal for sin passivitet.
     Jeg vil bare sige, at jeg i en række § 20-spørgsmål i hvert fald har været i stand til at påvise, at Justitsministeriet ikke har været vældig hurtig i den her sag.
     Så forstår jeg bare i dag, at hr. Jørn Dohrmann nu er nået frem til, at den meget voldsomme retorik, som han anvendte i den her sag, nok må dæmpes ned, så nu er det Københavns Kommunes skyld. Jeg vil bare sige, at der ikke er nogen anden saglig begrundelse for hr. Dohrmanns skiftende linje, end at der nu skal være sammenhæng mellem det, han siger, og det, han gør, nemlig at det vigtigste er at beskytte regeringen.

Det er jo ikke korrekt. Når jeg siger, at regeringen ikke gør nok på det her område, mener jeg det også. Jeg mener sagtens, at man kunne finde en løsning med Københavns Kommune, hvor man kunne spørge: Hvor er det så, at problemerne ligger?
     Det, der er forskellen i hele den her diskussion, er, at venstrefløjen står og siger, at den vil have alt forbudt, hvor vi i Dansk Folkeparti siger, at vi altså godt kan se, at når bilerne opfylder visse grænseværdier, kan de selvfølgelig køre inde i det afgrænsede område, som vi vil kalde en miljøzone. Vi går ikke ind for et totalt forbud, vi går ikke ind for ekstra skatter på området. Vi har afsat 30 mio. kr. til eftermontering af partikelfiltre, og vi har ved sidste finanslov afskaffet afgiften på partikelfiltre til almindelige biler.
     Når man påstår, at der ikke sker noget på området, er det kun, fordi man godt ved, at det her bliver sendt ud til mange, og man håber så på, at folk tror på det, som hr. Per Clausen siger. Men det er jo ikke fakta. Fakta er, at der bliver gjort en masse på området, afskaffelse af afgifter og diverse ting.

Vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Christian Wedell-Neergaard.

Hvis jeg har læst Folketingets dagsorden rigtigt, så tror jeg, det er sådan, at vi på næste fredag skal drøfte indsatsen mod partikler fra dieselkøretøjer, og der får vi lejlighed til at drøfte oppositionens beslutningsforslag nr.
B 33, som jo sandsynligvis omfatter hele problemstillingen omkring partikler og miljøzoner. Så hvis man kan vente til næste fredag, kan vi dykke ned i alle detaljer vedrørende partikelfiltre. Derudover vil jeg sige, at jeg er glad for, at der måske tegner til at kunne blive en lidt bredere enighed om det forslag til vedtagelse, som er fremsat af regeringspartierne og Dansk Folkeparti. Jeg mener, at satsningen på miljøteknologi og den måde, den vedtagelse er skruet sammen på, er et godt ambitionsniveau, og at det er en rigtig indsats. Jeg har den holdning, at kan vi være fælles om de overordnede linjer i miljøpolitikken, er det gavnligt, gunstigt og fint, og så kan vi altid diskutere det lidt mere indgående, hvis der er enkeltområder, hvor vi er uenige om indsats og beløb og en hel masse andre ting. Men det at sikre, at Danmark fortsat er et foregangsland på miljøområdet, synes jeg vi skulle være fælles om. Det går grundlæggende den rigtige vej, men der er, som der jo står i teksten, betydelige områder, hvor der er behov for en målrettet indsats.
     I Det Konservative Folkeparti lægger vi afgørende vægt på en ambitiøs miljøpolitik, som medvirker til at løse miljøproblemerne, samtidig med at den skaber vækst og beskæftigelse. Vi ryster ikke på hånden med at finde løsninger. Vi vil vise ansvarlighed og gennemføre handlinger, og kun gennem handlinger vil det være muligt at skabe resultater. Men vi vil også arbejde med en miljøpolitik, der fører ansvaret ud i virksomhederne og ud til enkeltpersoner, således at hver gang man disponerer, foretager sig et eller andet, har det en miljømæssig effekt. Man må selv tage ansvaret for at nedbringe miljøbelastningen, og dermed kommer der et produkt ud af det personlige ansvar. Derfor er jeg glad for, at vi er på rette vej, og jeg er sikker på, at debatten i dag vil vise, at det er muligt at tage en række gode initiativer. Det er der øjensynligt behov for. Det er sådan, at DMU's rapport sammenligner os på 15 indikatorer, og der er 6 af de 15 indikatorer, hvor vi ligger under EU-gennemsnittet. Den her rapport kommer hvert fjerde år, og man kan altid diskutere, om det er de rigtige indikatorer, der er valgt. Men nu er det altså sådan, og jeg synes, det er noget, vi må og skal arbejde videre med.

     Men der er områder, hvor det går bedre: udslip af ammoniak; udvaskning af kvælstof; nedbringelse af forsurende stoffer; svovldioxid, som er faldet med 93 pct.; vandforbruget, som er nedbragt med 40 pct.; energi til opvarmning, som er faldet med 25 pct.; skovarealet er steget; vedvarende energi dækker nu 20 pct. af det samlede forbrug.
     Så det går bedre på en lang række områder, og det synes jeg man også skal kvittere for og sige, at det er resultatet af en ambitiøs miljøpolitik gennem mange år.
     Der er også områder, hvor det går dårligt, og jeg synes, at partikler er et af de væsentligste områder. Det kan påvises, at mange får afledte sygdomme, og at det særlig er et forhold, der belaster i byerne. Der er også iltsvind i vores farvande og fund af pesticider i en lang række grundvandsprøver. 700.000 boliger er plaget af støj, og for dem, der er berørt, er det et meget stort problem i hverdagen.
     DMU peger på de områder, hvor vi er bagud: udslip af drivhusgasser, forsurende stoffer, afdampning af ammoniak, ressourceforbrug og dagrenovation, og der må vi så gøre en ekstra indsats. Derfor har vi valgt at gøre en indsats over for landbrugets udledninger af ammoniak og kvælstof med de påvirkninger, det har på naturen. Der er sat et initiativ i gang, og det initiativ skal føre til, at landbruget på den ene side får nedbragt sine udledninger og på den anden side anvender bedre miljøteknologi til løsning af problemerne.
     Derudover er der sat initiativer i gang med hensyn til klimagasser, partikler, stigning i energiforbruget og affaldsmængderne, alle sammen områder, hvor jeg synes det er vigtigt at gøre en indsats.
     For Det Konservative Folkeparti er det afgørende, at vi er et samfund, som på den ene side har økonomisk vækst, men på den anden side tager hånd om miljøet. Danmark skal fortsat være et foregangsland på miljøområdet.

Nu er Det Konservative Folkeparti jo et parti, der ofte bekymrer sig om, at vi skal efterlade vores samfund i en god stand til vores efterfølgere. Det er en af grundene til, hvis man skal udlægge det positivt, at vi har den her debat om fremtidens velfærdssamfund og alt det der.
     Men er hr. Christian Wedell-Neergaard ikke enig med mig i, at det på miljøområdet er endnu vigtigere at sørge for at aflevere tingene i en ordentlig stand, og at det nok er uholdbart, at vi har så stort et ressourceforbrug, som vi har
i dag, ikke kun når vi tænker på noget så banalt som global retfærdighed, men også hvis vi tænker på vores efterfølgere? Og er det derfor ikke vigtigt, at vi netop i den nuværende situation gør en stor indsats for at få omstillet f.eks. vores energiproduktion? Er vi ikke i den enestående, gunstige situation, at vi har økonomiske ressourcer til at gøre det, når vi har milliardindtægter fra Nordsøen, som ikke skal klattes væk, men måske med fordel kunne investeres i udvikling af vedvarende energi?

Nu sker der det mærkelige, at jeg vil erklære mig enig med hr. Per Clausen. Hele den første del af hr. Per Clausens indlæg omhandler jo et område, hvor vi burde kunne blive enige. For det er rigtigt, at generationsskiftekontrakten er meget afgørende for Det Konservative Folkeparti, og det er også rigtigt, at nedbringelse af ressourceforbruget er et afgørende element, og at vi må satse på det.
     Så kommer vi til uenighederne. Det er naturligvis, hvordan vi helt præcis skal satse, om vi satser nok, hvad vi gør, og om vi gør det i tilstrækkeligt omfang. Det synes jeg naturligvis vi skal diskutere ned i mindste detalje, og vi skal afdække de uenigheder, der er. Men det overordnede, at vi arbejder for at opfylde generationskontrakten, synes jeg er helt afgørende.

Er hr. Christian Wedell-Neergaard så ikke også enig med mig i, at de succeser, vi har haft, f.eks. vindmøllesuccesen og de forbedringer, der er sket med kulkraftfyring, er udtryk for en kombination af vilje til for det første at afsætte statslige, offentlige midler, for det andet at give nogle andre økonomiske incitamenter og for det tredje at stille nogle politiske krav? Og er anvendelsen af de midler ikke stort set fraværende i regeringens nuværende politik, fordi man forventer, at markedet vil løse problemerne?
     Det er der, jeg mener, at det ud fra et konservativt synspunkt vel ikke skulle være svært at sige, at netop for at sikre, at vi overholder generationsskiftekontrakten, som hr. Christian Wedell-Neergaard siger, er det nødvendigt, at vi også bruger offentlige ressourcer og offentlig regulering langt mere offensivt, end den nuværende regering lægger op til.

Vindmølleeventyret er et fyrtårn i historien om vedvarende energi. Det er et fyrtårn, som kan ses langt ud over Danmarks grænser. Det er et område, hvor vi kan sige, at vi er førende, et område, som fuldt ud lever op til drømmen om et miljøteknologisk eventyr, som ender i en eksportsucces med arbejdspladser og mange andre ting. Derfor er det et eksempel til efterfølgelse.
     Den miljøteknologiske handlingsplan, som fremlægges, er et forsøg på at afprøve nogle af de mekanismer inden for andre områder for at sikre, at man samtidig med en miljøteknologi, som skaber en bedre naturtilstand, får en knowhow og nogle muligheder for at skabe arbejdspladser og eksport.
     Vi kan ikke forfølge de konkrete instrumenter, som blev brugt i vindmølleeventyret, men jeg anerkender, at kombinationen af på den ene side at stille skrappere krav til
f.eks. landbrugets udledning og på den anden side at forske i og udvikle en ny miljøteknologi i sig selv er en sammenhæng, der også er inden for andre områder.

Nu hørte jeg godt, at ordføreren forsøgte at træde lidt vande
i partikeldiskussionen, om ikke vi kunne skubbe den til næste uge, hvor der er et par konkrete forslag. Jeg vil love den konservative ordfører, at da tager vi den også. Men det skal alligevel ikke afholde mig fra at spørge - vi har diskuteret det i dag også med Dansk Folkepartis ordfører - om den konservative ordfører synes, at det er tilfredsstillende, når der er afsat 30 mio. kr., at der så indtil nu kun er brugt 3 mio. kr. på et så vigtigt område. Synes den konservative ordfører, at det er rigtigt og positivt, at vi stadig væk venter på at komme i gang med de forsøg med miljøzoner, som f.eks. Københavns Kommune har arbejdet med i rigtig lang tid? Er det tilfredsstillende for den konservative miljøordfører?

Det var kun et tilbud til fru Pernille Blach Hansen, nemlig at jeg på næste fredag vil være forberedt og kan give det bedst tænkelige svar. Nu kan jeg forsøge sådan at gætte mig til, hvad jeg i virkeligheden mener på det her område, men på næste fredag vil jeg kunne fremdrage alle detaljerne, det kan jeg ikke lige nu.
     Jeg vil sige, at min holdning er, at miljøzoner er til gavn for borgerne. De vil nedbringe partikelforureningen, og vi må arbejde på hurtigst muligt at finde en løsning. Det er ikke tilfredsstillende, at det har taget så lang tid at finde en løsning på det problem, men jeg respekterer, at der er nogle forhindringer, som det har været vanskeligt at få hold på.

Så siger vi tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken med hr. Johs. Poulsen.

Hvis vi ser på situationen med afsæt i det, vi diskuterer i dag, og den beskrivelse, vi har, ikke mindst i DMU-rapporten, er det som i så mange andre af livets forhold sådan, at tingene hverken er sorte eller hvide. Der er områder, hvor det går godt; der er områder, hvor det går mindre godt; og der er områder, hvor der virkelig er behov for en betydelig større indsats.
     Hvis vi først ser på problemerne i et globalt perspektiv, må vi sige, at det er en kendsgerning, at Danmark og danskerne fortsat er blandt de mest forurenende i verden pr. indbygger, og det synes vi i Det Radikale Venstre er en udfordring, der er til at få øje på.
     Jeg behøver ikke at remse alle de områder op, hvor vi skaber problemer, de kan læses i rapporten, men jeg vil gerne pege på et par paradokser og dermed områder, hvor jeg synes vi kunne gøre det bedre med dagens viden og de midler, vi har til rådighed.
     Det er ikke mindst på energiområdet, hvor vi faktisk er ret dygtige til at være energiforbrugere i så høj grad, at vi er blandt verdens største energiforbrugere. Samtidig ved vi en masse om området, som kunne betyde, at vi måske kunne komme i en anden retning, men vi udnytter det ikke optimalt.
     Transportområdet er et andet oplagt paradoksområde, hvor vi også udmærker os negativt. Vi har en stor viden om, hvordan man egentlig skulle tackle problemerne, vi gør det bare ikke.
     Sjovt nok har de to områder deres eget ministerium og henhører ikke under Miljøministeriet eller Folketingets Miljøudvalg. Jeg ved ikke, om det har afgørende betydning, men jeg ved, at indsatsen på de felter lader meget tilbage at ønske, og at de begge er eksempler på områder, hvor der er behov for en større og langt mere målrettet indsats.
     Det er Det Radikale Venstres opfattelse, at der på den internationale scene gøres en relativt god indsats af miljøministeren, når man ser på indsatsen i forhold til målfastsættelse og forsøg på at opnå bindende aftaler, både i EU og globalt. Så meget mere paradoksalt synes vi det opleves, at regeringen og flertallet i Folketinget ryster alt for meget på hånden, når den nødvendige nationale indsats og lovgivning skal tilrettelægges for i højere grad at tackle den udfordring, at vi altså er blandt de mest forurenende pr. indbygger i verden.
     Der er ingen planer om den miljømæssigt mest effektive energipolitik, selv om vidensgrundlaget er til stede. Der er ingen planer om en miljøeffektiv tilgang til transportsektoren, selv om vidensgrundlaget er til stede. Begge dele kunne ellers bidrage til en dansk opfyldelse af internationale mål og planer i et større omfang, og vi kunne på sigt opnå en placering meget længere nede på listen over lande, der forurener mest pr. indbygger på den her klode.
     Endvidere må vi konstatere, at når man ser på det danske forbrug i det internationale perspektiv, har vi ikke en brugbar viden om det reelle danske bidrag til den globale miljøbelastning, og det er da også baggrunden for, at vi i dag sammen med S og SF ønsker at fremsætte vores eget forslag til vedtagelse. Dog vil jeg også sige, at vi naturligvis anerkender, at der i det forslag, der er fremsat af VKO, nu siges, at der er betydelige områder, hvor der fortsat er brug for en målrettet indsats, og det er også noget af det, vi vil arbejde med.
     På den nationale scene er der fortsat en række betydelige udfordringer. Dem behøver jeg heller ikke at remse op, men jeg vil fremhæve landbrugets belastning, som flere har været inde på. Jeg vil fremhæve, at der er behov for større naturarealer. Og jeg vil fremhæve, at der er behov for en øget indsats for økologisk omstilling.
     Landbrugets belastning tager vi muligvis fat på nu, og det bliver spændende, når vi udmønter den kommende lovgivning. Med hensyn til naturgrundlaget er det vores opfattelse i Det Radikale Venstre, at vi også her har behov for en mere målrettet indsats: at få opstillet målsætninger for, hvor store vore naturarealer skal være, og at langt flere arealer overgår til naturformål med de gevinster, der vil ligge deri.
     Selv om vi på europæisk plan kan bryste os af at ligge i den pæne ende med hensyn til økologi, er der også her tegn på stagnation i udviklingen. Derfor har vi også brug for en mere målrettet indsats med hensyn til forbedring af produktionsvilkår, distributionsmuligheder og afsætningsmuligheder og at få et større offentligt forbrug.
     Sidst, men ikke mindst bør vi i endnu højere grad fastholde fokus på den positive samfundsmæssige og beskæftigelsesmæssige effekt, der vil være af en endnu mere målrettet miljømæssig indsats på de felter.
     Der kan sagtens anvises grønne veje til vækst, også større vækst end det, der alternativt vil forekomme. Under alle omstændigheder er det grønne veje til vækst, der er langsigtet og dermed forbedrer de kommende generationers livsvilkår og udfoldelsesmuligheder, samtidig med at den er miljømæssigt bæredygtig.

Det Radikale Venstre er kendt for at have en ambitiøs miljø- og naturpolitik, og det synes jeg også hr. Johs. Poulsen giver udtryk for.
     Men det er klart, som jeg har forklaret i min ordførertale, at der også i regeringens forslag til vedtagelse ligger et ønske om at tage hånd om de betydelige områder, hvor der er brug for en indsats. Kunne Det Radikale Venstre ikke anerkende det og stemme for regeringens og Dansk Folkepartis forslag?

Som jeg allerede var inde på i min ordførertale, mener vi, at der er områder, som kræver en betydelig større fokus end i dag, og i den her debat ikke mindst det, vi ser i det internationale perspektiv, nemlig den miljømæssige belastning, som må foregå globalt med det forbrug, vi har. Det er baggrunden for, at vi har ønsket at præcisere det i et forslag til vedtagelse.
     Men vi anerkender de formuleringer, der er anvendt i VKO's forslag, hvor man taler om, at det går den rigtige vej med hensyn til at løse nogle af miljøproblemerne, underforstået at der er en lang række andre, hvor det altså ikke går den rigtige vej.
     Samtidig anerkender vi, at man siger, at der fortsat er betydelige områder, hvor der er behov for en målrettet indsats. De områder vil vi meget gerne være med til at drøfte også i den kommende tid, for det er jo en fælles opfattelse, at situationen er sådan. Det er også baggrunden for, at vi er positivt stemt også over for det forslag til vedtagelse og vil kunne stemme for det.

Så siger vi tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken med fru Anne Grete Holmsgaard.

Jeg synes, det er en rigtig interessant og god rapport, der er lavet som »Miljøtilstandsrapport 2005«. Blandt de mere interessante afsnit er efter min mening det internationale afsnit. Det skyldes ikke, at det nationale ikke er interessant, men vi lever jo i en verden, hvor globalisering er udbredt, og hvor vores samhandel med omverdenen er stigende.
     Vi lever også i en verden, hvor en del af den stærkt forurenende produktion, som vi har haft her tidligere, nu er placeret i andre lande, typisk i den tredje verden, heraf en meget stor del i Asien, men det er os, der forbruger produkterne. Det gælder f.eks. det tøj, vi har på, en meget stor del af det er produceret i Asien og under nogle reguleringer, der er langt slappere end dem, vi har herhjemme.
     Det gælder også vores elektronik. Nu har jeg ikke min mobiltelefon med herop, men vores computere og vores mobiltelefoner osv. er også i vid udstrækning produceret i Asien og under en mindre skrap miljøregulering end den, vi har kæmpet os frem til herhjemme og på europæisk plan. Det betyder, at en del af den forurening, vi med vores meget høje levestandard og vores meget store ressourceforbrug giver anledning til, faktisk er skjult for os. Vi ser den ikke, den er ikke håndgribelig for os, den bliver underlig abstrakt for os.
     Det er baggrunden for det forslag til vedtagelse, vi har fremsat, for vi synes, at når vi snakker miljøtilstand, så er det vigtigt ikke kun at se på, hvad der sker i Danmark, men også at se på, hvad det er, vi selv giver anledning til af forurening og miljøbelastning placeret i andre lande. Det er derfor, vi har lagt vægt på to ting i det forslag til vedtagelse, vi har fremsat.
     Den ene er at få en analyse af, hvordan det egentlig er, vores belastning af miljøet udeomkring i verden er, for vi ved ikke så forfærdelig meget om det. Jeg anerkender og synes, det er fint, at der er arbejdet med det i Miljøtilstandsrapporten, og den giver bestemt nogle meget interessante oplysninger og virkelig noget, der vækker til eftertanke. Men det ville være vigtigt at have sådan en analyse.
     Det andet er at få en status over regeringens eget pejlemærke fra bæredygtighedsstrategien. Der er jo et pejlemærke, der siger, at vi skal skære ned med 75 pct. i vores ressourceforbrug. Det er et vigtigt pejlemærke, men det vil også være vigtigt at få en status over, hvordan det så går. For når man nu kigger på den her tilstandsvurdering, så må man sige, at på nogle områder går det bedre, det er rigtigt, og på nogle områder går det altså i den forkerte retning.
     Vi er herhjemme, og med rette synes jeg, stolte af, at vi har afkoblet den økonomiske vækst fra energiforbruget. Det synes jeg vi har grund til at være stolte af. Den afkobling har vi formået at fastholde i en periode på 30 år, altså øget vækst i økonomien har ikke givet anledning til øget energiforbrug.
     Men det er jo også klart, at vi nu står i en fase, hvor vi skal videre, nu skal vi have energiforbruget ned. Det er simpelt hen den opgave, der er foran os, og den hviler tungt på os, fordi vi jo kedeligt nok ligger i toptigruppen af lande, der sender flest drivhusgasser ud i atmosfæren. Kvantitativt, mængdemæssigt, betyder det selvfølgelig ikke så meget, fordi vi kun er 5 millioner, men signalværdien er ganske stor, ved at vi ligger i den her ende, så vi skal simpelt hen have vores energiforbrug ned.
     Her går det ikke rigtig godt endnu. Ministeren nævnte selv vores udslip af drivhusgasser og sagde, at i den seneste statistik, den, der både er indeholdt i den her rapport og den, som EU's Miljøagentur har lavet, er vores energispareplan jo ikke med. Det er fuldstændig korrekt.
     Jeg har selv store forhåbninger til, at vi bliver meget dygtige til at nedbringe vores energiforbrug, og at vores aftaler om energibesparelser vil være et startskud til det. Jeg tror, vi kommer til at justere dem hen ad vejen, men jeg har virkelig forhåbninger om, at vi formår det her.

     Men selv den plan er jo ikke nok til at realisere vores begrænsning af udslippet af drivhusgasser, og derfor må vi ud og faktisk købe os til en del af det i den tredje verden. Det har jeg ikke noget imod, for i det ligger der et meget vigtigt bidrag til at overføre de bedste af de bedste teknologier til den tredje verden, og det synes jeg er fremragende at vi gør, og jeg mener, vi skal gøre det mere, end vi gør i øjeblikket.
     Omvendt er det jo også klart, at hvis vi ikke selv sørger for at arbejde med det indenlandsk, så vil den viden forvitre, den vil smuldre hen ad vejen, så derfor er det afgørende, at en meget stor del af reduktionen sker her i Danmark; ikke kun af moralske årsager for at vise, at vi som en af de nationer, der udslipper flest drivhusgasser pr. indbygger, er villige til og kan nedbringe udslippet, men også for at pleje vores egen teknologiudvikling.

Tak til ordføreren. Jeg må gøre ordføreren opmærksom på, at der er givet 6 min. til ordføreren, hvor der kun må tilkomme
5 min.

På mit ur står der 4 min. Pyt, det skal vi ikke kævles om. Det må man jo heller ikke med formanden.

Næ, navnlig ikke, når man har uret.

Altså, det er ikke noget problem. Nu tildeler jeg jo ordføreren yderligere taletid, og så kan ordføreren redegøre for, hvad det er, når vi når dertil.
     Men jeg har et spørgsmål. Der er udarbejdet en analyse af den globale miljøbelastning fra produktionen af varer til det danske marked. Hvad er det, ordføreren ønsker at få oplyst, og hvordan skal det egentlig lade sig gøre? For der er jo tale om varer bl.a. produceret i Kina, og man kan der kun skønne over ressourceforbruget, man kan jo ikke opgøre det eksakt. Hvorfor stiller man det spørgsmål?

Det gør vi for at få det gjort synligt, at der er et ressourceforbrug, som belaster miljøet. Det belaster miljøet
i den tredje verden, men det er altså os, der bruger varerne og produkterne. Jeg synes, det er i vores fælles interesse at få lavet en analyse, der gør det her mere gennemskueligt. Hvordan den skal laves, mener jeg er op til en drøftelse, men hvis det er sådan, at hr. Christian Wedell-Neergaard er positiv over for det, så synes jeg, det ville være rigtig godt, for selv om regeringen har fremsat et andet forslag til vedtagelse, kunne vi jo gå videre med det her i en anden sammenhæng og måske arbejde os frem til en enighed om, at det ville være rigtig godt at få lavet sådan en analyse.

Jo, men nu fremstår der det her tal på 75 pct.s reduktion af ressourceforbruget, som om man her kunne tale om eksakt videnskab. Det kan man jo ikke. Man kan ikke præcis måle det, for hvad er det, man måler, og hvordan skal man gøre det op osv.? Der er jo en lang række problemer i den analyse, som man har bedt om her.

De 75 pct. er jo ikke vores opfindelse, det er regeringens opfindelse. Det er jo det tal, der står i regeringens bæredygtighedsstrategi, så det er det, vi har taget udgangspunkt i. Nej, det her er ikke eksakt videnskab. Vi er ude i et af de områder, hvor man virkelig skal prøve sig frem for at finde ud af, hvordan vi får udarbejdet nogle ordentlige analyseværktøjer til det her. Hvordan gør vi det, og hvordan gør vi det på en måde, så man også kan sammenligne internationalt?
     Men jeg synes bare, det ville være ærgerligt at sige, at det her er for svært, så det lader vi ligge, for det er jo et problem, og det er erkendt som et problem i den tilstandsvurdering, som vi står her og diskuterer. Der påpeges det jo, at det er et problem, at en stor del af vores produktion, som har været den, der har været stærkt forurenende, nu flytter til den tredje verden, men det er stadig væk os, der bruger varerne.

Fru Anne Grete Holmsgaard har sammen med Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre fremsat et forslag til vedtagelse. Nu har fru Pernille Blach Hansen og hr. Johs. Poulsen sagt, at selv om man selv har fremsat et forslag til vedtagelse, vil man stemme for regeringens forslag til vedtagelse. Er det det samme, som fru Anne Grete Holmsgaard vil gøre?

Ja, det er det samme, vi vil gøre. Vi synes, vores eget forslag til vedtagelse er bedre og mere fremad- og handlingsrettet, men jeg vil sige, at efter det er blevet understreget i det forslag til vedtagelse, der er fremsat af regeringspartierne sammen med Dansk Folkeparti, at man erkender, at det går bedre på nogle områder, men at der fortsat er betydelige områder, hvor der er behov for en målrettet indsats, så kan vi stemme for det.
     Det henviser i øvrigt også til den vedtagelse fra maj sidste år, som vi gav anledning til ved at rejse en forespørgsel om miljøteknologier. Der ser vi meget frem til den diskussion, vi skal have her, når miljøministeren kommer med sin redegørelse og sin handlingsplan for udvikling af miljøteknologier.

Tak for, synes jeg egentlig, en meget god debat. Der er kun et par enkelte ting, jeg gerne vil knytte et par kommentarer til, bl.a. den diskussion, som hr. Per Clausen først rejste, som jeg dog ikke vil gå meget ind i: Hvem er det, der har ført miljøpolitik i det her land? Det er der heldigvis rigtig, rigtig mange, der har gjort under skiftende regeringer, og jeg vil gerne anerkende, at miljøpolitik også bliver til i samspil og dialog med grønne bevægelser, der gør et godt stykke arbejde, og som har gjort et godt stykke arbejde.
     Men jeg må altså lige tage afstand fra hr. Per Clausens sådan urimelige historieskrivning, når man kunne få indtryk af, at er der nogen, der har ført miljøpolitikken i dette land, så er det Enhedslisten, som jo nu altså heller ikke har eksisteret så langt tilbage, som vi har været nede i annalerne i dag, men lad nu det være. Meget kan man sige om Enhedslisten, men dens fremmeste kendetegn har nu altså aldrig været at være regeringsbærende.
     Hvis vi går tilbage i annalerne, så må vi bare sige, at nogle af dem, der var først til at rejse miljødebatten i Danmark, rent faktisk var konservative som f.eks. Poul Møller og mange andre. Derfor er det heller ikke tilfældigt, at det er under en konservativ statsminister, at man får taget fat på nogle af de rigtig store problemer vedrørende røgrensning, spildevandsudledning, vandmiljøplan osv. - helt klart i dialog og samspil og også indimellem efter pres, sådan som politik jo bliver til. Det er helt normalt, det er sådan, politik bliver til i Danmark, og derfor synes jeg egentlig, det er lidt fjollet at sige, at det ligefrem skal være Enhedslisten, der har patent på miljøpolitikken i Danmark. Ja, det er nu lige stærkt nok.
     Det hænger også sammen med, at Enhedslisten vil et helt andet samfund. Det er jo også det, der fremstår fuldstændig krystalklart af det forslag til vedtagelse, de kommer med, at man vil lave sådan et fuldstændig isoleret dansk eksperiment fuldstændig frakoblet, hvad der sker i verden omkring os. Ja, man kan sige, at Enhedslistens vedtagelse i dag altså er så outreret, at SF og den øvrige opposition hellere vil stemme for regeringspartiernes og Dansk Folkepartis vedtagelse, end de vil stemme for hr. Per Clausens vedtagelse. Det skal jeg så ikke beklage, men det fortæller måske alligevel noget om, at direkte bærende for miljøpolitikken har Enhedslisten nu aldrig været.
     Fru Pernille Blach Hansen var så inde på at sige, at Socialdemokraterne er klar til en mere ambitiøs politik, og der må jeg jo bare konstatere, at nærmere kom vi det ikke. Vi fik at vide, at der skal ske noget på landbrugsområdet, og det kan jeg så berolige fru Pernille Blach med at der også gør.
     Derudover vil jeg sige, at jeg synes, det positive ved debatten i dag har været, at det virker, som om vi alle sammen er enige om - det har rapporten fra DMU jo så også hjulpet med til - hvad det er for nogle udeståender, der er. Lad mig sige det fuldstændig krystalklart: Selvfølgelig står der da i VKO's forslag til vedtagelse, som regeringen kan støtte, at vi har løst nogle af problemerne, og at der stadig væk er betydelige problemer, fuldstændig som det fremgik af mit indlæg, fuldstændig som det i øvrigt også fremgår af rapporten.
     Jeg må så sige til SF's, Socialdemokratiets og De Radikales forslag til vedtagelse, at jeg ikke rigtig kan se, hvad det egentlig er, man synes, vi skal bruge så frygtelig mange kræfter på. At man konstaterer, at Danmark bruger flere ressourcer på kloden end så mange andre lande, er jo ikke rigtig nogen nyhed. Det ved vi godt alle sammen, men gør vi mest gavn for miljøet og for det globale miljø ved at begynde at bruge en ubegribelig masse ressourcer på at analysere den globale miljøbelastning fra produktionen af varer til det danske marked? Jeg kan sige, at de teknikere, jeg har talt med, ikke rigtig kan se, hvordan vi skulle gribe den opgave fornuftigt an.
     Derudover henviser man jo til regeringens egen bæredygtighedsstrategi og målsætningerne dér og til V 20, som alle undtagen Enhedslisten var enige om i foråret. Så jeg synes sådan set, det er godt, at det ender med, at et så bredt flertal kan støtte regeringens forslag.
     Hr. Johs. Poulsen var lidt mere konkret og nævnte bl.a. som ét konkret område landbruget, og det er jo præcis det, vi sidder og forbereder nu bl.a. i dialog med Det Radikale Venstre. Jeg er enig i, at dér er en af de meget store udfordringer, og den er vi jo også i fuld gang med.

     Jeg har kun to bemærkninger mere. Fru Anne Grete Holmsgaard var inde på klimaet og kom med nogle, synes jeg, meget interessante meldinger om balancen mellem de indenlandske og de udenlandske klimakvoter og klimaindsatser. Jeg er fuldstændig enig i, at kunststykket er at finde en balance. Man kan ikke købe det hele i udlandet, for så ville vi miste vores førerposition inden for miljøteknologi, energieffektivitet osv. Der skal selvfølgelig stadig ydes en betydelig indsats i Danmark, og det vil også komme til at præge billedet, når regeringen spiller ud med sit bud på »Allokeringsplan 2008-2012«.
     Jeg synes, der ligesom var en ny nuance i det, fru Anne Grete Holmsgaard sagde på SF's vegne. Det lød, som om man nu er langt forbi den tid, hvor det at købe ting i udlandet og lave projekter i udlandet blev betragtet som varm luft. Nu er der tilsyneladende ret bred enighed om, at det faktisk er overordentlig fornuftig miljøpolitik.
     Den sidste ting, jeg vil sige noget om, er den diskussion om natur og miljø, der var i forbindelse med Venstres ordførers indlæg. Skal man gøre noget for naturen, eller skal man gøre noget for miljøet? Jeg må sige, at personligt synes jeg - og jeg synes også, det heldigvis fremgik af debatten, at det er der vist ved at være enighed om - at det er en kunstig diskussion, fordi det er et kunstigt skel, som efter min bedste overbevisning ikke lader sig opretholde i moderne miljøpolitik.
     Må jeg give nogle få eksempler her til slut. Med hensyn til klimaet er det selvfølgelig et naturproblem, når isen i Arktis smelter og havstrømme ændrer sig, og hvad ved jeg. Men det er også et miljøproblem, for det har også noget med mennesker at gøre - deres udvikling, deres økonomi og deres levevilkår. Man kan ikke gøre op, om det er natur, eller det er miljø, for det er begge dele.
     Når man gør en indsats over for landbrugets forurening med pesticider, påvirker den jo vandløbene og har konsekvenser ude i landskabet og ude i naturen. Men den betyder også noget for drikkevandet og for menneskers sundhed, så det er igen begge dele.
     Et sidste eksempel: Hvis vi tager kemikalierne, påvirker de jo naturen, fiskene i vandløbene osv., men de påvirker altså også mænds sædkvalitet, fremkalder allergi og er årsag til mange andre ting. Det er både miljø og sundhed.
     Så vidt jeg kan se, har stort set alle elementer i den moderne miljøpolitik noget at gøre med både miljø og natur, fordi tingene lever i et komplekst samspil med hinanden, og det er vel også et udtryk for, at det er rigtigt, at samtlige partier her før jul kunne indgå i en kemikaliehandlingsplan. Her sad vi jo ikke og diskuterede, om det nu er til gavn for naturen eller miljøet eller sundheden. Vi vidste alle sammen, at i den sidste ende er det til gavn for alle.
     Jeg nævner eksemplet med kemikaliehandlingsplanen her til sidst, fordi det heldigvis er bare et af mange eksempler på, at virkeligheden tit er mere nuanceret, også partierne imellem, end man rent umiddelbart ofte kan få indtryk af, når man lytter til debatten her i Folketinget, og det synes jeg egentlig er såre godt.

Tak til ministeren. Den første, der har bedt om en kort bemærkning, er hr. Per Clausen.

Jeg må åbenbart have udtrykt mig meget uklart, når ministeren har fået det indtryk, at Enhedslisten vil tage ansvaret for den miljøpolitik, som den tidligere SR-regering førte, for det har vi ingen som helst ønsker om. Jeg sagde, at det lød, som om hr. Eyvind Vesselbo måske tog lidt for meget af æren for ting, som kunne henføres til SR-regeringen, og at Enhedslisten i den periode havde lidt større indflydelse på miljøpolitikken i Danmark, end vi har under den nuværende regering. Det er vel rigtigt.
     Jeg tror, vi skal overlade alt det med 1970'erne og 1980'erne til en studiekreds ved en passende lejlighed, selv om jeg nok synes, det er lidt muntert, at det synspunkt, at venstrefløjen var lidt mere aktiv i arbejdet på at rejse miljøspørgsmål end højrefløjen, nu betragtes som et kontroversielt synspunkt.
     Derudover vil jeg sige, at jeg selvfølgelig godt kan forstå, at ministeren er glad for, at de øvrige oppositionspartier tilsyneladende er mere enige med regeringen end med Enhedslisten, om jeg så må sige. Jeg er nu ikke sikker på, at de har grund til at være så glade for det, når det handler om miljøpolitikken, men kunne ministeren ikke give bare et enkelt eksempel på, at noget af det, vi har foreslået, vil føre til, at Danmark bliver isoleret i verdenssamfundet? Jeg forstod, at ministeren mener, at et flertal for vores forslag til vedtagelse vil føre til nærmest albanske tilstande under Hoxha eller noget i den retning, og det synes jeg måske er lidt stærk kost.

Jeg skal da starte med at undskylde, at jeg har koblet ordene ansvar og Enhedslisten, for jeg ved godt, at normalt tager Enhedslisten ikke ansvaret. De kan tage æren, hvis noget går godt, og de kan bebrejde, hvis noget går mindre godt, så det skal jeg bestemt beklage.
     Jeg synes stadig, det er fjollet at opstille en modsætning mellem miljøpolitikken i dag og under SR-regeringen. Jeg har læst debatterne fra dengang, og en masse ting blev altså vedtaget i bred enighed, også med nogle af de daværende oppositionspartier. Sådan skabes politiske resultater i Danmark, og derfor vil jeg bare sige, at jeg synes, at også debatten i dag har vist, at uanset hvad man skruer sig op til at sige under en forespørgselsdebat, hvor man skal markere sig lidt hårdt, er fakta altså, at vi egentlig synes at være enige om, hvor udfordringerne ligger, og helt interessant er det jo, at det også er de områder, regeringen især satser på.

Jeg er ikke uenig med ministeren i, at vi i dag har kunnet blive enige om en række områder, hvor der er problemer. Jeg er f.eks. meget enig med ministeren i, at vi udmærket godt ved, at danskernes ressourceforbrug er for stort, og at vi skal se at få gjort noget ved det, så jeg deler for så vidt ministerens opfattelse af, at der måske ikke er det store behov for ekstra analyser af det spørgsmål.
     Men så kommer vi til, hvad vi skal gøre, og det er jo her, der er uenighed mellem i hvert fald Enhedslisten og regeringen - om der er nogen uenighed mellem resten af oppositionen og regeringen, må resten af oppositionen jo svare på. Vi er kommet med konkrete forslag om tiltag, som kunne sættes i værk, og jeg kan godt forstå, hvis ministeren er uenig i dem; det synes jeg er helt i orden. Men en række af forslagene er jo ikke i direkte modsætning til det, andre partier og regeringen har foreslået, men handler bare om, at vi skal gå hurtigere frem og måske bruge nogle mere effektive virkemidler.

Det er jo interessant, hvis Enhedslisten og regeringspartierne nu ender med at være enige om, at det er et galt vedtagelsesforslag, der er kommet fra venstreoppositionen, fordi det sådan set vil være spild af kræfter. Så er der jo en ny alliancemulighed i dansk politik, og det ville være en fin opfølgning på kemikaliehandlingsplanen og de gode takter, der blev vist her.
     Når vi ser på Enhedslistens forslag, indeholder det jo ganske, ganske, ganske mange ting, som vil kræve en totalomstilling af det danske samfund, men som jeg bare ikke tror er realistiske i en global verden. Jeg tror f.eks. ikke, man kan sige, at samtlige landbrug i Danmark skal være økologiske. Jeg ved ikke, hvordan hr. Per Clausen vil gennemføre det, og jeg ved ikke, hvordan han ville håndhæve det. Det har ikke nogen gang på jorden, og sådan er det desværre med flere af tingene.
     Men igen er det jo ikke sådan, at vi kun står i hvert sit hjørne og råber. At vi skal gå i retning af mere vedvarende energi er jeg fuldstændig enig med hr. Per Clausen i, men jeg vil nok sige, at det er optimistisk at tro, at vi når op på 100 pct. vedvarende energi i 2030, altså om 24 år. Men vi vil være nået ganske meget længere, end vi er i dag, hvilket jo allerede er ganske langt.

I teksten til regeringspartiernes og Dansk Folkepartis vedtagelsesforslag ligger der jo, at der fortsat er betydelige områder, hvor der skal gøres en målrettet indsats. Et af de områder, jeg pegede på, var hele diskussionen om naturgrundlaget, og jeg er enig i ministerens opfattelse af, at tingene ikke kan ses isoleret; jeg er faktisk fuldstændig enig i de betragtninger, ministeren gjorde på det felt. Men ser vi på situationen som helhed, er det jo sådan, at der i en historisk set meget, meget kort tidsperiode er forsvundet rigtig mange arter, at endnu flere arter er truede, og at det er et ganske betydeligt problem, at mange landskabstyper er forsvundet eller reduceret meget voldsomt osv. Er det ikke ministerens opfattelse, at vi netop på det felt står med en af de store udfordringer? Er det ikke på det område, hvor der er behov for at gøre en målrettet indsats for at sikre, at vi får vendt den udvikling, vi har set være alt for koncentreret og gå alt for stærkt i en meget kort tidsperiode? Vi har iagttaget, hvor hurtigt tingene kan gå i den forkerte retning, så er det ikke her, der for alvor er brug for at få vendt udviklingstendensen?

Jo, det er jeg fuldstændig enig med hr. Johs. Poulsen i. Men jeg vil dog sige, at vi hele tiden skal huske at glæde os over, at der altså også er arter, der er i fremgang, og at det igen er et eksempel på, at årtiers miljøpolitik rent faktisk har virket.
     Men jeg er meget enig, og det er jo også derfor, regeringen har sagt i regeringsgrundlaget, at vi vil bruge 1 mia. kr. ekstra på miljøet i de næste 4 år. Der står udtrykkeligt, at der ikke mindst skal gøres en indsats til fordel for den danske natur, og de diskussioner, vi kommer i, vil jo præcis gå på, hvor vi kan gøre nogle ting, der vil virke gavnligt på f.eks. vore habitatområder og nogle af de mere forsømte naturtypeområder.

Må jeg forstå ministerens svar således, at i det perspektiv, vi i øjeblikket arbejder i med f.eks. en mulig etablering af nationalparker, kan der være nogle flagskibe, men at der herudover naturligvis må drages omsorg for forskellige truede naturtyper, som har brug for en øget beskyttelse, og at disse naturtyper måske endda i et vist omfang skal have styrket deres grundlag, i hvert fald arealmæssigt?

Ja, sådan må hr. Johs. Poulsen gerne forstå mig.

Jeg har et par kommentarer til overførsel af teknologi.
     Når vi er positive over for at bruge det, der hedder CDM-mekanismen, altså at man kan handle kvoter med den tredje verden, skyldes det to ting. For det første at det giver en god mulighed for at overføre teknologi, men det, der er vigtigt i den forbindelse, er, at det bliver den bedste af den bedste teknologi, der overføres, og ikke det, vi selv synes er udtjent. Den anden årsag til det er, at det i hvert fald med den miljøminister, vi har nu, er helt klart, at Danmark har frasagt sig muligheden for at handle med varm luft. Det er ude af billedet, og det er meget vigtigt for os.
     Som jeg sagde, er vi enige i, at det er en balancegang, og med til den balancegang hører helt klart, at vi skal have nedbragt vores drivhusgasudslip.
     Som miljøministeren selv sagde, er det, der hedder allokeringsplanen, altså næste fase af tildelingen af kvoter, meget vigtig. Kvotetildelingen skal ned på et lavere niveau, og i den forbindelse vil jeg godt spørge miljøministeren, om hun er indstillet på at forhandle planen. Da den sidste plan blev lavet, var der ingen forhandling, og den kom i øvrigt heller ikke i offentlig høring. Det gik meget stærkt, og jeg tror også, ministeren vil sige ja til, at det var en meget uhensigtsmæssig proces, så mit spørgsmål er: Er der vilje til at forhandle planen?

Jeg er fuldstændig enig med fru Anne Grete Holmsgaard i, at når vi overfører teknologi, skal det selvfølgelig ikke være forældet teknologi. Det skal være ny teknologi, fordi det er interessant for danske virksomheder at eksportere den, men det skal selvfølgelig også være teknologi på et niveau, som kan indpasses i det udviklingstrin, de pågældende lande er nået til, og som fru Anne Grete Holmsgaard også ved, lagde jeg også ved klimakonferencen i Montreal meget stor vægt på, at vi får nogle forbedrede CDM-mekanismer. Det er nemlig det, der skal til for at lette den teknologioverførsel, som der har været store problemer med.
     Angående det sidste, altså allokeringsplanen, har vi ikke lagt en fuldstændig proces- og køreplan for, hvordan det skal ske, men det er jo ikke noget, der skal på plads til allersidst i et lukket rum midt om natten, uden at nogen nogen sinde har hørt om det. Det vil i hvert fald foregå i en eller anden form for dialog med de berørte parter.

Nu har der været lidt diskussion om de forskellige vedtagelser, og for at der ikke skal være nogen tvivl, vil jeg gerne sige, at Socialdemokratiet synes, Enhedslistens dagsorden indeholder utrolig mange positive ting, og mest af alt synes vi, det er meget positivt, at den indeholder handling. I virkeligheden er det største problem ved den vedtagelse, som regeringspartierne og Dansk Folkeparti har fremsat, måske, at der sådan set ikke er nogen handling i den, men det, der til gengæld er godt ved den, er, at det erkendes, at der stadig er betydelige miljøproblemer i Danmark. Det synes vi er en vigtig erkendelse, som vi gerne vil holde regeringspartierne og Dansk Folkeparti fast på fremover.
     Så var miljøministeren under diskussionen inde på, at Socialdemokratiet gerne vil føre en mere ambitiøs miljøpolitik. Ministeren havde tilsyneladende lidt vanskeligt ved at finde mere konkrete ord, men det vil jeg gerne hjælpe ministeren med.
     Jeg vil gerne sige, at et af de områder, hvor vi synes, regeringen helt klart er for uambitiøs, er forholdet til dansk landbrug. Der ligger en uambitiøs vandmiljøplan, der ligger en uambitiøs pesticidplan, selv om pesticidforbruget faktisk nu er steget 2 år i træk, selv om det skulle være faldet, og desværre risikerer landbrugsforhandlingerne efter vores mening også at blive vældig uambitiøse, fordi man giver landbruget helle det næste år til at indsende ansøgninger om udvidelse af produktionen, og udvidelserne vil vil blive omfattet af de nye regler. Det er klare eksempler på, hvor vi mener, regeringen er uambitiøs. Hvis vi skal løse nogle af de problemer for de sårbare naturtyper, der er nævnt i rapporten, er det oplagt at tage fat her, og det vil vi gerne tilbyde miljøministeren at medvirke til.

Det var mange ting på én gang, må jeg nok sige.
     Det er jo meget interessant, at der lige pludselig er utrolig mange positive ting i Enhedslistens vedtagelsesforslag. Der har dog ikke været så mange, at Socialdemokratiet har syntes fra starten, at de ville stemme for det eller gerne være med i det, men er gået sammen med SF og De Radikale om at lave sit eget og i øvrigt vil ende med at stemme for regeringens. Man får ikke indtryk af en meget, meget klokkeklar linje hos oppositionen, men de er jo også lige meget, bare vi ender på det rigtige resultat.
     Så siger fru Pernille Blach Hansen, at vi er uambitiøse over for landbruget. Det kan jeg simpelt hen ikke forstå. Jeg mener simpelt hen, at i den proces, der er i gang, skal vi lige præcis finde ud af, hvordan vi stadig kan have et landbrug i Danmark, der kan udvikle sig, hvordan det kan tvinges til at bruge ny teknologi, hvor det er relevant og fornuftigt, og hvordan vi kan nedbringe miljøbelastningen fra landbruget. Ud fra det, der blev sagt, går jeg også ud fra, at hr. Johs. Poulsen også gerne vil være med til det, og det er da en utrolig ambitiøs plan.
     Så synes jeg i hvert fald også, man skal være forsigtig med at kritisere resultatet, før man ser, hvad der rent faktisk kommer ud af de forhandlinger, der foregår lige nu. Også på det felt har fru Pernille Blach Hansen jo desværre fået meldt Socialdemokratiet ud.

Det er jo meget interessant, hvad miljøministeren kommenterer og ikke kommenterer.
     Miljøministeren valgte f.eks. ikke at kommentere, at det er en uambitiøs vandmiljøhandlingsplan, og at det er en uambitiøs pesticidplan, regeringen har fremlagt sammen med Dansk Folkeparti. Udviklingen er i de sidste 2 år gået i den stik modsatte retning af, hvad en i øvrigt uambitiøs plan lægger op til, det synes jeg da er interessant, og hvis ministeren er i stand til at frigøre sig fra Dansk Folkeparti og er i stand til at stille nogle strengere krav til Dansk Landbrug, er vi klar til at medvirke.
     Med hensyn til diskussionerne om landbruget synes vi, det er uambitiøst, at man i en forhandling på forhånd afskriver sig muligheden for at gennemføre nogle nye regler, der også skal gælde for det eksisterende landbrug. Det burde selvfølgelig ikke være sådan, at nu ved det danske landbrug, at det skal forhandles næste år, og så skal man skynde sig at søge, for så er man ikke omfattet af de nye regler.
     Det var det krav, vi meget klart stillede til miljøministeren, inden forhandlingerne gik i gang. Vi ville gerne være med til at lave nogle nye regler, for det syntes vi var en god idé. Men vi ville også gerne sikre, at det eksisterende landbrug blev omfattet af dem, så der ikke blev skabt et hul, som gav mulighed for, at en masse kreative mennesker kunne nå at søge om udvidelse, før de nye regler trådte i kraft. Det var sådan, man gjorde, da man indførte miljøregulering af industrien, og vi synes, det også ville have været oplagt at gøre det over for landbruget, og vi er kede af, at der ikke var opbakning til det i regeringen.

Fru Pernille Blach Hansen må undskylde, men når jeg kun har
60 sekunder til at forholde mig til pesticidhandlingsplanen, vandmiljøplan I, II og III, landbrugets fremtidige udvikling og tre forskellige vedtagelsesforslag, kan det godt knibe med at nå det alt sammen. Angående pesticidplanen giver fru Pernille Blach Hansen jo selv svaret. Jeg er ikke sikker på, om fru Pernille Blach Hansen er klar over det, men samtidig med at hun kalder den uambitiøs, siger hun også, at udviklingen går i den gale retning, fordi den simpelt hen er så ambitiøs, at det er svært at leve op til den. Men det ændrer jo ikke ved det, som fru Pernille Blach Hansen også godt ved at jeg i den grad har sagt i et samråd i Folketingets Miljøudvalg: Det er regeringens politik at stå fast på de ambitiøse mål, der er lagt i pesticidhandlingsplanen, og som fru Pernille Blach Hansen også ved, har Dansk Landbrug jo sagt, at de nu vil gøre en meget stor indsats for at få landbruget til at gå i den retning. Så blot til den sidste ting om de eksisterende landbrug:
Når jeg i første omgang primært har fokus på de eksisterende landbrug, der vil udvide, og de, der vil nyetablere sig, er det jo, fordi den landmand, der er 58 år og har et par hundrede eller 500 eller måske 3.000 grise, ikke nødvendigvis skaber de helt store problemer de sidste år, inden hans landbrug måske bliver fusioneret med nogle andre, og dermed falder ind under de krav, vi vil stille til ansøgningerne til nye bedrifter.

Vi siger tak til ministeren, og så går vi til anden runde med hr. Per Clausen som ordfører for forespørgerne.

Jeg er glad for, at debatten har vist, at der stadig er politisk uenighed i Folketinget, når det handler om miljøspørgsmål, selv om jeg kan forstå, at miljøministeren synes, det er lidt af en uskik. Jeg er også glad for at kunne konstatere, at i hvert fald nogle af indlæggene har vist, at der også er kritik af regeringens ageren fra de andre oppositionspartier, og det synes jeg faktisk er meget godt, for det er der god brug for. Det er selvfølgelig også positivt, at der på en række områder er en erkendelse af, at der er store miljøproblemer, som ikke er løst, og at det kræver en aktiv indsats, hvis de skal løses.
     Det kunne selvfølgelig være fristende at stemme for vedtagelsesforslaget fra Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti, som indeholder den erkendelse, for i deres tilfælde er det jo et stort skridt at tage. Jeg må dog sige, at på baggrund af at jeg sådan set ikke ser nye handlinger i det, der foreslås, i forhold til det, der blev vedtaget med V
20 i sidste samling, vil vi undlade at stemme til det. Vi vil stemme for den øvrige oppositions forslag, hvis det ellers kommer til afstemning - ikke fordi vi tror, at den analyse, som har været gennemført, vil føre til nye resultater, men fordi jeg er enig med dem, der har sagt, at det jo kan være en måde til at fastholde fokus på problemstillingen, fastholde, at det er en vigtig problemstilling og være med til at understrege, at når regeringen i en festlig stund lavede en bæredygtighedsstrategi, der handler om, at ressourceforbruget skal reduceres med 75 pct., ville det også på et eller andet tidspunkt være rart at begynde at beskæftige sig seriøst med, hvordan man kan nå det mål - vel vidende at der ikke er tale om faktuel videnskab, så man med sikkerhed og hævet over enhver debat kan fastslå, at man er nået til et resultat.

     Jeg synes også, det er meget positivt, at der har været en fælles forståelse af, at det er en kunstig modsætning, når man forsøger at opstille en modsætning mellem på den ene side at gøre noget for natur og miljø og på den anden side at gøre noget for mennesker. Jeg tror, hr. Eyvind Vesselbo var den første, som erkendte, at den modsætning er falsk. Det er jo fuldstændig rigtigt, at det i stor udstrækning er de samme påvirkninger, som ødelægger både naturen og miljøet og menneskers helbred, og det er klart, at når man har det udgangspunkt, at det ikke bare handler om at sikre natur og miljø, men også menneskers sundhed, vil det være mange af de samme ting, man skal gøre.
     Lad mig bare tage et eksempel: Én ting er, at der er enighed i Folketinget om, at miljøzoner i en eller anden form er godt, og at et stort mindretal går ind for, at der virkelig skal gøres en aktiv indsats, men en anden ting er, at det i virkeligheden handler om en langt mere radikal omlægning af transporten i Danmark, hvis de miljøbelastninger, som transporten medfører, skal reduceres. Det handler om at omstille i retning af kollektiv trafik, det handler om at udvikle nogle drivmidler, som kan basere sig på vedvarende energi - her har brint indtil nu været det bedste bud - og det handler også om at gøre noget ved omfanget af transporten. Her har ministeren ret i, at Enhedslisten går ind for nogle grundlæggende forandringer.
     Det handler også om at diskutere, hvorvidt det at tilrettelægge en fødevareproduktion på en sådan måde, at sojaproduktionen foregår i Argentina med vældige miljømæssige omkostninger, en stor del af svineproduktionen foregår i Danmark, slagtningen foregår i Tyskland og Polen, og kødet bliver spist i Japan, er en miljømæssigt fornuftig og forsvarlig måde at tilrettelægge produktionen på. Der er altså en lang områder, hvor der kræves radikale forandringer.
     Så skal jeg bare sige, at Enhedslisten ikke har fremlagt sådanne radikale forslag i sit vedtagelsesforslag. Vi har fremlagt nogle uhyre pragmatiske forslag, og vi har ladet os begrænse af, hvad vi synes er absolut nødvendigt for at løse de miljømæssige, naturmæssige og sundhedsmæssige udfordringer, der fremgår af DMU's rapport, og tage nogle skridt til at sikre, at ressourceforbruget i Danmark fremover giver råderum til vores efterkommere, og så man også i den tredje verden kan få mulighed for en velstands- og velfærdsudvikling, som ikke er dårligere end den, vi har i Danmark.

Vi lader ordføreren blive stående et øjeblik. Der er to, der har bedt om korte bemærkninger, og den første er hr. Eyvind Vesselbo.

Jeg vil først sige til hr. Per Clausen, at jeg ikke føler, det er en kunstig problemstilling med natur og miljø kontra sundhed. Det drejer sig om, hvad man prioriterer højest, og hvis man forebygger ved at være aktiv på miljø- og sundhedsområdet, behøver man jo ikke rydde op bagefter og genoprette naturen, så derfor mener jeg, det er en vigtig problemstilling, når der skal prioriteres på miljø- og naturområdet.
     Men det, jeg egentlig vil spørge hr. Per Clausen om, er, at da Enhedslisten jo plejer at være meget grundig i både forelæggelsen og forberedelsen af forespørgsler som denne, kan hr. Per Clausen selvfølgelig også svare på, hvor mange job der ligger i vedtagelsesforslaget, hvad beskæftigelseseffekten af det er, og hvor meget det vil koste det danske samfund og den enkelte borger at realisere det. Jeg synes, at når man fremsætter et sådant forslag, må man lynhurtigt kunne sige, at det giver så og så mange job, og at det koster så og så meget.

Jeg vil starte med at sige, at jeg er meget enig med hr. Eyvind Vesselbo i, at forebyggelse er bedre end genopretning og oprydning, og det er sådan set også det, der er pointen i vores forslag. Vi vil tage fat på at forebygge nogle ting og skabe nogle forandringer i samfundet, der vil gøre, at miljøproblemer i hvert fald vil opstå i langt mindre omfang, end de gør i dag.
     Angående de økonomiske og beskæftigelsesmæssige konsekvenser ved jeg i hvert fald med sikkerhed, at en lang række af de forslag, vi har fremsat, vil føre til øget beskæftigelse. Jeg ved godt, at hr. Vesselbo indimellem har stiftet bekendtskab med, at man godt kan beskæftige sig med økonomi som noget, der er dynamik i, og her handler det jo netop om, at hvis Danmark går i spidsen med at gennemføre nogle forandringsprocesser, som andre lande før eller senere også bliver tvunget til, er vi kommet først med nogle ting og har dermed fået meget, meget gode muligheder for at kunne afsætte ekspertise, som andre ikke har, og afsætte produkter af en kvalitet og med et miljømæssigt indhold, som andre ikke har.

Skal jeg forstå hr. Per Clausens svar sådan, at man ikke har lavet eksakte beregninger af, hvor mange job det vil give? Man kunne måske godt have lavet nogle beregninger, som sagde, at uden den dynamiske effekt vil det give så og så meget, men med den dynamiske effekt kan vi forvente os sådan og sådan. Og med hensyn til økonomien kunne man have sagt: Hvor meget vil det koste den enkelte borger, og hvor meget skal skatten forhøjes med, for at det kan realiseres?
     Så vil jeg sige, at jeg er glad for, at vi er enige om, at forebyggelse er en væsentlig ting, og at det er bedre at satse her end senere at være nødt til at genoprette, både når det gælder sundhedsområdet og miljø- og naturområdet.

Vores forslag vil ikke give noget som helst behov for at gennemføre skattestigninger. Et enkelt sted har vi meget præcist beskrevet, at vi mener, at nogle af de ekstraordinære indtægter, staten har i dag fra nordsøolien, bl.a. på grund af de meget høje oliepriser, ville det være langt mere fornuftigt at bruge til at investere i og sikre forsyning af vedvarende energi i fremtiden frem for at læne sig tilbage i stolen og sige: Nu samler vi pengene ind og lader dem ligge i statskassen. Det er bare ét eksempel.
     På en række andre områder vil det, at vi insisterer på, at man skal udvikle en fødevareproduktion, som satser på høj kvalitet, på at være i balance med naturen og i høj grad også på dyrevelfærd, føre til, at uanset om vi i fremtiden skulle blive udkonkurreret de steder, hvor man kan lave masseproduktion lige så godt som i Danmark, vil de produkter stadig have en overlevelsesmulighed, så også her eksisterer der gode beskæftigelsesmuligheder i fremtiden.

Jeg er nødt til at spørge hr. Per Clausen, som siger, at det ikke er ensbetydende med, at der kommer højere skatter osv.:
Når man vil give højere bevillinger, må det vel også betyde, at der skal flere penge til, og vil det ikke betyde højere skatter i den sidste ende?
     I samme forbindelse er jeg nødt til at spørge: Er det ikke ensbetydende med, at vi vil nå frem til samme resultat, som da vi talte om vandmiljøplan III, altså at det vil koste arbejdspladser? Dengang var det op til 27.000 arbejdspladser, det ville koste Danmark, og hvor mange arbejdspladser vil den plan, som nu er fremlagt fra Enhedslistens side, koste Danmark? Det ville måske være flere hundrede tusinde arbejdspladser, der blev tale om, inden man havde fået alle punkterne implementeret i dansk lovgivning, hvis man havde den magt, som man måske egentlig regner med at få, men som man forhåbentlig aldrig får.

Hvis man skal gennemføre en meningsfyldt sammenligning, er den nødvendige forudsætning altså, at man inddrager konsekvenserne af ikke at gøre noget, og her tror jeg, det vil være meget uklogt at have det udgangspunkt, at hvis man ingenting gør, fortsætter den gode udvikling bare derudad.
     Jeg tror nok, det i dag er anerkendt af de fleste, at det godt kan være, olien ikke slipper op om 30-35 år, men at det, der er tilbage af den, bliver meget dyr. Hvis vi til den tid ikke har sikret, at vi står i spidsen med hensyn til at anvende vedvarende energi, tror jeg, de beskæftigelsesmæssige og økonomiske konsekvenser for danskerne vil blive langt mere alvorlige og langt mere negative, end hvis vi i en periode beslutter at bruge lidt af statens nuværende meget store overskud på at investere i fremtiden, fordi vi kan se, det er nødvendigt.

Som jeg har lyttet mig til, er hr. Per Clausen blevet meget klogere i løbet af denne debat, men jeg vil alligevel forholde mig til det, der står om, at hele det danske energiforbrug skal være omstillet til vedvarende energi i 2030. Jeg opfatter det sådan, at så er processen afsluttet, og så er der brugt enorme summer, uanset om det er lykkedes eller ej.
     Vi gør jo allerede noget på nuværende tidspunkt, og jeg håber da, at også hr. Per Clausen kan anerkende, at vi tager skridt i den rigtige retning. Vi har bare ikke lagt os fast på så ambitiøse mål, som hr. Per Clausen har nemt ved at gøre, fordi der overhovedet ikke er regnet på økonomien. Man har overhovedet ikke indregnet den arbejdsmæssige faktor i udspillet, og hvorfor kommer man ikke med tallene: Hvad vil det koste af arbejdspladser, og hvad vil det koste af skattekroner?

Nu er der jo mange gange regnet på, hvad en omstilling af den danske energiproduktion til vedvarende energi vil betyde, både økonomisk og beskæftigelsesmæssigt, og der er ingen tvivl om, at beskæftigelsesmæssigt vil det være en stor fordel, især hvis man kommer først.

     Nu siger hr. Jørn Dohrmann, at Enhedslisten har nogle mere ambitiøse målsætninger end Dansk Folkeparti og regeringen, underforstået at Dansk Folkeparti og regeringen har nogle ambitioner. Men mig bekendt har regeringen fremlagt en energiplan, som man kalder det, en energistrategi, som ikke indeholder nogle mål, men indeholder en beskrivelse af, hvad der vil ske under nogle ganske bestemte markedsforhold. Det vil sige, at man fuldstændig overlader det til markedet at afgøre, hvor stor en andel af vores energiforsyning der om
30 år er vedvarende. Og det synes jeg ikke er en ambition, det er beskrivelse af, hvordan en liberal markedsøkonomi opfører sig under ganske givne forudsætninger. Det behøver man ikke politikere til, det kan økonomer klare.

Hermed sluttede forhandlingen.

Første næstformand ():
Vi siger tak til ordføreren.
     Som tidligere meddelt vil afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse først finde sted tirsdag den 17. januar 2006.