F 13 - 2005-06 (forhandling): Hvilke oplysninger kan regeringen give om EU's optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, og hvordan vil regeringen sikre, at de alvorlige betænkeligheder ved optagelse af Tyrkiet i EU, som statsministeren, udenrigsministeren og mange andre danske og udenlandske iagttagere har givet udtryk for i forløbet op til den 3. oktober 2005, indgår med tilstrækkelig vægt under forhandlingerne? / Folketinget

Den næste sag på dagsordenen var:
5) Forespørgsel nr. F 13:
Forespørgsel til udenrigsministeren og statsministeren:
»Hvilke oplysninger kan regeringen give om EU's optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, og hvordan vil regeringen sikre, at de alvorlige betænkeligheder ved optagelse af Tyrkiet i EU, som statsministeren, udenrigsministeren og mange andre danske og udenlandske iagttagere har givet udtryk for i forløbet op til den 3. oktober 2005, indgår med tilstrækkelig vægt under forhandlingerne?« Af Morten Messerschmidt (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen (DF), Christian H. Hansen (DF), Martin Henriksen (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Hans Kristian Skibby
(DF) og Peter Skaarup (DF). (Forespørgslen anmeldt 27/10 2005. Fremme af forespørgslen vedtaget 2/11 2005).

Begrundelse

Den næste sag på dagsordenen var:
5) Forespørgsel nr. F 13:
Forespørgsel til udenrigsministeren og statsministeren:
»Hvilke oplysninger kan regeringen give om EU's optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, og hvordan vil regeringen sikre, at de alvorlige betænkeligheder ved optagelse af Tyrkiet i EU, som statsministeren, udenrigsministeren og mange andre danske og udenlandske iagttagere har givet udtryk for i forløbet op til den 3. oktober 2005, indgår med tilstrækkelig vægt under forhandlingerne?« Af Morten Messerschmidt (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen (DF), Christian H. Hansen (DF), Martin Henriksen (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Hans Kristian Skibby
(DF) og Peter Skaarup (DF). (Forespørgslen anmeldt 27/10 2005. Fremme af forespørgslen vedtaget 2/11 2005).

Begrundelse

Dansk Folkeparti har rejst denne forespørgselsdebat, fordi EU
i øjeblikket holder en tænkepause, og fordi især ét spørgsmål trænger sig på, nemlig spørgsmålet om tyrkisk medlemskab. For os i Dansk Folkeparti er der ingen tvivl om, at det er vigtigt for Vesten inklusive Danmark at have et godt forhold til Tyrkiet. Men det spørgsmål, som man skal forholde sig til, er, hvilken strategi man kan anvende for at få det gode forhold, og for os at se er det et chancerytteri at gå i retning af medlemskab for Tyrkiet ud fra den betragtning, at det er fuldstændig illusorisk at tro, at et samfund som Tyrkiet kan leve op til de krav og de betingelser, der stilles til et EU-medlemsland. Derfor kan vi kun frygte den reaktion, som vil komme fra Tyrkiets side, når man på et tidspunkt alligevel vil være nødt til at sige nej. Det er helt klart, at de standarder, som findes i Tyrkiet, er uacceptable, og at der ikke er meget, der går i den rigtige retning. Mange prøver på at lave et skønmaleri af Tyrkiet, så det kommer til at se ud, som om reformerne er i fuld gang, og at det hele er på vej i den demokratiske retning, men det er ikke det sande billede af Tyrkiet. Tyrkiet er for meget, meget store dele af samfundets vedkommende et samfund, der overhovedet ikke har gennemgået den udvikling, som man har set i Ankara, Istanbul og de øvrige større byer. Det er et samfund, hvor kvindeundertrykkelsen er massiv, hvor grove menneskerettighedskrænkelser er dagligdag, og hvor befolkningen ikke føler den tilknytning til demokratiet, som er nødvendig for et medlemskab af EU. Derfor har vi rejst denne forespørgselsdebat i forhåbning om, at statsministeren og udenrigsministeren vil fremlægge regeringens syn på forhandlingerne med Tyrkiet, og hvordan regeringen ser perspektivet for Tyrkiet, især set i lyset af de enorme problemer, Tyrkiet har med at leve op til de almindelige kriterier for medlemskab. Vi har lige gennemgået Muhammedkrisen, hvor Tyrkiet meget klart tog stilling og dermed fuldstændig dementerede ideen om, at det skulle være en brobygger mellem civilisationerne. Det har jo været det afgørende argument for tilhængerne af tyrkisk medlemskab, at landet skulle være en brobygger mellem den vestlige og den islamiske civilisation, men med den tyrkiske ambassadørs signatur på brevet til statsministeren har Tyrkiet endegyldigt placeret sine ben i den islamiske lejr - i den lejr, hvor religiøse doktriner står over sekulær lov, i den lejr, hvor demokratiet er mindre vigtigt end islam - og det er klart, at sådanne samfund kan man ikke have med i EU. Det skal være mine indledende ord i forespørgselsdebatten i dag, og jeg ser frem til at høre, hvad statsministeren og udenrigsministeren kan berette om deres visioner.

Tak til hr. Morten Messerschmidt. Så er det statsministeren for at besvare forespørgslen.

Besvarelse

Tak til hr. Morten Messerschmidt. Så er det statsministeren for at besvare forespørgslen.

Besvarelse

Dansk Folkeparti har rejst denne forespørgselsdebat, fordi EU
i øjeblikket holder en tænkepause, og fordi især ét spørgsmål trænger sig på, nemlig spørgsmålet om tyrkisk medlemskab. For os i Dansk Folkeparti er der ingen tvivl om, at det er vigtigt for Vesten inklusive Danmark at have et godt forhold til Tyrkiet. Men det spørgsmål, som man skal forholde sig til, er, hvilken strategi man kan anvende for at få det gode forhold, og for os at se er det et chancerytteri at gå i retning af medlemskab for Tyrkiet ud fra den betragtning, at det er fuldstændig illusorisk at tro, at et samfund som Tyrkiet kan leve op til de krav og de betingelser, der stilles til et EU-medlemsland. Derfor kan vi kun frygte den reaktion, som vil komme fra Tyrkiets side, når man på et tidspunkt alligevel vil være nødt til at sige nej. Det er helt klart, at de standarder, som findes i Tyrkiet, er uacceptable, og at der ikke er meget, der går i den rigtige retning. Mange prøver på at lave et skønmaleri af Tyrkiet, så det kommer til at se ud, som om reformerne er i fuld gang, og at det hele er på vej i den demokratiske retning, men det er ikke det sande billede af Tyrkiet. Tyrkiet er for meget, meget store dele af samfundets vedkommende et samfund, der overhovedet ikke har gennemgået den udvikling, som man har set i Ankara, Istanbul og de øvrige større byer. Det er et samfund, hvor kvindeundertrykkelsen er massiv, hvor grove menneskerettighedskrænkelser er dagligdag, og hvor befolkningen ikke føler den tilknytning til demokratiet, som er nødvendig for et medlemskab af EU. Derfor har vi rejst denne forespørgselsdebat i forhåbning om, at statsministeren og udenrigsministeren vil fremlægge regeringens syn på forhandlingerne med Tyrkiet, og hvordan regeringen ser perspektivet for Tyrkiet, især set i lyset af de enorme problemer, Tyrkiet har med at leve op til de almindelige kriterier for medlemskab. Vi har lige gennemgået Muhammedkrisen, hvor Tyrkiet meget klart tog stilling og dermed fuldstændig dementerede ideen om, at det skulle være en brobygger mellem civilisationerne. Det har jo været det afgørende argument for tilhængerne af tyrkisk medlemskab, at landet skulle være en brobygger mellem den vestlige og den islamiske civilisation, men med den tyrkiske ambassadørs signatur på brevet til statsministeren har Tyrkiet endegyldigt placeret sine ben i den islamiske lejr - i den lejr, hvor religiøse doktriner står over sekulær lov, i den lejr, hvor demokratiet er mindre vigtigt end islam - og det er klart, at sådanne samfund kan man ikke have med i EU. Det skal være mine indledende ord i forespørgselsdebatten i dag, og jeg ser frem til at høre, hvad statsministeren og udenrigsministeren kan berette om deres visioner.

Tak til hr. Morten Messerschmidt. Så er det statsministeren for at besvare forespørgslen.

Besvarelse

Tak til hr. Morten Messerschmidt. Så er det statsministeren for at besvare forespørgslen.

Besvarelse

Det Europæiske Råd besluttede som bekendt på sit møde den
16.-17. december 2004 at indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet. Det er vigtigt at være opmærksom på, at allerede den såkaldte associeringsaftale mellem det daværende EF og Tyrkiet, som blev indgået helt tilbage i 1963, stillede i udsigt, at Tyrkiet eventuelt senere kunne blive optaget i det europæiske samarbejde. Den afgørende beslutning blev imidlertid truffet, da Tyrkiet blev tildelt kandidatstatus på EU-topmødet i Helsinki i 1999. Det betød konkret, at når Tyrkiet opfyldte det politiske Københavnskriterium, som det hedder, kunne der for Tyrkiet som for andre kandidatlande blive indledt forhandlinger om medlemskab af EU.

     På baggrund af en omfattende reformproces i Tyrkiet vurderede EU-Kommissionen i sin 2004-rapport, at Tyrkiet i tilstrækkelig grad opfyldte det politiske Københavnskriterium, og derfor anbefalede Kommissionen, at der blev indledt optagelsesforhandlinger. Det Europæiske Råd tilsluttede sig i december 2004 denne anbefaling fra EU-Kommissionen. Forudsat at Tyrkiet opfyldte visse nærmere bestemte krav, kunne optagelsesforhandlinger indledes i oktober 2005. Danmark tilsluttede sig denne holdning, og det skete på basis af en bred opbakning i Folketingets Europaudvalg.
     Men jeg vil ikke på nogen måde lægge skjul på, at tyrkisk EU-medlemskab er et vanskeligt spørgsmål og også indeholder en række dilemmaer. Det er velkendt, at der mange steder både i Danmark og en række andre EU-lande er skepsis over for tyrkisk medlemskab af EU, og derfor er den fortsatte udvidelse af EU da også et naturligt emne under EU's tænkepause.
     Det er vigtigt, at vi lytter til befolkningerne, og det er vigtigt, at vi sikrer dialogen med befolkningerne; men samtidig skal EU stå ved sine løfter. Det er jo selve grundpillen i et forpligtende internationalt samarbejde som det, vi ønsker i Europa. Vi skal heller ikke glemme, at der er væsentlige strategiske interesser forbundet med Tyrkiets tilnærmelse til EU.
     Samtidig med beslutningen om at indlede forhandlinger med Tyrkiet fastlagde Det Europæiske Råd også de overordnede elementer i en opstrammet ramme for fremtidige optagelsesforhandlinger. Denne opstrammede ramme tager hensyn til erfaringerne fra femte udvidelsesrunde, og denne opstrammede ramme udstikker en forsvarlig og kontrolleret ramme for forhandlingerne.
     Lad mig minde om nogle af elementerne i den opstrammede ramme: en nødbremse med mulighed for at afbryde forhandlingerne, hvis udviklingen på f.eks. menneskerettighedsområdet eller de grundlæggende frihedsrettigheder går tilbage; strammere krav for at åbne og lukke forhandlingskapitler med fokus på gennemførelse i praksis af reformer; mulighed for lange overgangsperioder, undtagelser, særordninger eller permanente sikkerhedsmekanismer, hvor der specifikt peges på områder som fri bevægelighed for personer, strukturpolitik og landbrug; og endelig klar hensyntagen til de finansielle aspekter af et kandidatlands tiltrædelse af EU. Det er klart, at det fælles mål for forhandlingerne er medlemskab af EU, men det bliver understreget, at forhandlingerne er en åben proces, og at vi ikke kan garantere resultatet på forhånd.
     Ved optagelse af et nyt medlem i EU skal der tages fuldt hensyn til alle Københavnskriterierne, og disse Københavnskriterier fastslår, at det er en forudsætning for medlemskab, at kandidatlandet har stabile institutioner, som garanterer for demokrati, retsstatsforhold, menneskerettigheder samt respekt for mindretal og beskyttelse af mindretal. Det er en betingelse, at kandidatlandet har en velfungerende markedsøkonomi samt evne til at klare konkurrencepresset og markedskræfterne i EU, og det er en betingelse, at kandidatlandet er i stand til at påtage sig medlemskabsforpligtelserne og har en administrativ kapacitet til effektivt at anvende og gennemføre gældende EU-ret.

     Det er også sådan, at i så vel EU's som kandidatlandenes almindelige interesse skal EU's evne til at optage nye medlemmer indgå i overvejelserne. Det vil altså sige, at det ikke er nok, at Tyrkiet opfylder alle betingelserne. EU skal også være parat til at optage Tyrkiet.
     Nu er forhandlingerne med Tyrkiet startet. Vi er blot ved starten af, hvad der vil blive en lang forhandlingsproces, og så vel EU som helhed som Danmark vil som hidtil nøje overvåge udviklingen i Tyrkiet under forhandlingsprocessen med Tyrkiet.
     Jeg synes også, det er vigtigt at gøre opmærksom på, at hvis Tyrkiet en dag skal blive medlem af EU, er det nødvendigt, at Tyrkiet gennemgår en omfattende reformproces. Det vil kræve grundlæggende reformer af det tyrkiske samfund på mange centrale områder. Tyrkiet skal gennemføre mere end
80.000 sider EU-lovgivning i tyrkisk lov, og derfor er det også vigtigt at være opmærksom på, at hvis det sker, vil det
i givet fald være et helt anderledes Tyrkiet end det, vi kender i dag.

Tak til statsministeren.
Jeg gør lige opmærksom på, at vi ikke giver plads til korte bemærkninger, før vi er færdige med besvarelsen af forespørgslen og går i gang med forhandlingen.
Så er det udenrigsministeren for at besvare forespørgslen.

Det Europæiske Råd besluttede som bekendt på sit møde den
16.-17. december 2004 at indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet. Det er vigtigt at være opmærksom på, at allerede den såkaldte associeringsaftale mellem det daværende EF og Tyrkiet, som blev indgået helt tilbage i 1963, stillede i udsigt, at Tyrkiet eventuelt senere kunne blive optaget i det europæiske samarbejde. Den afgørende beslutning blev imidlertid truffet, da Tyrkiet blev tildelt kandidatstatus på EU-topmødet i Helsinki i 1999. Det betød konkret, at når Tyrkiet opfyldte det politiske Københavnskriterium, som det hedder, kunne der for Tyrkiet som for andre kandidatlande blive indledt forhandlinger om medlemskab af EU.

     På baggrund af en omfattende reformproces i Tyrkiet vurderede EU-Kommissionen i sin 2004-rapport, at Tyrkiet i tilstrækkelig grad opfyldte det politiske Københavnskriterium, og derfor anbefalede Kommissionen, at der blev indledt optagelsesforhandlinger. Det Europæiske Råd tilsluttede sig i december 2004 denne anbefaling fra EU-Kommissionen. Forudsat at Tyrkiet opfyldte visse nærmere bestemte krav, kunne optagelsesforhandlinger indledes i oktober 2005. Danmark tilsluttede sig denne holdning, og det skete på basis af en bred opbakning i Folketingets Europaudvalg.
     Men jeg vil ikke på nogen måde lægge skjul på, at tyrkisk EU-medlemskab er et vanskeligt spørgsmål og også indeholder en række dilemmaer. Det er velkendt, at der mange steder både i Danmark og en række andre EU-lande er skepsis over for tyrkisk medlemskab af EU, og derfor er den fortsatte udvidelse af EU da også et naturligt emne under EU's tænkepause.
     Det er vigtigt, at vi lytter til befolkningerne, og det er vigtigt, at vi sikrer dialogen med befolkningerne; men samtidig skal EU stå ved sine løfter. Det er jo selve grundpillen i et forpligtende internationalt samarbejde som det, vi ønsker i Europa. Vi skal heller ikke glemme, at der er væsentlige strategiske interesser forbundet med Tyrkiets tilnærmelse til EU.
     Samtidig med beslutningen om at indlede forhandlinger med Tyrkiet fastlagde Det Europæiske Råd også de overordnede elementer i en opstrammet ramme for fremtidige optagelsesforhandlinger. Denne opstrammede ramme tager hensyn til erfaringerne fra femte udvidelsesrunde, og denne opstrammede ramme udstikker en forsvarlig og kontrolleret ramme for forhandlingerne.
     Lad mig minde om nogle af elementerne i den opstrammede ramme: en nødbremse med mulighed for at afbryde forhandlingerne, hvis udviklingen på f.eks. menneskerettighedsområdet eller de grundlæggende frihedsrettigheder går tilbage; strammere krav for at åbne og lukke forhandlingskapitler med fokus på gennemførelse i praksis af reformer; mulighed for lange overgangsperioder, undtagelser, særordninger eller permanente sikkerhedsmekanismer, hvor der specifikt peges på områder som fri bevægelighed for personer, strukturpolitik og landbrug; og endelig klar hensyntagen til de finansielle aspekter af et kandidatlands tiltrædelse af EU. Det er klart, at det fælles mål for forhandlingerne er medlemskab af EU, men det bliver understreget, at forhandlingerne er en åben proces, og at vi ikke kan garantere resultatet på forhånd.
     Ved optagelse af et nyt medlem i EU skal der tages fuldt hensyn til alle Københavnskriterierne, og disse Københavnskriterier fastslår, at det er en forudsætning for medlemskab, at kandidatlandet har stabile institutioner, som garanterer for demokrati, retsstatsforhold, menneskerettigheder samt respekt for mindretal og beskyttelse af mindretal. Det er en betingelse, at kandidatlandet har en velfungerende markedsøkonomi samt evne til at klare konkurrencepresset og markedskræfterne i EU, og det er en betingelse, at kandidatlandet er i stand til at påtage sig medlemskabsforpligtelserne og har en administrativ kapacitet til effektivt at anvende og gennemføre gældende EU-ret.

     Det er også sådan, at i så vel EU's som kandidatlandenes almindelige interesse skal EU's evne til at optage nye medlemmer indgå i overvejelserne. Det vil altså sige, at det ikke er nok, at Tyrkiet opfylder alle betingelserne. EU skal også være parat til at optage Tyrkiet.
     Nu er forhandlingerne med Tyrkiet startet. Vi er blot ved starten af, hvad der vil blive en lang forhandlingsproces, og så vel EU som helhed som Danmark vil som hidtil nøje overvåge udviklingen i Tyrkiet under forhandlingsprocessen med Tyrkiet.
     Jeg synes også, det er vigtigt at gøre opmærksom på, at hvis Tyrkiet en dag skal blive medlem af EU, er det nødvendigt, at Tyrkiet gennemgår en omfattende reformproces. Det vil kræve grundlæggende reformer af det tyrkiske samfund på mange centrale områder. Tyrkiet skal gennemføre mere end
80.000 sider EU-lovgivning i tyrkisk lov, og derfor er det også vigtigt at være opmærksom på, at hvis det sker, vil det
i givet fald være et helt anderledes Tyrkiet end det, vi kender i dag.

Tak til statsministeren.
Jeg gør lige opmærksom på, at vi ikke giver plads til korte bemærkninger, før vi er færdige med besvarelsen af forespørgslen og går i gang med forhandlingen.
Så er det udenrigsministeren for at besvare forespørgslen.

Som statsministeren nævnte, indledtes optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet den 3. oktober 2005.
Der blev i Rådet forhandlet til det sidste om den præcise udmøntning af Det Europæiske Råds beslutning vedrørende forhandlingsrammen for Tyrkiet, som var udstukket
i december, og fra dansk side er der god grund til tilfredshed med resultatet. Rammen fastlægger en stram og forsvarlig proces. Statsministeren har allerede nævnt nogle hovedelementer i forhandlingsrammen, men lad mig dog tilføje nogle. Forhandlingerne er en åben proces, hvis resultat ikke kan garanteres på forhånd. Før Tyrkiet kan blive medlem af EU, skal Københavnskriterierne opfyldes fuldt ud; heri indgår EU's såkaldte absorptionskapacitet. Hvis Tyrkiet ikke kan eller ikke vil leve op til de mange konkrete betingelser for EU-medlemskab, skal det sikres, at Tyrkiet gennem de stærkest mulige bånd forankres fuldt ud i de europæiske strukturer. Det vil sige, at EU under alle omstændigheder vil søge at fastholde Tyrkiet på reformkursen, og dette støtter regeringen naturligvis helhjertet. Helt enkelt formuleret drejer forhandlingsprocessen sig om at sikre, at Tyrkiet lever op EU's fælles love, regler og krav. Forhandlingsrammen giver mulighed for anvendelse af kriterier, de såkaldte benchmarks, for lukning og åbning af de enkelte forhandlingskapitler, hvor det måtte være relevant. Fra dansk side lægger vi vægt på, at der stilles klare krav om, hvad Tyrkiet skal leve op til i forbindelse med de enkelte kapitler. Det er selvfølgelig i både EU's og Tyrkiets egen interesse. Den løbende forhandlingsproces er meget teknisk. Den omhandler de enkelte politikområder i EU-samarbejdet ned i mindste detalje, og det skal jeg ikke trætte med her. Et væsentligt element vil være at opnå enighed om, hvilke overgangsperioder og undtagelser m.v. der skal gælde i tilfælde af tyrkisk medlemskab af EU. Det fastslås i forhandlingsrammen, at der kan overvejes lange overgangsperioder, undtagelser, særordninger eller permanente beskyttelsesklausuler. Der er altså mulighed for at etablere helt konkrete beskyttelsesforanstaltninger på de områder, hvor det kan være nødvendigt. Denne mulighed er
f.eks. til stede i forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed, hvor vi jo allerede i forbindelse med den seneste udvidelsesrunde indførte særlige foranstaltninger for otte af de nye medlemslande. Det understreges også i forhandlingsrammen, at der skal tages højde for de finansielle aspekter af Tyrkiets tiltrædelse i den relevante finansieringsramme, og at forhandlingerne først kan afsluttes, når der er fastlagt en finansieringsramme for EU for perioden efter 2014. Overvågning af Tyrkiets efterlevelse af sine forpligtelser vil spille en afgørende rolle. Det er Tyrkiets egne fremskridt, der vil bringe forhandlingerne videre. Fremskridtene vil i henhold til forhandlingsrammen navnlig blive målt i forhold til Københavnskriterierne om ikke mindst menneskerettigheder og demokrati, men også de økonomiske og lovgivningsmæssige krav til Tyrkiet, og de vil blive målt i forhold til Tyrkiets utvetydige tilsagn om at gøre en indsats for gode relationer med nabolandene og om at bilægge eventuelle grænsestridigheder i overensstemmelse med princippet om fredelig bilæggelse af tvister. Tyrkiet skal fortsat støtte bestræbelserne på i FN-regi at opnå en samlet løsning på Cypernproblemet og fremskridt hen imod normalisering af de bilaterale forbindelser mellem Tyrkiet og alle EU-lande, herunder republikken Cypern. Desuden skal der lægges vægt på opfyldelse af Tyrkiets forpligtelser i henhold til EU-associeringsaftalen og gennemførelsen af det reviderede tiltrædelsespartnerskab.

     Tiltrædelsespartnerskabet mellem EU og Tyrkiet indeholder flere hundrede prioriteter på kort og mellemlang sigt. Tyrkiet skal udarbejde en handlingsplan for udmøntning af partnerskabet, og det vil være med til at sikre, at Tyrkiets tiltrædelse i EU kun kan ske i fuld respekt for Københavnskriterierne.
     Nu er tiltrædelsesforhandlingerne startet, og Tyrkiet skal vise, at landet kan leve op til Københavnskriterierne. Tyrkiet skal vise konkrete fremskridt. Landet skal videreføre de politiske reformer, f.eks. vedrørende menneskerettigheder, og det skal overtage EU's fælles love og regler. Det er imidlertid ikke nok, at Tyrkiet vedtager de nødvendige lovforslag. Den vedtagne lovgivning skal også gennemføres i praksis, og der vil til efteråret blive taget bestik af situationen, for så vidt angår væsentlige spørgsmål af betydning for Tyrkiets tilnærmelse til EU. Der bliver altså her naturlig lejlighed til at inddrage Europaudvalget i drøftelserne.
     Jeg har her skitseret en del af betænkelighederne, problemerne og udfordringerne ved Tyrkiets tilknytning til EU, men det er imidlertid også vigtigt at være opmærksom på fordelene. En af fordelene er de positive effekter for os alle af en vækstøkonomi med et stort potentiale, og en anden fordel er knyttet til geostrategiske hensyn, herunder styrkelsen af EU's globale vægt og rolle. Jeg vil også nævne sikring af bedre energiforsyningsveje til Europa, der jo vil blive et af fremtidens problemer, og konsolidering af en demokratisk rollemodel for den muslimske verden, der vil bidrage til stabiliteten i EU's nærområde og dermed i sidste ende til vores alles sikkerhed.
     Endelig er det nok så vigtigt, at tyrkisk medlemskab af EU forudsætter, at EU er i stand til at optage Tyrkiet som medlem. Kommissionen skal bistå med overvågning og anbefalinger på dette område, og det er selvfølgelig Rådet, der i sidste ende vurderer, om denne betingelse for medlemskab er opfyldt. Det vil efter al sandsynlighed tage mange år, før vi skal tage stilling til dette spørgsmål, men samlet set mener jeg, at forhandlingerne med Tyrkiet hviler på et solidt og forsvarligt grundlag.

Forhandling

Som statsministeren nævnte, indledtes optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet den 3. oktober 2005.
Der blev i Rådet forhandlet til det sidste om den præcise udmøntning af Det Europæiske Råds beslutning vedrørende forhandlingsrammen for Tyrkiet, som var udstukket
i december, og fra dansk side er der god grund til tilfredshed med resultatet. Rammen fastlægger en stram og forsvarlig proces. Statsministeren har allerede nævnt nogle hovedelementer i forhandlingsrammen, men lad mig dog tilføje nogle. Forhandlingerne er en åben proces, hvis resultat ikke kan garanteres på forhånd. Før Tyrkiet kan blive medlem af EU, skal Københavnskriterierne opfyldes fuldt ud; heri indgår EU's såkaldte absorptionskapacitet. Hvis Tyrkiet ikke kan eller ikke vil leve op til de mange konkrete betingelser for EU-medlemskab, skal det sikres, at Tyrkiet gennem de stærkest mulige bånd forankres fuldt ud i de europæiske strukturer. Det vil sige, at EU under alle omstændigheder vil søge at fastholde Tyrkiet på reformkursen, og dette støtter regeringen naturligvis helhjertet. Helt enkelt formuleret drejer forhandlingsprocessen sig om at sikre, at Tyrkiet lever op EU's fælles love, regler og krav. Forhandlingsrammen giver mulighed for anvendelse af kriterier, de såkaldte benchmarks, for lukning og åbning af de enkelte forhandlingskapitler, hvor det måtte være relevant. Fra dansk side lægger vi vægt på, at der stilles klare krav om, hvad Tyrkiet skal leve op til i forbindelse med de enkelte kapitler. Det er selvfølgelig i både EU's og Tyrkiets egen interesse. Den løbende forhandlingsproces er meget teknisk. Den omhandler de enkelte politikområder i EU-samarbejdet ned i mindste detalje, og det skal jeg ikke trætte med her. Et væsentligt element vil være at opnå enighed om, hvilke overgangsperioder og undtagelser m.v. der skal gælde i tilfælde af tyrkisk medlemskab af EU. Det fastslås i forhandlingsrammen, at der kan overvejes lange overgangsperioder, undtagelser, særordninger eller permanente beskyttelsesklausuler. Der er altså mulighed for at etablere helt konkrete beskyttelsesforanstaltninger på de områder, hvor det kan være nødvendigt. Denne mulighed er
f.eks. til stede i forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed, hvor vi jo allerede i forbindelse med den seneste udvidelsesrunde indførte særlige foranstaltninger for otte af de nye medlemslande. Det understreges også i forhandlingsrammen, at der skal tages højde for de finansielle aspekter af Tyrkiets tiltrædelse i den relevante finansieringsramme, og at forhandlingerne først kan afsluttes, når der er fastlagt en finansieringsramme for EU for perioden efter 2014. Overvågning af Tyrkiets efterlevelse af sine forpligtelser vil spille en afgørende rolle. Det er Tyrkiets egne fremskridt, der vil bringe forhandlingerne videre. Fremskridtene vil i henhold til forhandlingsrammen navnlig blive målt i forhold til Københavnskriterierne om ikke mindst menneskerettigheder og demokrati, men også de økonomiske og lovgivningsmæssige krav til Tyrkiet, og de vil blive målt i forhold til Tyrkiets utvetydige tilsagn om at gøre en indsats for gode relationer med nabolandene og om at bilægge eventuelle grænsestridigheder i overensstemmelse med princippet om fredelig bilæggelse af tvister. Tyrkiet skal fortsat støtte bestræbelserne på i FN-regi at opnå en samlet løsning på Cypernproblemet og fremskridt hen imod normalisering af de bilaterale forbindelser mellem Tyrkiet og alle EU-lande, herunder republikken Cypern. Desuden skal der lægges vægt på opfyldelse af Tyrkiets forpligtelser i henhold til EU-associeringsaftalen og gennemførelsen af det reviderede tiltrædelsespartnerskab.

     Tiltrædelsespartnerskabet mellem EU og Tyrkiet indeholder flere hundrede prioriteter på kort og mellemlang sigt. Tyrkiet skal udarbejde en handlingsplan for udmøntning af partnerskabet, og det vil være med til at sikre, at Tyrkiets tiltrædelse i EU kun kan ske i fuld respekt for Københavnskriterierne.
     Nu er tiltrædelsesforhandlingerne startet, og Tyrkiet skal vise, at landet kan leve op til Københavnskriterierne. Tyrkiet skal vise konkrete fremskridt. Landet skal videreføre de politiske reformer, f.eks. vedrørende menneskerettigheder, og det skal overtage EU's fælles love og regler. Det er imidlertid ikke nok, at Tyrkiet vedtager de nødvendige lovforslag. Den vedtagne lovgivning skal også gennemføres i praksis, og der vil til efteråret blive taget bestik af situationen, for så vidt angår væsentlige spørgsmål af betydning for Tyrkiets tilnærmelse til EU. Der bliver altså her naturlig lejlighed til at inddrage Europaudvalget i drøftelserne.
     Jeg har her skitseret en del af betænkelighederne, problemerne og udfordringerne ved Tyrkiets tilknytning til EU, men det er imidlertid også vigtigt at være opmærksom på fordelene. En af fordelene er de positive effekter for os alle af en vækstøkonomi med et stort potentiale, og en anden fordel er knyttet til geostrategiske hensyn, herunder styrkelsen af EU's globale vægt og rolle. Jeg vil også nævne sikring af bedre energiforsyningsveje til Europa, der jo vil blive et af fremtidens problemer, og konsolidering af en demokratisk rollemodel for den muslimske verden, der vil bidrage til stabiliteten i EU's nærområde og dermed i sidste ende til vores alles sikkerhed.
     Endelig er det nok så vigtigt, at tyrkisk medlemskab af EU forudsætter, at EU er i stand til at optage Tyrkiet som medlem. Kommissionen skal bistå med overvågning og anbefalinger på dette område, og det er selvfølgelig Rådet, der i sidste ende vurderer, om denne betingelse for medlemskab er opfyldt. Det vil efter al sandsynlighed tage mange år, før vi skal tage stilling til dette spørgsmål, men samlet set mener jeg, at forhandlingerne med Tyrkiet hviler på et solidt og forsvarligt grundlag.

Forhandling

Tak for besvarelsen.
Vi har jo hørt før, at der er to massive hensyn at tage:
for det første at knytte Tyrkiet sikkerhedspolitisk til Vesten og for det andet EU's absorptionskraft, som man kan sige er et modsatrettet synspunkt. Det er jeg sådan set fuldstændig enig i, der er ikke noget, som skiller Dansk Folkeparti og regeringen på det område ... Hvad er det for en larm, er det højtaleren?

Det er ytringsfriheden.

Tak for besvarelsen.
Vi har jo hørt før, at der er to massive hensyn at tage:
for det første at knytte Tyrkiet sikkerhedspolitisk til Vesten og for det andet EU's absorptionskraft, som man kan sige er et modsatrettet synspunkt. Det er jeg sådan set fuldstændig enig i, der er ikke noget, som skiller Dansk Folkeparti og regeringen på det område ... Hvad er det for en larm, er det højtaleren?

Det er ytringsfriheden.

Nå, det er ytringsfriheden. Den savner de i Tyrkiet, men så er det godt, vi kan demonstrere, at vi har den i Danmark.
     Det, som nu er spørgsmålet, er jo, hvordan man opnår den sikkerhed, regeringen så gerne vil have. Sagen er jo, at alle, der ved noget om tyrkiske forhold, ved, at det er enormt store og vanskelige reformer, landet skal gennemgå, hvis det skal være muligt at leve op til kriterierne for et EU-medlemskab.
     De spørgsmål, som jeg mangler svar på fra både statsministeren og udenrigsministeren, er: Hvilken reaktion kan vi forvente fra Tyrkiets side, når vi bliver tvunget til at sige nej, fordi vi må se i øjnene, at de reformer, som er nødvendige, ikke kan gennemføres i det muslimske Tyrkiet? Og hvad sker der, når vi må konkludere, at EU ikke kan absorbere et land med 82 millioner muslimske indbyggere, der på nogle områder bliver den største medlovgiver og på nogle områder får vetoret over EU's lovgivning? Hvilken reaktion vil vi se fra Tyrkiets side? Jeg frygter, at vi vil se den reaktion, at Tyrkiet vender sig væk fra Vesten, og det er der ingen der har nogen interesse i.
     Problemerne i Tyrkiet er markante, lige fra forfølgelsen af religiøse mindretal - jøder og kristne - og kurdere til en udpræget sympati for islamisk fundamentalisme. Vi har senest set det i analyseinstituttet PIO's opgørelse over sympati for terrorisme i Tyrkiet, hvor omkring 20 pct. tilkendegiver at have sympati eller forståelse for selvmordsaktioner, og vi har set, at over 40 pct. mener, at islam som sådan skal spille en rolle i verden - noget, der blev meget konkret eksemplificeret, da vi hørte Abdullah Gül, den tyrkiske udenrigsminister, meget klart afslå at være mægler mellem Vesten og islam i den såkaldte Muhammedkonflikt.
     Vi ved, at Tyrkiet har markante problemer med at overholde basale frihedsrettigheder som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, kønnenes ligestilling og basalt demokrati.

Det er ikke mere end 10 år siden, at Tyrkiet, den tyrkiske befolkning stemte en dybt fundamentalistisk regering til magten, Refah Partisi, der efterfølgende fik kendt sit regeringsprogram i strid med menneskerettighederne ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

I øvrigt er den nuværende premierminister i Tyrkiet tidligere medlem af Refah Partisi, og det siger meget om den udvikling, der foregår i Tyrkiet. Og det siger meget om den umulige opgave, det er at gøre Tyrkiet til et vestligt samfund, et samfund, som kan leve op til de kriterier, man stiller til medlemslande i EU. Jeg skal derfor på vegne af Dansk Folkeparti fremføre følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget afviser tyrkisk medlemskab af EU, idet det bemærker, at Tyrkiet ikke inden for en overskuelig fremtid kan forventes at gennemgå en sådan modernisering, så landet kan leve op til de krav, der stilles til medlemskab. Et forpligtende samarbejde som EU må nødvendigvis forudsætte en både politisk og kulturel ensartethed, hvilket Tyrkiet åbenbart ikke har i forhold til resten af EU.
På den baggrund erklærer Folketinget, at forhandlingerne med Tyrkiet aldrig skulle have været igangsat. Den reaktion, der kan komme fra Tyrkiet, når optagelsesforhandlingerne ikke fører til det ønskede resultat, vil næppe være ønskelig. I denne forbindelse erindrer Folketinget om, at flere medlemslande allerede har lovet deres befolkninger folkeafstemning om spørgsmålet. Folketinget opfordrer den danske regering til at gøre det samme.
Endelig understreger Folketinget, at det er vigtigt at knytte Tyrkiet til Vesten, hvorfor regeringen opfordres til at arbejde for gode handels-, forsvars- og sikkerhedspolitiske relationer til landet.« (Forslag til vedtagelse nr. V 65).

Der er nu fremsat følgende forslag til vedtagelse: (Se foran). Dette forslag indgår herefter i forhandlingen.
Så er det fru Charlotte Antonsen som ordfører.

Nå, det er ytringsfriheden. Den savner de i Tyrkiet, men så er det godt, vi kan demonstrere, at vi har den i Danmark.
     Det, som nu er spørgsmålet, er jo, hvordan man opnår den sikkerhed, regeringen så gerne vil have. Sagen er jo, at alle, der ved noget om tyrkiske forhold, ved, at det er enormt store og vanskelige reformer, landet skal gennemgå, hvis det skal være muligt at leve op til kriterierne for et EU-medlemskab.
     De spørgsmål, som jeg mangler svar på fra både statsministeren og udenrigsministeren, er: Hvilken reaktion kan vi forvente fra Tyrkiets side, når vi bliver tvunget til at sige nej, fordi vi må se i øjnene, at de reformer, som er nødvendige, ikke kan gennemføres i det muslimske Tyrkiet? Og hvad sker der, når vi må konkludere, at EU ikke kan absorbere et land med 82 millioner muslimske indbyggere, der på nogle områder bliver den største medlovgiver og på nogle områder får vetoret over EU's lovgivning? Hvilken reaktion vil vi se fra Tyrkiets side? Jeg frygter, at vi vil se den reaktion, at Tyrkiet vender sig væk fra Vesten, og det er der ingen der har nogen interesse i.
     Problemerne i Tyrkiet er markante, lige fra forfølgelsen af religiøse mindretal - jøder og kristne - og kurdere til en udpræget sympati for islamisk fundamentalisme. Vi har senest set det i analyseinstituttet PIO's opgørelse over sympati for terrorisme i Tyrkiet, hvor omkring 20 pct. tilkendegiver at have sympati eller forståelse for selvmordsaktioner, og vi har set, at over 40 pct. mener, at islam som sådan skal spille en rolle i verden - noget, der blev meget konkret eksemplificeret, da vi hørte Abdullah Gül, den tyrkiske udenrigsminister, meget klart afslå at være mægler mellem Vesten og islam i den såkaldte Muhammedkonflikt.
     Vi ved, at Tyrkiet har markante problemer med at overholde basale frihedsrettigheder som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, kønnenes ligestilling og basalt demokrati.

Det er ikke mere end 10 år siden, at Tyrkiet, den tyrkiske befolkning stemte en dybt fundamentalistisk regering til magten, Refah Partisi, der efterfølgende fik kendt sit regeringsprogram i strid med menneskerettighederne ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

I øvrigt er den nuværende premierminister i Tyrkiet tidligere medlem af Refah Partisi, og det siger meget om den udvikling, der foregår i Tyrkiet. Og det siger meget om den umulige opgave, det er at gøre Tyrkiet til et vestligt samfund, et samfund, som kan leve op til de kriterier, man stiller til medlemslande i EU. Jeg skal derfor på vegne af Dansk Folkeparti fremføre følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget afviser tyrkisk medlemskab af EU, idet det bemærker, at Tyrkiet ikke inden for en overskuelig fremtid kan forventes at gennemgå en sådan modernisering, så landet kan leve op til de krav, der stilles til medlemskab. Et forpligtende samarbejde som EU må nødvendigvis forudsætte en både politisk og kulturel ensartethed, hvilket Tyrkiet åbenbart ikke har i forhold til resten af EU.
På den baggrund erklærer Folketinget, at forhandlingerne med Tyrkiet aldrig skulle have været igangsat. Den reaktion, der kan komme fra Tyrkiet, når optagelsesforhandlingerne ikke fører til det ønskede resultat, vil næppe være ønskelig. I denne forbindelse erindrer Folketinget om, at flere medlemslande allerede har lovet deres befolkninger folkeafstemning om spørgsmålet. Folketinget opfordrer den danske regering til at gøre det samme.
Endelig understreger Folketinget, at det er vigtigt at knytte Tyrkiet til Vesten, hvorfor regeringen opfordres til at arbejde for gode handels-, forsvars- og sikkerhedspolitiske relationer til landet.« (Forslag til vedtagelse nr. V 65).

Der er nu fremsat følgende forslag til vedtagelse: (Se foran). Dette forslag indgår herefter i forhandlingen.
Så er det fru Charlotte Antonsen som ordfører.

Tyrkiets optagelsesforhandlinger om EU-medlemskab gik i gang
i 2005. Det skete, efter at Tyrkiet i 1999 under den daværende Nyrupregering blev anerkendt som kandidatland. Realistisk set vil der gå mindst 10-15 år, før Tyrkiet kan blive medlem af EU. Dertil kommer, at der kan blive tale om overgangsordninger, hvor Tyrkiet ikke er fuldt med på alle politikområder. Det skyldes, at Tyrkiet er et stort og relativt fattigt land. Som andre ansøgerlande skal Tyrkiet naturligvis leve op til Københavnskriterierne, der jo er et antal politiske og økonomiske kriterier. Det vil sige, at for at Tyrkiet kan blive fuldt medlem, skal man bl.a. respektere menneskerettigheder og mindretal. Økonomisk skal Tyrkiet være
i stand til at gennemføre alle de EU-regler, der gælder i samarbejdet. Det siger sig selv, at spørgsmål om godt miljø og gode arbejdsmiljøbestemmelser er politiske tiltag, som det ikke er helt billigt at gennemføre, når det skal gennemføres for alle tyrkere. Men det er en nødvendig forudsætning for medlemskab af EU, at ansøgerlande overtager hele den allerede gennemførte politik. På topmødet for EU's regeringschefer i december 2004, som blev udmøntet af udenrigsministrene året efter, blev der for Tyrkiets vedkommende tale om en yderligere opstrammet forhandlingsramme, hvor der, som udenrigsministeren lige har været inde på, kan blive tale om overgangsordninger, undtagelser, særordninger eller permanente beskyttelsesklausuler. Kort fortalt: Forhandlingerne er startet, men der vil gå lang tid, før de kan afsluttes.

     Geografisk udgør Tyrkiet overgangen mellem Europa og Asien. Af strategiske årsager har Tyrkiet derfor været et vigtigt medlem af NATO i alle årene. Vi har haft gavn af de tyrkiske tropper, der i NATO-regi har medvirket til at sikre frihed og fred i vor del af verden.
     Det ændrer dog ikke ved, at Tyrkiet som medlem af EU ser ud til at bekymre mange mennesker. Og det forhold er da også medvirkende til, at vi i EU går langsomt frem med optagelsen af Tyrkiet. Når vi har startet optagelsesforhandlingerne, er det altså også, fordi det er i egen interesse, at Tyrkiet politisk og økonomisk nærmer sig Europa.
     I den seneste tid har Muhammedsagen stået højt på dagsordenen. Den sag er et godt eksempel på, at det er godt at have Tyrkiet på vores side. Tyrkiet viser, at det er muligt at være muslim og demokrat samtidig. Der er nemlig ikke tale om, at nogle ekstreme muslimer opildner til, at vi
i den vestlige verden er imod muslimer i al almindelighed. Nej, det, der er afgørende, er ikke, om et land bekender sig til den ene eller den anden religion. Det, der er afgørende, er, om landet er demokratisk. Tyrkiet skal altså tilnærme sig EU, fordi det er i vores egen interesse, at det store demokrati mellem Europa og Asien orienterer sig mod os. Det er bedre at have Tyrkiet som ven end som fjende. Også økonomisk er det klart i vores interesse, at Tyrkiet kommer med, fordi det dermed udvider det indre marked. Vi har lige for nylig set tal på, at østudvidelsen alene har givet os op imod 35.000 nye arbejdspladser her i Danmark. Så det, at medlemskredsen udvides, spiller altså også en rolle økonomisk, fordi vores afsætningsmuligheder forbedres. Nogle er bekymrede over, at vi i EU kommer til at overføre store midler til Tyrkiet. Det bliver der ikke tale om. Det er nemlig ikke muligt i EU, fordi der er en budgetbegrænsning på 1 pct. Det er heller ikke forventeligt, at tyrkiske kontanthjælpsmodtagere vil oversvømme os, som nogle taler om. Den frie bevægelighed i EU er nemlig betinget af, at man enten kan forsørge sig selv som studerende eller pensionist, eller at man har fået et almindeligt job i det land, man ønsker at opholde sig i. Bekymringen hertillands hænger nok bl.a. sammen med, at vi har mange tyrkere i Danmark, der kommer fra de allerfattigste dele af Tyrkiet, hvor f.eks. analfabetisme er et stort problem. Det gøres der heldigvis en indsats mod i Tyrkiet, og derfor vil det problem forhåbentlig blive mindre med årene. Jeg vil godt afslutningsvis henvise til, hvad statsministeren lige har sagt i sin tale, nemlig at der kommer til at gå mange år, før Tyrkiet kan blive medlem af EU, og på det tidspunkt vil der være tale om et andet Tyrkiet end det, vi kender i dag. Og så vil jeg gerne på vegne af Venstre, Socialdemokraterne og De Konservative fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer,
- at forhandlingerne med Tyrkiet om medlemskab af Den Europæiske Union er indledt,
- at grundlaget er Københavnskriterierne og en opstrammet og forsvarlig forhandlingsramme som fastlagt af Rådet for Den Europæiske Union på mødet den 3. oktober 2005,
- at målsætningen er tyrkisk medlemskab af EU, men at forhandlingerne er en åben proces, hvis resultat ikke er givet på forhånd, og hvor der også skal tages hensyn til EU's evne til at optage nye medlemmer (absorptionskapacitet). Folketinget opfordrer regeringen til fortsat at medvirke til at sikre en stram og forsvarlig forhandlingsproces med Tyrkiet.« (Forslag til vedtagelse nr. V 66).

Jeg skal lige bede ordføreren blive stående.
Der er nu fremsat følgende forslag til vedtagelse: (Se foran). Også dette forslag indgår herefter i forhandlingen.

Nu taler ordføreren om de sikkerhedspolitisk gode ting, der vil være ved et medlemskab.

Men hvis vi nu lige forholder os til forhandlingsprocessen, så nævnte statsministeren, at Tyrkiet skal implementere 80.000 siders lovgivning. Vi ved, hvordan menneskerettighedskrænkelserne er massive i Tyrkiet. Vi ved, hvordan den islamistiske fundamentalisme spiller en afgørende rolle i Tyrkiet, på trods af at det ellers er indskrevet i forfatningen, at man ikke må have med islamisme at gøre. Vi ved, at Tyrkiet er besættelsesmagt i EU på Nordcypern. Med andre ord ved vi, at der er nogle enormt store vanskeligheder for Tyrkiet for bare at skabe sig den mindste mulighed for at få medlemskab af EU.
Der vil jeg bare gerne høre: Hvilken reaktion forestiller ordføreren sig fra Tyrkiets side, når eller hvis EU engang bliver nødt til at sige: Det her fører ingen vegne, vi kommer aldrig i mål, fordi vanskelighederne, der skal overvindes, ganske enkelt er for massive?

Nu taler ordføreren om de sikkerhedspolitisk gode ting, der vil være ved et medlemskab.

Men hvis vi nu lige forholder os til forhandlingsprocessen, så nævnte statsministeren, at Tyrkiet skal implementere 80.000 siders lovgivning. Vi ved, hvordan menneskerettighedskrænkelserne er massive i Tyrkiet. Vi ved, hvordan den islamistiske fundamentalisme spiller en afgørende rolle i Tyrkiet, på trods af at det ellers er indskrevet i forfatningen, at man ikke må have med islamisme at gøre. Vi ved, at Tyrkiet er besættelsesmagt i EU på Nordcypern. Med andre ord ved vi, at der er nogle enormt store vanskeligheder for Tyrkiet for bare at skabe sig den mindste mulighed for at få medlemskab af EU.
Der vil jeg bare gerne høre: Hvilken reaktion forestiller ordføreren sig fra Tyrkiets side, når eller hvis EU engang bliver nødt til at sige: Det her fører ingen vegne, vi kommer aldrig i mål, fordi vanskelighederne, der skal overvindes, ganske enkelt er for massive?

Altså, det er jo svært at sige, hvad den proces, der nu er indledt, slutter med, men som det er fremgået, har vi jo indledt nogle forhandlinger med Tyrkiet med henblik på medlemskab. Det er selvfølgelig ikke her i starten af forhandlingerne givet, at forhandlingerne lykkes og Tyrkiet kan blive medlem.
Nogle af de ting, hr. Morten Messerschmidt peger på, er da problemer, som er, som det bliver sagt, ganske vanskelige, og derfor er det bestemt ikke det letteste land at optage i Europa. Det er jo også derfor, vi forventer, at der vil gå i hvert fald 10 år, før Tyrkiet kan blive medlem, og så kan det endda være et medlemskab, som ikke er fuldt og helt, så det er en lang proces. Tyrkiet har stadig væk mange problemer foran sig.

Jamen så kunne jeg godt tænke mig at høre: Tror ordføreren, at det også er den opfattelse, som man render rundt med i Tyrkiet, at et medlemskab ikke er givet?
     Hvis man ser, hvordan debatten er i Tyrkiet, har Tyrkiet jo i den grad fået nogle forventninger stillet i udsigt, både med hensyn til landbrugs- og strukturstøtteordningerne, den fri arbejdsmarkedsbevægelighed og en lang række andre områder, som det da er klart at tyrkerne har en forventning om at de vil få adgang til, når nu de hele tiden skal reformere deres samfund, ændre det i forhold til, hvordan de egentlig oprindelig havde indrettet sig.
     Jeg tror ikke, at de massive vanskeligheder med menneskerettighederne, med demokrati, med kønnenes ligestilling, med hele udenrigspolitikken kan ændres, for det handler om, at Tyrkiet fundamentalt set er et anderledes samfund end resten af Europa. Det er et samfund, der bygger på islam.
     Det, jeg spørger om, er bare: Når nu de her forventninger på et eller andet tidspunkt bliver gjort til skamme - for det er jeg fuldstændig overbevist om vil ske - når den afvisning kommer, tror ordføreren så ikke, at man kunne få netop den reaktion, som ordføreren ønsker at undgå ved de her forhandlinger, og at man derfor faktisk fra start af skulle have sagt: Vi laver et privilegeret partnerskab i stedet for et egentligt medlemskab?

For det første forstår jeg slet ikke, at hr. Morten Messerschmidt er så bekymret over, at Tyrkiet kan blive medlem, hvis hr. Morten Messerschmidt tror på det, han selv går og siger.
For det står klart for os alle sammen, at Tyrkiet bl.a. skal opfylde Københavnskriterierne for at kunne blive medlem. Det vil sige, at det skal være et demokrati, man skal respektere menneskerettighederne, man skal respektere minoriteter, så hvis hr. Morten Messerschmidt troede på, hvad han selv sagde, så var der slet ikke nogen grund til bekymring, for, ja, så kommer de jo ikke med i EU.
Hr. Morten Messerschmidt er også inde på, om vi i sidste ende kan komme til at skubbe Tyrkiet fra os. Det er jo lige præcis det, vi lægger op til ikke at gøre, for noget at det, vi også har besluttet, i forbindelse med at vi startede optagelsesforhandlingerne, er, at man kan forestille sig en tilnærmelse, som ikke er identisk med et fuldt medlemskab. Så vi er allerede inde på en tankegang om, at et samarbejde med Tyrkiet, der er tættere end det, vi har i dag, selvfølgelig er en mellemløsning, hvis ikke Tyrkiet til punkt og prikke lever op til alle kravene.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Svend Auken som ordfører.