Den næste sag på dagsordenen var:
2) Forespørgsel nr. F 10:
Forespørgsel til økonomi- og erhvervsministeren:
»Hvad er den danske regerings holdning til servicedirektivet?« Af Frank Aaen (EL), Jørgen Arbo-Bæhr (EL), Line Barfod (EL), Per Clausen (EL) og Signe Færch (EL). (Forespørgslen anmeldt 13/10 2005. Fremme af forespørgslen vedtaget 28/10 2005).

Begrundelse

I 2004 lancerede Europa-Kommissionen forslaget om servicedirektivet. Det skete på baggrund af den såkaldte Lissabonstrategi og et ønske om at gøre EU til den såkaldt mest konkurrencedygtige økonomi i verden. Baggrunden for direktivet var udfærdigelsen af en såkaldt barriererapport. 6.000 virksomheder i EU var blevet spurgt, hvilke hindringer de oplevede for deres handel med serviceydelser, og ikke så underligt oplevede virksomhederne demokratisk vedtaget lovgivning som hindrende for deres virkelyst. Servicedirektivet tager derfor udgangspunkt i at fjerne lovgivning, som kan være hindrende for markedets absolutte frihed: væk med bebyrdende regler om arbejdsforhold, miljø, forbrugerbeskyttelse og lignende. Der kan heller ikke rejses tvivl om, at lovgivning, især af den nævnte slags, kan virke irriterende, hvis man som virksomhed ønsker at maksimere sin profit. Derfor er kernen i servicedirektivet også et princip, der vil gøre op med de snærende bånd, som national lovgivning kan betyde, det såkaldte oprindelseslandsprincip. Udførelse af ydelser i et land kan kun ske efter hjemlandets regler og skal udelukkende kontrolleres af hjemlandets myndigheder, men med den frie ret til etablering og levering af tjenesteydelser over grænserne er der ingen tvivl om, at denne oprindelseslandsregel vil blive svækket, og det vil være til skade for alle regler, der måtte virke såkaldt generende for virksomhederne. En dansk virksomhed kan herefter ved at placere sig i det land, som har de ringeste beskyttelsesregler for arbejdstagere, miljø og forbrugere, operere frit i alle øvrige medlemslande.

     Ingen kender rækkevidden af servicedirektivet, men ét er sikkert: Direktivet vil føre til social og miljømæssig dumping i medlemslandene, sådan som det foreligger nu, og samtidig forvandles en del af vores lovgivning til handelshindringer og bliver derfor forbudt. Der vil altså ske en indskrænkning af vores demokratiske råderum, og det er jo også grunden til, at adskillige europæiske bevægelser har protesteret kraftigt over initiativet. Protesterne i Frankrig mod servicedirektivet spillede en afgørende rolle for modstanden mod EU-forfatningen, og det er ikke så mærkeligt.
     Forslaget videreudvikler ideen om det indre marked. De varmeste tilhængere af direktivet mener ikke, at markedet har tilstrækkelig gunstige vilkår, til trods for at virksomheder
i dag etablerer sig på tværs af grænserne - dels for at få lempeligere skatteforhold, dels for f.eks. at kunne hyre polske arbejdere til slavelignende vilkår i Tyskland. Det er
i hvert fald, hvad slagteriarbejderne i Ringsted og Hjørring tidligere i år har måttet sande. En vedtagelse af servicedirektivet i dets nuværende form vil derfor føre til en markant forandring af vores samfund - en forandring, som ikke er begrundet i nogen naturlov, og som det heller ikke skal være muligt at begrunde ved at henvise til hverken EU eller Kina. Begrundelsen for at stille denne forespørgsel er derfor bl.a., at en eventuel vedtagelse af servicedirektivet skal ske på et oplyst grundlag. Ingen af de partier, der er til stede i Folketingssalen i dag, skal efterfølgende kunne fralægge sig et ansvar, hvis denne lovgivning bliver gennemført. Vi skal ikke efterfølgende kunne se flæbende, tudende ministre blive overraskede over, at deres politik har konsekvenser. Vi har et ansvar for, hvordan EU's politik bliver, ikke kun over for os selv, men også over for fremtidige generationer. Det grundlæggende spørgsmål er: Ønsker vi at regulere markedet og stille krav, eller ønsker vi at lægge den demokratiske byrde fra os og lægge ansvaret for befolkningens beskyttelse over på markedet? Det er det, vi skal diskutere i dag.

Besvarelse

Det er ikke længe siden, at vi sidst havde en drøftelse om servicedirektivet her i Folketingssalen. Det var i forbindelse med behandlingen af Dansk Folkepartis beslutningsforslag nr. B 45 i juni måned, og Enhedslisten har nu bedt mig om at redegøre for regeringens holdning til servicedirektivet.
     Lad mig starte med at slå fast, at regeringen støtter initiativer, der kan sikre et mere velfungerende indre marked, og det gælder også på området for tjenesteydelser, hvor der er dokumenteret en lang række barrierer. Det må imidlertid stå klart for enhver, at regeringen har en meget kritisk tilgang til det foreliggende forslag. Regeringen kan således ikke støtte det nuværende forslag fra Kommissionen, og den tilgang tror jeg et stort flertal af Folketingets partier er enig i.
     Inden jeg uddyber regeringens holdning til direktivforslaget, herunder oprindelseslandsprincippet og forslagets betydning for arbejdsmarkedet, vil jeg gerne nævne regeringens overordnede holdning i relation til skabelsen af et indre marked for tjenesteydelser.
     EU's indre marked for varer er en af EU's største succeser. Det har resulteret i et større og bedre udvalg af varer til lavere priser til gavn for både danske virksomheder og forbrugere. Det indre marked for tjenesteydelser halter derimod langt bagefter. Det hæmmer vækst- og jobpotentialet i hele EU, herunder Danmark, og regeringen har derfor generelt en positiv holdning til at få skabt et mere velfungerende indre marked for tjenesteydelser.
     Barrierer rammer ikke mindst et land som Danmark. Danmark har en lille, men åben økonomi samt mange små og mellemstore virksomheder, og mange af disse virksomheder afholder sig fra at udnytte mulighederne i det indre marked, fordi det er for besværligt, og fordi der skal bruges alt for mange ressourcer til rådgivning.
     Kommissionens forslag indeholder en række fornuftige tiltag, hvad angår virksomhedsetablering. Hensigten med forslaget er bl.a. at gøre det nemmere for virksomheder at etablere sig permanent i andre medlemslande, og derfor forenkles de administrative procedurer, så det bliver let og ubureaukratisk at etablere sig. Ligeledes vil direktivet sikre erhvervsdrivende, at de får en fast indgang i et medlemsland, hvor de skal henvende sig for at få hurtig og præcis information om regler og procedurekrav. Det følger dog samtidig af forslaget, at når en virksomhed etablerer sig i et andet EU-land, skal den overholde reglerne i det pågældende land. Hvis en græsk virksomhed etablerer sig i Danmark, er det de danske regler, der skal overholdes, og det ændrer Kommissionens forslag ikke ved.

     Når regeringen ikke kan støtte det foreliggende direktivforslag, skyldes det, at Kommissionens forslag ganske enkelt er for vidtgående, først og fremmest i den foreslåede anvendelse af oprindelseslandsprincippet. Oprindelseslandsprincippet indeholder en lang række problematiske elementer, og lad mig fremhæve et par af de væsentlige elementer, som regeringen finder problematiske.
     Princippet indskrænker grænserne for, i hvilket omfang væsentlige og nødvendige nationale standarder inden for
f.eks. miljø- og forbrugerbeskyttelse kan opretholdes fremover. Dernæst er det uklart, hvilke nationale regler servicevirksomhederne skal følge, altså hvilke regler der reelt er omfattet af princippet, og hvilke der ikke er det. Det er ikke med til at skabe klarhed for virksomhederne, og det er ikke med til at skabe klarhed for forbrugerne. Princippet vil også være konkurrenceforvridende for servicevirksomheder fra EU-lande med høje nationale standarder, og endelig kan vi risikere at komme i en situation, hvor en virksomhed straffes for en handling, der er lovlig i det land, hvor tjenesteydelsen leveres, men ulovlig i hjemlandet. Regeringen kan derfor ikke støtte oprindelseslandsprincippet i dets nuværende udformning. Det er afgørende for regeringen, at arbejde, der udføres
i Danmark, skal ske under overholdelse af danske regler. De serviceudbydere, der kommer til Danmark, skal arbejde efter samme regler som danske virksomheder, når de udfører deres arbejde. Det gælder regler om forbrugerbeskyttelse, sociale kvalitetsstandarder, miljø og arbejdsmiljø, offentlig orden, etik, dyrevelfærd, sundhed og sikkerhed. Kort fortalt ønsker regeringen, at en tysk håndværker skal følge de danske arbejdsmarkeds-, forbrugs- og miljøregler, når den pågældende udfører sit arbejde i Danmark, uanset om han er etableret eller han kun er her midlertidigt. Mange virksomheder, herunder også danske, løber imidlertid ofte ind i problemer, når de ønsker at komme ind på andre EU-landes markeder. Jeg har tidligere nævnt eksemplet med en dansk arkitekt, der gerne ville deltage i en enkeltstående byggeopgave i Flensborg. Som det forholder sig
i dag, vil arkitekten f.eks. kunne blive mødt med krav om at melde sig ind i Slesvig-Holstens arkitektsammenslutning. Det er ikke holdbart, det er skadeligt for konkurrencen, og vi skal derfor have fjernet unødvendige registrerings- og tilladelseskrav, som knytter sig til adgangen til de enkelte EU-landes markeder, hvad enten det drejer sig om levering eller etablering. Vi må således i højere grad end i dag kunne acceptere, at en virksomhed, der opfylder markedsadgangskravene i et EU-land, også er berettiget til at få adgang til andre EU-lande. Det, som regeringen ønsker, svarer til det, som parlamentsudvalgets ordfører Evelyn Gebhardt har foreslået, nemlig at adgangen til markedet skal ske efter reglerne i det land, hvor virksomheden er etableret, mens udførelsen skal ske efter reglerne i det land, hvor ydelsen leveres. På arbejdsmarkedsområdet sætter forslaget desuden spørgsmålstegn ved, om vi fuldt ud kan opretholde den danske arbejdsmarkedsmodel, og det er ikke acceptabelt for regeringen. For arbejdsmarkedet er der allerede regler, der fastslår, at udstationerede medarbejdere skal følge en række minimumskrav vedrørende løn- og arbejdsvilkår, som er fastsat
i det land, hvor arbejdet udføres. Disse regler ændrer oprindelseslandsprincippet ikke ved, idet princippet viger for udstationeringsdirektivet. Det vil derfor fortsat gælde, at virksomheder, der udstationerer medarbejdere i andre EU-lande, skal opfylde arbejds- og ansættelsesvilkår i det land, hvor arbejdet udføres, f.eks. vedrørende arbejdstid, arbejdsmiljø og mindsteløn. I Danmark har vi ikke en lovfastsat mindsteløn, i stedet anvendes retten til at konflikte for at få rimelige løn- og arbejdsvilkår, og det skal også være muligt fremover. Direktivet må heller ikke forhindre, at myndigheder og arbejdsmarkedets parter kan føre en effektiv kontrol med udenlandske virksomheder, der udsender arbejdskraft til Danmark, for at sikre, at henholdsvis regler og overenskomster overholdes. Afslutningsvis vil jeg kort orientere om forhandlingssituationen i EU. Europa-Parlamentet behandler i øjeblikket direktivforslaget, og ligesom det er tilfældet andre steder, er meningerne i Europa-Parlamentet delte. Der er kommet 1.500 ændringsforslag fra forskellige grupper i Europa-Parlamentet, som ventes at afslutte sin førstebehandling af forslaget med afstemning i plenarforsamlingen i januar 2006. Først da kender vi Europa-Parlamentets holdning.

     Kommissionen stillede allerede i foråret i udsigt, at den ville fremlægge et revideret forslag. Dette forslag forventes dog ikke at komme, før Europa-Parlamentet har afsluttet sin førstebehandling, og Kommissionen har også været meget tilbageholdende med at signalere, i hvilken retning et revideret forslag vil gå og omfanget af ændringer. Derfor er der altså en del usikkerhed forbundet med direktivforslaget. Endelig er forslaget på dagsordenen på Konkurrenceevnerådsmødet den 29. november, og jeg vil bruge rådsmødet til at redegøre udførligt for de danske kritikpunkter.
     Vi befinder os altså på et sted i processen, hvor det er muligt aktivt at påvirke forhandlingerne i den retning, vi ønsker, og det er regeringens holdning, at der er behov for, at vi gør det. Jeg tror, vi kan være enige om, at vi fra dansk side har væsentlige interesser på spil, bl.a. i relation til oprindelseslandsprincippet og den danske arbejdsmarkedsmodel. Samtidig skal vi sikre danske servicevirksomheder en forbedret markedsangang i EU og en bedre udnyttelse af vækst- og jobpotentialet i EU, og derfor agter regeringen at engagere sig kritisk, men også konstruktivt i de videre forhandlinger.

Forhandling

Modstanden mod EU-forfatningen i Europa tog i høj grad sit udgangspunkt i servicedirektivet. Frygten for at miste job og forringelsen af velfærd var afgørende faktorer for de hollandske og franske vælgere, og det var med god grund, at modstanden mod forfatningen blev sammenkædet med servicedirektivet. Det handler om retningen for politikken i Europa, det handler om social tryghed, og det handler ikke mindst om demokrati.
     Ingen kan være i tvivl om Enhedslistens holdning til EU, som særlig er begrundet i vores holdning til EU's manglende demokrati og markedets forrang frem for politisk regulering. Det er også grunden til, at vi er bekymrede over den udvidelse af det indre marked, vi kommer til at se med servicedirektivet.
     På det indre markeds område for varer har vi i det seneste år oplevet en række problemer for vores demokratiske mulighed for at gribe ind over for markedet. Jeg kan nævne hestetransporter, jeg kan nævne bromerede flammehæmmere, nitritindhold i økologisk spegepølse, indførelse af strafferet for at effektivisere markedet osv. osv. På alle disse områder optræder vi folkevalgte i højere og højere grad som statister i den forstand, at vi har haft meget begrænsede muligheder for at gribe ind over for markedet.
     Argumenterne har været, at EU forbyder os at gøre noget ved de politiske problemer, men servicedirektivet vil gøre, at disse problemer på mange måder vil blive mangedoblede. Direktivet forbyder os at stille en lang række krav, som i bund og grund handler om at tage politisk ansvar, og det er også baggrunden for, at Enhedslisten helst så servicedirektivet på samme måde som EU-forfatningen: død og begravet. Vi mener faktisk, det ville være mere ansvarligt at tilbagerulle EU-samarbejdet på dette område for på den måde at sikre en højere grad af demokratisk kontrol med vores samfund.
     Essensen af den kritik, der rammer både forfatningen og servicedirektivet, er sådan set: Skal folkevalgte politikere tage beslutningerne i samfundet, eller skal det overlades til markedet, til Europa-Kommissionen og dens komiteer og til den integrations- og ikke mindst markedsvenlige EF-Domstol?
     I Enhedslisten er vi ikke i tvivl om, at vi ønsker en udbygning af demokratiet. Vi har på trods af regeringens mange fornuftige udmeldinger om servicedirektivet dog været i tvivl om, hvilken retning regeringen ville vælge i Ministerrådet, og det er også derfor, vi håber, at denne forespørgsel vil kunne klargøre regeringspartiernes holdning til mange af disse spørgsmål. Problemet er jo, at ingen kender den egentlige rækkevidde af servicedirektivet. Ser man på de mange høringssvar, som danske organisationer har afgivet, er de også præget af en grundlæggende tvivl. Vil uddannelse, sundhed, arbejdsmarkedsforhold og sociale ydelser være omfattet af direktivet? Indtil videre har regeringen ikke fremlagt en færdig oversigt over de lovgivningsmæssige konsekvenser, selv om Enhedslisten har spurgt efter det gentagne gange.

     En lang række områder, f.eks. uddannelse, er ikke indeholdt i oversigten, og ser man kommentarerne fra f.eks. Miljøministeriet og Socialministeriet, er det ikke småting, der kommer til at ske af ændringer i det danske samfund, såfremt servicedirektivet vedtages i sin nuværende form. Miljøministeriet skriver direkte i et notat, at følgerne af servicedirektivet vil være uacceptable - en helt sjælden markant tale fra et embedsmandsapparat - og det er også grunden til, at vi foreslår en præcisering og en grundlæggende analyse af de samfundsmæssige konsekvenser, som direktivet vil få. Vi forudsætter desuden, at direktivet ikke gennemføres i nogen som helst form, uden at disse konsekvenser har været i høring blandt organisationer og bevægelser.
     En ting, vi nok alle har ventet på, har været Europa-Parlamentets behandling af de mere end 1.100 forslag. På trods af at områder som sundhed og arbejdsret nu tilsyneladende er blevet undtaget efter indre marked-udvalgets behandling, er der stadig store problemer, og det er også grunden til, at Den Europæiske Fagforeningsorganisation - ETUC, Euro-LO, EFS, hvad vi nu vælger at kalde den - i går udsendte en resolution, hvor den decideret fordømte den behandling, som servicedirektivet har fået i indre marked-komiteen under Europa-Parlamentet. Det varsler, at modstanden mod servicedirektivet langtfra er ophørt, og derfor haster det også med, at Danmark kommer med en klar og utvetydig holdning til servicedirektivet.
     Alt kan ændres i beslutningsprocessen. Men selv hvis ændringsforslagene fra Europa-Parlamentet bliver vedtaget, vil områder som uddannelse, ældrepleje, drift af vandværker og en lang række andre områder være omfattet af direktivet og dets oprindelseslandsprincip.
     Servicedirektivet vil, både sådan som det forelå, før det blev behandlet i Europa-Parlamentets indre marked-komité, og sådan som det ligger nu, betyde en lang række forringelser: dumping på miljøområdet, dumping på socialområdet og mere privatisering inden for velfærd, f.eks. hjemmepleje, skoler og vandforsyning, ligesom store udenlandske koncerner vil få bedre muligheder for at mase sig ind. Det er ikke det, vi vil i Enhedslisten. Vi vil fortsætte kampen mod servicedirektivet, også sammen med den europæiske fagbevægelse og vore politiske allierede i Europa. Der skal meget til, før dette servicedirektiv overhovedet kan siges at være acceptabelt på nogen måde.

Forespørgslen handler om servicedirektivet - eller sagt på en anden måde: Forespørgslen handler om, hvorvidt vi skal skabe fri konkurrence og fri bevægelighed inden for serviceområdet
i EU ved at gennemføre det indre marked for serviceydelser. De serviceydelser, som direktivet omfatter, leveres bl.a. af arkitekter, ejendomsmæglere, optikere, sælgere, reklamefolk, vedligeholdelsesfirmaer, rengøringsfirmaer og sikkerhedstjenester. Det er områder, hvor der i dag ikke er fuldstændig fri konkurrence i alle lande i EU, og fri konkurrence er jo ellers kendetegnende for EU i den normale handel med varer. Hvis vi ser lidt tilbage i tiden, har det været en stor succes for Danmark og for EU, at vi gennemførte det indre marked i slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne. Her i landet skete det som bekendt efter en folkeafstemning i 1986 om den såkaldte EF-pakke, hvor danskerne gav stor opbakning til at sige ja til at gennemføre EU's indre marked, og det er der kommet mange gode resultater ud af. Et enkelt eksempel er flypriserne. Se på internettet, se i aviserne. Flypriserne på de internationale ruter har aldrig været lavere. Og hvor de unge i 1970'erne og 1980'erne tog på sommerferie med interrail, tager de unge, der lever af uddannelsesstøtte, i dag rundt i hele verden med fly. Det er blevet billigere at flyve, og med lavprisselskaberne er det endda ofte så billigt, at det er billigere at flyve end at tage toget. Det er den europæiske konkurrence i EU's indre marked, der har ført til disse lave priser. Det kan man forvisse sig om ved at sammenligne med, hvad det koster at flyve indenrigs
i Danmark. Det er i dag langt dyrere at flyve fra København til Århus end at tage en tur fra København til Bruxelles, fra København til London eller fra København til Paris. Der er international konkurrence på udenrigsruterne, men EU har ikke blandet sig i, hvordan konkurrencesituationen skal være på de nationale ruter, og derfor betaler vi altså disse kolossalt høje priser, når vi flyver indenrigs i Danmark.

     På håndværksområdet har vi et helt aktuelt eksempel på, hvad fri konkurrence og fri bevægelighed betyder. Som bekendt er der i dagens Danmark et byggeboom. Mange mennesker har valgt at bygge nyt og bygge til, fordi renten er lav, og fordi privatøkonomien er blevet væsentligt forbedret de seneste år, bl.a. på grund af skattestoppet, men konsekvensen af byggeboomet er, at der er mangel på danske håndværkere til at imødekomme borgernes efterspørgsel. Det har betydet, at et stigende antal tyske håndværkere er kommet ind i landet, selvfølgelig især i Sønderjyllandsområdet. Disse tyske håndværkere arbejder på fuldstændig samme vilkår som danske håndværkere, men de har altså bevæget sig ind fra Tyskland for at hjælpe byggeriet i en periode, hvor Danmark har et byggeboom og derfor har mangel på arbejdskraft. Lave flypriser og håndværkere, der frit kan bevæge sig over grænserne, er for mig at se de bedste eksempler, der kan gives på, at fri konkurrence giver billigere og bedre varer og højere kvalitet.
     Servicedirektivet drejer sig om en anden type ydelser, nemlig serviceydelser. Jeg nævnte i starten nogle af de områder, der er tale om, og det er vigtigt for Venstre, at vi sikrer de bedst mulige løn- og arbejdsvilkår, og at vi sikrer
- det skal fremstå fuldstændig klart af direktivet - at på områder som forbrugerbeskyttelse, sociale forhold, etik, sundhed og sikkerhed skal det fortsat være de danske regler, der gælder. Men omvendt må vi sige, at vi mener, det vil være til meget, meget stor fordel for de danske forbrugere, at forslaget bliver vedtaget. De partier, som ikke fuldstændig afviser et direktiv på serviceområdet, har allerede haft en stribe møder hos økonomi- og erhvervsministeren. Vi har været glade for de møder, de har været konstruktive, og ministeren har virkelig gjort en stor indsats for hele tiden at holde Folketinget orienteret og tage os med på råd om det, der skal ske på EU-området inden for servicedirektivets rammer. Vi føler os fuldstændig trygge ved, at den linje vil blive fortsat, og vi glæder os til, at servicedirektivet en dag bliver en realitet
i Danmark.

Der er en række korte bemærkninger til ordføreren, først fra hr. Morten Messerschmidt.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Dansk Folkeparti og Venstre er uenige om dette servicedirektiv.
     Jeg kan forstå på ordføreren, at hun er begejstret for, at der bliver en øget liberalisering på serviceområdet, og jeg kunne godt tænke mig at høre ordførerens holdning til, at man undtager nogle områder. Sagen er jo, at der i artikel 18 faktisk er nogle midlertidige undtagelser for områder som pengetransport, spillevirksomhed, væddeløb, lotteri og inkassovirksomhed, og hvordan har en liberal Venstrekvinde som fru Charlotte Antonsen det med, at man undtager sådanne områder fra liberaliseringen? Det kunne jeg godt tænke mig at høre.

Alting tager altså tid, men vi er meget, meget glade for, at det nu ser ud til, at vi kan få taget det første skridt i retning af at liberalisere serviceydelser i Europa.
     Som hr. Morten Messerschmidt udmærket er klar over, er situationen i Danmark jo den, at det netop er her, mange danskere er beskæftiget. Vi er meget, meget dygtige her i landet til at udføre serviceydelser. Vi har store rengøringsfirmaer, og vi har store miljøvirksomheder, som vil få meget bedre mulighed for at udføre opgaver i andre europæiske lande, og derfor er det, at der bliver taget hul på sagen, helt afgørende for os. Det er klart, at der er nogle specielle områder, som kræver en nærmere gennemgang, men vi er glade for, at EU er på rette vej.

Det var jo et interessant svar, for det vil altså sige, at fru Charlotte Antonsen og Venstre mener, at sådan noget som pengetransporter, altså virksomhed for den danske Nationalbank, og sådan noget som inkassovirksomhed rent faktisk er noget, som udenlandske selskaber skal have lov til at byde på. Er det rigtig forstået?
     Det direktiv, der ligger nu, siger i artikel 18, jf. artikel 40, at disse områder skal friholdes fra den totale liberalisering indtil 1 år efter, at direktivet er trådt i kraft. Betyder det, at Venstre, 1 år efter at direktivet er trådt i kraft, vil synes, det er fantastisk, at den danske Nationalbanks pengetransporter, inkassovirksomhed og alle den slags ting skal foretages af private aktører fra f.eks. Grækenland og Østeuropa? Eller synes Venstres ordfører måske
i virkeligheden, at det ville være meget fornuftigt at fastholde de ting på danske hænder?

Vi tager kun stilling til én ting ad gangen, og i dag tager vi stilling til det direktivforslag, der ligger på bordet. Det er det, vi drøfter.
     Jeg vil godt sige kort om pengetransporter, at Venstres ultimative ønske er, at vi en dag får euroen ligesom de andre lande, og så har den danske Nationalbank ikke længere behov for at transportere danske kroner rundt i Europa.

     Men vi diskuterer det direktiv, der ligger på bordet. Der er nogle områder, der er undtaget, som hr. Messerschmidt lige har nævnt, og så må vi jo se, når vi kommer længere frem
i tiden, om der er nogle andre områder, der trænger til at blive liberaliseret.

Jeg vil nu oplæse Enhedslistens forslag til vedtagelse, som jeg gerne vil bede fru Charlotte Antonsen kommentere.

Forslag til vedtagelse

»I forbindelse med behandlingen af EU's servicedirektiv opfordrer Folketinget regeringen til at arbejde for:
-   at oprindelseslandsprincippet erstattes af et værtslandsprincip.
-   at dette princip kommer til at gælde for alle typer af tjenesteydelser,
-   at hvert land selv skal kunne bestemme, hvad der er en offentlig tjenesteydelse, også selv om der indgår en form for brugerbetaling,
-   at vende sig imod den mængde af forbud, der opremses i artikel 14 og 15, der lægger begrænsninger på medlemsstaternes mulighed for at regulere tjenesteydere,
-   at nationale regler og aftaler om løn og arbejdsvilkår skal være undtaget fra og upåvirkede af direktivet,
-   at værtslandsprincippet indskrives direkte i direktivteksten,
-   at kontrolmyndighed med tjenesteydere også tilkommer værtslandet, og
-   at alle relevante høringsparter får lejlighed til at udtale sig, inden regeringen beder Folketinget om et endeligt forhandlingsmandat.« (Forslag til vedtagelse nr. V 15)

     Det kunne jeg godt tænke mig fru Charlotte Antonsens kommentar til, specielt fordi vi mener, at alle velfærdsydelser skal være undtaget fra konkurrence i servicedirektivet.

Der er nu fremsat følgende forslag til vedtagelse: (se foran). Dette forslag indgår herefter i forhandlingen.

Det kan vi ikke stemme for.

Men hvis vi f.eks. tager sådan noget som velfærdsydelser, vil det direktiv, der ligger på bordet nu, jo også komme til at omfatte sådan noget som friskoler, og udenlandske uddannelseskoncerner vil kunne mase sig ind i det danske uddannelsessystem. Det vil omfatte vand, fordi der indgår en eller anden form for betaling i forbindelse med levering af vand.
     Det vil også komme til at omfatte sådan noget som hjemmepleje. Det står jo klokkeklart, også efter den behandling, der har været i Europa-Parlamentets Indre marked-komité. Hvad er fru Charlotte Antonsens kommentar til det? Er det godt, eller er det skidt, at der kommer mere privatisering, udlicitering på områder med servicedirektivet fra EU's side?

Kort bemærkning.
Hverken vores friskoler eller vores vand er truet af servicedirektivet. Det er det første. Så vil jeg sige, at med hensyn til hjemmepleje mener vi faktisk, at vi nu kan se, at det har været en stor succes ude i de små hjem, at vi har liberaliseret hjemmeplejen, så de ældre fremover har mulighed for i hvert fald i nogle kommuner at vælge mellem, om de vil have en kommunalt ansat eller en privat ansat hjemmehjælper.
     Og der har vi altså ikke noget imod, hvis nogle af de penge, der i givet fald skulle betales for den privatansatte hjemmehjælper, som den ældre selv frit kan vælge, skulle komme fra udlandet. Jeg tror, det er et område, hvor vi ikke vil se så mange udenlandske virksomheder her i landet, og hvor det, der ville være det relevante at diskutere med hr. Rune Lund, var, at danske virksomheder, som i dag tilbyder serviceydelser i Danmark, ville få meget lettere ved også at tilbyde serviceydelser i lande som Tyskland, altså hvor der er meget store markeder, fordi vi er meget dygtige til service.
     Grunden til, at vi ultimativt ikke kan stemme ja til Enhedslistens forslag, er nøjagtig den samme som ved Dansk Folkepartis beslutningsforslag den 2. juni her i Folketingssalen, nemlig at hvis man fuldstændig erstatter oprindelseslandsprincippet med værtslandsprincippet, er vi jo, hvor vi er i dag. Så har man ikke et indre marked for serviceydelser, så er det status quo, og det ønsker vi ikke.

Jeg synes, det jo er meget tankevækkende, at Venstres ordfører understreger, at man i hvert fald et stykke hen ad vejen vil erstatte det nuværende værtslandsprincip med et oprindelseslandsprincip. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre Venstres ordfører på hvilke politikområder. Er det
f.eks. i forbindelse med miljøgodkendelser? Er det i forbindelse med autorisationsordninger? Altså, skal det være sådan, at det ikke er danske autorisationsordninger, der gælder, hvis der kommer en udenlandsk udbyder af elinstallationer og skal udføre elinstallationer i Danmark? Eller hvor er det, Venstres ordfører mener, at der er brug for, at vi får et oprindelseslandsprincip indført i forbindelse med tjenesteydelser?

Det, hr. Arbo-Bæhr henviser til, har intet med direktivet at gøre. Der er ikke noget som helst i direktivteksten, der truer, at vi har danske autorisationsordninger, at vi stiller krav til elektrikere, og at vi stiller krav til den service, vi modtager. Det kan vi fortsat sikre hundrede procent i Danmark.
     Jeg vil godt give hr. Arbo-Bæhr et andet eksempel: ISS, som jo har været et dansk rengøringsfirma, blev for nogle år siden købt af udlandet. Det mener jeg da ikke i sig selv er et problem. Altså, der er jo stadig væk et ISS, der er velfungerende. Det, der er det vigtigste, er, at de medarbejdere, der arbejder, har nogenlunde fornuftige vilkår, og at ISS fortsat kan ekspandere, for det giver også både velstand og arbejdspladser, så vi har altså ikke denne her skræk. Men jeg mener simpelt hen, at hr. Arbo-Bæhrs eksempler intet har med direktivet at gøre.

Den diskussion synes jeg sagtens, vi kan fortsætte med, for princippet i servicedirektivet er jo, at oprindelseslandsprincippet i virkeligheden skal gælde på alle områder. Der har været fokuseret meget på spørgsmålet om løn- og arbejdsvilkår. Det eneste område, der er fritaget, er tjenesteydelser, der ikke er udsat for almen konkurrence. Sådan er det.
     Og når fru Charlotte Antonsen siger, at der er nogle områder, hvor vi vil fastholde direktivet med hensyn til oprindelseslandsprincippet, så spørger jeg bare: På hvilke områder? Det vil da være rart at få at vide. Hvad er det for nogle ting, Venstre mener, at vi i Danmark ikke skal kunne stille krav om, når der kommer en udenlandsk udbyder af tjenesteydelser og skal udføre noget arbejde i Danmark? Hvad er det for områder?

Jeg vil først om løn- og arbejdsvilkår sige, at de har under hele forløbet været undtaget eksplicit i direktivet. Der har vi fortsat de danske løn- og arbejdsvilkår, som vi kender dem
i dag, og det har intet med direktivet at gøre. Det, der har været vigtigt for os i den forbindelse, er så, at vi også sikrer den danske model, at formuleringerne i direktivet bliver så klare som overhovedet muligt, og det er noget af det store arbejde, som økonomi- og erhvervsministeren har stået i spidsen for i EU, nemlig for at sikre, at der er nogle præciseringer, så direktivet ikke er så uklart, som det er i øjeblikket. Jeg vil godt sige med hensyn til, jeg ved ikke, om det skal være oprindelseslandsprincip, man kunne også kalde det noget andet, at det, der er det vigtige for Danmark, er, at vi er i en situation i dag, hvor vi har åbne grænser, så alle udlændinge, der ønsker at udføre serviceopgaver i Danmark, umiddelbart kan komme til det. Tilsvarende gælder ikke for andre lande. Der spænder man ben, hvis danske virksomheder ønsker at udføre serviceopgaver. Det primære ved servicedirektivet er at sikre, at alle EU-virksomheder umiddelbart har ret til at udføre service i andre lande. Og så er det klart, at når vi har så lang en tekst i servicedirektivet, så er det, fordi vi selvfølgelig ønsker, at den konkurrence sker på basis af konkurrencecvilkårene i det land, hvor servicen udføres. Med andre ord: Hvis der kommer en virksomhed i Danmark, siger det sig selv, at den skal leve op til alle de danske regler, så den ikke på den måde kan udkonkurrere danske virksomheder.

Tak til fru Charlotte Antonsen. Så går vi videre i ordførerrækken. Hr. Niels Sindal som ordfører.

Det indre marked for varer har betydet meget for prisdannelse og udbud. Det har resulteret i helt åbenlyse fordele til gavn for forbrugere og beskæftigelse så vel i Danmark som i resten af Europa.
     Socialdemokratiet er også tilhængere af et indre marked for kommercielle serviceydelser, men vi har gentagne gange siden fremsendelsen af direktivforslaget gjort gældende, at selv om der er paralleller, så er det indre marked for serviceydelser noget ganske andet end det indre marked, vi kender.
     To ting er væsentlige: Hvilke serviceydelser skal omfattes af reglerne? Hvilket lands regler skal gælde?
     Der er forskel på håndværksarbejde, revisorassistance og hjemmehjælp. Kommissionen skelner stort set ikke, det gør vi.

     Socialdemokratiet kan under ingen omstændigheder støtte et direktiv, der inddrager velfærdssamfundets kerneydelser, uddannelse, social- og sundhedsydelser, kultur og miljø. Det hører ikke hjemme i et indre marked for serviceydelser. Det er ydelser af såkaldt almen interesse for nationalstaten og skal således ikke medinddrages i et indre marked.
     Adgangen til at udføre tjenesteydelser inden for EU kan godt være efter oprindelseslandets regler, jævnfør gensidig anerkendelse af uddannelser, men det skal være på præmisser af værtslandets love og regler, der finder anvendelse. Altså tjenesteydelser, der ydes i Danmark, skal være på vores præmisser. En håndværkers adgang til at udføre eksempelvis tømrerarbejde godkendes i det land, han kommer fra, men udføres jobbet i Danmark, er det danske love vedrørende arbejdsmiljø, danske regler for løn- og arbejdsvilkår, der skal efterleves. Vi vil ikke støtte et oplæg til en kamp om den laveste fællesnævner.
     Man har i denne uge stemt i Parlamentets udvalg. Resultatet var efter dansk målestok positivt, bedre end vi kunne have forventet. Vi forventede en afstemning i februar/marts om den endelige beslutning i plenarforsamlingen. Debatten i dag er ikke mandatgivende til regeringen, men en drøftelse af, hvad den skal arbejde for.

Mit spørgsmål til hr. Niels Sindal går på velfærdsydelser og oprindelseslandsprincippet.
     Jeg har hørt fra ordføreren, hvilket jeg synes er meget dejligt, at hvis der indgår velfærdsydelser i servicedirektivet, og hvis oprindelseslandsprincippet er en del af servicedirektivet, så vil Socialdemokraterne ikke bakke op om servicedirektivet.
     Men nu er tilfældet jo, at det servicedirektiv, der ligger, også efter at det har været behandlet i EU-Parlamentets indre marked-kommité indeholder både oprindelseslandsprincippet - det er intakt - og velfærdsydelser såsom f.eks. hjemmepleje og friskolerne. Betyder det, at Socialdemokraterne vil stemme imod servicedirektivet, sådan som det ligger nu, hvis det kommer til Folketingets Europaudvalg til mandatgivning?

Ja.

Det var et kort og præcist svar. Og det glæder mig meget, for det betyder faktisk, sådan som jeg kan tælle mandater herinde
i Folketinget, at der i øjeblikket er 90 mandater imod servicedirektivet i det her Folketing, og det synes jeg er dejligt, når vi ser, hvad der er af ting i det her servicedirektiv. Så det er en fornøjelse.

Nu er politik ofte det muliges kunst. Og det, vi i dag beder regeringen om, er at kæmpe for nogle retningslinjer, altså at følge nogle retningslinjer i servicedirektivet. Og det tror jeg regeringen vil gøre med Folketingets opbakning.
     Hvordan det går i Kommissionen og Parlamentet og endelig
i Ministerrådet er straks en anden sag. For servicedirektivet
i sig selv er en fremgang, det er godt at have et servicedirektiv, for så får vi sat regler på det her. Men det er da klart, at Socialdemokratiet har nogle helt klare holdninger til det, hr. Rune Lund spurgte om. Så vores holdning er helt klar.

Jeg vil udtrykke samme begejstring, som hr. Rune Lund lige har udtrykt over for hr. Niels Sindals meget klare tale. Det er jo altid rart, når man kan få enstavelsessvar, for så er det meget nemt at huske, når man skal citere det efterfølgende. Og det tror jeg nemlig der bliver grund til.
     Jeg husker klart i sidste samling, da vi behandlede B 45, hvor hr. Niels Sindal også holdt en fremragende tale under førstebehandlingen, som sådan set lagde sig fuldstændig op ad Dansk Folkepartis synspunkter, og da vi så kom til anden behandling, hvor hr. Svend Auken var ordfører, så stemte man alligevel imod. Og det er jo sådan en lidt mærkelig model.
     Derfor vil jeg høre, at når nu hr. Sindal så klart støtter værtslandsprincippet, så klart støtter, at man skal gå imod denne her ultraliberalisering, og vi skal forsøge at beskytte danske velfærdsydelser og danske arbejdstageres interesser, kan vi så også forvente, at hr. Sindal vil stemme for det forslag til vedtagelse, som hr. Lund tidligere læste op?
     Jeg syntes, det lød meget godt. Og jeg vil da høre, når nu hr. Sindal er så klar i mælet, om han måske så også kunne være det i den her sag?

Jeg kan ikke stemme for hr. Lunds forslag til vedtagelse. Vi har selv et forslag, og det stemmer vi selvfølgelig for.

Morten Messserschmidt (DL):
Tak for svaret.
     Så kunne jeg godt tænke mig at høre, hvad det præcis er for nogle forskelle. Hvad er det præcis, som hr. Sindal synes er dårligt ved det, hr. Lund har foreslået? Som jeg lige ser det, så understreger det jo meget klart det her med, at man går imod oprindelseslandsprincippet; at man synes, det skal være landene selv, der fastsætter, hvad der er offentlige tjenesteydelser; at det skal være landene selv, der forestår kontrollen og undersøger de forskellige forhold i forbindelse med det frie marked, som vi har i dag; at alle høringsparter skal på banen, før man giver mandat.
     Hvad er det præcis for nogle dele af det, som hr. Lund har foreslået, som hr. Sindal bygger sit meget klare - må jeg sige - nej på?

Situationen er jo den, at regeringen fortsat skal forhandle, og at der stadig væk forhandles i EU. Vi vil gerne give regeringen et hint om, i hvilken retning der skal arbejdes. At nævne tingene specifikt kunne måske give nogle problemer i forhandlingssammenhæng, så derfor mener jeg, at vores forslag dækker fuldt ud, og hr. Rune Lund og hr. Messerschmidt er velkomne til at stemme for det.

Nu er det jo voldsomt svært at stemme for et forslag, man ikke kender. Men hr. Sindal kender jo det forslag til vedtagelse, som hr. Rune Lund har fremsat. Og så siger hr. Niels Sindal: Jamen det kan vi ikke støtte, for vi har vores eget.
     Jeg vil godt lige minde om, at politik også er det muliges kunst. Det er faktisk sådan, at hvis hr. Niels Sindal bruger denne kunst, så vil vi kunne få et flertal for et forslag, som rent faktisk giver nogle meget præcise retningslinjer for, hvad det er, vi gerne vil, og hvad det er, vi ikke vil. Og derfor er der brug for at spørge: Hvad er det helt konkret, vi skal pille ud af det her forslag, for at hr. Niels Sindal kan støtte det? For så er vi jo til at snakke med.

Jeg er helt enig med hr. Arbo-Bæhr i, at politik er det muliges kunst. Og jeg vil gerne gentage tilbuddet, for man kunne også vende det om og sige: Hvad er der ved vores forslag, som ikke kan tilgodese Enhedslistens ønsker?

Jeg vil se det først. Jeg har meget svært ved at tage stilling til et forslag, der ikke eksisterer. Men det kan hr. Niels Sindal måske. Det er i hvert fald kunst.
     Jeg mangler svaret på, hvorfor hr. Sindal ikke vil og ikke kan svare mig på et helt konkret spørgsmål. Hvad er det for et ord, hvad er det for en sætning, hvad er det for et komma, eller har vi stavet forkert? Hvad er det, der gør, at hr. Niels Sindal ikke kan støtte det forslag, som hr. Rune Lund har læst op, og som faktisk ord til andet handler om at fjerne oprindelseslandsprincippet, sørge for, at værtslandsprincippet fastholdes, og sikre, at velfærdsydelserne ikke bliver berørt? Hvad er det, hr. Niels Sindal har af problemer i forhold til det her forslag? Jeg har meget svært ved at forstå det.

Nu er det jo let nok specifikt at sige, at det vil vi, og det vil vi ikke. Men jeg vil sige, at det forslag, som vil blive læst op senere - undskyld, at hr. Arbo-Bæhr ikke kender det - støttes af et flertal her i Folketinget, der også omfatter regeringen. Jeg mener, at det ville være rigtig flot, hvis Enhedslisten kunne være med på det forslag, når de nu får det læst, for så vil det være et samlet Folketing, der står bag det. Og der er ikke noget i det andet forslag, som hr. Arbo-Bæhr ikke kan være med til.

Tak til hr. Niels Sindal. Så er det hr. Morten Messerschmidt som ordfører.

Det er jo underholdende, at man skal høre en socialdemokratisk ordfører, der vil have, at man skal forholde sig til et forslag, som endnu ikke er fremsat, samtidig med at samme Socialdemokrati i et væk taler om, at andre partier fører blokpolitik, og jeg ved ikke hvad. Hvad er det vi står over for her? Man kræver, at Dansk Folkeparti og Enhedslisten skal forholde sig til et forslag, som man end ikke har villet vise de to partier. Det er da i den grad at holde nogle partier ude.
     EU bygger på den grundlæggende idé om et multinationalt Europa, et Europa, hvor befolkningerne ikke føler sig bundet af deres fædrelande, og hvor nationernes særegne kendetegn og karaktertræk udviskes til fordel for en uvirkelig og tåget totalliberaliseret ensartethed.
     Servicedirektivet, som vi kender det, byggende på oprindelseslandsprincippet om en fuldkommen afmontering af landenes egen regulering, er et led i denne proces. Det handler ikke om at gøre samhandelen nemmere eller billigere. Det handler om at ophæve grænser og nedlægge nationale forskelle.

     Uden en sådan udslettelse af de nationale bånd kan EU i Bruxelles nemlig ikke overtage den fuldstændige magt over medlemslandene. Så længe der er nationale forskelle og forskellige modeller, vil europæerne aldrig opgive deres nationale styreformer, og derfor kæmper EU's magtkleresi en kamp for at nedbryde nationernes Europa. Polakkerne skal ikke være polske, men europæiske. Danskerne skal ikke være hjemmehørende i Danmark, men lydige over for dekreterne fra Bruxelles, og derfor skal danske håndværkere, advokater, it-udbydere og andre serviceudøvere i Danmark presses af østeuropæiske løn- og arbejdsmarkedsforhold.
     Som forbrugeroplysning er der måske grund til at nævne, at en arbejdstime i Polen i snit koster 4 euro. I Letland er den endnu lavere, nemlig helt nede på 3 euro. Til sammenligning er den gennemsnitlige pris i Danmark omkring 25 euro. Det er svært at se anden konsekvens af dette, end at konkurrencen fremover vil blive fuldstændig fri og ubundet af det sociale sikkerhedsnet, som et flertal her i Folketinget i årtier, århundreder har kæmpet for at bygge op.
     Hvem er dum nok til at ansætte en tømrer, der koster næsten ti gange så meget, bare for at høre ham sige prisen på dansk? Hvem har råd til andet end at få bistand fra en polsk advokat, som er lige så dygtig som den danske, når prisen er en femtedel af den danske pris? Og hvem har i en global økonomi råd til at tage hensyn til sådan nogle ting som arbejdsmiljø, arbejdsmarkedsrettigheder eller en fair løn?
     Men ikke nok med, at vi får billigere udenlandsk arbejdskraft, den logiske konsekvens af det her direktiv er naturligvis også, at danske serviceydere bliver arbejdsløse, og at de danske lønninger kommer under pres. Hvis direktivet vedtages, må vi bare håbe, at vi så kan overbevise de estiske og tjekkiske og andre landes indbyggere om, at de skal finansiere vores velfærdsordninger, når vores folk kommer til at gå arbejdsløse.
     Egentlig er det jo lidt besynderligt, at vi overhovedet skal have den her debat. For under et halvt år siden diskuterede vi nemlig præcis den samme sag, dengang foranlediget af Dansk Folkepartis beslutningsforslag, og dengang klappede stort set alle, i hvert fald et stort flertal af Folketingets partier, ad værtslandsprincippet. Det er også godt, men det er bare ikke godt nok. For skaden med det her direktiv er markant større, og derfor er det en paradeforestilling i naivitet, når man kun står og taler om værtslandsprincippet og oprindelseslandsprincippet. Det her handler om noget meget mere centralt.
     Det handler om, at landene bliver fuldstændig umyndiggjort med hensyn til at regulere deres servicesektor. Område for område vil direktivet fjerne muligheden for, at landene kan stille krav og betingelser, fastsætte minimumsstandarder for de serviceydere, der skal virke på dansk jord. Vi må ikke, hvis direktivet vedtages, stille krav om, at de certifikater, de erklæringer, de meddelelser fra andre lande, som skal godtgøre, at folk leverer en ordentlig kvalitet, lever op til danske standarder. Det må Danmark ikke længere regulere. Alle skal anerkende alle attester.
     Det, som engang var den oprindelige hovedhjørnesten i EU-retten - at hvis der er et tvingende hensyn til miljøet, til forbrugersikkerheden, til borgernes sikkerhed, så kan man lave undtagelser - fjernes, hvis ikke man vurderer, at sikkerhedskravet er godt nok; hvis ikke man siger, at det er proportionalt. Det er at gå på kompromis med landenes sikkerhed.
     Man må ikke udstede tidsbegrænsede tilladelser, de skal være ubegrænsede, og en lang række krav bliver i artikel 14 gjort forbudte. Vi må ikke stille krav om registrering, vi må ikke stille krav om, at man skal være placeret i et vist antal stater, vi må ikke stille krav om en økonomisk attest eller om pligt til sikkerhedsstillelse eller til registrering. Det er en umyndiggørelse af medlemslandene, det er en afmontering af reguleringen af op imod 75 pct. af vores økonomi.
     Det siges fuldstændig klart i artikel 15, stk. 6, hvor man vender det gamle princip om, at landenes regler kan efterprøves ved EF-Domstolen, om. Fremover bliver det Kommissionen, der skal godkende, om vi overhovedet må behandle reglerne. I stedet for at vi kan vedtage regler her
i Folketinget, som så efterfølgende kan kendes i strid med EU-retten, bliver det i fremtiden sådan, at måske Folketingets formand eller forslagsstillerne skal sende det til godkendelse i Kommissionen, inden det kommer til behandling. Det er en fuldstændig cementering af Europas Forenede Stater: Kommissionen øverst, medlemslandene nederst, EU øverst, nationalstaterne nederst. Det er visionen om Europa, og den vender Dansk Folkeparti sig imod.

Hr. Morten Messerschmidt er meget optaget af at tage hensyn til alle mulige autorisationsordninger og paragraffer og detaljer. Må jeg ikke spørge hr. Messerschmidt: Glemmer hr. Messerschmidt ikke noget, der normalt er helt centralt i dansk politik, nemlig borgerne? Hvad med borgerne? Ville det ikke være godt for borgerne, hvis der kom fri konkurrence i forbindelse med serviceydelser, så vi, ligesom tilfældet er med de meget billige flypriser, også kunne få nogle billigere briller hos optikeren, når vi havde behov for det? Ville det ikke være godt, at vi fik konkurrence ind på de områder, så vi fik højere kvalitet?

     Har Dansk Folkeparti fuldstændig opgivet den frie konkurrence som et væsentligt element i økonomien?

Jeg synes, det er underholdende at skulle stå her og blive belært af fru Charlotte Antonsen på den måde.
     Fru Charlotte Antonsen må jo være bekendt med, at den liberalisering, der har fundet sted inden for den frie udveksling af varer, har hjemmel i EF-traktatens artikel 28, med undtagelsen i artikel 30.
     Hvis nu fru Charlotte Antonsen ville gøre sig den ulejlighed eventuelt at have traktaten foran sig, når hun udtalte sig om den, ville hun kunne konstatere, at serviceydelser rent faktisk også er omfattet af artikel 28. Det har de sådan set været, lige siden fru Charlotte Antonsen, tror jeg, stemte for den i 1986. Så derfor har man faktisk i dag fuldstændig samme traktatmæssige krav og betingelser og efterlevelsesmuligheder i artikel 28, stk. 1, undtagelsen er i artikel 30, suppleret af miljøgarantien i artikel 90, stk. 4.
     Jeg ved ikke præcis, hvad det er for nogle andre regler, fru Charlotte Antonsen hentyder til, men det kan hun jo få lejlighed til at redegøre for i sin anden bemærkning.

Da vi stemte om det indre marked i 1986, gennemførte vi jo efterfølgende en stribe direktiver vedrørende det indre marked og den fri bevægelighed dér. Og det, der sker nu på serviceområdet, er jo fuldstændig parallelt hermed. Så det er da rigtigt, som hr. Messerschmidt så arrogant siger til den danske befolkning ved at henvise til nogle paragraffer, at forbrugerne kan gå til EF-Domstolen og kræve deres ret, men er det ikke mere borgervenligt, at vi laver nogle regler, så vi får den frie konkurrence, så borgerne altså ikke skal gå til EF-Domstolen for at få ret?
     Tror hr. Messerschmidt ikke på den frie konkurrence? Hvad er det nu, der er så frygteligt ved den frie konkurrence? Er service ikke det, vi er allerbedst til; er det ikke der, vi kan klare os bedst; er det ikke der, der er det største vækstpotentiale? Hvad er hr. Messerschmidts reelle begrundelse? Er den bare, at alt, hvad der kommer fra EU, skal omtales negativt, når det kommer fra en Dansk Folkeparti-mand?

Jamen fru Antonsen har jo fuldstændig ret. Det handler om borgere, det handler om forbrugere, det handler om økonomi.
     Men hvor dejligt er det at få banket priserne ned, hvis man så er nødt til at gå arbejdsløs, fordi der er en polak, der har taget det arbejde, som man har haft igennem de sidste
40 år? Hvor skønt er det egentlig at have en forvisning om, at vi har nogle gode sikkerhedsordninger, hvis statskassen bliver tømt for penge til at finansiere dem, fordi vores arbejdspladser er gået til Øst- og Sydeuropa? Det er jo ikke særlig tiltalende, vil jeg sige til fru Antonsen. Derfor er den fuldstændige liberalisering, som EU lægger op til med det her direktiv, fuldkommen uacceptabel. Det er fuldstændig uacceptabelt, at artikel 14, 15 og 16 helt og aldeles tømmer Folketinget for muligheder for at regulere serviceområdet, som altså udgør 75 pct. af vores økonomi. Det er fuldstændig uacceptabelt, at vi blindt skal acceptere alt, hvad der kommer fra andre lande, vel vidende at kravene og betingelserne i de andre lande er meget mindre strenge, at forholdene er så markant ringere. Vi kan jo ikke undgå at blive ramt af en unfair konkurrence, så vi skal til at acceptere lønvilkår, arbejdsmiljøvilkår, arbejdstagervilkår generelt fra Østeuropa, som helt logisk har andre standarder, end vi har. Derfor synes jeg egentlig, at fru Antonsen i højere grad burde bekymre sig om, hvordan vi finansierer de velfærdsordninger, hvordan vi finansierer en god fremtid for borgerne, i stedet for at gå ind for sådan en EU-ultraliberalisme.

Så er det fru Helle Sjelle som ordfører.

I Det Konservative Folkeparti er vi grundlæggende positivt indstillet over for ideen om et servicedirektiv. Vi ønsker, at vi skal kunne bruge det indre marked for serviceydelser til at skabe økonomisk fremgang og job, men det forudsætter naturligvis, at vi har nogle ordentlige spilleregler, som kan sikre, at det enkelte lands standarder med hensyn til f.eks. miljø eller forbrugerbeskyttelse kan opretholdes. Hvis det lykkes at lave nogle ordentlige regler, kan vi til gengæld åbne for et stort vækstpotentiale. Det er klart, at et servicedirektiv er en af vejene til øget vækst og beskæftigelse, ligesom det samtidig vil styrke vores konkurrenceevne. Derfor mener vi Konservative, at vi bør arbejde for, at der bliver udviklet et anvendeligt servicedirektiv. Vi er imidlertid af den opfattelse, at Kommissionens nuværende forslag til et servicedirektiv er mangelfuldt og problematisk. Vi kan heller ikke støtte et forslag, der bygger på den foreslåede anvendelse af oprindelseslandsprincippet, og det er der flere årsager til. Arbejde, der udføres i ét EU-land, skal efter vores opfattelse følge de regler og standarder, der er gældende i det land, arbejdet udføres i, og ikke de regler og standarder, der er gældende i det land, hvor arbejdskraften kommer fra. Ellers ville det betyde, at vi skulle gå på kompromis med vores egne standarder inden for, som jeg sagde før, f.eks. miljø- og forbrugerbeskyttelse. Det vil automatisk medføre ulige konkurrencevilkår og indebære store vanskeligheder i forbindelse med kontrol af de udenlandske serviceudbydere.

     Vi Konservative mener derfor, det vil være hensigtsmæssigt at arbejde for en model, hvor adgangen til markedet følger reglerne i det land, hvor virksomheden er etableret, og udførelsen af ydelserne følger reglerne i det land, hvor tjenesten udføres. For os er det helt klart den rigtige løsning, for ingen kan være tjent med, at serviceudbydere fra forskellige EU-lande kan arbejde på forskellige vilkår i det enkelte land. Men vi skal naturligvis arbejde for en model, hvor virksomhederne får lettere adgang til markederne i et andet land, så vi sikrer en høj grad af fleksibilitet på tværs af grænserne. Hvis systemet er for ufleksibelt, vil det blot resultere i en forringet konkurrenceevne og dermed mindre vækst.
     Vi er således enige i, at en tjenesteyder, der har ret til at udbyde tjenesteydelser i sit hjemland, også skal have ret til at udbyde den i ethvert andet EU-land. Det er hele essensen i et servicedirektiv. Men det er imidlertid også vigtigt for os, at servicedirektivets anvendelsesområde begrænses og defineres nærmere.
     I forhold til den danske arbejdsmarkedsmodel skal direktivet naturligvis også udformes således, at regler om løn- og arbejdsvilkår ikke er omfattet af direktivet. Vi lægger stor vægt på, at det også i fremtiden vil være arbejdsmarkedets parter, der forhandler løn- og arbejdsvilkår, og at retten til at konflikte bliver opretholdt. Derudover skal direktivet naturligvis også sikre, at arbejdsmarkedets parter kan føre en effektiv kontrol med så vel regler som overenskomster i de udenlandske virksomheder, der udstationerer arbejdskraft i Danmark. Alt i alt ser vi Konservative således gerne, at vi får et servicedirektiv; det skal bare ikke være et servicedirektiv som det, der p.t. foreligger.

Der er en række korte bemærkninger til ordføreren, først fra hr. Morten Messerschmidt.

Først vil jeg gerne kvittere for, at den konservative ordfører så klart taler om problemerne med oprindelseslandsprincippet, men der er jo altså også andre dele i direktivet, som er dybt problematiske.
     Derfor vil jeg gerne høre, hvad den konservative ordfører siger til, at det fremover bliver forbudt at lave tidsbegrænsede attester, tidsbegrænsede aftaler for serviceudbydere i Danmark, at man ikke må efterprøve de attester, certifikater og andre papirer, som kommer fra de øvrige 24 medlemslande, og endelig det princip, at Kommissionen fremover skal godkende lovforslag, altså at man ikke har en model som i dag, hvor man efterfølgende kan sige, det var i strid med EU-retten og derfor må omgøre det, men altså at Kommissionen skal godkende lovforslag, før de behandles.
     Jeg vil gerne høre den konservative ordfører om de tre områder.

Nu kan vi selvfølgelig godt stå her i debatten i dag og grave os ned i en masse detaljer. Jeg vil henholde mig til, at det servicedirektiv, der ligger på nuværende tidspunkt, ikke er af en sådan karakter, at vi ønsker at støtte det fra dansk side. Det er det, der er udgangspunktet for den danske regering, og det bakker vi Konservative naturligvis op om.

Det er selvfølgelig også meget fint, men det kunne jo godt være relevant at høre, hvad det præcis er for nogle ting, som Det Konservative Folkeparti ikke kan lide, eftersom Det Konservative Folkeparti går ind for et servicedirektiv bare i en anden udformning.
     Derfor er det vel relevant at få at vide: Støtter partiet, at man ikke må lave tidsbegrænsede aftaler? Støtter partiet, at man ikke må efterprøve de certifikater og erklæringer, der kommer fra andre medlemslande? Det er jo altså ikke helt uvæsentligt, for det er jo en fuldstændig afmontering af den reguleringsmulighed, som vi normalt har haft på danske myndigheders hænder, ikke bare her i Folketinget, men også ude i kommuner og andre statslige institutioner.
     Derfor er det relevant at få helt klart: I det direktiv, som Det Konservative Folkeparti gerne vil have igennem, kan man der se et forbud mod tidsbegrænsede aftaler, og kan man se et forbud mod at efterprøve certifikater fra andre medlemslande?
     De to ting må ordføreren da kunne svare på.

Som jeg sagde før, handler det her først og fremmest om, at det servicedirektiv, der ligger på nuværende tidspunkt, ikke er et servicedirektiv, som den danske regering støtter.
     Det, vi synes er vigtigt at understrege i forbindelse med debatten i dag, er, at vi også sikrer, at når man kommer til Danmark, følger man faktisk også de regler, som der er i Danmark for øjeblikket. Det er det, der er udgangspunktet for forhandlingerne.
     Der vil selvfølgelig være en masse andre ting, som man også skal se efter i forbindelse med, hvordan servicedirektivet bliver udformet, når man skal til at forhandle det igen. Jeg tror bare, det er vigtigt, at vi holder os for øje, hvad der ligesom er det danske udgangspunkt i denne sag, og det er, at vi ikke støtter det direktiv, der foreligger på nuværende tidspunkt. Vi vil meget gerne have et direktiv, hvor der i højere grad selvfølgelig bevares en form for fleksibilitet, men hvor vi også sørger for, at vi har mulighed for at overholde de regler, der er i Danmark.

Jeg kunne egentlig også godt tænke mig at spørge lidt ind til nogle af detaljerne i det servicedirektiv, der ligger, og som den konservative ordfører siger at den konservative ordfører er imod.

     Servicedirektivet har jo indtil videre handlet utrolig meget om, hvad vi kan kalde den polske blikkenslager og om arbejdsmarkedet, men servicedirektivet omhandler jo alle områder inden for tjenesteydelser, f.eks. sundhed, uddannelse, vand - utrolig mange områder.
     Det omhandler derfor også miljø, og Miljøministeriet har jo i et notat til Folketingets Europaudvalg, først fremsendt den 12.november 2004, senere sendt igen den 30. maj 2005, skrevet, at hvis det nuværende servicedirektiv bliver vedtaget, så vurderes det at få uacceptable miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser for Danmark - ren dumping på miljøområdet.
     Hvad er den konservative ordførers kommentar til det? Jeg vil gerne spørge: Hvis miljøområdet ikke bliver taget ud af servicedirektivet, vil den konservative ordfører så stemme for eller imod servicedirektivet? Skal det ud? Ja eller nej? Er det en forudsætning for at stemme for?

Nu er det selvfølgelig altid meget fikst, hvis man kan få en eller anden ordfører til at male sig op i et hjørne, og det har jeg da selvfølgelig stor forståelse for at hr. Rune Lund prøver på her. Men jeg bliver bare nødt til at sige, at vi selvfølgelig ikke fra Det Konservative Folkepartis side ønsker, at der sker en udvanding af de miljøregler, som vi har på nuværende tidspunkt.
     Derudover vil jeg også gerne slå fast, at netop i det forslag, som Kommissionen er kommet med, og det har vi også givet udtryk for fra dansk side, ønskes f.eks. ikke, at medlemstaternes offentlige sundhedsvæsen skal reguleres i det forslag. Det har jeg også klart givet udtryk for.
     Så det er altså ikke sådan, at alt kommer med, bare fordi vi nu får et servicedirektiv.

Men det er jo sådan, at Danmark f.eks. har en meget skrappere kemikalielovgivning end de fleste andre EU-lande. Det er jo netop derfor, at Miljøministeriet skriver, at servicedirektivet vil få uacceptable konsekvenser for Danmark, hvis det bliver vedtaget, sådan som det ligger nu, også efter behandlingen i Europa-Parlamentets indre markeds komité.
     Jeg må forstå det på den måde - og nu må den konservative ordfører rette mig - at selv om de nuværende miljøregler, der ligger i servicedirektivet, skulle fortsætte sådan, som de ligger nu, er det ikke en forhindring for De Konservative for at stemme imod servicedirektivet. Det synes jeg er en meget trist udmelding. Var det det, jeg fik at vide af den konservative ordfører?

Jeg vil gerne gøre det helt klart herfra: Det Konservative Folkeparti støtter ikke det forslag til servicedirektiv, der foreligger på nuværende tidspunkt.

Et af de områder, som også er omfattet af servicedirektivet, er uddannelsesområdet. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, om vi også på uddannelsesområdet kan få en melding fra Det Konservative Folkeparti om, at man heller ikke mener, at det er nogen god idé med frit udbud af tjenesteydelser på uddannelsesområdet, hvor man ikke er omfattet af værtslandet, ved at man kommer og tilbyder en form for uddannelse.

Vi mener ganske klart, at uddannelse er et af de områder, hvor direktivets anvendelsesområde skal begrænses.

I forlængelse af det er det jo sådan, at direktivet omfatter alle tjenesteydelser, hvor der er en vis form for almen konkurrence. Vil det sige, at De Konservative egentlig mener, at servicedirektivets adgang til at regulere skal begrænses inden for alle de områder, som i dag er omfattet af direktivet?

Jeg vil gerne slå fast en gang til, at vi ikke støtter det forslag til servicedirektiv, der foreligger på nuværende tidspunkt. Vi ser gerne, at vi får et servicedirektiv, men at det bliver i en anden udformning end det, der er på nuværende tidspunkt.
     Derudover ønsker vi i et kommende servicedirektiv, at offentlige kerneydelser som f.eks. uddannelse, sundhed og sociale ydelser også bliver undtaget.

Så er det fru Lone Dybkjær som ordfører.

Det Radikale Venstre er sådan set tilhænger af, at vigtige sager, og servicedirektivet er jo en af de vigtige sager i EU-diskussionerne og -lovgivningen, drøftes her i Folketinget. Men jeg bliver nødt til at sige, at efter de indlæg, der har været fra så vel hr. Rune Lund som hr. Morten Messerschmidt, forstår jeg, at det eneste, man vil bruge denne debat til, er at køre frem med en lang række påstande og en lang række dogmer om EU-samarbejdet som helhed.
     Det synes jeg ærlig talt er lidt trist, for jeg synes, det viser, at de pågældende ordførere overhovedet ikke hører efter, hvad ministeren har sagt. Det vil sige, vi starter bare hele tiden forfra på diskussionen og når ikke et skridt videre. Det er ærgerligt, men sådan er det åbenbart.
     Det Radikale Venstre er tilhænger af, at der bliver et velfungerende indre marked, når det drejer sig om tjenesteydelser. Det er vi, fordi vi synes, det har vist sig, at det indre marked på de områder, hvor det allerede er gennemført, har været til borgernes fordel. Det har bredt sagt betydet et større udbud af varer, og det har betydet, at Danmark har fået nogle gode konkurrencemæssige muligheder i forhold til andre lande. Det vil sige, at det alt andet lige har skabt en meget større basis for vores velfærdssamfund, end hvis ikke vi havde haft det indre marked.
     Det tror vi også at det her område med tjenesteydelser kan medvirke til. Vi tror, det er en fordel for borgerne; vi tror også, det er en fordel for danske virksomheder, at de vil kunne etablere sig på en ny måde i andre lande. Det er den fuldstændig overordnede linje, og derfor er vi også tilhængere af, at der kommer et direktiv på det her område.
     Problemet med det her direktiv er jo, at det er kommet fuldstændig skævt fra start. Det betyder, at vi skal igennem et hav af mere eller mindre meningsfyldte drøftelser, som vi har hørt noget af i dag, men altså også, at vi skal igennem en lang række ændringsforslag selvfølgelig fra Europa-Parlamentets side og også for Danmarks vedkommende.
     Det er simpelt hen et enormt opretningsarbejde, der er i forhold til det her direktiv. Derfor havde det unægtelig været meget nemmere, hvis Kommissionen havde bidt i det åbenbart for Kommissionen sure æble, havde trukket direktivet tilbage og fremsat forslag til et nyt direktiv. Det var der jo strengt taget ikke noget i vejen for, og det havde gjort arbejdet for os en god del nemmere. Men det har Kommissionen altså valgt ikke at gøre. Det er svært at forstå, hvorfor den ikke har gjort det, for nu skal de jo også sidde og bøvle med alle de der ændringsforslag, komme dem igennem, kommentere dem, og hvad ved jeg.
     Kommissionen står stejlt på sit forslag, selv om der er kommet en ny Kommission. Det er ærgerligt, men det er der så ikke noget at gøre ved. Vi må se, om det overhovedet vil være muligt at bringe det her direktiv ind på en bane, så det er acceptabelt.
     Vores linje er fuldstændig klar. Virksomhederne kan etablere sig på oprindelseslandets vilkår, men skal arbejde efter værtslandets regler, dvs. overholde overenskomster, selvfølgelig miljøstandarder, forbrugerbeskyttelse, og hvad vi nu i øvrigt måtte have af regler i Danmark. Det skal virksomhederne overholde, når de arbejder her i landet, lige så vel som danske virksomheder efter vores opfattelse skal overholde værtslandets principper, hvis danske virksomheder arbejder i udlandet.
     Det er den linje, vi vil fastholde, det er også den linje, vi vil fastholde i forhandlingerne, og derfor er vi glade for, at ministeren har været positiv over for den her linje og arbejder for, at det vil kunne lykkes os at få fastholdt de her grundlæggende principper.
     Vi ser derfor frem til, at vi fortsætter linjerne, at vi får defineret de helt overordnede principper, og vi håber på, at det også vil lykkes for os at få det igennem i forbindelse med drøftelserne i EU.

Det er jo det sædvanlige, når fru Lone Dybkjær tager ordet i de her debatter, at så indledes der med, at vi ikke har forstået en snus af noget som helst, og at det jo i virkeligheden bare er et spørgsmål om, at nu kommer den åbenbare sandhed. Det er nærmest som at læse op af Bibelen:
Nu taler Det Radikale Venstre.
     Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge sådan meget konkret om tre ting, som fru Lone Dybkjær forhåbentlig kan forholde sig til, når nu hun beder om, at det skal være så konkret.
     I art. 5, stk. 1, nr. 2, fremgår det fuldstændig klart, at alle medlemslande skal anerkende attester fra andre medlemslande. Hvad synes Det Radikale Venstre om, at man ikke må efterprøve attester fra 24 andre stater?
     I art. 11, stk. 1, fremgår det meget klart, at tilladelser til erhvervsvirksomhed inden for servicesektoren ikke må være tidsbegrænsede. Hvad synes Det Radikale Venstre om det?
     I art. 20, stk. 1, nr. A, fremgår det, at man ikke må stille krav om opfyldelse af særlige tilladelser, at man ikke må stille krav om, at tjenesteyderen skal søge om særlige tilladelser. Hvad synes Det Radikale Venstre om det? Måske man kan blade om på side 2 i den radikale bibel og give et svar.

Til hr. Morten Messerschmidt vil jeg gerne sige, at hr. Morten Messerschmidt åbenbart heller ikke har hørt efter, hvad jeg sagde til hr. Morten Messerschmidt. Jeg sagde nemlig ikke til hr. Morten Messerschmidt, at han ikke havde forstået en snus af det hele. Jeg sagde til hr. Morten Messerschmidt, at jeg syntes, det var ærgerligt, at vi skulle starte fuldstændig forfra på det her servicedirektiv og ikke tage det med udgangspunkt i ministerens redegørelse. Det var sådan set det, jeg sagde.
     Jeg ser frem til, at hr. Morten Messerschmidt får stillet alle disse spørgsmål i udvalget. Jeg synes faktisk, det er der, de hører hjemme. Jeg er lidt ked af, at hr. Morten Messerschmidt ikke har fået stillet alle de spørgsmål endnu, men det kan han så få lejlighed til, for servicedirektivet ligger jo i Europaudvalget til behandling.
     Vi har jo drøftet det mange gange, og jeg synes, det er udmærkede spørgsmål at stille i Europaudvalget og få nogle svar fra ministeriet i første omgang på, hvad det vil betyde, og når vi kender det saglige indhold, skal vi nok tage stilling.

Jeg er enig med fru Lone Dybkjær i, at vi naturligvis skal forholde os til ministerens redegørelse. Men er det ikke mærkeligt, at ministeren sådan på forhånd skal lægge begrænsninger på, hvad vi må debattere her i Folketinget. Jeg mener, det er vel fair nok, at når vi af Enhedslisten er blevet bedt om at debattere tjenesteydelsesdirektivet, så må man vel også godt sådan helt konkret spørge ind til de enkelte artikler.
     Nu kan jeg så forstå, at fru Lone Dybkjær ikke ønsker at kommentere de enkelte artikler, selv om det faktisk var det, hun oprindelig bad om. Derfor vil jeg bare fortsætte med at høre, om fru Lone Dybkjær måske vil kommentere andre artikler.
     Af artikel 15, stk. 2, fremgår det, at Kommissionen fremover skal censurere, hvilke love der må vedtages i Danmark. Det er jo sådan en ret ny indretning. Af artikel 16, stk. 3, nr. E, fremgår det, at man ikke må stille krav om overholdelse af nationale krav.
     Hvad synes Det Radikale Venstre om det?

Altså, jeg har ikke sagt, at man skal begrænse sig til ministeren, men jeg synes i det mindste, at man kunne tage udgangspunkt i den redegørelse, ministeren har givet, hvor der også står, at servicedirektivet er uacceptabelt, sådan som det foreligger.
     Jeg har også sagt i min tale, at vores linje er klar. Virksomhederne kan etableres i oprindelseslandet på oprindelseslandets principper, men i værtslandet skal de arbejde efter værtslandets love, regler, overenskomster osv. Det er fuldstændig klart.

Skal det, som ordføreren lige sagde, forstås sådan, at på alle området dækket af servicedirektivet, lige fra arbejdsmarked over uddannelse, sundhed, miljø til alle de serviceydelser, vi kan komme i tanke om, er det værtslandsprincippet, der skal gælde? Er det sådan, det skal forstås?

Ja.

Rune Lund (EL):
Er det en forudsætning for, at Det Radikale Venstre i Europaudvalget vil stemme for et mandat til regeringen til at stemme for det her servicedirektiv, at alle områder dækket af servicedirektivet er dækket af værtslandsprincippet?

Ja til ordføreren. Vi har sagt, at når man arbejder i Danmark, er det på danske betingelser; når man arbejder i Tyskland, er det på tyske betingelser. Man skal overholde værtslandets regler. Det er fuldstændig klart, at ligegyldigt hvilket område vi arbejder på, skal der selvfølgelig ikke komme virksomheder ind, der underminerer danske standarder. Så enkelt er det.

Vil det sige, at hvis værtslandsprincippet ikke kommer til at gælde på alle områder dækket af servicedirektivet, så vil Det Radikale Venstre stemme imod? Er det sådan, det skal forstås?

Ja.

Hvis jeg har forstået fru Lone Dybkjær rigtigt, så er det faktisk forbavsende klart, hvad Det Radikale Venstres holdning er, nemlig at det i alle tilfælde af tjenesteydelser på alle områder er værtslandets principper, der skal gælde, på alle politikområder, når der arbejdes i et andet land.
     Så er det, jeg bare spørger mig selv, hvorfor det så lige er, at Det Radikale Venstre ikke kan støtte det forslag til vedtagelse, som hr. Rune Lund har fremsat, for det er lige præcis det, der står. Det er rigtigt, det er pindet ud for ligesom at få det hele med, men det er jo det, der står i forslaget til vedtagelse.
     Derfor er jeg jo sådan som udgangspunkt meget glad for, at Det Radikale Venstre er enig med Enhedslisten. Men hvorfor er det så, at man ikke vil stemme for det forslag til vedtagelse, som Enhedslisten har fremsat?

Jeg bryder mig ikke om at stemme for et forslag, jeg ikke har liggende foran mig, men kun har fået oplæst.

Det er jo selvfølgelig et argument, man kan bruge i enhver forespørgselsdebat. Men hvis det hjælper, at forslaget også kan ligge foran fru Lone Dybkjær, så tror jeg, at vi måske kan få det kopieret hurtigere end først antaget, og så kan vi tage debatten i en eventuel anden runde.
     Hvis jeg nu bare siger, at indholdet i forslaget er præcis det, som fru Lone Dybkjær har sagt fra talerstolen, bare pindet ud i, hvad det er for nogle områder, vi mener der skal være dækket af værtslandsprincippet, så tror jeg, at vi kan opnå en bredere enighed i det her Folketing, end vi måske havde forventet ved debattens start.

Det tror jeg desværre ikke vi kan, for vi er med i et andet forslag til vedtagelse. Det vil vi selvfølgelig stemme for, for vi synes naturligvis, at det forslag til vedtagelse er bedre, og det støtter også de forhandlinger, vi er i gang med
i øjeblikket.

Tak til fru Lone Dybkjær. Så er det hr. Ole Sohn som ordfører.

Det er som sædvanlig altid interessant at diskutere servicedirektivet. Selv om vi nu har diskuteret en halvanden times tid, er det ikke lykkedes mig endnu at finde nogen nye pointer i forhold til den debat, vi havde umiddelbart før ferien, men det er selvfølgelig altid interessant at få frisket debatten op, sådan at vi hele tiden er ajour med, hvor vi står.
     Jeg synes faktisk, der er sket meget, meget positivt
i debatten i Danmark om servicedirektivet, fra SF - som det første parti i øvrigt - for flere år siden rejste debatten på et landsmøde om, at vi er nødt til at sætte ind mod det forslag til servicedirektiv, som Kommissionen er kommet med, og til i dag, hvor der er et markant flertal i Folketinget, for ikke at sige, at der mig bekendt ikke er et eneste parti
i Folketinget, som støtter det forslag til servicedirektiv, som Kommissionen er fremkommet med. Det er jo en fantastisk udvikling, der er foregået over de sidste 2 år, fordi vi er dykket ned i det og kan se, at servicedirektivet indeholder en række fundamentale problemer for det danske velfærdssamfund. Herunder er selvfølgelig et af de centrale punkter oprindelseslandsprincippet, hvor man så at sige tilter den form for samarbejde, vi har i dag, hvor man følger værtslandets regler og love, til at man nu ifølge Kommissionen skal følge oprindelseslandets. Det giver selvsagt en række problemer ikke kun for Danmark, men for en lang række europæiske lande, og det er jo også derfor, at Kommissionen er stødt på så stor modstand, at forslaget ikke er blevet realiseret endnu. Der er også hele spørgsmålet om den danske arbejdsmarkedsmodel, som vi også er nødt til at stå vagt om, og derfor er det helt afgørende, at Kommissionens forslag til servicedirektiv ikke kommer igennem. På den baggrund synes jeg, det er godt, at regeringen har lyttet til den kritik, der har været, og at der i dag pågår meget konstruktive drøftelser om at fastlægge et forhandlingsmandat fra dansk side, som gør, at vi ikke undergraver danske arbejdsmarkedsregler, at vi ikke undergraver danske regler og love i det hele taget, når der udføres tjenesteydelsesopgaver i Danmark. Det er det, der er det helt afgørende. Men det, der er det allervæsentligste, er, at Folketinget og hermed også forespørgerne skal være opmærksomme på, at servicedirektivet henhører under det indre marked, altså at det kan vedtages med kvalificeret flertal. Så det allerværste, Danmark kan gøre, er af principielle grunde at lægge armene over kors og sige: Vi kan ikke lide det udkast, der er. Derfor sætter vi os over i et hjørne og siger, at det vil vi ikke være med til. Det er den sikre måde at blive stemt ned på. EU er en kampplads, og der er man nødt til at kæmpe dag for dag, indtil man får ændret så meget i direktivet, at det er acceptabelt, at det er spiseligt, og at nogle af kerneproblemerne er blevet løst. Jeg skal på vegne af Venstre, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre og SF fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget lægger vægt på, at der sikres et velfungerende indre marked for tjenesteydelser, hvor muligheden for adgang til andre EU-landes markeder forbedres.
     Men Folketinget kan ikke støtte Kommissionens servicedirektivforslag, da det rejser en række problemer. Det vedrører navnlig den foreslåede anvendelse af oprindelseslandsprincippet og den manglende sikkerhed for, at den danske arbejdsmarkedsmodel kan fastholdes.
     På den baggrund opfordrer Folketinget regeringen til at fortsætte drøftelserne om en dansk forhandlingslinje, der tager sigte på at løse disse problemer.« (Forslag til vedtagelse nr. V 16).

Der er nu fremsat følgende forslag til vedtagelse: (se foran). Dette forslag indgår herefter i forhandlingen.
     Så er der en kort bemærkning til ordføreren. Først fra hr. Rune Lund.

Mit spørgsmål går egentlig på, hvilke dele af Enhedslistens forslag til vedtagelse, som SF's ordfører ikke kan være med på. Det undrer mig lidt, at SF fremsætter et forslag til vedtagelse sammen med regeringen, når Enhedslisten faktisk har fremsat et forslag med en række pinde, der går lige til kernen med hensyn til, hvad problemet med servicedirektivet er.
     Er det et problem, at der står, at oprindelseslandsprincippet skal erstattes af et værtslandsprincip, og at dette princip skal gælde alle typer tjenesteydelser? Eller er det et problem, der står, at hvert land selv skal kunne bestemme, hvad der er en offentlig tjenesteydelse, også selv om der indgår en eller anden form for brugerbetaling?
     Hvor er det lige præcis, at SF ikke er enig med Enhedslisten i det forslag til vedtagelse, som Enhedslisten har fremsat?

Hvis politik blev tilrettelagt på baggrund af vedtagelser i Folketinget, så så meget anderledes ud, men det, der er det helt afgørende, er, at regeringen bliver holdt fast på en aktiv forhandlingslinje, og derfor har SF fra starten sagt, at vi ikke kan sjakre med servicedirektivets fremtid. Netop fordi det henhører under det indre marked, gælder det om at sidde på skødet, havde jeg nær sagt, af ministeren og hele tiden sikre, at der bliver ført en aktiv dansk forhandlingslinje.
     Det har vi lagt an til, og hvis man ser, hvad der er sket i de sidste 2 år, fra SF rejste debatten og til, hvor langt vi er kommet, så har vi nu en minister, som går op på talerstolen i Folketinget ikke bare denne gang, men også før sommerferien og siger, at dette ikke er et forslag, regeringen kan støtte. Enhedslisten burde jo sige til SF: Det er altså ret godt arbejde, I har været med til at lave, at styre regeringen på den måde.
     Derfor har vi den opfattelse, at vi simpelt hen er nødt til at bide os fast og forhandle og sikre, at der ikke kommer et servicedirektiv, som undergraver den danske arbejdsmarkedsmodel, men sikrer, at når der udføres tjenesteydelser i Danmark, så sker det efter danske regler og love. Det er et hårdt arbejde.
     Så er det i øvrigt sådan, at vi faktisk ikke kender Kommissionens forslag. Ja, vi kender det nuværende, og det er der ingen i Folketinget som støtter, men vi kender ikke det forslag, Kommissionen vil komme med, for det kommer først, når Europa-Parlamentet har tabt sin afstemning i januar.

Jeg synes da også, man skal føre en aktiv linje, og det er jo netop også derfor, at det forslag til vedtagelse, som jeg har fremsat, indeholder en række konkrete punkter til, hvad den linje skal bestå af. Det er meget præcise punkter, som går lige til kernen af, hvad problemet med servicedirektivet er. Det er nogle meget præcise punkter, som er væsentlig mere præcise end det forslag til vedtagelse, som hr. Ole Sohn lige har læst op, bl.a. fordi det forslag til vedtagelse, som Enhedslisten har fremsat, også omhandler velfærdsydelser, uddannelse, sundhed, vand og en række andre ting, som har med velfærdssamfundet at gøre. Det indgår ikke i det forslag til vedtagelse, som hr. Ole Sohn lige har læst op.
     Så mit spørgsmål er stadig væk: Hvad er det præcis for ting i Enhedslistens forslag til vedtagelse, som hr. Ole Sohn ikke kan lide? Det synes jeg måske ville være rarere at få at vide, i stedet for at SF nu tiltager sig æren for al modstand mod servicedirektivet. Jeg tror personlig, at nejerne i Frankrig og Holland har haft betydelig større betydning for den modstand, der efterhånden er mod servicedirektivet, end SF's holdninger, og hvad SF har sagt på et landsmøde for et par år siden.

Jeg vil da gerne medgive, at der da ingen tvivl er om, at debatten om servicedirektivet i Frankrig og det efterfølgende nej har haft en stor indflydelse på debatten i hele Europa. Jeg synes, det har været meget konstruktivt, hvis man ser det på den måde, at den folkelige debat også kan påvirke beslutningsprocesserne. Det er jo derfor, der er nogle store, meget hårde debatter i Parlamentet.
     Men jeg synes da, at Enhedslisten bør anerkende, at der faktisk er sket et skred i det danske Folketing, og at der også er sket et skred i det udgangspunkt, som regeringen havde, i forhold til den position, regeringen har i dag.

     Det kan jeg ikke forstå hvorfor man skal nedgøre. Jeg synes da tværtimod, man skal sige, at det da er fantastisk, at man har et Folketing, som i den grad er i stand til aktivt at være med til at påvirke en proces.
     Jeg vil mene, det ville være udtryk for manglende rettidig omhu, hvis ministeren satte sig hen i et hjørne og sagde: Vi er grundlæggende imod det her direktiv, I kan forhandle det, som I vil, vi stemmer imod. Resultatet kan meget vel være, at vi kommer i mindretal, og så bliver det værst tænkelige vedtaget. Derfor gælder det om at udvise rettidig omhu og hele tiden at være med i forhandlingerne, hele tiden påvirke, hele tiden lave alliancer med både de partier og de lande, der har de holdninger, som et stort flertal i Folketinget deler. Så vidt jeg kan se, er der stort set enstemmighed om, hvor linjerne skal ligge.

Hr. Ole Sohn sagde, at det var godt at sidde på skødet af ministeren i denne her sag. Det er jeg ikke enig med hr. Ole Sohn i. Jeg tror, at hr. Ole Sohn har mange evner, men at få ministeren til grundlæggende at skifte holdning til politik tror jeg ikke, hr. Ole Sohn evner.
     Jeg vil godt oversætte lidt, hvad det er, hr. Ole Sohns forhandlingslinje egentlig er, for hvad er det, hr. Ole Sohn siger? Han siger, at vi skal lade være med at give et fuldstændig klart mandat til ministeren om, hvad det er, vi er imod i det direktiv af hensyn til forhandlingsevnen.
     Hvad er forhandlingsevnen? Det må jo være noget med at gå på kompromis i forbindelse med et eller andet. F.eks. står der i forslaget til vedtagelse fra bl.a. hr. Ole Sohn, at man er imod den foreslåede anvendelse af oprindelseslandsprincippet. Hvad er det så for en måde, man kan bruge oprindelseslandsprincippet på? Det må jo så være til diskussion eller til at indgå et kompromis. Det er jo det, ministeren gerne vil. Og kan hr. Ole Sohn ikke se faren
i kompromiser om de her helt grundlæggende ting i vores samfund? Er det ikke det, der er til salg i de forhandlinger, hr. Ole Sohn gerne vil være med i?

Jeg kan se en meget stor fare, hvis man lader en konservativ-liberalistisk regering forhandle servicedirektivet uden at have et mandat fra et Folketing, hvor et flertal er imod servicedirektivet i dets nuværende form. Man kan se, hvordan det foregår i andre lande. Så der er sket et voldsomt skred.
     Men nu har jeg så meget tiltro til mine medmennesker, også til ministeren, at jeg tror, ministeren sådan set godt kan se, at der er nogle farer i det, og når ministeren her på talerstolen giver udtryk for, at der er nogle farer, så tror jeg faktisk på, at han også mener det. Og skulle han ikke mene det, så er det jo ekstra godt, at SF, De Radikale og Socialdemokraterne sidder og er med til at give et forhandlingsmandat.
     Derfor er det sådan set en dobbeltstrategi. Enten kan man have tiltro til ministeren, og har man ikke tiltro til ministeren, så er det godt, at han bliver pakket ind af nogle partier, som har de holdninger, der siger, at når man udfører tjenesteydelser i Danmark, så er det efter danske regler, når man har et arbejdsmarked med en dansk model, der skal værnes om. Ønsker ministeren det ikke af sig selv, hvad jeg i øvrigt tror han gør, så er det godt, at han bliver pakket ind af en række partier, som mener, at sådan skal det være.
     Jeg kan simpelt hen ikke forstå, at Enhedslisten ikke kan se, at der er sket et voldsomt skred, og at den forhandlingsposition, der er, fordi der er en stort set enstemmig holdning i Folketinget til servicedirektivet af den aktive forhandlingslinje, er nødvendig. Fordi servicedirektivet er en del af indre marked og dermed kan vedtages af et kvalificeret flertal, er man pinedød nødt til at bruge EU som kampplads, at finde sine alliancepartnere i de andre lande, andre partier i de forskellige EU-lande, for at sikre, at man får vedtaget et ordentligt direktiv.

Al hr. Ole Sohns snak om det voldsomme skred får mig til at tænke på den gamle sangtekst: »Først valser de til venstre, så halser de til højre...«, det er nok også en sangtekst, hr. Ole Sohn kender til. Og det er jo altid faren, at de gør det. Jeg siger bare: Alle partier i det her Folketing er med til at give et forhandlingsmandat til ministerens positioner.
     Forskellen på Enhedslisten og SF er, at Enhedslisten ønsker et meget klart forhandlingsmandat - det, der står i vedtagelsen - mens SF øjensynligt sammen med de andre partier ønsker et mindre klart forhandlingsmandat, nemlig det som siger, at der er problemer med den måde, oprindelseslandsprincippet er udformet på nu, men som ikke generelt tager stilling til, at oprindelseslandsprincippet på alle områder skal væk fra det servicedirektiv, ellers kan man ikke indgå noget som helst kompromis i Ministerrådet, som Danmark kan være med i. Skal det være et klart forhandlingsmandat, eller skal det være et udsvævende forhandlingsmandat? Det er jo det, der er forskellen.

Ja, hvis det var sådan, at man sad i et mødelokale, hvor der lå et færdigt forslag, som man enten skulle stemme ja eller nej til, så har Enhedslisten fuldstændig ret. Så skal der tages stilling til det konkrete forslag, som man enten skal stemme ja eller nej til.
     Det er bare ikke virkeligheden. Virkeligheden er, at Kommissionen har fremlagt et forslag, som er uspiseligt for et enstemmigt Folketing, det er uspiseligt for et flertal af EU-landene, sådan som det ser ud nu. Man har voldsomme diskussioner i Parlamentet om udformningen og ændringerne af direktivudkastet.
     På baggrund af Parlamentets beslutninger træffer Kommissionen i januar en beslutning om et nyt udkast - må man formode, hvis de ønsker at få noget som helst igennem. I den proces, der foregår nu og frem, til Kommissionen kommer med sit udspil, vil det da være udtryk for politisk dumhed, hvis man satte sig hen i et hjørne frem for at bruge de muligheder, der ligger, når EU nu er en kampplads. Uanset om man kan lide det eller ej, er det den skinbarlige virkelighed. Så må man da bruge den kampplads til at finde sine allianceparter, så man kan presse Kommissionen til at fremsætte et forslag, som er fornuftigt.
     Det er jo derfor, at der ikke i dag kan gives et forhandlingsmandat, for der ligger ikke et konkret forslag, der skal tages stilling til, men der er nogle forhandlingspositioner, der skal klares af, som man skal manøvrere ud fra. Det er derfor, at det er meget vigtigt med en aktiv forhandlingslinje fra dansk side, og den medvirker SF gerne til, så længe det går i retning af at sikre, at det bliver værtslandsreglen, der gælder, når man opererer i Danmark, og at det er den danske model, der fungerer.

Jeg synes jo, det er lidt mærkeligt. Da vi hørte det første svar til hr. Rune Lund, fik vi at vide, at vedtagelser ikke var noget, man sådan gik så meget op i. Jeg tror, hr. Sohn sagde noget med, at hvis Danmark bare levede efter vedtagelser, så så meget anderledes ud.
     Hvordan kan det så være, at denne her vedtagelse nu altså pludselig er så altafgørende for, om hr. Sohn sidder på skødet af økonomi- og erhvervsministeren eller omvendt? Altså, det virker da selvmodsigende, at den både kan have enorm betydning og ikke have enorm betydning.
     Hvis nu vi antager, at hr. Sohn ender på det synspunkt, at den har stor betydning, er det så ikke også godt, at en vedtagelse omtaler andre af de problemer, som jeg egentlig fornemmer at hr. Sohn også kan se i direktivet? Jeg taler særlig om artikel 14 og 15, om denne her fuldstændige gennemregulering, denne her lange liste af forbud til medlemsstaterne mod, hvilken form for regulering af servicesektoren man må lave.
     Altså, spørgsmålet er: Hvad mener hr. Ole Sohn om vedtagelsen? Er den vigtig, eller er den uvigtig? Og hvis hr. Sohn mener, at den er vigtig, er det så ikke også vigtigt, at man får et så stramt og så godt mandat som overhovedet muligt, netop det, som hr. Lund har lagt op til?

Jeg vil gerne medgive, at der sikkert kan skrives tykke bøger om, hvad hr. Messerschmidt ikke forstår. Men for mig er det altså meget afgørende at konstatere, at der er et flertal i Folketinget, og så vidt jeg kan vurdere, er det enstemmigt. Der er ingen i dette Folketing, der fra talerstolen har givet udtryk for, at de støtter det af Kommissionen fremlagte forslag til servicedirektiv. Jeg kan ikke forstå, hvorfor Dansk Folkeparti ikke bare jubler og siger, at også Dansk Folkeparti er enig, at også Dansk Folkeparti synes, det er godt, at der er et enstemmigt Folketing, som ikke støtter det af Kommissionen stillede forslag.
     Hvad kan man mere? Altså, om vi så tager debatten om en måned igen, så vil det jo være den samme situation, som der er i dag, og som der var for 2 måneder siden. Så jeg kan ikke forstå, at Dansk Folkeparti ikke bare glæder sig over, at der her er noget, som Folketinget står sammen om. Der er jo ingen, der støtter det af Kommissionen fremlagte forslag.

Det er muligt, der kan skrives tykke bøger om, hvad jeg ikke forstår, men jeg vil sige, at hr. Sohn jo heller ikke ligefrem medvirker til, at min forståelse må blive forbedret. Hvis jeg må tillade mig at sige det.
     Det er jo rigtigt nok, at der er et flertal her, som både i dag og også ved førstebehandlingen af B 45, altså Dansk Folkepartis beslutningsforslag, tilkendegav, at man var imod oprindelseslandsprincippet. At hr. Ole Sohn stemte imod beslutningsforslaget i sin tid er jo så en anden sag.
     Men det, som denne her debat jo ikke indeholder noget om, er alle de andre områder af det direktiv, der er fremlagt, som altså vil lægge begrænsninger for, hvad vi kan regulere her fra Christiansborgs side. Det vælger hr. Ole Sohn og hans parti og en lang række andre partier altså bare ikke at forholde sig til. Og det er det, jeg efterlyser en holdning til.
     Jeg vil gerne juble i det begrænsede omfang, som jeg nu finder passende, over, at der altså er et flertal imod oprindelseslandsprincippet. Men hvad med de andre begrænsninger? Ud over netop det princip lægger man en lang række forbud ind mod, hvad landene må lave af kriterier for serviceudbud i Danmark. Og der efterlyser jeg bare, om SF mon ikke har en holdning til det. Man må jo da have en holdning til andet end oprindelseslandsprincippet.

Jamen altså, hvis hr. Morten Messerschmidt dels hørte efter, dels genlæste forslaget til vedtagelse, ville han se, at der faktisk står, at Folketinget ikke kan støtte Kommissionens servicedirektivforslag. Det er altså ikke bare oprindelseslandsprincippet, vi kan ikke støtte forslaget, som det ligger. Det er jo ikke bare den del af det.
     Der pågår faktisk meget seriøse forhandlinger for at fastlægge en dansk forhandlingslinje, som indeholder alle elementer af servicedirektivet, udkastet, som Danmark enten ikke støtter eller understøtter så meget, at man gerne vil have andre lande til at være med. De forhandlinger pågår jo og har pågået igennem flere måneder. Det blev sådan set også meddelt, da man før sommerferien behandlede det af Dansk Folkeparti fremsatte beslutningsforslag. Så på den måde er det ikke noget nyt.
     Det, man bare kan konstatere, er, at nu meddeler Folketinget, at ikke bare den afgørende del, som oprindelseslandsprincippet i øvrigt er, men forslaget, som det ligger, ikke kan godkendes. Der er en lang række elementer, der skal undergå forandringer, før det kan godkendes og støttes fra dansk side, i hvert fald med SF's stemmer.

Selvfølgelig støtter vi det forslag til vedtagelse, hr. Ole Sohn lige har fremsat, fordi vi jo er medforslagsstillere. Og jeg kan også godt forstå, at hr. Ole Sohn ikke mener, at det er klogt at svare på de ejendommelige angreb, der kommer fra Enhedslisten og Dansk Folkeparti, fordi man derfra opstiller nogle problemer, der faktisk ikke eksisterer i de papirer, vi har set.
     Det, jeg gerne vil spørge hr. Ole Sohn om, er så, om hr. Ole Sohn vil tage konsekvensen af sine egne kloge betragtninger om rettidig omhu? For er det ikke et problem, at vi har haft en række møder, som det er blevet nævnt flere gange, fem møder hos ministeren efterhånden med fem partier, hvor vi har drøftet den her sag i detaljer, men stadig væk har vi altså ikke nået at konkludere på drøftelserne?
     Vi har et forslag på bordet i øjeblikket, som vi ikke er tilfredse med, som det er blevet sagt, det er jeg helt enig med hr. Ole Sohn i. Det forslag blev drøftet i Europa-Parlamentet i går, så man kan sige, at sagen jo er varm. Mener hr. Ole Sohn ikke, det var klogt, om vi snart fik afsluttet de drøftelser, så vi kunne udstyre regeringen med et mandat, så ministeren med rygdækning i Folketinget kan gå ned og fortsætte forhandlingerne om alle de gode ting, vi gerne vil?

Jo, og vi nærmer os jo også med om ikke raske skridt så med fremadrettede skridt, og det er et udtryk for, at partierne bag aftalen delvis har afgrænset i hvert fald de kendte problemer, og at vi er ved at finde en formulering, som gør, at ministeren har et grundlag at forhandle ud fra. Selvfølgelig skal vi have det, fordi det er forudsætningen for, at man kan agere aktivt.

Jeg er selvfølgelig ked af, at hr. Ole Sohn ikke vil nærme sig med raske skridt. Men jeg vil spørge hr. Ole Sohn: Mon ikke det snart var på tide, at vi nærmede os med raske skridt at give et mandat? For det siger jo sig selv, sådan er reglerne jo også i Europaudvalget, at hvis der kommer et nyt forslag fra Kommissionen, og det er der da meget, der tyder på at der gør, så skal ministeren naturligvis tilbage til udvalget og have et nyt mandat.
     Men var det ikke klogt, om ministeren fik så meget rygdækning, at han virkelig kunne gå ned og kæmpe for den danske model og for alle de andre danske synspunkter, vi har drøftet her i dag? Og er vi efterhånden ikke der, hvor vi har behov for nogle lidt raskere skridt, end vi har oplevet det sidste halve år?

SF vi møder op både morgen, middag og aften og natten med om nødvendigt. Det er bare et spørgsmål om at indkalde, så er vi der.

Tak til hr. Ole Sohn. Så er vi færdige med ordførerrækken. Ønsker økonomi- og erhvervsministeren ordet? Det gør han, og det får han.

Jeg vil gerne sige tak til ordførerne for den debat, vi har haft i dag. Jeg vil sige, at lige bortset fra Enhedslisten og Dansk Folkeparti har der jo været opbakning til ministerens redegørelse. Det vil jeg gerne sige tak for.
     Vi er i en situation, hvor der har været stillet 1.500 ændringsforslag her i indeværende uge, som man har behandlet, og derfor forventer vi jo selvfølgelig, selv om kommissær McCreevy ikke har været klar i mælet, at der kommer et andet forslag, som vi har mulighed for at forhandle her i Folketinget. Det ser vi selvfølgelig frem til.
     Men det kan jo godt lyde sådan en lille smule underligt, når vi hører, at hverken Dansk Folkeparti eller Enhedslisten mener, at man skal deltage i den debat, for problemstillingen er jo, at det gælder om at få indflydelse for sine synspunkter. Og jeg synes ikke, der er kommet meget nyt frem, siden vi diskuterede B 45 her i juni måned. Holdningen er vel stadig væk den samme, at vi arbejder med den model, hvor vi siger, at når man etablerer sig, så er der et regelsæt, der gælder, og når man nu arbejder i Danmark i et udenlandsk firma, så er det danske regler, der skal følges hele vejen igennem. Det er jo det, der er holdningen fra regeringens side. Det er det, der er udgangspunktet.

     Så må hr. Rune Lund altså heller ikke glemme, at det indre marked for varer jo har gjort, at både Danmark og resten af Europa er blevet rigere. Det er en af EU's allerallerstørste succeser. Vi ved også, at tjenesteydelser kommer til at betyde mere og mere i dansk økonomi, og at det er på det område, erhvervslivet udvikler sig.
     Der kan males mange skræmmebilleder, men det, der er behov for, er en overordnet diskussion om det direktivforslag, der ligger nu. Som hr. Ole Sohn sagde, er vi imod det, fordi det er fuldstændig uklart på en række områder. Vi ved ikke, hvad der er op og ned, og det kan vi ikke få at vide, før vi får et endeligt forslag, så det er derfor, vi har markeret, at det, der ligger på bordet, kan vi ikke bruge til noget, og at der er behov for, at der kommer et nyt forslag. Det er netop det, der sker, og så tager vi diskussionen igen her i salen, når det nye, reviderede forslag fra Kommissionen ligger på bordet. Her er jeg faktisk meget enig i de bemærkninger, fru Lone Dybkjær kom med her fra talerstolen.
     Alt i alt vil jeg sige tak til ordførerne for opbakningen til redegørelsen. Regeringen vil selvfølgelig prøve at påvirke forhandlingerne mest muligt ved at være aktivt med på det, hr. Ole Sohn kalder kamppladsen. Det kan vi godt kalde det, men vi vil altså prøve at få de danske synspunkter igennem til gavn for Danmark og til gavn for de danske forbrugere.
     Hvis man gennemførte værtslandsprincippet hele vejen igennem, kunne danske miljøvirksomheder som COWI og andre godt skrotte alle tanker om at komme ind på udenlandske markeder og skabe nye danske arbejdspladser. Man kan altid tage en diskussion om, hvorvidt princippet vil kreere alle de europæiske arbejdspladser, som Kommissionen lægger op til, men der er ingen tvivl om, at ved at fjerne barrierer i det indre marked og skabe større konkurrence giver vi de europæiske forbrugere en meget større mulighed for at få forbedret konkurrencesituationen og dermed få bedre varer.
     Der er vel ingen her i Folketinget, heller ikke hr. Rune Lund eller hr. Morten Messerschmidt, der mener, at vi aldrig skulle have haft det frie marked for varer, og det er jo den samme diskussion, vi egentlig burde tage om serviceydelserne. Men det er klart, at når der kommer andre til Danmark og agerer, skal det være efter danske regler. Det er det, der er udgangspunktet for regeringen.

Der er et par korte bemærkninger til ministeren. Først fra hr. Morten Messerschmidt.

Tak for opsummeringen.
     Jeg vil ikke gå mere ind i detaljerne i direktivet, men jeg kunne godt tænke mig at spørge, om erhvervsministeren er enig i det synspunkt, der blev fremført af fru Helle Sjelle, som klart sagde i sin ordførertale, at uddannelsesområdet, sociale ydelser og sundhedsydelser skal undtages fra den frie konkurrence. Er ministeren enig i det synspunkt?

Det er jo klart, at der kommer en diskussion, når der er tale om noget, der har økonomisk interesse, men alt det, der har almen interesse som folkeskolen og gymnasiet osv., er jo ikke indeholdt i traktaten, og derfor kommer man ikke til at diskutere de ting. Men vi er enige i, at der er en række undtagelser, der er nødvendige, og dem ser vi altså på, når vi har det endelige forslag.

Det fortolker jeg sådan, at ministeren er enig med sin ordfører, men hvordan har ministeren det så med, at Venstres ordfører, fru Charlotte Antonsen, som jo også har en vis betydning for ministeren i regeringssammenhæng, sagde meget klart, at på hjemmehjælpsområdet var det fornuftigt med et fuldstændig liberalt og frit servicemarked? Det er jo netop en del af de sociale ydelser, som økonomi- og erhvervsministeren nu vender sig imod. Er det sådan, at der er en konflikt, eller hvordan forholder synspunkterne sig til hinanden?

Jeg vil igen sige til hr. Morten Messerschmidt, at det bliver jo ikke forskelligt fra det, der sker i dag.
     Jeg mener faktisk, at Dansk Folkeparti har været med til at indføre det frie valg. I dag er det kommunen, der udliciterer en opgave, men efter det regelsæt, der gælder i Danmark i dag, er der faktisk ikke noget i vejen for, at udenlandske firmaer kan give hjemmehjælp i Danmark. Det kan de gøre i dag, og hvad skulle der så være galt i, at de kan gøre det i fremtiden?

Jeg forstår ikke ministeren, når ministeren siger, at det forslag til vedtagelse, jeg har fremsat på Enhedslistens vegne, forhindrer ministeren i at forhandle. Det har jeg meget svært ved at se. Det indeholder en række punkter, som klart beskriver en endda meget præcis forhandlingsposition, som går til kernen af de problemer, der er med servicedirektivet.

     Er problemet i virkeligheden, at det forslag til vedtagelse, som Enhedslisten har fremsat, faktisk dækker bredere end det forslag til vedtagelse, som Venstre, De Konservative, Socialdemokraterne, De Radikale og SF har fremsat? Det er sådan, at i Enhedslistens forslag til vedtagelse er velfærdsydelser, miljø og sociale ydelser taget med. Alle områder, som er dækket af servicedirektivet, er omfattet af Enhedslistens forslag til vedtagelse, hvor vi siger, at vi ikke vil have dumping på hverken miljøområdet, socialområdet eller nogen andre områder. Er det i virkeligheden derfor, ministeren ikke kan lide Enhedslistens forslag til vedtagelse, fordi det sikrer mod, at man går til angreb på miljøet og på velfærden?

Jeg kunne svare meget kort: Nej. Men det, det drejer sig om, er, at vi ikke skal melde os ud af de forhandlinger, der pågår i EU på nuværende tidspunkt, og hvis vi fulgte Enhedslistens linje, kunne vi sætte os ud på sidelinjen og se på, at de andre spiller bold. Det, det drejer sig om, er at være med på banen og være med til at score målene, men det gør vi ikke, hvis vi følger Enhedslisten, og jeg synes, det ville være at spille hasard med Danmarks fremtid at gå ind for Enhedslistens tekst.

Jamen hvad er det helt præcist, ministeren er uenig i i det forslag til vedtagelse, vi har fremsat? Hvad er det præcis for en pind, ministeren ikke kan lide?
     Er det, at oprindelseslandsprincippet skal erstattes af et værtslandsprincip? Er det, at dette princip kommer til at gælde for alle tjenesteydelser? Er det, at vi vil sikre os imod dumping på alle områder, lige fra miljø til arbejdsmarked? Er det, fordi ethvert land selv skal kunne bestemme, hvad der er en offentlig tjenesteydelse, også selv om der indgår brugerbetaling, så vi sikrer os imod udenlandske koncerner, f.eks. på uddannelsesområdet? Hvad er det lige præcis, ministeren mener er en forhindring for, at der kan forhandles aktivt i EU? Det kan man faktisk gøre meget aktivt med vores forslag til vedtagelse.

Jeg vil gerne sige, at det lyder måske lidt underligt, at regeringen støtter den linje, som Evelyn Gebhardt har lagt i Europa-Parlamentet. Men ligegyldigt hvad der sker nu, ved vi, at man er i gang, og når vi taler om adgang til et marked, ville det være sådan, at hvis vi fulgte den vedtagelse, der ligger her, skulle f.eks. Frankrig kunne bestemme alle nationale regler, så danske virksomheder ikke kunne komme ind på det franske marked, og det synes jeg ikke ville være særlig klogt.

Hermed sluttede forhandlingen.

Tak til økonomi- og erhvervsministeren.
     Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet. Vi ringer til afstemning og venter lidt med at sætte afstemningen i gang.

Afstemning

Forslag til vedtagelse nr. V 16 af Ole Sohn (SF), Charlotte Antonsen (V), Niels Sindal (S), Helle Sjelle (KF) og Lone Dybkjær (RV) (se side 0000) vedtoges med 83 stemmer (V, S, KF, RV og SF) mod 16 (DF og EL).

Hermed var følgende forslag bortfaldet:
     Forslag til vedtagelse nr. V 15 af Rune Lund (EL) (se side 0000).

Hermed sluttede forespørgslen.

Formanden:
Jeg skal her udsætte mødet. Det genoptages i dag kl. 13.00.

Mødet udsat kl. 11.59

Mødet genoptaget kl. 13.00