Den næste sag på dagsordenen var:
2) Forespørgsel nr. F 26:
Forespørgsel til undervisningsministeren:
»Vil regeringen redegøre for sin politik for at gøre det attraktivt for flere unge at vælge en videregående professionsuddannelse, herunder hvordan centrene for videregående uddannelser (CVU'erne) kan styrkes organisatorisk, indholdsmæssigt og økonomisk for at løfte opgaven med at være et attraktivt tilbud til unge på et højt fagligt niveau?« Af Christine Antorini (S), Margrethe Vestager (RV), Anne Baastrup (SF) og Majbrit Berlau (EL) m.fl. (Forespørgslen anmeldt 17/1 2006. Fremme af forespørgslen vedtaget 20/1 2006).

Jeg skal gøre opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse vil blive udsat til tirsdag den 14. marts 2006.

Begrundelse

Det er en debat, vi har set frem til i kredsen mellem Socialdemokraterne, De Radikale, SF og Enhedslisten, fordi det er uhyre vigtigt, hvad der kommer til at ske med centrene for videregående uddannelser. Ikke bare fordi det er centre, men fordi der er rigtig mange unge mennesker allerede i dag, der er i gang med at tage en professionsuddannelse, og som vil blive påvirket af, hvad det er for nogle tanker, regeringen gør sig om udviklingen af centrene for videregående uddannelser.
     Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at vi synes, det er lidt ærgerligt, at et så centralt område er blevet flyttet over i Globaliseringsrådet ligesom så mange andre emner, der har med uddannelsesområdet at gøre. Det betyder, at den politiske debat, man helt naturligt måtte forvente der kunne være her i Folketingssalen, er rykket over til nogle steder, hvor politikerne ikke deltager i de drøftelser, og så kan vi ellers vente på, at der kommer et eller andet forslag fra regeringen.
     Men vi synes, at hvad der kommer til at ske med hele det professionsrettede uddannelsesområde, er så vigtigt, at vi ønsker en drøftelse af det her i salen i dag. Det er årsagen til, at vi har valgt at rejse en forespørgselsdebat om det her emne.
     Der er tre ting, som vi gerne vil fokusere på med forespørgselsdebatten, og vi håber meget, at regeringen vil løfte lidt af sløret for dem her i den politiske forsamling.
     Strukturen: Hvordan udstikker vi en klar ledelsesstruktur med en selvstændig profil, som matcher de regionale uddannelsesbehov, samtidig med at vi får en landsdækkende profil?
     Så ønsker vi og håber, at regeringen vil løfte lidt af sløret for økonomien, og at der kommer et stabilt økonomisk fundament for professionsuddannelserne.
     Endelig håber vi, at regeringen løfter sløret lidt for uddannelsernes indhold; hvordan man sikrer sig, at der reelt kommer en ordentlig sammenhæng med hensyn til forskningstilknytningen til de praksisnære områder. Og vigtigst måske: at regeringen også vil løfte sløret bare en lille smule for, hvordan man har tænkt sig at sikre, at der kommer et bredt uddannelsesudbud også langt uden for de store byer, så vi sikrer, at alle unge mennesker kan få en god professionsrettet uddannelse.
     Vi ser frem til debatten og håber på at høre lidt her, inden vi skal vente på, at der kommer en færdig rapport fra Globaliseringsrådet.

Besvarelse

Det er regeringens mål, at 95 pct. af en ungdomsårgang skal have en uddannelse efter folkeskolen, og det er et delmål, at
50 pct. af en ungdomsårgang skal gennemføre en videregående uddannelse. De mål skulle gerne være nået i 2015. Det betyder for de videregående uddannelser et ganske betydeligt krav om vækst. Samtidig er det naturligvis målet, at kvaliteten af de videregående uddannelser skal kunne måle sig med kvaliteten hos de bedste, og at jobrelevansen skal være i top. Det vil sige, at uddannelserne skal dække samfundets behov for velkvalificerede medarbejdere, både for så vidt angår den offentlige og den private sektor. Uddannelserne har mange kvaliteter, sådan som de er. Vi har mange velfungerende institutioner, lærerne er generelt dygtige, der er mange engagerede studerende, og mere end halvdelen af de unge begynder i dag på en videregående uddannelse. Problemet er, at frafaldet er for stort. De mellemlange professionsuddannelser har en særlig funktion og berettigelse. De har et klart erhvervssigte, læringen sker i vekselvirkning mellem teori og praksis. Uddannelsen fører til beskæftigelse, bl.a. fordi der er denne tætte forbindelse mellem teori og praksis. Der blev i 2005 optaget 17.400 elever på en mellemlang uddannelse, og det vil sige, at 40 pct. af alle studerende på de videregående uddannelser meldte sig på en mellemlang uddannelse. De øvrige meldte sig henholdsvis på kortere videregående uddannelser og på universitetsuddannelser, altså længerevarende videregående uddannelser.

     Man kan også sige det på den måde, at 11,3 pct. af den samlede befolkning i aldersgruppen 15-69 år har en mellemlang uddannelse. Og hvis vi ser, hvor mange af de uddannede der er
i beskæftigelse, er tallet 96,7 pct., hvilket bekræfter det, jeg sagde om uddannelsernes praktiske nærhed og anvendelighed ude i det virkelige liv.
     I øjeblikket er disse mellemuddannelser i hovedsagen rettet mod den offentlige sektor. Det har man også set i andre lande, hvor det imidlertid er på vej til at ændre sig.
I Holland er man således nået frem til, at næsten 60 pct. af de mellemlange uddannelser nu retter sig mod den private sektor, efter at man har ændret uddannelsesstrukturen, og en sådan udvikling tror jeg også vi vil se i Danmark. De mellemlange videregående uddannelser står altså stærkt i forhold til beskæftigelsesgrad, gennemførelse, praktik samt regional dækning af uddannelsesmuligheder. Uddannelserne har således en række styrkepositioner. De skal konsolideres og udbygges i de kommende år, og de skal i højere grad også rette sig mod den private sektor. Et godt eksempel er diplomuddannelserne. Diplomingeniørerne er et godt eksempel på en professionsbacheloruddannelse med stor betydning for danske virksomheder. Der er brug for, at man også på andre områder udvikler tilsvarende uddannelser, som kan støtte og styrke vækstpotentialet i dansk erhvervsliv.
     I øjeblikket er det sådan, at de mellemlange videregående uddannelser udbydes på 22 centre for videregående uddannelser, som har i alt 90 afdelinger. Og ud over disse 22 med 90 afdelinger er der 19 enkeltstående institutioner. En række professionsbacheloruddannelser udbydes stadig i små og smalle faglige miljøer. Regeringen vil derfor arbejde for at skabe en bedre institutionsstruktur som ramme om fremtidens studiemiljøer. Vi ønsker et relevant og fleksibelt uddannelseudbud af høj kvalitet, som kan tiltrække flere unge til de professionsbaserede uddannelser, og vi vil gerne sikre bedre og mere sammenhængende efter- og videreuddannelsesmuligheder samt styrke udviklingen af nye uddannelser i samarbejde med erhvervslivet. Jeg vil godt i den forbindelse sætte en tyk streg under, at regeringens tanker ikke går i retning af centralisering af uddannelsessteder, men nok centralisering af ledelser. De færre ledelser skal have nye forpligtelser og nye muligheder. Den vigtigste forpligtelse er at uddannelsesdække regionen, altså ikke svække uddannelserne i regionen, men styrke uddannelsestilbuddene i regionen, herunder også uddannelser der sigter på den private sektor. Ledelserne skal sikre, at uddannelserne bliver et led i de regionale vækstlag. Ledelserne skal være ligeværdige partnere bl.a. for forskningsstederne. Vi taler om forskningstilknytning, men der er ikke tilstrækkelig realitet
i det. I fremtiden skal mellemuddannelserne være så stærke, at der kommer indhold i begrebet forskningstilknytning. De skal ikke selv forske, men de skal være i tæt og inderlig forbindelse med dem, der forsker, bl.a. i forbindelse med efteruddannelse, men også i forbindelse med uddannelse af de lærere, der underviser på mellemuddannelserne. Så vil det være naturligt, hvis sådan nogle ledelser også har videnscentre at trække på og måske også ad åre iværksætterhuse. Hvorfor skal det kun være universiteter, der har scienceparker? Mellemuddannelser, hvis de bliver tilstrækkelig brede og stærke, kan naturligvis også have så vel videnscentre som iværksætterhuse.

     Jeg vil godt understrege, at disse større og stærkere og bredere institutionsledelser jo ikke behøver være ens på alle punkter, de skal blot have en vis bredde og styrke. De skal helst have både merkantil, teknisk, pædagogisk og sundhedsfaglig ekspertise, og de skal helst have en struktur, som på visse måder minder om universiternes med deres fakultetstruktur.
     I andre lande ser man, at universiteterne og universitetsbyerne så at sige æder det hele med deraf følgende centralisering af ledelsen. I Danmark skal vi forsøge at gøre mellemuddannelserne til stærke og brede vækstlag for regionerne, sådan at flere byer bliver uddannelsesbyer, uden at vi samtidig spreder forskningen og udvander ekspertisen. Det er den vision, regeringen har. Vi har beskrevet den i et oplæg til Globaliseringsrådet, men Globaliseringsrådet skal jo ikke afgøre sagen, det er naturligvis Folketinget. Man kan ikke på en gang bebrejde regeringen, at den er for dårlig til at lytte, og samtidig bebrejde os, at vi har etableret et lytteorgan, hvor vi prøver at skabe enighed mellem mange forskellige parter i det danske samfund. Vi er meget glade for Globaliseringsrådet, drøftelserne om disse ting har været meget, meget frugtbare, men det endelige ord har man naturligvis her i salen.

Forhandling

I Esbjerg ligger CVU Vest, som fra starten har valgt at fungere som et ubetinget CVU, og som nu har en stærk profil og markedsføring inden for en række mellemlange professionsuddannelser på det pædagogiske og sundhedsfaglige område. Man kan blive lærer, pædagog, fysioterapeut, ergoterapeut, jordemoder, socialrådgiver og sygeplejerske inden for den CVU-konstruktion. Hvis vi så kaster blikket lidt mere nordpå, er der et Sundheds CVU Nordjylland, som tilbyder en række sundhedsuddannelser i tæt samarbejde med Aalborg Universitet, der i øvrigt som universitet også har sin særlige profil og styrke i forhold til mere anvendelsesorienteret forskning. Det er i øvrigt også et af de steder, hvor en professionsuddannelse som socialrådgiveruddannelsen ligger på universitetet. Hvis vi kaster blikket et andet sted hen i Danmark, nemlig på Horsensegnen, har vi CVU'et Vitus Bering Danmark, hvor man med ingeniøruddannelser og merkantile uddannelser har lavet en anderledes konstruktion, hvor man har ønsket at lave en lige linje fra tekniske uddannelser og merkantil- og erhvervsuddannelser over hf og htx sammen med videregående professionsuddannelser som f.eks. bygningsingeniør og markedsøkonom. Her har man også koblet AMU-aktiviteter på. Så kan vi endelig kaste blikket på hovedstadsområdet, hvor der er et CVU Storkøbenhavn, som har etableret et fast samarbejde mellem seks lærer- og pædagogseminarier, og som har et særligt fokus på professionsrettet forskningsudvikling via ti videnscentre. Så det er ikke så nyt, at man etablerer det på CVU'erne; her har de f.eks. Nationalt Videncenter for Inklusion og Eksklusion og for naturfagsdidaktik. Det viser bredden i CVU-konstruktionerne, samtidig med at det også viser, at der faktisk er sket rigtig meget i løbet af de 5 år, hvor CVU'erne har kunnet etablere sig og finde ud af forskellige samarbejder. Men et af de problemer, der har været, var jo, at da CVU-loven blev vedtaget, var det ikke mindst partiet Venstre, som var stærk modstander af at sikre sig, at der kom en entydig ledelsesstruktur, sådan at man kunne få nogle velfungerende, stærke ledelser, der kunne udvikle uddannelsernes kvalitet. Derfor er vi i Socialdemokratiet også glade for, at der
i det oplæg, der nu ligger fra regeringen til Globaliseringsrådet, er taget stilling til, at der skal være en klar og entydig ledelsesstruktur, så man kan fokusere på det, der er vigtigt, nemlig at få lavet nogle meget attraktive professionsuddannelser til unge mennesker inden for en række uddannelser både rettet mod det offentlige og private, og som mange unge mennesker også gerne vil tage. Det er et stort samfundsmæssigt behov. Det, der er vigtigt, er at sikre, at der kommer sammenhæng i de konstruktioner, der måtte komme fremover. Når vi tager universiteterne, CVU'erne og alle institutionerne i praksis - folkeskoler, daginstitutioner eller ude i erhvervslivet inden for ingeniørområderne, hele det her store, brede felt af arbejdspladser, hvor der er praktik - kan man se, at hvis man virkelig tænker fremtidens CVU-konstruktion konstruktivt, kan man få viden, uddannelse, efteruddannelse og praksis til at spille sammen på en måde, hvor alle niveauer får gavn af hinanden.

     Det var hele intentionen med at lave CVU-konstruktionerne, som vi synes det er vigtigt at have for øje også i fremtidens overvejelser om, hvordan CVU'erne skal udvikle sig.
     For Socialdemokraterne er det afgørende, at forskning og videreudvikling styrkes i et tæt gensidigt samspil, og det er lige så vigtigt, at de barrierer, der desværre stadig væk er imellem uddannelserne, fjernes, hvad enten man tager en kort videregående uddannelse eller en mellemlang videregående uddannelse. Og så skal der ses på et udviklingsarbejde og på, hvordan de to sektorer understøtter hinanden.
     Vi støtter også i Socialdemokratiet den bevægelse, der allerede er i gang og har været det længe om at styrke CVU'erne i større og stærkere uddannelsesmiljøer, så de får den klare profil og kvalitet, som professionsuddannelserne så afgjort har fortjent. Men vi tror, det er helt afgørende for, at det her lykkes, og at det rent faktisk bliver gode uddannelser i hele Danmark, at man tænker i, at der er store regionale forskelle i Danmark, som jeg prøvede at illustrere ved at gøre rede for forskellene i de CVU-konstruktioner, vi ser allerede i dag.
     For os er målet ikke, at der skabes lige præcis seks eller otte CVU'er eller højskoler, eller hvad det ender med at komme til at hedde. Nej, det, der er målet for os, er, at vi skruer uddannelserne sammen, så de bliver endnu mere attraktive for endnu flere unge inden for det her meget vigtige arbejdsmarked, som vi har behov for fremover.
     Jeg vil gerne som udgangspunkt for den videre drøftelse på vegne af Socialdemokraterne, De Radikale, SF og Enhedslisten fremsætte følgende forslag til vedtagelse:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget opfordrer regeringen til at styrke CVU'erne, så flere gennemfører professionsuddannelser:

Strukturen
- at fortsætte udviklingen og profileringen af CVU'erne, så de matcher regionale krav, og fastholde landsdækkende udbud af centrale professionsuddannelser,
- at styrke sammenhængen mellem grunduddannelse, efter- og videreuddannelse og videncenterdannelse i samarbejde med universiteterne,
- at styrke udviklingsarbejde mellem MVU og KVU for at skabe sammenhænge i videregående uddannelser og
- at fremme demokrati for studerende og medarbejdere på CVU'erne. Uddannelserne
- at sikre videreuddannelsesperspektiver for professionsbachelorer, herunder direkte adgang til relevante master- og kandidatuddannelser fra professionsbachelorniveauet,
- at styrke forskningstilknytningen, videndelingen og den praksisnære udvikling mellem universiteter, CVU'ere og de private og offentlige erhverv/institutioner,
- at kvalificere studiepraktikken og sammenhængen mellem teori og praktik i uddannelserne og
- at fremme udvikling og udbud af nye udddannelser. Økonomi
- at sikre stabil, god økonomi, så CVU'erne kan udbyde uddannelser af høj kvalitet, og
- et selvstændigt økonomisk fundament til forskningstilknytnings- og videncenteropgaver.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 45).

Der er nu fremsat følgende forslag til vedtagelse: (Se foran). Dette forslag indgår herefter i forhandlingen.
     Så er det fru Tina Nedergaard som ordfører.

I Venstre finder vi, at forespørgslen, som oppositionen har rejst, er meget relevant. Samfundet bliver jo mere og mere komplekst, og som følge heraf får vi brug for flere og flere personer, unge og voksne, med gode, solide uddannelser bag sig, herunder videregående uddannelser.

     Vi har været interesseret i generelt at styrke fagligheden i folkeskolen, i gymnasiet, i erhvervsuddannelserne osv. Derfor er det naturligvis også relevant at se på, hvordan vi kan styrke de korte og mellemlange videregående uddannelser, og det er således dem, forespørgslen i dag drejer sig om.
     Generelt for de korte og mellemlange videregående uddannelser gælder det, at de er rettet mod konkrete funktioner på arbejdsmarkedet. Således skal den studerende under studiet erhverve sig færdigheder og kvalifikationer, som er direkte anvendelige i en profession. De fleste af uddannelserne indeholder således, ud over en betydelig teoretisk del, også praktik.
     Uddannelserne skal sikre kommende medarbejdere en række kvalifikationer i en række livsvigtige eller meget, meget vigtige funktioner i vores samfund. Selv om vi i Venstre har den opfattelse, at disse uddannelser allerede i dag er gode og tilbyder en god kvalitet, og selv om vi får nogle dygtige færdiguddannede ud fra institutionerne, vil vi gerne være med til at forbedre dem yderligere.
     Vi deler regeringens mål om, at langt flere skal have en videregående uddannelse, så rekrutteringen til uddannelserne og fastholdelsen af de uddannelsessøgende skal styrkes. Den demografiske udvikling og det forestående generationsskifte, især i den offentlige sektor, forudsætter således, at flere gennemfører disse uddannelser.
     Der er efter Venstres opfattelse strukturelle barrierer for øget rekruttering til uddannelserne. Derfor mener vi, at kendskabet til uddannelserne skal øges. Målet er, at også vejlederne er mere opmærksomme på disse uddannelser og forbereder unge i ungdomsuddannelserne til at gå videre ad denne vej i så vel gymnasieuddannelserne som erhvervsuddannelserne. Vi finder, at man med fordel kan have brobygning eller studiepraktikophold for unge i ungdomsuddannelserne i de korte og videregående uddannelser, så kendskabet til disse øges, og så de unge får appetit på at gå den vej også.
     Vi skal i højere grad inspirere elever i de erhvervsfaglige uddannelser til at tænke i videreuddannelse, når de er faglærte. Der skal være en særlig hurtig og effektiv vej for disse elever, og vi må overveje, hvordan vi sikrer, at virksomhederne medvirker til at løfte denne opgave med at stille egnede og interessante praktikpladser til rådighed.
     Samtidig er det også afgørende inden for hele feltet her, at der er nogle attraktive efteruddannelsesmuligheder, som er relevante og opdateret efter de behov, der er på arbejdsmarkedet, og som også medarbejderne har brug for.
     Det er naturligvis også vigtigt, at indholdet i den enkelte uddannelse afspejler de behov, der er på arbejdsmarkedet. Derfor er fornyelse af de enkelte uddannelser helt centralt. Der, hvor vi gør det godt, skal vi gøre det bedre. Eksempler herpå er pædagog- og læreruddannelserne, som vi allerede er i færd med at styrke indholdsmæssigt.
     I Venstre er vi meget glade for den proces, som ministeren lægger op til, hvor regeringen kommer med et oplæg og nogle retningslinjer for, hvor regeringen kunne forestille sig at vi skal lande hele diskussionen om institutionsstruktur, men hvor der er en åben høringsproces, hvor relevante aktører kan blive hørt, så Folketinget på det grundlag eventuelt kan træffe beslutning om ny lovgivning. Lad mig på vegne af Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget tager undervisningsministerens besvarelse til efterretning, idet Folketinget konstaterer, at regeringen i foråret 2006 vil fremlægge en fremadrettet strategi, der skal danne grundlag for drøftelse af, hvordan vi sikrer korte og mellemlange videregående uddannelser på et højt internationalt niveau og gør det attraktivt for flere unge at vælge disse uddannelser, herunder forslag til styrkelse af institutionsstrukturen, så den kan indfri de uddannelsespolitiske målsætninger og skærpede krav til resultater og kvalitet. Processen mod stærkere institutioner vil tage udgangspunkt i en dialog med institutionerne og andre regionale interessenter.« (Forslag til vedtagelse nr. V 46).

Der er nu fremsat følgende forslag til vedtagelse: (Se foran). Dette forslag indgår herefter i forhandlingen.

Christine Antorini (S):
Nu er det lidt svært at lade regeringens forslag til vedtagelse indgå i de nærmere drøftelser, for som jeg hørte det, var det: Vi vil ikke sige noget som helst, før vi er færdige med drøftelserne med Globaliseringsrådet, og så vil vi godt delagtiggøre jer andre i vores overvejelser.
     Derfor er jeg nødt til at spørge ordføreren lidt mere præcist om den eksisterende CVU-sektor. Noget af det, som mange i CVU-sektoren har brug for lidt pejling på, og som vi også er interesserede i for at udvikle kvaliteten af CVU'erne - det er der jo ikke nogen uenighed om mellem partierne her i Folketinget - er: Hvad er det for typer af samarbejde, der giver mening, hvis målet er at profilere det over for unge mennesker, der gerne skulle have lyst til at tage en professionsrettet uddannelse?
     Er det, at man laver ganske få, men meget store CVU'er eller højskoler, seks til otte højskoler, hvor alle uddannelser er der? Eller er det det, som sker i øjeblikket, hvor der tages udgangspunkt i de regionale behov, og hvor man ser, at det nogle steder er pædagoguddannelserne, der samler sig, og at der andre steder er en merkantil, teknisk søjle?
     Er det forskelligheden, man vil lægge vægt på i regeringen, eller skal alle uddannelserne være i de her få store konstruktioner?

Fru Christine Antorini vil få lejlighed til at stille spørgsmål til regeringen ved en senere lejlighed. Jeg repræsenterer partiet Venstre, og det er således også partierne, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Venstre, der har fremsat et forslag til vedtagelse, og ikke regeringen. Den forholder sig i øvrigt slet ikke til Globaliseringsrådets arbejde.
     Det, vi konstaterer med forslaget til vedtagelse, er, at regeringen har lagt op til en proces. Regeringen kommer med et oplæg, som vil blive drøftet med interessenterne rundtomkring i omverdenen, det vil sige institutioner og andre regionale interessenter, og derefter vil vi drøfte - selvfølgelig med de øvrige partier, der ønsker at være med til at drøfte det - hvordan vi på baggrund af de høringssvar, der kommer ind, kan skabe en institutionsstruktur, som imødekommer de uddannelsespolitiske mål, vi har.
     Det er lidt pudsigt, at jeg som ordfører for Venstre i dag skal opleve, at det er en problemstilling, at vi ikke er fuldstændig klar i mælet og siger nøjagtig, hvad det er, vi ønsker, da vi faktisk ofte er blevet kritiseret for ikke at have en åben og god proces. Det er der lagt op til nu. Vi vil ikke kortslutte en høringsproces ved at diktere her fra Folketingets talerstol i dag, hvad der skal ske.

Christine Antorini (S):
Så er jeg nysgerrig efter at høre lidt mere om, hvad Venstres ordfører mener om området. For jeg går ud fra, at Venstres ordfører har en mening, også selv om der er noget, der skal handles af i Globaliseringsrådet først. Derfor vil jeg gentage mit spørgsmål:
     Synes Venstres ordfører, at det er en god udvikling, der sker i øjeblikket, hvor CVU'erne rent faktisk samler sig, muligvis til færre CVU'er? Er det vigtigste, at der kommer en klar faglig profil, eller er det vigtigste, at der kommer en udvikling ligesom CVU Vitus Bering, hvor man har erhvervsuddannelserne og videre op?
     Er det en god idé, at man har en profil, når det gælder pædagogområdet? Hvad er det egentlig for en udvikling, som Venstres ordfører kan se giver perspektiv, hvis endnu flere unge mennesker skal have lyst til en professionsuddannelse?

Nu kan der være forskellige opfattelser af, hvordan man bedst sikrer det. I Venstre er vi meget optagede af, at når der skal ske ændringer i institutionsstrukturen, er det noget, der entydigt støtter den faglighed, der skal være i den enkelte uddannelse. Det kan så i nogle tilfælde være, at man har et smallere felt, og andre steder har man et bredere felt.
     Jeg er simpelt hen ikke parat til i dag på Venstres vegne at diktere noget herfra, for gør jeg det, er det jo ikke særlig interessant for de mange institutioner og aktører, der nu regionalt får en mulighed for at give deres besyv med, overhovedet at bruge energien på det. Hvis det var sådan, at vi var fuldstændig afklarede med, hvor vi vil hen, er det jo at stikke blår i øjnene på folk, når vi laver en høringsproces. Vi er meget tilfredse med den proces, der er lagt op til her, og vi er meget spændte på, hvad der kommer ud af den.
     Min egen personlige opfattelse og Venstres opfattelse er, at vi i Folketinget kun kan blive klogere. Vi vil næppe blive dårligere stillet i forhold til beslutningsprocessen ved at få noget mere at vide fra lokalområderne.

Nu er det at have en holdning ikke det samme som at ville diktere ting. Jeg synes, at det er rart, når man laver en høringsproces, kommer med nogle holdninger, som folk rundtomkring kan spille op ad.
     Jeg vil gerne spørge om det, Venstres ordfører sagde om rekruttering. Det er jo et væsentligt område. Det er det på landsplan, men det er det også, når man ser på det regionalt og lokalt.
     Derfor er mit spørgsmål, om Venstres ordfører anerkender, at hvis man samler institutioner og fjerner nogle afdelinger, så det f.eks. ikke kan lade sig gøre at blive lærer, sygeplejerske, pædagog, og hvad vi nu snakker om, ude
i lokalområderne, så kan det være med til at besværliggøre den rekrutteringsindsats, som foregår ude lokalt og regionalt.

Jeg synes faktisk, at hr. Thomas Krog netop peger på et dilemma, der kan være, når vi diskuterer institutionsstrukturer, nemlig på den ene side hensynet til nogle meget stærke faglige miljøer, som typisk også vil være større miljøer, og på den anden side hensynet til, at man kan rekruttere lokalt, og at der er gode uddannelsesmuligheder lokalt. Det er det dobbelthensyn, hvor vi i Venstre er meget interesserede i at høre, hvad man regionalt mener om, hvordan man vægter de to hensyn mod hinanden.
     Det kan f.eks. være i det nordjyske, hvor vi begge er fra, hvor der kan være nogle hensyn til, at man ønsker at fastholde nogle uddannelsessteder, hvilket jeg er meget enig i, men det kan godt være, at det kan ske i en sammenhæng med, at der bliver skabt et fagligt miljø omkring en større og stærkere institution, samtidig med at de lokale uddannelsessteder fastholdes. Det mener vi i Venstre er meget afgørende at tage ind i overvejelserne. Det er derfor, vi lægger op til den meget åbne proces.

Det er nogle spændende overvejelser, som jeg bestemt godt kan tilslutte mig, altså at oprette et stærkt fagligt miljø og så have mulighed for at uddanne sig andre steder også.
     Et af de problemer, som kan opstå i den sammenhæng, er, at det kan komme til at koste nogle penge. Man ser tit på steder, der bliver slået sammen, at der af besparelseshensyn sidder en central bestyrelse og administration og siger: O.k., vi skal have pengene til at slå til, så derfor lukker vi løbende stederne rundtomkring.
     Er det et problem, som Venstre også anerkender og er villig til at gøre noget ved, eventuelt ved ekstra bevillinger, for at fastholde nogle af de lokale uddannelsessteder, hvor der er langt til de centrale steder?

Hr. Thomas Krog har ret i, at der kan være den der overvejelse om, hvorvidt det er for dyrt at have et lokalt uddannelsessted. Men det, vi har set f.eks. i erhvervsskolesektoren, er, at det er lykkedes at få de meget store faglige miljøer, men hvor to selvstændige erhvervsskoler har sagt, at man gerne vil indføre noget specialisering inden for et område - det kan være jord til bord-indgangen - mens man ovre i et andet område gerne vil have byggeriets indgang.
     Derfor har man på mange måder styrket ekspertisen uden at gå på kompromis med de lokale uddannelsestilbud. Vi har oplevet, at det blev meget positivt modtaget, og det har været med til at styrke fagligheden i erhvervsuddannelsen, uden at det har været på bekostning af netop den lokale rekruttering, som vi tillægger stor betydning.

Som de andre ordførere vil jeg også registrere Venstres helt nye strategi: at man ingen holdning har. Det er en ny strategi fra Venstres side, og det anerkender jeg fuldstændig. Jeg har den bekymring, at når Venstre får en holdning, vil det være regeringens holdning; så vil det ikke være en dialoginspireret holdning eller en holdning, der er inspireret af høringen. Det vil være regeringens holdning.
     Det er selvfølgelig også et sikkert spil, det kan man rolig sige, men måske en lille smule anderledes end det, vi har været vant til, specielt da CVU'erne blev dannet, hvor Venstre jo havde meget, meget, meget stærke holdninger til, hvad der måtte være af bindinger, og bestemt hvad der ikke måtte være af bindinger. Hvad er det, der har gjort, at Venstre er kommet fra at have holdninger til CVU'er til absolut ingen holdning at have? Det er det ene spørgsmål.
     Det andet spørgsmål er affødt af ordførerens redegørelse for strukturen på erhvervsuddannelsesområdet. Betyder det, at ordføreren, når ordføreren gør sig en forestilling om, hvordan fremtiden skal se ud, synes, at det er udmærket at uddanne sygeplejersker i en region, lærere i en anden region, altså at der sker den type af specialisering? For det er i hvert fald en model, som vi ikke har haft på bordet før i forhold til forskellige strukturelle konstruktioner.

Nu bringer fru Margrethe Vestager ind i debatten, at man åbenbart skal uddannes til sygeplejerske i én region og måske til lærer i en anden region eller til pædagog i en tredje region. Men det, jeg havde i tankerne, var f.eks. Aars- og Aalborg-skolerne, som har deltes om nogle kompetencer inden for erhvervsskolesektoren. Så det behøver ikke at medføre så stor en geografisk afstand, som fru Margrethe Vestager måske ønsker.
     Det, der er interessant for os, er ikke at lægge os fuldstændig fast på et nøjagtigt billede. Man kan godt sætte sig ned og tegne et nøjagtigt billede af, hvordan man vil have institutionsstrukturen i Danmark. Det, der er afgørende for os i den proces, vi er i nu, er, at vi netop tager hensyn til de to målsætninger, vi har. Og det er de målsætninger, der bliver afgørende for Venstres stillingtagen i den her sag.
     Det er på den ene side at skabe faglige miljøer, som sikrer, at vi har uddannelser i verdensklasse, og at vi får det bedst mulige ud af ressourcerne, så den enkelte studerende oplever, at der er nok til rådighed til, at man kan få en god uddannelse med sig. Det er det ene hensyn.

     Men der er også det andet hensyn, og det håber jeg fru Margrethe Vestager vil anerkende, og det er, at der også er adgang til uddannelse i de mere sparsomt befolkede områder af Danmark.

Nu er Folketingets debatregler så hensigtsmæssige, at vi nu diskuterer, hvad Venstres ordfører siger, og når jeg så får ordet som radikal ordfører, diskuterer vi, hvad Det Radikale Venstre mener. Derfor vil jeg gerne have mig frabedt at få lagt i munden, hvad Det Radikale Venstre mon måtte mene, for det får ordføreren anledning til at spørge mig om senere.
     Jeg synes, det ville være interessant at få uddybet, hvad der kan være konsekvensen af at opfylde de to principper på samme tid. Jeg synes nemlig, det er lidt svært at gennemskue, om Venstre f.eks. er villig til at afsætte ressourcer til, at der kan være miljøer i verdensklasse også
i det, ordføreren kalder sparsomt befolkede områder af Danmark. Det er jo det, der så at sige er spændingsfeltet: på den ene side at få det bedste ud af ressourcerne - stordriftsfordele og stærke faglige miljøer med mange studerende - og så på den anden side sørge for, at man også har stærke faglige miljøer, hvor der er færre studerende. Det er meget ofte et økonomispørgsmål. Er Venstre klar til at stabilisere økonomien på CVU-området og sørge for, at der også er en selvstændig økonomi til det, ministeren også fremhævede som vigtigt, nemlig forskningstilknytningen, videnskabelsen og de videncentre, som det er nødvendigt at have for at have et stærkt fagligt miljø?

Det er jo sådan, at når man taler om ressourcer, hvilket er relevant, naturligvis er det det, så sker der det i det uddannelsessystem, vi har i dag - det gælder jo desværre fag- og ungdomsuddannelserne helt op på topniveau - at vi bruger mange ressourcer på en uddannelse, som det unge menneske alligevel vælger fra, falder fra, hvor vedkommende mister modet og ikke gennemfører. Så skal den unge igen i gang med en ny uddannelse, og på den måde bliver der faktisk brugt mange ressourcer, uden at man nødvendigvis kan se resultatet
i form af en højere kvalitet på den uddannelse, vedkommende så aktuelt er i gang med. Derfor er det en entydig målsætning for Venstre, at når vi laver en institutionsstruktur, så imødekommer den behovet for faglige miljøer, som øger sandsynligheden for, at man kommer igennem uddannelserne, altså at der bliver taget hånd om den studerende, som går der, og at man kommer igennem med en god kvalitet, således at vi får en bedre ressourceudnyttelse. Det er nemlig uhensigtsmæssigt både for den studerende og også samfundsøkonomisk, at mange ressourcer
i dag faktisk løber lidt ud i sandet, fordi man ikke har formået at få den unge til at gennemføre. Så det er også et hensyn, der vil indgå i vores videre overvejelser.

Tak til fru Tina Nedergaard. Så er det hr. Martin Henriksen som ordfører.

Formålet med Folketingets arbejde er at sikre og medvirke til udviklingen af velfærdssamfundet ved at give mulighed for livslang læring og sikre relevante kompetencer til den enkelte. Det sikrer vi ved at skabe en ordentlig grundskole, for her lægges fundamentet for fremtiden. Med det nye forlig om folkeskolen er der skabt et godt grundlag for videreuddannelse.
     Det er oplagt, at Folketinget i fællesskab gør en indsats for, at flere gennemfører en uddannelse og får reelle muligheder for at opkvalificere sig livet igennem. Derfor er det naturligt at se på, hvordan vi kan gøre uddannelsessystemet bedre, end det er i dag.
     Vi skal have en udvikling, der tager udgangspunkt i sammenhængen mellem forskning, udviklingsprojekter og grund-, efter- og videreuddannelse. Hvis der i en region på tværs af de forskellige uddannelser er en vilje til at arbejde sammen og ikke mindst en faglig god grund til det, er det den rigtige vej at gå.
     Der er allerede ude i uddannelsessystemet medarbejdere og ledere, der arbejder ihærdigt og seriøst. Derfor er det op til os politikere at understøtte deres engagement og give gode og fornuftige rammer, inden for hvilke de kan skabe den nødvendige dynamik, viden og faglighed til gavn for Danmark.
     Det er vigtigt, at uddannelsessystemet er i stand til at løfte de opgaver, som hele tiden ligger ude i fremtiden og venter på os. Uddannelsessystemet er den vigtigste kilde til velfærd og velstand i Danmark. Det er igennem uddannelse, at vi får skabt et fundament, som arbejdsmarkedet kan bygge videre på, og det fundament er efter min overbevisning til stede i dag. Spørgsmålet er så, hvordan det kan blive bedre.
     Danmark skal være et foregangsland, når det kommer til uddannelse. Midlerne kan og vil uundgåeligt blive diskuteret, og spørgsmålet er for Dansk Folkepartis vedkommende et åbent spørgsmål forstået på den måde, at vi er villige til at diskutere, hvilke redskaber og instrumenter der skal bruges eller eventuelt opfindes for at gøre systemet bedre.
     Dansk Folkeparti ønsker et højt fagligt niveau på uddannelserne; vi ønsker en bedre sammenkobling mellem teori og praktik i uddannelserne; vi lægger vægt på samarbejde mellem de forskellige uddannelser, såfremt det fagligt set er fornuftigt.
     Det er Dansk Folkepartis opfattelse, at Danmark er bedst tjent med, at et bredt flertal i Folketinget bakker op om uddannelsespolitikken. Dog er det indholdet og ikke de brede forlig, der er det vigtigste for Dansk Folkeparti.
     Hvis vi skal fremme en kultur hos unge danskere, og hvis vi skal give dem lyst til at lære og lyst til at fordybe sig, så er det i folkeskolen, vi skal starte. Derfor vil jeg også benytte lejligheden til at komme ind på den nye formålsparagraf, hvor det netop står skrevet, at folkeskolen
i samarbejde med forældrene skal give eleverne kundskaber og færdigheder, der forbereder dem til videreuddannelse og giver dem lyst til at lære mere.

     Dermed er grundlaget lagt, og det er Dansk Folkeparti godt tilfreds med, og det mener vi også at uddannelsessystemet generelt har grund til at være.
     I Dansk Folkeparti er vi ligeledes tilfredse med, at regeringen giver udtryk for, at den i samarbejde med de relevante aktører på området og i samarbejde med Folketingets partier lægger op til en drøftelse af det videre forløb til foråret. Det var ordene.

Der er nogle korte bemærkninger til ordføreren, først fra fru Christine Antorini.

Jeg kvitterer for, at Dansk Folkeparti lægger op til, at der forhåbentlig kommer en bred aftale om fremtiden for centre for videregående uddannelse. Nu håber jeg, at den brede aftale rækker ud over den normale VKO-blok, altså at man også gerne vil have en dialog med de øvrige partier om det, så der kan komme en rigtig bred aftale om det.
     Jeg har et spørgsmål til Dansk Folkeparti. Regeringen har jo i forhold til Globaliseringsrådet spillet ud med, at centre for videregående uddannelse skal laves om til 6-8 højskoler. Det er jo væsentlig færre end det antal CVU'er, der er i dag, hvor der er 22 CVU'er.
      Først vil jeg høre, om Dansk Folkeparti er enig i regeringens ambition om, at man skal lave 6-8 højskoler. Og dernæst: Hvad vil Dansk Folkeparti gøre for at sikre, at der fortsat er uddannelsessteder også i de mere tyndt befolkede dele af Danmark, sådan at der ikke skal nedlægges f.eks. endnu flere små lærer- og pædagogseminarier?

Først vil jeg bekræfte, at vi som udgangspunkt ønsker et bredt forlig om uddannelsespolitikken her i Folketinget, men selvfølgelig også, at det vigtigste er, vi kan nå de mål, vi sætter os.
     Jeg vil ikke sige, at vi ubetinget er enige i den linje, regeringen lægger. Jeg synes også, at man må kigge på, hvad de forskellige aktører på området siger der fagligt set er fornuftigt, men også et eller andet sted på, hvad der er attraktivt for unge mennesker: om flertallet af unge mennesker ønsker et uddannelsessted, et forum, hvor der fagligt set er en meget stringent linje, eller om de ønsker et forum, hvor der er flere forskellige slags uddannelser; om det måske er attraktivt.
     Så jeg synes, der er flere forskellige ting, der spiller ind. Vi vil selvfølgelig også kigge på, hvordan man kan sikre, at der ude i lokalområderne er attraktive uddannelsestilbud.

Jeg synes, det er meget positivt, at Dansk Folkeparti vil tage udgangspunkt i, hvordan de regionale uddannelser og uddannelsesbehov ser ud, sådan at det ikke bliver et princip om et antal, men om, hvordan man faktisk får løftet kvaliteten i professionsuddannelserne.
     Jeg kunne godt tænke mig at spørge, om Dansk Folkeparti også har gjort sig nogle overvejelser om, hvorvidt målet - uanset hvor mange højskoler, eller hvad vi nu kommer til at kalde dem, der skal være - er, at de skal repræsentere hele viften af professionsuddannelser, både de merkantile, tekniske, og også at man får nogle ungdomsuddannelser ind under, erhvervsungdomsuddannelser.
     Eller vil Dansk Folkeparti også her sige: Jamen lad os kigge på, hvor der er nogle uddannelsestraditioner, hvor der er nogle eksisterende velfungerende institutioner, og bruge det som afsæt?
     Så er det den store bredde eller lidt mere, at man kigger på de konkrete uddannelsesbehov?

Med hensyn til det spørgsmål - det er sikkert et irriterende svar, men ikke desto mindre er det det svar, jeg giver - er vi sådan set åbne over for at diskutere, hvad vi vil lægge os fast på, også ud fra, hvilke argumenter der kommer fra aktørerne på de forskellige områder, de relevante områder udeomkring i landet, hvad de mener er det bedste dér. Det vil selvfølgelig være noget, vi vil lytte til, men vi vil også lytte til folk, der gerne vil komme ind og holde møder med Dansk Folkeparti, og også i drøftelse med de øvrige partier i Folketinget kigge på, hvad der fagligt set er fornuftigt.
     Det kan godt være, det er det, regeringen måske lægger op til, og det kan også godt være, at oppositionen har nogle gode forslag til, hvordan vi kan gøre det. Og der er vi fra Dansk Folkepartis side åbne over for at drøfte det.
     Det vigtigste for os er bare at sige: Hvordan kan vi sikre, at vi får et af de bedste uddannelsessystemer i Danmark? Jeg har forstået det sådan, at vi bruger rigtig mange penge på det her også sammenlignet med andre lande, som vi normalt sammenligner os med, og derfor skal man måske også kigge på, hvordan de penge, vi bruger i dag, kan bruges bedre.
     Så det er sådan set en drøftelse, der vil komme, og som Dansk Folkeparti er villig til at tage med de relevante aktører og folk, som ønsker at drøfte det her med Dansk Folkeparti.

Jeg synes, der bliver lagt op til en meget interessant proces på det her område, for vi ved nu, at Venstre ikke mener noget. Vi ved om Dansk Folkeparti, at Dansk Folkeparti gerne vil indgå i drøftelser, gerne vil have et bredt forlig. Jeg synes, det tegner meget godt, hvis vi er i en situation, hvor Venstre ikke har lagt sig fast på noget som helst og Dansk Folkeparti har en åbenhed over for forskellige modeller og forskellige måder at gøre tingene på.
     Jeg vil godt bede Dansk Folkepartis ordfører om måske at udbrede lidt, hvad verdens bedste uddannelser er. Altså, hvad er det for nogle kriterier, hvad er det for en målsætning? Jeg er nemlig fuldstændig enig, det er en flot målsætning, men jeg vil gerne have det konkretiseret lidt mere, for vi er også meget optaget af det, som Venstre stillede op som en målsætning, nemlig på den ene side at have stærke fagligt attraktive miljøer og på den anden side sørge for, at vores land er uddannelsesdækket. Vi har nemlig den bekymring, at hvis ikke der er uddannelser over hele landet, så sker der reelt en affolkning, fordi uddannelser medfører så meget dynamik.

     Så hvis ordføreren kan konkretisere lidt mere, ville det være rart.

Man kunne sige det på den her måde: Erhvervslivet efterlyser eksempelvis, at der er flere, der bliver uddannet i Danmark,
f.eks. ingeniører, og det kan også være på andre områder. De siger så, at der ikke er nok uddannelseskraft, vi kan tage af dér, så de flytter til udlandet, men mange steder i udlandet, sådan som jeg har forstået det, går erhvervslivet faktisk mere aktivt ind og tager folk på uddannelserne og så videreuddanner dem selv. Der kunne man måske også have en debat med erhvervslivet, for det er jo også meget relevant her, og kigge på, om de ikke måske også kunne gå ind og tage et større ansvar for uddannelsessektoren og mere pege på, hvad det egentlig er, de ønsker konkret, at der skal gøres, for at det måske kunne blive løftet. Så det er også et spørgsmål om, hvad vi kan gøre for at levere den arbejdskraft til arbejdsmarkedet, som erhvervslivet efterlyser her for tiden, har jeg forstået. Så det er sådan en målsætning, kan man sige, at vi leverer de medarbejdere til erhvervslivet, som erhvervslivet har brug for, og som kan være med til at skabe et godt fundament for et velfærdssamfund og skabe velstand osv.

Det synes jeg jo er en konstruktiv måde at gå til det på, men har ordføreren så også en forestilling om, hvad det kan betyde for de institutioner, der skal levere den uddannelse, der er brug for, sådan at unge på baggrund af deres uddannelse faktisk kommer i relevant beskæftigelse?
     Altså, er det store institutioner, hvor man kan blive sygeplejerske i den ene bygning og bygningsingeniør i den anden bygning, eller er det uddannelser, som måske samler sig mere fagligt omkring nogle ensartede ting, altså
f.eks. sundheds-CVU'er, som vi ser nogle steder? Eller er det muligt at forestille sig, at Dansk Folkeparti går ind for, at man i højere grad tilpasser sig de regionale forhold og siger: Det er ikke afgørende for os, at det hele ser ens ud. Det, der er afgørende for os, er, at regionale forhold kan opfyldes, og at man bruger de kræfter, der er i regionerne, i stedet for at lægge sig fast på, at strukturen partout skal være på én måde?

Jamen vi lægger os nemlig ikke fast på, at strukturen skal være på én måde. Altså, jeg synes, at der er to, måske endda tre afgørende forhold her: dels de regionale forhold; dels at de mennesker, der kommer ud i den anden ende af uddannelsessystemet, fagligt set er på det niveau, som de skal være på; dels at erhvervslivet er i stand til så at samle dem op og bruge dem til noget og også meget gerne selv gå ind og forsøge at videreuddanne dem, så de passer ind i den struktur, der er i den pågældende virksomhed.
     Så vi lægger os ikke fast på noget. Det var det, jeg forstod at fru Margrethe Vestager efterlyste.

Så vil jeg gerne følge op på den der med, at Dansk Folkeparti ikke lægger sig fast på noget her, for hr. Martin Henriksen sammenlignede bl.a. med folkeskolen og folkeskoleforliget, som efter min meget klare overbevisning er en ensretning, bl.a. tillader man ikke den der innovation rundtomkring.
     Hvis man skal overføre det til CVU-området, synes jeg, at det vil være meget, meget uheldigt. Netop den frihed, der hidtil har været, har skabt et utal af forskellige typer af institutioner rundtomkring med innovation, utraditionelle løsninger, masser af kraft.
     Har Dansk Folkeparti også øjnene åbne for den kraft, der på den måde er skabt, og er den her ikke lagt sig fast på noget-kommentar, der kom før, et udtryk for, at man stadig væk vil lade det være åbent regionalt og lokalt, hvordan man udvikler CVU'erne?

Hvis vi tager det med folkeskolen, så er det vel også sådan, at når vi går ind og eksempelvis diskuterer noget om folkeskolen, så har vi jo nogle mål, vi gerne vil nå. Vi er selvfølgelig åbne over for at drøfte, hvordan vi når de mål. Og så på et eller andet tidspunkt i forløbet når man frem til et sted, hvor man bliver nødt til at træffe en beslutning, og den beslutning har vi så været med til at træffe om folkeskolen, og sådan vil det også være med hensyn til det her forløb, hvor vi nu er åbne over for en drøftelse.
     Vi har sat målene for, hvad vi ønsker at nå, men på et eller andet tidspunkt må vi jo også træffe en beslutning. Den beslutning må nødvendigvis komme, og så har vi selvfølgelig tænkt os at stå ved den beslutning.

Så prøver jeg at stille mit spørgsmål lidt anderledes: Er Dansk Folkeparti åben over for at nå til en beslutning, hvor man lægger noget af ansvaret for, hvordan institutionerne former sig, hvordan de udvikler sig, ud til lokale, regionale institutioner, sådan at man kan fortsætte med at have de forskellige typer af institutioner, som fru Christine Antorini også var inde på findes i dag, og hvor der efter min klare opfattelse er masser af dynamik og udviklingskraft, netop fordi man har nogle muligheder for at træffe nogle lokale, regionale beslutninger om, hvordan man vil pakke tingene sammen?
     Er Dansk Folkeparti åben over for, at den mulighed fortsat skal være der fremover?

Som jeg sagde før, vil vi som udgangspunkt gerne lytte til, hvad man lokalt og regionalt set synes er fornuftigt. Der vil jo være en løbende drøftelse, og det kan da godt være, at Dansk Folkeparti under forløbet bliver overbevist om, at vi fra centralt hold bliver nødt til at fastsætte nogle krav til hvordan og hvorledes. Men her og nu kan jeg ikke sige klart og tydeligt, at det bliver sådan eller sådan.

Jeg bed mærke i, at Dansk Folkepartis ordfører sagde i et af sine tidligere svar, at han mener, at hvis vi sammenligner med udlandet, bliver der brugt mange penge på dette område, og jeg hørte også Dansk Folkepartis ordfører sige, at det ville være godt, hvis erhvervslivet påtog sig et større ansvar ved at tage del i finansieringen af uddannelserne. Mener Dansk Folkeparti, at der bliver brugt for mange penge på de mellemlange videregående uddannelser og på CVU'erne i dag? Og skal det være et led i en spareøvelse på området? Er det det, Dansk Folkeparti lægger op til?

Nej, det lægger vi ikke op til. Vi påpeger bare, at sammenlignet med andre lande bliver der brugt mange penge på området, og i og med at vi i hvert fald i denne sag er meget åbne i Dansk Folkeparti, vil vi selvfølgelig godt være med til at drøfte, om de penge, der bliver brugt, kan bruges bedre. Det udelukker ikke, at man også kan diskutere, om der eventuelt skal bruges flere ressourcer på et ganske bestemt område, men hvis der bruges mange penge på et område, er det selvfølgelig også relevant at kigge på, hvordan pengene bliver brugt, og om de eventuelt kan bruges bedre. Det er der ikke noget galt i.

Nej, det er der bestemt ikke noget galt i, og jeg vil sige tak for det positive svar, for noget af det, vi lægger meget vægt på, er også noget af det, der indgår i vores forslag til vedtagelse, nemlig at sikre området et solidt økonomisk fundament, så der også er plads til at udvikle det. Det er især vigtigt, når vi står i en situation, hvor der er behov for at styrke ledelsesstrukturen og udvikle de forskellige mellemlange videregående uddannelser, så de kan tiltrække flere unge mennesker.
     Noget, som også bliver diskuteret meget, er, hvordan forskningstilknytningen skal være. Har Dansk Folkeparti et bud på, hvordan sammenhængen mellem forskningsinstitutionerne, altså universiteterne og de mellemlange videregående uddannelser, kan styrkes? Hvordan skal samspillet foregå fremover? Hvor forestiller man sig at forskningstilknytningen skal placeres, og hvordan skal den udformes?

Som udgangspunkt synes jeg, at forskningen har det godt på universiteterne, men igen vil vi også gerne se på, om man eventuelt kan drage bedre nytte af den viden, universiteterne har, på eksempelvis CVU'erne - se på, hvordan man kan gøre det, og hvordan man måske kan gøre det bedre.
     Jeg synes netop, det vil være relevant at kigge på, hvordan pengene bliver brugt på området, om der eventuelt skal skrues en lillebitte smule op, eller om der måske skal omfordeles noget. Vi er villige til at diskutere, hvordan det kan gøres bedst muligt, men målet er klart. Vi ønsker at sikre, at erhvervslivet får de medarbejdere, erhvervslivet skal bruge. Det skal have nogle mennesker, der kan skabe velstand i Danmark - det er simpelt hen grundlæggende for os
- og vi skal have nogle uddannelser, som har et fagligt højt niveau og er attraktive for unge mennesker, så de synes, der er noget ved at tage en uddannelse. Vi mener, der er lagt et godt fundament med forliget om folkeskolen, og at der er noget at bygge videre på i det videre forløb og videre ud i uddannelsessystemet.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Carina Christensen.

Der er slet ingen tvivl om, at vi i fremtiden får brug for flere med en videregående uddannelse, og fra konservativ side bakker vi fuldt op om regeringens mål om, at halvdelen af alle unge inden år 2015 skal have en videregående uddannelse, og at vi skal have uddannelser i verdensklasse.
     Heldigvis er de mellemlange professionsuddannelser allerede meget attraktive for de unge, der ønsker at få en uddannelse, hvor der er en god blanding mellem teori og praksis, og hvor der er et klart erhvervssigte. De styrker skal vi bygge videre på, og målet må være, at vi bevarer og videreudvikler uddannelsernes position som fremtidsrettede attraktive uddannelser, der udbydes bredt over hele landet. Vi glæder os i den forbindelse over, at så mange repræsentanter for uddannelsesverdenen har taget del i Globaliseringsrådets arbejde og bidraget til at pege på nye spændende løsninger. Det giver et godt og inspirerende grundlag for det videre arbejde.
     Hvis det skal lykkes at skabe mellemlange videregående uddannelser, som også i fremtiden er attraktive i forhold til de unges uddannelsesønsker og jobmuligheder, kræver det en betydelig indsats og måske også store forandringer. For os Konservative er udgangspunktet dog helt klart: Vi skal være sikre på, at det nye, vi får, er bedre end det, vi har i dag. Med andre ord: Skal vi forandre, skal det være til det bedre. Det skal føre til bedre uddannelser, og vi hilser det derfor også velkommen, at regeringen nu lægger op til en åben og grundig proces i forbindelse med den fremtidige indretning af disse uddannelser.

     Jeg kan også sige, at vi også ønsker en bred politisk aftale på dette område, og når man har lyttet til debatten i dag, virker det ikke, som om det mål skulle være svært at nå. Det lyder, som om der er særdeles stor enighed.
     Der er især to ting, som vi mener er helt afgørende at se nærmere på i den videre proces. For det første er der mange, der peger på, at den nuværende institutionsstruktur er en hæmsko, hvis vi skal kunne udvikle uddannelserne, så de matcher de fremtidige behov på arbejdsmarkedet. Det kunne være øget kvalitet, bedre muligheder for specialisering, bedre muligheder for faglig fordybelse, krav om tværfaglighed osv. I Globaliseringsrådet har man diskuteret en model med færre og stærkere uddannelsesmiljøer, og den model vil vi selvfølgelig meget gerne have grundigt belyst. Vores udgangspunkt er her igen: Forandringer skal føre til forbedringer i form af uddannelser i topklasse, fagligheden skal være i top, vi skal udvise stor lydhørhed over for de involverede parter, og vi skal som udgangspunkt ikke have færre uddannelsesbyer.
     For det andet hører vi desværre fra mange aktører, at forskningstilknytningen mellem CVU'erne og universiteterne ikke fungerer optimalt. Det synes vi er yderst problematisk, og for os er det derfor helt afgørende, at man bruger den videre proces til at sikre en styrket anvendelse af ny viden og nye forskningsresultater i de mellemlange professionsuddannelser.
     Vi vil gå konstruktivt ind i den videre proces. Vi ser frem til, at regeringen nu vil sende et detaljeret oplæg i høring, og vi ser frem til at modtage nogle gode input fra hele landet.

Der er en række korte bemærkninger. Først fru Margrethe Vestager.

Jeg synes, vi er i en meget speciel situation i Folketinget i dag, fordi regeringens støttepartier Dansk Folkeparti, Venstre og De Konservative slet ikke mener noget. Jeg må sige, at jeg synes, det er meget specielt, for det gør, at vi ikke kan have en diskussion.
     Den konservative ordfører siger, at man fra konservativ side er klar til store forandringer. Jeg anerkender selvfølgelig, at det skal være forandringer, der giver mening - det er en god idé - men kan ordføreren ikke komme lidt tættere på, hvad det er for en hæmsko for udviklingen, som ligger i den nuværende struktur, og hvilke overvejelser man kan gøre sig i konservativ sammenhæng, når det gælder om at ændre det, der er en hæmsko? At sige, at nu vil vi vente og lytte, gør det jo meget, meget svært at diskutere, for det er meget, meget svært at få en diskussion, hvis man ikke aner, hvad det er, man diskuterer op imod.

Jeg tror, fru Margrethe Vestager ligesom vi andre møder CVU'erne rundtomkring i hele landet og hører om de problemer, som de oplever derude, og som de rejser over for os politikere. Jeg synes i hvert fald, det er vigtigt, at vi nu tager dem ind i drøftelsen i den videre proces og ser, om vi kan få rettet op på dem for at sikre, at flere vælger en mellemlang professionsuddannelse i fremtiden. Vi er jo, som jeg hører det, alle sammen enige om, at vi skal have flere til at tage en videregående uddannelse, og derfor er det også vigtigt, at vi sikrer, at de er så attraktive som overhovedet muligt.
     Noget, vi hører meget ofte, er, at den forskningstilknytning i CVU'erne, som var en af intentionerne, ikke fungerer optimalt i dag. Vi synes, det er et problem, at den nyeste viden og de nyeste forskningsresultater derfor ikke bliver formidlet ud i uddannelserne og videre ud i det erhvervsliv, der aftager de færdiguddannede, og det vil vi meget gerne have rettet op på.
     Vi hører også nogle steder, at det kan være et problem med for små faglige miljøer. Man forsøger måske at favne for bredt i nogle små faglige miljøer, og vi vil også meget gerne se på, om der er mulighed for at lave nogle ændringer, der kan rette op på det forhold. Men vi er sådan set meget åbne, og vi opfatter det, som om vi er i indledningen af processen.

Må jeg forstå det sådan, at der fra konservativ side ikke er gjort nogen overvejelser over, hvordan man kan løse de problemer, som bliver rejst.
     I den vedtagelse, som S, SF, Enhedslisten og Det Radikale Venstre har fremsat, forsøger vi at sige noget om, hvordan de problemer, som vi jo også har hørt noget om, faktisk kan løses. F.eks. forekommer det at være noget ret centralt, at videnscentre og forskningstilknytning får en selvstændig økonomi, altså ikke kun det, der bliver tilovers ved taxameteret, når man har taget den uddannelse, man gerne vil tage, men en egentlig selvstændig økonomi til videnscenterfunktionen og forskningstilknytningen. Er det en idé, som Det Konservative Folkeparti synes vi skal arbejde videre med?

Vi vil bestemt ikke afvise nogen ideer på forhånd. Der er jo mange forslag på området, og vi har selvfølgelig også gjort os nogle tanker i Det Konservative Folkeparti, men omvendt er vi også kommet frem til, at vi vil være meget lydhøre i processen, og vi ønsker at modtage input fra hele landet, så vi også får de lokale forhold med ind i betragtningerne. Netop når vi taler om uddannelser i verdensklasse og fremtidens arbejdsmarkedsbehov, er det vigtigt, at vi lytter til dem, der sidder med problemerne i dagligdagen: Hvilke tanker gør de sig derude? Hvordan kan vi bedst hjælpe dem med at rette op på forholdene, så vi når det mål, som jeg er sikker på vi bredest muligt er enige om skal nås?

Jeg er altså nødt til endnu en gang at sige, at der er forskel på at være lydhør og være holdningsløs. Jeg deler i høj grad den radikale ordførers frustration, og jeg synes faktisk, det er trist, at vi står her med et fast sammentømret flertal, som er fuldstændig idéforladt, når det handler om, hvordan vi skal styrke de uddannelser, vi snakker om i dag.
     Derfor vil jeg godt spørge den konservative ordfører meget, meget klart: Findes der ikke i Det Konservative Folkeparti bare en eneste idé, som vi kan forholde os til? Hvordan kan man styrke CVU'erne? Bare én idé til, hvordan vi kan gøre det. Jeg er med på, at vi skal sikre, at fagligheden er i top, at vi skal styrke anvendelsen af ny viden, og at der er påpeget nogle problemer, men er der ikke bare én idé til, hvordan vi kommer væk fra problemerne og over til det, vi gerne vil have?

Jeg vil totalt afvise, at vi skulle være holdningsløse, når det drejer sig om at sikre uddannelser i verdensklasse. Vi er faktisk utrolig ambitiøse, når det handler om at få flest mulige unge mennesker til at tage en ungdomsuddannelse, til at gennemføre en ungdomsuddannelse og til at komme ind på en videregående uddannelse, fordi vi gerne ser, at mindst halvdelen af alle unge kommer igennem en videregående uddannelse. Vi har store ambitioner på dette område, både når det gælder vores universiteter, vores korte videregående uddannelser og vores mellemlange videregående uddannelser.
     Nu er det jo mellemlange videregående uddannelser, vi drøfter her i dag, og vi har hørt, at der er nogle strukturelle problemer. Der er gjort et stort arbejde i Globaliseringsrådet af alle de parter, der er blevet inviteret, og de er kommet med en række input til os. Dem skal man nu i gang med at tage politisk stilling til og bearbejde politisk i dette forum, og det er jo det, vi også skal i gang med her i Folketinget. Men vi vil ikke på forhånd lægge os fast på nogen løsninger og sige, at det ene er bedre end det andet. Vi synes, det er vigtigt, at man spørger bredt ude i landet: Hvad kunne I tænke jer? Hvordan hjælper vi jer bedst til at sikre, at vi får de gode uddannelser?

Hr. Thomas Krog, sidste spørgsmål.

Jeg synes, det er en god idé at være lydhør. Det er vi også i SF, men derfor kan vi jo godt have nogle holdninger til, hvad det er, vi ønsker.
     Ud over at der ikke er nogen som helst forslag til, hvordan vi når de mål, vi gerne vil nå med fagligheden i top og styrket anvendelse af viden, var det eneste, jeg hørte den konservative ordfører sige, at der er nogle strukturelle problemer. Men hvad betyder det, at der er nogle strukturelle problemer?
     Jeg hørte også i talen nogle ord om, at der som udgangspunkt ikke skal være færre uddannelsesbyer. Har Det Konservative Folkeparti nogle holdninger til, hvordan vi kan sikre, at der også efter en CVU-reform fortsat er mellem- og videregående uddannelser i de byer, hvor der er det i dag, så det sikres, at der fortsat er mulighed for at rekruttere flere pædagoger og sygeplejersker og radiografer og alle de andre, vi snakker om, rundtomkring i landet?

Vi har i hvert fald den klare holdning, at der ikke skal være færre uddannelsesbyer i Danmark, og vi vil gøre en meget stor indsats for at sikre, at der kan bevares flest mulige uddannelsessteder og flest mulige uddannelsesbyer spredt ud over hele landet. Det synes jeg faktisk er en vigtig opgave, vi også skal have løst i forbindelse med, at vi skal sikre nogle faglige miljøer, som er helt i top, og hvor man bruger den nyeste viden, de nyeste forskningsresultater osv. Det er netop den balance, vi skal have fundet.
     Jeg siger ikke, at det er nogen nem øvelse, vi står over for. Det er faktisk en stor udfordring, og derfor synes jeg også, det er utrolig vigtigt, at vi ikke på forhånd lægger os fast på nogle løsninger og siger, at det skal være sådan og sådan og sådan. Det kan være, det skal være meget tværfaglige miljøer, men det kan også være, det skal være nogle meget specialiserede miljøer. Jeg tror ikke, vi får entydige løsninger over hele landet, jeg tror, vi får et meget forskelligt og nuanceret mønster. Men nu handler det om at lytte og se, hvilke input vi modtager.

jeg kan forstå på ordføreren, at ordføreren simpelt hen ikke vil give andre meldinger, end at der stadig skal være uddannelser i uddannelsesbyerne, men så går vi ud herfra.
     Så vil jeg spørge, om den konservative ordfører i det mindste ikke kan fortælle os her i salen, om Det Konservative Folkeparti støtter den anbefaling, regeringen har givet til Globaliseringsrådet, nemlig at centre for videregående uddannelser skal udvikles til højskoler, og der skal være 6-8 højskoler. Støtter Det Konservative Folkeparti, at der skal ske den udvikling, altså at 22 CVU'er reduceres til 6-8 højskoler? Og hvis Det Konservative Folkeparti støtter regeringens forslag, vil jeg bede den konservative ordfører forklare, hvorfor det giver mere kvalitet i uddannelserne.

Jeg tror, jeg allerførst vil understrege, hvordan arbejdet i Globaliseringsrådet foregår. Det er jo fuldstændig rigtigt, at regeringen har lavet et debatoplæg til Globaliseringsrådet, og det betyder altså, at når man bl.a. har inviteret uddannelsesparter fra hele landet til at være med i 2 dage ved Globaliseringsrådets møder, sidder man ikke fuldstændig tomhændet tilbage. Så har man noget at gå ud fra, og så laver man det, som er regeringens debatoplæg til Globaliseringsrådet.

     Der er det rigtigt, at man har spillet ind med et forslag om, at der skulle dannes seks-otte højskoler for videregående uddannelser i Danmark. Det har man drøftet i Globaliseringsrådet, og det er faktisk blevet overraskende positivt modtaget af alle de parter, der har været inviteret til drøftelserne i Globaliseringsrådet.
     Det er klart, at vi lytter til det. Vi synes da, at det er interessant, at det forslag åbenbart er så godt, og at det er noget, man fra parternes side ønsker der skal arbejdes videre med, så det drøfter vi også i den konservative folketingsgruppe.
     For os er det bare vigtigt, at man også lytter til andre end dem, der lige netop er med i Globaliseringsrådets arbejde, og derfor vil vi gerne ud nu og spørge bredt.

Nu bliver jeg selv væsentlig klogere af at følge med på den hjemmeside, der er oprettet, og hvor de forskellige interessenter kan lægge deres oplæg ind til globaliseringsrådsdebatten, end jeg bliver af det, som jeg ellers troede man skulle blive klogere af, nemlig når man har en debat her i Folketingssalen.
     Derfor kan jeg sige, at med de oplæg, jeg har set der er skrevet til Globaliseringsrådet, er der ikke bred enighed om, at antallet er seks-otte højskoler. Det er rigtigt, at man har været positiv over for tanken og over for mange af de elementer, der er i at styrke højskoletænkningen, men ikke, at det lige var seks-otte. Men jeg kan forstå, at så langt tør den konservative ordfører gå, og det kan da godt være en god idé, når nu de siger det i rådet.
     Derfor vil jeg spørge den konservative ordfører, hvorfor det lige er seks-otte, der er svaret på at give det kvalitetsløft til professionsuddannelserne.

Jeg ved simpelt hen ikke, hvornår jeg skulle have sagt, at vi har lagt os fast på, at det lige nøjagtig skal være seks-otte højskoler for videregående uddannelser. Det har jeg ikke sagt
i min ordførertale, og jeg har heller ikke nævnt det her i svarene. Vi siger netop, at vi synes, det er fint, at regeringen har fremlagt et debatoplæg i Globaliseringsrådet. Der er nogle af dem, der har været med i Globaliseringsrådet, der har modtaget det positivt. Vi synes, det er vigtigt, at man også spørger andre end lige dem, der har været repræsenteret på møderne i Globaliseringsrådet. Nu vil vi gerne høre bredt i hele landet, hvad man mener om det forslag om at samle videregående uddannelser i nogle stærkere enheder, eventuelt seks-otte højskoler. Vi har ikke lagt os fast på et endeligt antal, og vi har ikke lagt os fast på nogen endelige løsninger.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører bliver fru Margrethe Vestager.

I Det Radikale Venstre er vi glade for, at den nuværende regering arbejder videre på det store samfundsmæssige projekt, som blev startet af SR-regeringen midt i 1990'erne:
at 95 pct. af alle unge gennemfører en ungdomsuddannelse, og at i hvert fald 50 pct. af en ungdomsårgang gennemfører en videregående uddannelse. At det er et væsentligt samfundsmæssigt projekt, der er vigtigt for alle, har vi hørt mange ord om i dag. Idérigdommen, når det drejer sig om at få det gennemført, er det dog så som så med. Vi kan komme tilbage til det senere. Jeg vil gerne her gøre rede for Det Radikale Venstres holdning til CVU'erne. Det har for os været helt centralt, at der dannedes stærkere og mere samlede, i hvert fald i faglig forstand, institutioner ud over Danmark, fordi vi så det som et problem, hvis udkantsområderne måtte komme i en situation, hvor uddannelsesudbuddet blev tyndt, eller hvor de unge ikke længere søgte det, fordi de var bange for kvaliteten af uddannelserne, eller fordi de syntes, at udbuddet var for snævert. Det er en meget klar og entydig erfaring, at uddannelsesinstitutioner spiller en meget stor rolle for den regionale dynamik; for at unge faktisk får en videregående uddannelse; og for at der er mennesker, som er kvalificerede på et niveau til at betjene ikke kun det lokale og regionale erhvervsliv, men sandelig også det regionale og lokale offentlige udbud. Det kan være velfærdsydelser på sygehuse, i folkeskoler og på uddannelsesinstitutioner i det hele taget. Og derfor er det meget afgørende, at vi har en levende, landsdækkende uddannelsesstruktur, der gør, at der udbydes uddannelser generelt. Derfor finder vi, at det er helt afgørende, at der også fra Folketingets side bliver givet meldinger om, hvad det er for en linje, vi ser foran os. Og derfor havde vi selvfølgelig håbet, at vi i dag ikke kun kunne blive enige om, at 50 pct. af hver ungdomsårgang skal gennemføre en videregående uddannelse, men at vi også kunne blive en anelse mere konkrete om, hvad det så er, vi gerne vil. Jeg skal beklage, at vi ikke har kunnet bevæge os længere end det niveau, at 50 pct. skal gennemføre en videregående uddannelse.
     I Det Radikale Venstre ser vi, at det er helt afgørende, at CVU'erne oplever, at Folketinget bakker op om den vanskelige proces, det er at få nye store, stærkere institutioner til at fungere, samtidig med at der er et vidt forgrenet regionalt udbud.

     At Folketinget ikke samlet set kan bakke op om at fortsætte udviklingen og profileringen af CVU'er, så de kan matche regionale krav og fastholde et landsdækkende udbud af centrale professionsuddannelser, og at vi ikke samlet set kan bakke op om, at der skal være en sammenhæng mellem grunduddannelse, efter- og videreuddannelse og videncenterdannelsen i samarbejde med universiteterne, undrer os såre.
     For os at se står det helt centralt, når det handler om at sørge for attraktive miljøer, at der netop er den type af sammenhæng; at uddannelsesinstitutionerne og uddannelsernes udbudssteder bliver steder, som spiller en central og levende rolle, og hvor folk kommer, ikke kun som studerende, men også som forskere, mennesker, der har et udviklingsprojekt eller har forsøgsprojekter kørende i folkeskolen, i gymnasiet eller
i universitetssammenhæng; og at der bliver den levende regionale sammenhæng, så uddannelsesinstitutionerne er med til at trække. Et andet aspekt, som vi havde forventet at der kunne være enighed om, var at se på, hvad det er for en sammenhæng, der skal være mellem de mellemlange professionsuddannelser og de korte videregående uddannelser. Det er desværre i dansk uddannelsesdebat helt underbetonet, hvilken rolle de korte videregående uddannelser skal spille, og det er meget væsentligt, at der fra erhvervsuddannelserne er en direkte adgangsvej til korte videregående uddannelser. Det væsentlige dynamiske element glemmes ofte, når det handler om at opfylde målsætningen om, at 50 pct. skal have en videregående uddannelse.
     I Det Radikale Venstre synes vi, at det vigtige er uddannelserne, kvaliteten af uddannelserne, udbuddet af uddannelserne, og ikke, at man får en institutionsstruktur, som man kan prale med er entydig, eller som umiddelbart indgår i OECD's uddannelsesstatistikker, når det gælder klassifikationerne. Dermed sagt, at vi med hensyn til strukturen ser for os, at der vil blive en mere entydig ledelsesstruktur, og at det vil være klart, at der hen over de kommende år også vil ske nye fusioner af forskellige typer, men at de vil være fagligt og regionalt motiverede. For de steder, hvor vi har oplevet, at CVU'erne har haft problemer, har været de steder, hvor det ikke har været det faglige, som har været i centrum, men hvor man har brugt mange kræfter på at finde ud af, hvordan man skulle indrette sig juridisk i forhold til bestyrelse og ledelse og derfor er løbet ind i en lang række forskellige problemer. Det næste er at sørge for, at der også fra Folketingets side er et klart fokus netop på det faglige, at vi herfra sætter fokus på videreuddannelsesperspektiverne for professionsbachelorer. Dermed får man også en anden mulighed for at skabe en sammenhæng mellem professionsuniversiteter eller højskoler, hvad man nu vil kalde dem, og universiteterne som sådan, så man kunne danne det dobbelte bånd, at man både havde forskningstilknytningen, der bandt CVU'er og universiteter sammen, og også fik et bånd, som bandt universiteter og CVU'er sammen, fordi professionsbachelorer også brugte universiteterne som videreuddannelsesmulighed. Hvis vi kan komme dertil, kan vi danne et helt andet og meget mere visionært perspektiv for den her uddannelsessektor end det, vi har været vidne til at regeringsordførerne har præsteret i dag. Sidst, men ikke mindst, og det er nødvendigt at sige det: Uanset hvor knappe man synes ressourcerne er, har CVU'erne brug for en stabil, god økonomi, og der er brug for en selvstændig økonomi for forskningstilknytning og videncenteropgaver. Hvis der skal være et niveau på det, og hvis det skal bygges op, skal der også være en stabil økonomi for det. Også her har vi savnet meldinger i dag. Det Radikale Venstre har i de seneste år afsat penge til det i vores finanslovforslag. Det vil vi fortsat gøre, for vi tror, det er helt afgørende, at der er økonomi til at fastholde fokus.

Jeg synes, det er interessante tanker, fru Margrethe Vestager kommer med.
     Hun efterspørger imidlertid, at vi andre havde været lidt mere konkrete. Det vil jeg så også bede fru Margrethe Vestager om at være, for der, hvor det bliver vanskeligt at træffe beslutning om institutionsstrukturen, er ikke på plusordene: stærk ledelse, bakke op om, at de faglige miljøer skal være bedre osv.
     Der, hvor det bliver kompliceret, og der, hvor vi ønsker at høre sektoren selv, er, når der skal træffes beslutning om, hvorvidt det skal være ét stort fagligt miljø, som sikrer dette, eller om man også vil have et lokalt uddannelsessted.
     Jeg vil spørge: Når nu fru Margrethe Vestager ønsker at bakke op om CVU'erne, betyder det så, at de seminarier, der i dag er selvstændige, skal tvinges ind i CVU-strukturen?

Nu er det jo Venstres politik, der har været baggrunden for, at vi i dag har de fritstående seminarier, som indgår i forskellige typer af netværk. Jeg går ud fra, at fru Tina Nedergaard er helt enig i historien og derfor ved, at det er Venstres indsats, der har gjort, at det er på den måde. Jeg har lagt mig Venstres strategi meget på sinde og har set, at det i vid udstrækning er den, der har ført til, at vi har den situation, vi i dag har i CVU-sektoren.
     Derfor kan det godt være, at man i virkeligheden skal have en meget generøs holdning til, hvad der er det væsentligste, og sætte fokus på de faglige krav. Det vil sige, at det fortsat ikke er så afgørende, om seminarierne kommer ind i CVU-strukturen, eller om de ikke kommer ind, men at der er en faglig konstruktion, der gør, at man kan levere varen.

     Det, som var det væsentlige for os, dengang vi oprettede CVU'erne, var, at landet var dækket af uddannelser af høj kvalitet, og at der var uddannelsessteder, så man kunne søge overalt i landet. Der, hvor vi har de enkeltstående institutioner tilbage, er bl.a. i storbysammenhæng, hvor man kan diskutere, om der er faglige grunde til at komme ind i et CVU. Vi vil sætte fokus på den faglige dynamik og ikke på, om man passer ind eller ikke passer ind.

Jeg har nu meget vanskeligt ved at se, at fru Margrethe Vestager er så meget mere konkret, end vi andre var. Og det glæder mig sådan set, for jeg synes også, at fru Margrethe Vestager kan have glæde af at se responsen på det, regeringen kommer med som oplæg, når institutionerne og de regionale interessenter er blevet hørt.
     Jeg er simpelt hen bare nødt til at spørge: Når fru Margrethe Vestager mener, at man skal lægge sig fast på den konstruktion, som kan levere varen, vil fru Margrethe Vestager sige, hvad det så er for en konstruktion? For det, der er det konkrete, er, at man får besked om, hvilken konstruktion det er. Det er det, fru Margrethe Vestager efterspørger hos Venstre og De Konservative: Hvilken konstruktion?
     Så jeg vil gerne spørge fru Margrethe Vestager: Hvilken konstruktion leverer varen efter fru Margrethe Vestagers opfattelse?

Jeg tror, det er meget væsentligt, at man ser på, hvad det er, der skal til, for at man regionalt kan få det uddannelsesudbud, man gerne vil have, både i forhold til den regionale erhvervsprofil og til den regionale fremtidsforventning. Som fru Tina Nedergaard ved, bliver der
i øjeblikket dannet vækstfora rundtom i regionerne, som vil lægge en profil for, hvad man tror der kan skabe vækst i et område. Jeg tror, det er meget væsentligt, at man tænker i uddannelsesinstitutioner - hvis fru Tina Nedergaard stadig væk har tid til at være orienteret mod svaret - så man må se på det og derfor meget entydigt give et rum for, at institutionerne kan organisere sig i forhold til de regionale behov, der er. Det, som vi har bedt regeringsordførerne om at tage stilling til, er, hvilken struktur man vil have, om man vil have en fleksibel struktur. Det, som vi gerne ville have diskuteret i Folketinget i dag, er det regeringsoplæg, som er kommet, og som har været til debat i Globaliseringsrådet, men som åbenbart ikke skal være til debat her. Derfor er vi kommet med vores egne meldinger. Vi forestiller os, at der skal være færre CVU'er, men at det skal være CVU'er, der dannes i forhold til de regionale behov, og at det derfor ikke nødvendigvis er på samme måde i alle regioner. For vi tror, at der er forskellige regionale behov.

Det, jeg synes er interessant ved den her debat, er, at jeg hører, at vi alle sammen er enige om, at vi ønsker et bredt regionalt udbud af mellemlange videregående produktionsuddannelser. Men vi ønsker også, at fagligheden i uddannelserne skal være i orden, og det er netop de faglige kriterier, vi skal have defineret.
     Vi bliver vel også på en eller anden måde nødt til at måle uddannelsernes niveau. Man har i Globaliseringsrådet drøftet et akkrediteringssystem, og jeg kunne da godt tænke mig at høre, om Det Radikale Venstre er indstillet på at gå positivt ind i arbejdet med sådan et internationalt akkrediteringssystem og bruge det til at opstille faglige kriterier i den videre proces.

Nu bliver vi altid lidt i tvivl, når vi forhandler med regeringspartierne, om, hvor specifik man vil være. For når det gælder nogle uddannelser, er man meget, meget optaget af det, det gælder f.eks. læreruddannelsen. Når det er andre uddannelser, kan vi næsten ikke få et møde om det. Det gælder
f.eks. pædagoguddannelsen, hvor man har en anderledes let hånd med hensyn til interessen for det indholdsmæssige. Men lad det nu ligge. Vi vil meget gerne have, at der bliver oprettet en uafhængig akkrediteringsinstitution, som kan se på, om de kvalitetsmekanismer, man har på de enkelte CVU'er og på uddannelsesinstitutionerne, er hensigtsmæssige. Det vil sige, at det, som vi gerne vil have er af høj kvalitet, er den måde, institutionerne selv arbejder med kvaliteten på. Så vi går sådan set et niveau ud. I stedet for at der kommer nogle og måler og tjekker og vejer og gør sig til kloge smagsdommere på, om det nu er, som det skal være, så har institutionerne selv kvalitetsmekanismer, der gør, at kvaliteten bliver høj. Den type af akkreditering er vi meget stærke tilhængere af.

Jeg har et spørgsmål i en lidt anden retning.
     Det, man snakker om, er også, og man har drøftet det i Globaliseringsrådet, tværfaglighed, og det, at forskellige typer af institutioner kunne gå sammen; de merkantile kunne bl.a. gå sammen med pædagoguddannelsen, læreruddannelsen osv. Det er en meget utraditionel struktur, og der har vi hørt fra parterne, at de umiddelbart har svært ved at se sig selv i sådan en konstruktion. Men vi har omvendt også oplevet, at jo mere de har vænnet sig til tanken, desto mere positivt ser de egentlig på det.
     Det, de bekymrer sig over, er ledelsesstrukturen, hvor de siger, at de, der typisk uddanner til det private erhvervsliv, kan komme i mindretal i en bestyrelse, hvor der sidder en hel masse af dem, som typisk uddanner til det offentlige arbejdsmarked. Derfor vil jeg gerne høre, om Det Radikale Venstre vil være med til at sikre, at man får en tilpas tyngde i de her bestyrelser, selv om man måtte være i undertal uddannelsesantalsmæssigt.

Jeg synes jo, det er meget spændende, at nu, hvor ordføreren kan stille spørgsmål til mig, så viser det sig, at der også i den konservative folketingsgruppe tilsyneladende er overvejelser, ideer, diskussioner og bud på, hvordan tingene kunne gøres.
     Jeg synes, at det er meget spændende, at når man ikke står heroppe og skal gøre rede for, hvad der er konservativ politik, men i stedet for kan spørge, så viser det sig, at man har en hel masse ideer til, hvordan tingene godt kunne være. Det vil sige, at vi godt kunne have haft en uddannelsesdiskussion i dag, hvis det ikke havde været sådan, at man pænt måtte sætte sig ned og vente på, at regeringen spillede ud. Man lad så det være, det er sådan set bare en regibemærkning.
     Jeg må indrømme, at jeg selv er stærkt i tvivl om, hvorvidt man kan få en faglig synergi ud af institutioner, der rummer så forskelligartede uddannelser, og om man ikke når det punkt, hvor det godt nok er stort, men hvor man også begynder at få såkaldte stordriftsulemper.
     Det, der jo er risikoen ved en bestyrelseskonstruktion som den, fru Carina Christensen foreslår, er, at hvis uddannelser, som ikke fylder særlig meget i den samlede institution, alligevel skal have bestemmende indflydelse i bestyrelsen, får man en anden type ubalance. Det peger jo tilbage på, at det tilsyneladende ikke er et egentlig fagligt fundament for institutionen, man så begynder at korrigere for
i bestyrelsessammensætningen. Så det synes jeg ikke lyder særlig gennemtænkt.

Næste ordfører er hr. Thomas Krog.

SF opfatter uddannelse som helt afgørende for samfundet som helhed og for den enkeltes muligheder for at forme sit eget liv. Uddannelse er jo Danmarks vigtigste råstof i fremtiden, som en grundsten for et demokratisk velfærdssamfund, og derfor skal der selvfølgelig satses massivt på uddannelse, og det gælder ikke mindst de videregående uddannelser. De videregående uddannelsesinstitutioner skal jo være aktive partnere i et styrket samarbejde med erhvervslivet, de offentlige myndigheder og civilsamfundet.
     Det nuværende uddannelsessystem kan og skal laves om. I stedet for at bygge uddannelsessystemet på enkeltstående uddannelser, ønsker vi et system, hvor der laves uddannelsesklynger, hvor man lokalt og regionalt samler beslægtede uddannelser om de opgaver, de har til fælles.
     Uddannelse og forskning hører sammen på de videregående uddannelsesinstitutioner. Vi mener, at der er brug for mere samarbejde på tværs af faggrænserne. Derfor ønsker vi at styrke og profilere centrene for de videregående uddannelser, hvor uddannelse og forskning knyttes sammen, og hvor der er mulighed for at knytte bånd på tværs af uddannelsesretninger.
     Den fremtidige institutionelle løsning bør efter SF's mening tage sit udgangspunkt i de vilkår, som findes regionalt. Det er rigtigt, at institutionsudviklingen i øjeblikket ikke er særlig harmonisk landet over, fordi der faktisk er valgt en politisk proces, som har skabt frihed til institutionsdannelse. Omvendt virker det måske ikke særlig motiverende, at der så foregår sammenlægninger af ting, som overhovedet ikke har noget med hinanden at gøre, heller ikke selv om det sker i et geografisk afgrænset område.
     For SF er det også vigtigt, at der skabes et selvstændigt økonomisk fundament for forskningstilknytning og videncenteropgaverne på CVU'erne, men ikke på bekostning af uddannelse og undervisning, som det hidtil er sket. Efter SF's mening er CVU'erne hidtil nok lidt blevet fodret med deres egen hale.
     Risikoen ved sammenlægning af de her CVU'er til campuslignende university college er jo, at der forsvinder nogle uddannelsesinstitutioner fra byer rundtomkring i udkantsområderne. For SF er det helt centralt, at uddannelsesmulighederne på de mellemlange videregående uddannelser ikke forringes i udkantsområderne ved reduktioner af de fysiske muligheder for at tage en uddannelse.
     Det er afgørende, at det bliver attraktivt for de nye store CVU'er at lave filialundervisning, f.eks. ved at statstilskuddet til de her CVU'er, der af lokale grunde har behov for at lave noget, bliver højere. Det kan man så sætte op efter et geografisk mønster: Er der f.eks. et vist antal kilometer - 50 km kunne være et bud - så er der brug for at lave noget. De lokale CVU'er og afdelinger er nemlig med til at sikre, at unge i et område får mulighed for at tage en mellemlang videregående uddannelse.

     Hermed opnår vi, at de unge rent faktisk tager en uddannelse, og også at den veluddannede arbejdskraft ikke bliver spredt i landet, men samles i de her udkantsområder, som er tyndtbefolkede, og derved undgår vi flaskehalseproblemer der. En centralisering er tværtimod med til at forstærke tendensen til, at unge flytter væk og ikke kommer tilbage. Kort sagt: Afvandringen bliver forstærket, og rekrutteringen bliver besværliggjort.

Tak til ordføreren. Næste ordfører bliver fru Majbrit Berlau.

Enhedslisten lægger vægt på, at professionsuddannelserne er attraktive for de uddannelsessøgende, og hvor attraktive de er, afhænger af, om kvaliteten i uddannelser er sikret dels via en stabil og fyldestgørende økonomi, dels via et udbygget institutionsdemokrati, så de opståede problemer, der kommer undervejs, kan behandles af dem, der mærker, hvor skoen trykker, nemlig de studerende og de ansatte på CVU'erne.
     Når Enhedslisten i starten gik positivt ind i diskussionen om CVU'erne, var det, fordi vi troede på drømmen om, at man kunne lave et stærkt fagligt miljø, hvor studerende på tværs af uddannelser, undervisere på tværs af uddannelser og forskere på tværs af uddannelser kunne bruge hinanden, og vi var inspireret af de bedre forskermiljøer, som vi havde set CVU'er skabe andre steder.
     Men den konstruktion, som vi endte op med, mener jeg på mange måder er dybt kritisabel, og jeg mener i øvrigt også, at den intention med CVU'et, altså Center for Videregående Uddannelser, nemlig at sikre en sammenhængskraft og en fortsat udvikling, er blevet begravet i konkrete problemer, fordi man har skabt institutionerne, så økonomien f.eks. ofte er det hovedtema, der bliver diskuteret derude, fordi økonomien er så svær at få til at hænge sammen.
     Der er altså et stærkt behov for i denne her debat, at vi tager ansvar for at gennemgå og forbedre CVU'ernes økonomi, idet situationen på mange uddannelsesinstitutioner i dag nærmer sig det helt absurde. CVU'erne er efter gentagne nedskæringer blevet så økonomisk afhængige af eksterne finansieringer, at det går ud over grunduddannelserne, som burde være kerneopgaven og have den højeste prioritet for de ansatte på CVU'erne.
     Vi står altså i en situation i dag, hvor man har behov for at sende sine undervisere ud i verden, hvilket der jo kan være en vis fornuft i, fordi man får eksterne erfaringer, man får mere viden udefra. Men når det kommer til at gå ud over kerneopgaven, nemlig grunduddannelsen, og når de studerende sidder tilbage uden at få undervisning af lærerne, fordi lærerne er ude i verden og undervise andre steder for at kunne tjene penge hjem til CVU'et, ja, så står vi altså i en helt absurd situation.
     Det her er en situation, der er skabt, fordi man har haft travlt med at privatisere dele af uddannelsen, med at skabe en privat finansiering, frem for at det offentlige stadig væk er ansvarlig for, at økonomien hænger sammen i det danske uddannelsessystem.
     Det gode i alt det her er, at uddannelsesinstitutionerne samarbejder med regionale og lokale aktører, men det er vigtigt at sikre, at der er rammer for undervisning på CVU'erne, så de ikke kommer til lide under de eksterne finansieringer. Enhedslisten anbefaler på den baggrund, at Folketinget påtager sig ansvaret for økonomierne og skaber en stabil økonomi og skaber en forudsætning for, at kvaliteten i de udadvendte aktiviteter er sikret, idet det handler om at få opbygget de her vidensmiljøer.
     Enhedslisten lagde i sin tid stemmer til CVU-loven, og det gjorde vi bl.a., fordi de studerendes og de ansattes medbestemmelse i høj grad var sikret. Vi ærgrer os over, at vi i dag står i en situation, hvor institutionsdemokratiet, siden regeringen trådte til, kraftigt er blevet forringet, og hvor medbestemmelsen er reduceret til, at ansatte og studerende kan søge indflydelse hos de stærke ledere, der har kompetencen. Det er vigtigt i forhold til at sikre kvaliteten
i uddannelsen, at de, der har den daglige gang på uddannelsesinstitutionerne, får større medbestemmelse, end de har i dag. Det er dem, der er eksperterne i, hvordan vi kan udvikle den.

     Vi har snakket økonomi, og jeg har nævnt noget om demokratiet, som efter Enhedslistens overbevisning er de basale forudsætninger for at højne kvaliteten. Men jeg mener også, det er vigtigt at se på indholdet i uddannelserne og sammenhængen mellem grunduddannelse og videreuddannelsesmuligheder. Det er f.eks. spørgsmålet om at lade folk, der har haft en MVU-uddannelse, gå videre på universiteterne.
     Studiepraktikken skal også forbedres, så de studerende får en god introduktion til deres profession, en stabil introduktion til en profession. At sikre at den studiepraktik bliver i orden, er noget af det, som vi bl.a. kan diskutere, når vi diskuterer pædagogreform og lærerreform. Og i den forbindelse kan jeg kun kraftigt anbefale, at man lytter til de studieorganisationer, der har nogle meget klare visioner for, hvordan en studiepraktik kan hænge sammen.
     Så bare til sidst: Når vi diskuterer de studerende fra MVU'erne og deres muligheder for at gå videre på universiteterne, så mener jeg, det er en skændsel, at man ved universitetsloven i 2003 indførte brugerbetaling på supplerende uddannelsesmoduler, som i dag er obligatoriske for professionsbachelorerne, så de, når de søger ind på kandidatmodulerne, skal betale for at komme videre i deres uddannelse.
     Jeg mener, at der er en række områder, som vi fortsat skal diskutere. Jeg mener, at det er tydeligt, at der er behov for en debat, og jeg er lidt ked af at have været til stede i salen i dag under en af de længste ikkedebatter, jeg har oplevet i Folketinget i længere tid. Det er et spørgsmål om, at man ikke ønsker at tage stilling til det her meget væsentlige spørgsmål, som berører en stor del af de uddannelsessøgende i Danmark i dag.

Tak til ordføreren.
     Vi beder så undervisningsministeren, hvis han har tid, om at komme på talerstolen, for på min seddel står der, at det er undervisningsministeren. Har fru Margrethe Vestager lige bedt om ordet? Nej. Undervisningsministeren vil måske slet ikke sige noget? Det er normalt at sige noget, men o.k., det er jo frivilligt. Man plejer jo at have en lille afrunding. Ja, gør det for gæstfrihedens skyld.

Der er én ting, jeg har lyst til at kommentere, og det er fru Margrethe Vestagers vedholdende påstande om, at regeringen ikke har nogen holdning, vi spiller ikke ud osv.
     Jeg synes faktisk, at det indlæg, jeg kom med, var præget af, hvad det er, vi skal opnå, hvad det er for mål, vi skal have, og jeg brugte mange anstrengelser på at beskrive, at det her ikke er en centralismeøvelse, det er ikke uddannelsesstederne, der skal centraliseres. Jeg holdt mig til, hvad formålet er med det. Og det står fast, og det er det, der også vil stå i det oplæg, som vi på et tidspunkt bredt vil sende ud til debat og også vil sende til Globaliseringsrådet.
     Så jeg synes ikke, at det er helt rimeligt, at fru Margrethe Vestager siger, at vi ikke har nogen synspunkter og nogen meninger, samtidig med at vi bliver bebrejdet, at vi kissemisser for meget med Globaliseringsrådet, som jo ikke er et råd, der stemmer og træffer beslutning. Det er et sted, hvor regeringen afprøver sine forslag og justerer dem, efter at vi har lyttet til, hvad der er sagt.
     Jeg vil også godt takke ordførerne fra Venstre og De Konservative og Dansk Folkeparti, som står sammen om vedtagelsen, og som dermed har flertal.
     Jeg synes, der kom mange gode nuancer frem, som jeg faktisk synes besvarede mange af de spørgsmål, der har været stillet. Men skulle der være noget, der ikke er blevet besvaret af fru Carina Christensen og fru Tina Nedergaard, er jeg naturligvis til rådighed.

Ja tak. Der er lige nogle spørgsmål til ministeren, fru Christine Antorini som den første.

Jeg gjorde mig virkelig umage med at notere, hvad der sådan var af konkrete fremadrettede forslag, da ministeren var oppe
i første runde for at sige, hvad den nye og bedre højskolekonstruktion kommer til at indeholde. Jeg må sige, at papiret var temmelig tomt, men der var dog én ting, jeg noterede mig, og jeg vil tage afsæt i det, ministeren sagde, så vi måske kan blive lidt mere konkrete, nemlig at sådan som det er i dag, er CVU'erne hovedsagelig rettet mod den offentlige sektor. Men i Holland, hvor man har centraliseret dem, er det, man har fået ud af dem, bl.a., at
60 pct. af uddannelserne nu er rettet mod den private sektor, hvilket ministeren fremhævede som et godt perspektiv også for CVU-konstruktionen her.

     Derfor vil jeg gerne bede ministeren om at sige lidt mere om, hvad det forudsætter. Det må jo betyde, at erhvervsuddannelserne skal under de nye højskoler, og så kommer man meget hurtigt op på, at 60 pct. af vores uddannelser også er rettet mod det private erhvervsliv. Er det det, der i virkeligheden er perspektivet i højskolerne?

Jeg kan forsikre, at det ikke er perspektivet, at alle erhvervsuddannelser eller at størstedelen af dem skal ind i disse nye højskoledannelser. Det vil der ikke være noget perspektiv i, og der vil heller ikke være noget perspektiv i at samle de kortere videregående uddannelser i disse højskoler.
     Jeg vil gerne understrege, at regeringens foreløbige tanker ikke går ud på at centralisere KVU'erne, altså de korte videregående uddannelser. De skal være på erhvervsskoler, på erhvervsakademier, som har den styrke, der skal til. Vi har ingen tanker om at centralisere KVU'erne. Det er jeg faktisk meget glad for at få lov at understrege. Man kan nemlig godt forstå det forslag til vedtagelse, som fru Christine Antorini har fremsat, som om KVU'erne skal centraliseres, og det mener regeringen faktisk ikke at de skal.
     Så vil jeg med hensyn til graden af meddelsomhed i dag sige, at nu da jeg bliver spurgt om det, vil jeg røbe for Folketinget, at jeg faktisk har foreslået fru Christine Antorini, at vi udskød den her debat, til regeringen kunne være mere præcis. Der går jo ikke så lang tid, før vi har et debatoplæg. Så havde vi haft det. Det er forespørgerne selv, som beder om den nu. Det er ikke regeringen, der har bedt om den nu. Jeg synes, vi har været meget omhyggelige med at få sagt så meget, som vi kan sige nu, og mindst lige så meget, som vi har sagt i oplægget til Globaliseringsrådet.

Nu kunne man jo have en ambition om, at der måske blev sagt lidt mere i salen end det, der blev sagt til Globaliseringsrådet.
     Det er korrekt, at ministeren har forsøgt at flytte forespørgselsdebatten, men nu er det jo de politiske partier, der har en mulighed for at tage den politiske debat her, og vi gik egentlig ud fra, at ordførerne for de forskellige partier havde nogle holdninger på det her område, også selv om regeringen så diskuterer det alene sammen med Globaliseringsrådet.
     Jeg har bare et enkelt opfølgende spørgsmål om meldingen om KVU-området: Betyder det så, at de CVU'er, som i dag har erhvervsskoler under sig, skal væk derfra, eller hvordan forestiller ministeren sig, at der måske skal være plads til lidt regionale forskelle?

Selvfølgelig skal der være plads til regionale forskelle, og som fru Christine Antorini selv har nævnt, er f.eks. Vitus Bering i Horsens et eksempel på en erhvervsskole, som har tænkt sig at gå ind i en højskole for videregående uddannelse, og tilsvarende kan man jo forestille sig andre steder.
     Men det er ikke regeringens hensigt at foreslå, at alle erhvervsskoler på den måde slutter sig til en højskole for videregående uddannelse. Det er heller ikke vores hensigt, at det skal være et stort antal. Og det er slet ikke vores hensigt, at alle erhvervsskoler med KVU'er skal ind i højskolerne, for vi vil nemlig, som jeg har sagt, ikke bare bevare spredningen af uddannelsestilbud, men også om muligt udbygge den i forbindelse med den vækst af videregående uddannelser, som vi gerne skulle have, især når det gælder uddannelser, der sigter på den private sektor.

Det må være meget interessant at iagttage den her ikkedebat. Vi er nogle, der stadig væk har den forestilling, at det er væsentligt, at der er en politisk debat i Folketingssalen, og derfor synes vi, at det ville være hensigtsmæssigt, at den diskussion, som åbenbart har udfoldet sig i Globaliseringsrådet, også kunne blive en politisk diskussion
i Folketingssalen, inden det bare blev en diskussion for eller imod regeringens oplæg. Det er jo selvfølgelig en politikforståelse, som jeg kan forstå er meget anderledes end den, regeringen har: Vi skal ikke diskutere noget som helst, før regeringen er klar til at melde endeligt ud. Regeringens debatoplæg er kun rettet mod Globaliseringsrådet. Det er ikke noget, der skal gøres til genstand for debat i Folketingssalen. Det synes jeg er en anden måde at forstå politikken på. Jeg skal bare spørge: Det, jeg så mener at have hørt ministeren sige, er, at regeringens forestilling er, at der skal dannes de her 6-8 institutioner med sådan en slags fakultetsopbygning, sådan at man har en sundhedssøjle, en pædagogisk søjle, en teknisk-erhvervs-rettet søjle, og så er det i øvrigt institutionen selv, der må finde ud af, hvordan man får en økonomi, som regeringen ikke har sagt noget som helst lovende om, til at slå til med hensyn til også at udvide uddannelser bredt i regionen. Er det det, der er regeringens mål?

Jeg vil gerne henvise til det, jeg sagde, nemlig at man kan forestille sig en fakultetslignende struktur, fordi man derved kan forsikre de mindre uddannelser som f.eks. diplomingeniøruddannelserne om, at de ikke pludselig skal ledes af personer, som slet ikke har faglig indsigt i det. Det er jo derfor, man har fakultetsstrukturen på universiteterne, og det samme hensyn kunne tale for en form for fakultetsstruktur på sådan en højskole for videre uddannelse.
     Hvad det første angår, forstår jeg simpelt hen ikke, at fru Margrethe Vestager gider komme med den snak. Der bliver jo præcis så mange debatter i Folketinget, som Folketingets partier ønsker. Hvert enkelt parti, ja, vist nok hvert enkelt medlem, kan kalde en minister op på talerstolen for at give en redegørelse. Men det er altså regeringen selv, der i lighed med tidligere regeringer selv tilrettelægger regeringens arbejde og melder ud, når regeringen er klar.
     Jeg synes, at jeg har været umådelig åben i dag og er gået videre, end vi gør i oplægget til Globaliseringsrådet, fordi jeg har det skidt med ikke at sige noget, men jeg står altså ikke model til, at der er noget forkert i proceduren her. Jeg har aldrig hørt noget lignende.

Det er altid interessant, synes jeg, når undervisningsministeren giver karakter til os andre om, hvorvidt det, vi gør, nu er rigtigt eller forkert. Jeg har bare gjort den iagttagelse, at hvis man vil have en debat, er det væsentligt, at der er flere, der deltager i debatten.
     Det, vi har oplevet i dag, og det, ministeren jo senest har kvitteret for til V, K og Dansk Folkepartis ordførere, er en tak, fordi de ikke lavede nogen debat; en tak, fordi de ikke havde nogen holdning til debatoplægget til Globaliseringsrådet; en tak, fordi de ikke havde nogen holdning til det, regeringen måtte mene, fordi regeringen er fuldstændig frit stillet. Der er ikke en politisk debat om det på det her niveau, fordi Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti har lagt sig fuldstændig i læ af, hvad regeringen måtte komme til at mene. Det er en meget særlig proces på netop det her område set i forhold til andre områder, hvor der ikke er nogen håndskyhed med hensyn til at mene noget meget, meget hurtigt.
     Jeg må indrømme, at jeg har meget svært ved at registrere, at ministeren har været meget åben under debatten
i dag, men jeg skal så bare konstatere, at det, der er ministerens melding, er, at man forestiller sig, at der i hver region skal være en institution, der udbyder alle mellemlange videregående uddannelser. Er det det, der er sat til debat fra regeringens side, og er det det, der også kommer til at stå i regeringens oplæg?

Ja, tak, når formanden rejser sig op, så er det, fordi den røde lampe har lyst et lille stykke tid. Jeg lader den lyse lidt, og når den så begynder at lyse længe, begynder jeg at rejse mig op. Det var så det, jeg gjorde nu.
     Så er det ministeren.

Jeg foretrækker den formulering, som jeg benyttede mig af, frem for den formulering, fru Margrethe Vestager her refererer mig for. Jeg sagde det så klart, som jeg kunne: Jeg skal redegøre for noget, som regeringen ikke er færdig med. Jeg taler åbent om nogle overvejelser om fakultetsstruktur, jeg taler åbent om de formål, der er, og også om de formål, der ikke er.
     Vi ønsker nemlig ikke at centralisere uddannelsesudbuddene. Vi vil gerne have flere uddannelser og ikke færre i tyndere befolkede egne. Vi vil gerne sprede uddannelsescentrene her i dette land, ikke så der forskes i hver en by, men så der i nogle byer er nogle stærkere miljøer for mellemuddannelser, end vi har i dag.
     Det er de målsætninger, regeringen har. Vi ønsker at skabe et vækstlag for flere privatsektorrettede mellemuddannelser, og ærlig talt, jeg troede, at noget af det vigtigste her i Folketinget, er målsætningerne: Hvad er det vi vil med det? Så kan vi jo bagefter drøfte midlerne. Jeg har aldrig hørt om en regering, der fremlægger midler, før den har truffet beslutninger om det, før den har noget at lægge frem.
     Det har vi altså ikke i dag, og det har vi utrolig god samvittighed over at vi ikke har. Det er jo masser af andre ting, vi heller ikke har gjort færdige. I øvrigt har vi en lang regeringsperiode foran os, så jeg kan heller ikke redegøre for alt det andet, der kommer i de følgende år. Det her handler om næste års lovgivning.

Så må jeg også igen gøre ministeren opmærksom på, at han kraftigt har overtrådt taletiden. Jeg forstår godt, at man bliver ivrig, men der er jo de taletidsregler. Jeg prøver at være lidt fleksibel, men når tiden sådan går rigtig meget over, er jeg nødt til lige at påtale det.
     Hr. Thomas Krog for at stille spørgsmål.

Jeg synes bestemt, det kunne have været på sin plads at have haft en debat omkring det her i dag, for det er noget, som berører nogle folk rundtomkring, det er noget, som optager nogle folk rundtomkring. Jeg vil godt prøve at stille et spørgsmål til nogle at de ting, jeg alligevel har hørt fra ministeren.
     Når ministeren siger, at der ikke skal være færre uddannelser udeomkring i de tyndt befolkede områder, men flere, når ministeren siger, at der ikke er perspektiv i at samle alle de her forskellige uddannelser, som ikke har noget med hinanden at gøre, og når ministeren siger, at der skal være plads til regionale forskelle, så synes jeg jo, at det trods alt er nogle positive meldinger, der kommer.
     Mit spørgsmål er så bare: Hvad vil ministeren gøre, for at de ting føres ud i livet? Vil ministeren faktisk også økonomisk sikre, at der bliver flere uddannelsessteder rundtomkring, at der sker de her ting, som ministeren nu har remset op?

Det var ikke noget særlig klart spørgsmål, men mit ræsonnement er, at hvis vi skal have 50 pct. af de unge til at tage en videregående uddannelse, så er det ikke mindst de mellemlange uddannelser, der skal satses på. De sigter i dag overvejende på den offentlige sektor. Det vil være helt naturligt, at vi i samarbejde med erhvervslivet udvikler uddannelsestilbud på mellemniveauet til den private sektor. Det kan man i andre lande, det kan vi også i Danmark.
     Når det så forhåbentlig fører til en vækst i antallet af pladser, er der jo ingen grund til at centralisere, for så kan man jo få flere levedygtige uddannelsesmiljøer og ikke færre. Det, som regeringen foreslår skal samles i færre enheder, er ledelserne. Det gjorde jeg meget ud af i mit første oplæg.

Hr. Thomas Krog, sidste spørgsmål.

Nu skal jeg prøve at gøre det klarere. Jeg tror, at problemet var, at jeg kom til at respektere den taletid, der er her, og det var derfor, at jeg ikke blev helt færdig med spørgsmålet.
     Mit spørgsmål er så: Hvis de her færre ledelser rundtomkring også af økonomiske hensyn ønsker at samle uddannelserne, sådan at der imod ministerens ønske bliver færre uddannelsessteder rundtomkring i de tyndt befolkede områder, er det så noget, ministeren vil gøre noget aktivt for at undgå?

Jeg har redegjort for, hvad der er regeringens mål, og vi vil selvfølgelig søge at tilrettelægge politikken og de lovparagraffer, som vi vil præsentere til efteråret, på en måde, så vi sikrer de mål, jeg her har præsenteret.

Tak til undervisningsministeren. Jeg har forstået, at fru Margrethe Vestager lige ønsker ordet som en slags anden runde.

Det er ikke for at genere de ordførere, der er klar til næste punkt på Folketingets dagsorden, det er blot for på vegne af forespørgerne at lave en kort opsummering af det her punkt, som vi har behandlet i Folketinget i dag.
     Når vi fra forespørgernes side er meget optaget af netop det her emne, som handler om, hvilken struktur der på bedste vis kan understøtte, at vi har fremragende professionsuddannelser, så er det, fordi vi oplever, at der er ganske mange ting, som er sat til debat netop på det område, og at der er brug for, at sektoren oplever, at et Folketing faktisk går ind og har en konstruktiv og positiv holdning til, hvordan man kan strukturere sektoren i fremtiden.
     Det andet er, at vi oplever, at der er en tilbøjelighed til, at stadig mere af uddannelsesdebatten henlægges til Globaliseringsrådet, og stadig mindre af uddannelsesdebatten kommer til at foregå i politiske sammenhænge og i folketingssammenhænge, og at det, vi kan komme til at diskutere i Folketinget, er det, der ligesom er besluttet, det, der er handlet af, det, der er klappet på plads, efter at det har været i Globaliseringsrådet, og efter at regeringens centrale ministre er blevet enige om det. Det gør jo, at det bliver mere og mere usikkert, om det er en politisk drøftelse, der finder sted, eller om det er en drøftelse i regeringens inderkredse i ly eller under dække af Globaliseringsrådets mange udmærkede og prominente medlemmer.
     Selvfølgelig synes vi, at der har været sagt interessante ting under den her debat. Som ministeren sagde senest, så har man forsøgt at redegøre for nogle af målene. Jeg tror, det er svært at finde folk, som har fulgt den her debat, som er uenige i målsætningerne. Det, der jo er helt centralt, er, at mål og midler skal hænge sammen. Målene er ikke særlig interessante, hvis ikke midlerne er hensigtsmæssige i forhold til at opnå dem, eller hvis midlerne har så mange negative sideeffekter, at man må anse det som håbløst at opnå målene.

     Det er væsentligt at få en diskussion om, hvorvidt vi kan få lavet en institutionsstruktur, der opfylder de to formål, som Venstres ordfører egentlig meget udmærket satte op i modsætning til hinanden: modsætningen mellem det at have stærke centrale miljøer, en stor faglig styrke, og så det, at hele landet er dækket med hensyn til uddannelser.
     Det, som vi jo kunne diskutere, er, om der virkelig er en modsætning mellem de to hensyn, om det er en sandhed, at et miljø skal være stort for også at være fagligt stærkt, eller om man kan forestille sig en økonomisk ordning, en faglig struktur, et netværk af uddannelsesinstitutioner, der gør, at man sagtens kan have udbudssteder og uddannelsesinstitutioner, som er fagligt stærke, selv om de ikke har et stort volumen.
     Og selvfølgelig vil vi gerne kvittere for de bemærkninger, der er kommet - jeg citerer frit efter hukommelsen:
     Vi vil ikke afvise nogen ideer, vi vil lytte, vi vil tage imod ideer fra hele landet. Vi vil også gerne kvittere for alle de andre variationer over budskabet om, at man ingen mening har i dag.
     Jeg tror, de fleste af os, som har stillet forespørgslen, vil tage det fuldstændig for pålydende og forsøge at påvirke processen efter bedste evne, fordi vi kan stå inde for det forslag til vedtagelse, som vi har fremlagt, nemlig at der er væsentlige spørgsmål at løfte, både hvad angår strukturen, uddannelserne og økonomien.
     Og derfor ser vi meget frem til de fortsatte drøftelser, fordi vi sandelig håber, at ordførerne fra Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti mener det, når de siger, at de gerne vil have en bred aftale, og at de mener det, når de siger, at målene er klare. For det gør jo, at vi får et meget vidt spillerum til at komme igennem med nogle af de midler, som vi synes er helt centrale for faktisk at opnå målsætningerne.

Hermed sluttede forhandlingen.

Anden næstformand ():
Afstemning om de fremsendte forslag til vedtagelse vil blive gennemført tirsdag den 14. marts 2006.