Jeg vil gerne starte med at takke Folketingets politiske partier, som jo alle står bag denne forespørgselsdebat, som jo så også afvikles sammen med redegørelsesdebatten om dette vigtige tema, 2 uger før der stemmes til de 98 nye kommunalbestyrelser og de 5 regionsråd.
Se, da vi i 2004 indgik strukturaftalen, kan man vel sige, at vi formede skelettet til det, der nu er kendt som kommunalreformen, og frem mod den lidt udskudte sommerferie i år fik vi så sat kød og blod på i form af den store lovpakke, der skal udmønte reformen.
Nu er vi jo så dér, hvor vi skal diskutere, hvilken ånd der skal pustes i denne nye krop bestående af skelet, kød og blod, for ånden i det lokale folkestyre er jo borgernes deltagelse i udviklingen af vores fremtidige kommunale sektor.
Hele spørgsmålet om nærdemokrati og borgerinddragelse - man kunne jo også udvide det og tale om personaleinddragelse
- er en vigtig del af kommunalreformen, og det er derfor også et emne, som regeringen valgte at sætte fokus på, allerede da vi forberedte kommunalreformen og i den periode, hvor vi drøftede den med Folketingets politiske partier og endte op med at lave en aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Jeg afgav som bekendt en redegørelse om nærdemokrati til Folketinget midt i oktober, en redegørelse, der jo langt hen ad vejen hviler på den tænketank om nærdemokrati, jeg nedsatte tidligere i år med Holbæks borgmester i spidsen, og som belyser samme spørgsmål, der er emnet for debatten i dag. Det er jo også derfor, det er aftalt, at vi inddrager redegørelsen i debatten, og vi kan så alle sammen nyde udvidet taletid i den anledning. Redegørelsen belyser regeringens principper og initiativer på området og forholder sig således også til de fremtidige rammer for nærdemokratiet og anbefalingerne fra Tænketanken om Nærdemokrati. Jeg er glad for i dag at få lejlighed til at uddybe disse principper og initiativer. Som sagt er der jo kun 2 uger til, at vi alle skal gå til valgurnerne og pege på de politikere, som får den meget vigtige opgave at lede kommunerne på det nye danmarkskort og ikke mindst, kan man sige, bringe gamle kulturer sammen fra mange kommuner i én ny fortsættende kommune. Det bliver jo en festdag, 14 dage frem, hvor vi kan udøve vores demokratiske ret; hvor vi skal sammensætte en politisk ledelse af den kommune, vi nu bor i, som repræsenterer de ønsker og behov, vi har til kommunens udvikling og opgaveløsning, og heri ligger jo en sikring af det repræsentative demokrati. Men det er jo også vigtigt at få sat en tyk streg under, at demokratiet ikke stopper med et kryds hvert fjerde år. Demokratiet rækker jo videre end det, rækker ud over borgmesterens skrivebord, og for regeringen er det vigtigt at understrege, at decentraliseringens endemål ikke er borgmesterens skrivebord eller for den sags skyld byrådssalen, men at vi skal nå længere ud. Nærdemokratiet handler om vedvarende dialog og samspillet mellem dem, der træffer beslutningerne, og dem, som beslutningerne vedrører. Der er jo dem, der har peget på, at de nye og større kommuner betyder, at der for mange bliver længere til politikerne for den enkelte, og at der dermed er en mindre udsigt til, at man sådan tilfældigt støder på borgmesteren ved køledisken i det lokale supermarked. Det er selvfølgelig uomgængeligt rigtigt, at der fysisk bliver længere til rådhuset. Men jeg tror, det er vigtigt, at vi ikke forveksler det med, at der på den måde sker en forringelse af nærdemokratiet. For nærdemokrati handler jo ikke om, bør i hvert fald ikke handle om, at nogle få grupper har en særlig priviligeret adgang til beslutningsprocessen, for hvad med alle dem, der nu ikke tilfældigvis handler det samme sted som borgmesteren, kunne man spørge. Nærdemokratiet har det jo bedst, når alle har de samme betingelser for at deltage; når alle gives de samme muligheder for at deltage. Det, der virkelig batter noget, er, at der er indhold i nærdemokratiet, det vil sige, at der er mulighed for at påvirke forhold, der har en reel betydning for lokalsamfundet; der har en reel betydning for en selv, det være som borger i kommunen eller for den sags skyld som ansat
i kommunen.
Muligheden for reel indflydelse er altafgørende for lysten til at engagere sig, sætte noget engagement bag og gøre en forskel, og her tror jeg, at kommunalreformen vil få en central betydning for styrkelsen af nærdemokratiet gennem en øget decentralisering til det kommunale niveau.
Samlingen af flere opgaver hos kommunerne betyder, at flere opgaver - borgernære opgaver - bliver løst på det niveau, der er tættest på borgerne, med bedre mulighed for at kunne påvirke de ansvarlige politikere.
Samtidig er det vigtigt, at de, der vælges til de nye råd i de større kommuner, erkender, at decentralisering ikke kun er noget, der sker mellem staten og kommunerne, men også noget, der er brug for i forholdet mellem kommunalbestyrelser og lokalsamfund, mellem det politiske råd og de forskellige driftsmæssige enheder i kommunen. Politikerne skal tage vare på kommunens overordnede politiske målsætninger og give plads til, at borgerne, de ansatte, gør en indsats i lokalsamfundene og ude i de små enheder, på den enkelte institution, det være sig plejehjem, børnehave, folkeskole.
Samtidig skal vi fra Folketingets side sikre rammerne for nærdemokratiet ved at give plads til, at kommunerne har mest mulig frihed til at løse opgaverne, for det giver jo ikke mening, at vi skaber større og mere slagkraftige kommuner, hvis vi samtidig detailstyrer de opgaver, kommunerne skal løse, inde fra Christiansborg. Det er også derfor, det er fastsat som et princip i den økonomiaftale for 2006, som regeringen indgik her i sommer, at kommunalbestyrelserne skal have metodefrihed til at finde de lokale løsninger. Det er det, der er hele grundtegningen bag reformen, bl.a også med etableringen af Evalueringsinstituttet i Århus, at vi får mere greb om de resultater, der opnås ude i det kommunale selvstyre, mod så til gengæld at give noget mere metodefrihed til processerne.
Så de rammer, der stilles til rådighed for sikringen af nærdemokratiet, er, at der samles flere opgaver hos kommunerne, at kommunerne så vidt muligt får friheden til at løse dem, og at kommunens borgere derved får muligheden for et nærdemokrati med indhold. Rigtigt grebet an, men jo først og fremmest rigtigt grebet an af den enkelte nye kommunalbestyrelse, er kommunalreformen en historisk chance for at styrke borgernes indflydelse på det lokale samfund, men det kommer ikke af sig selv.
Kommunalbestyrelserne skal have frihed, men vel at mærke frihed under ansvar. Kommunalbestyrelsens ansvar i denne sammenhæng er, at den lokale borgerinddragelse sikres. Det første skridt på vejen er, at kommunalbestyrelserne gennemtænker systematisk, strategisk, hvordan borgerne skal inddrages, og udformer en lokal strategi for nærdemokratiet.
Det er efter regeringens opfattelse jo helt indlysende, at kommunalbestyrelsen i den enkelte kommune er den, der er nærmest til at tilrettelægge den kommunale strategi for borgerinddragelse; at den tilrettelægges ud fra lokale forhold, som jo varierer hen over landet - varierer mellem de steder, hvor, jeg havde nær sagt, husene er bygget oven på hinanden, og de steder, hvor der er lidt længere afstand mellem husene. Det vil være paradoksalt, hvis vi med en reform, der i øvrigt decentraliserer, følger op med en ambition om at fjernstyre nærdemokratiet.
Det er indlysende, at en lokal strategi også er det, der giver mest ejerskab til strategien, og derfor er frihed og plads til forskellighed nøgleord, når jeg skal liste regeringens principper for udvikling af nærdemokratiet op.
Kommunernes tilgængelighed for borgerne og samspillet med det civile Danmark indgår også i principperne for udviklingen af et godt og velfungerende nærdemokrati, men selvfølgelig gør principper det ikke alene. De skal understøttes, også af centrale initiativer, der fremtidssikrer det nære demokrati, som det også er forudsat i oplægget til debatten i dag.
Derfor understøtter regeringen principperne med en række forskellige initiativer omkring styrkelsen af nærdemokratiet. Vi startede med at nedsætte Tænketanken om Nærdemokrati, som jo også indgår i oplægget til forespørgselsdebatten i dag, og jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg på mange måder er rigtig glad for det resultat, der er kommet fra tænketanken. Dels er det nogle meget klare anbefalinger, som tænketanken har angivet, og der er enighed om de mest centrale anbefalinger, dels harmonerer anbefalingerne med de grundlæggende principper, som regeringen har for et godt nærdemokrati. Det gælder navnlig anbefalingen om at udarbejde en lokal strategi for nærdemokratiet, om lydhørhed, om tilgængelighed, om decentralisering og om, at kommunerne skal have et offensivt samspil med det civile Danmark.
Det er også derfor, jeg valgte at sende redegørelsen fra tænketanken ud til alle landets kommunalbestyrelser til inspiration. Jeg har ved samme lejlighed fortalt kommunalbestyrelserne, at det er et område, som regeringen vil følge nøje i de kommende år, og at vi vil vende tilbage i foråret 2008 for at samle op på de tiltag, den enkelte kommunalbestyrelse har gjort, de erfaringer, man har indhøstet. Derfor vil jeg selvfølgelig også følge op her efter valget den 15. november ved at sende denne redegørelse til de nyvalgte sammenlægningsudvalg.
Jeg har en forventning om, at de nyvalgte kommunalbestyrelser, som altså i det første år optræder som sammenlægningsudvalg de fleste steder, vil tage anbefalingerne og de gode eksempler til sig. Det er ikke sådan en løs forventning jeg har, den hviler sådan set også på den dialog, jeg har haft lejlighed til at have med en række sammenlægningskommuner, som jeg har besøgt her i løbet af efteråret, hvor jeg har haft lejlighed til med de styregrupper, der forbereder sammenlægningen tværpolitisk, at diskutere nogle af de udfordringer, man sidder og slås med. Det er mit meget, meget klare indtryk, at landets kommuner, uanset hvor i landet man finder dem, og uanset hvilken politiker - partipolitisk - der sidder for bordenden, er meget opmærksomme dels på de udfordringer, som selvfølgelig ligger i at tænke nærdemokrati i en større enhed, dels de muligheder, der ligger i at tilrettelægge en sammenhængende strategi for borgerinddragelse og decentralisering.
Jeg har en meget klar oplevelse af, at spørgsmålet er et vigtigt punkt på dagsordenen i sammenlægningsprocesserne rundtomkring i landets kommuner. Det handler om, at kommunerne skal forholde sig til rammerne for brugerbestyrelser, og hvad brugerinddragelse skal bruges til. De skal overveje, hvilken struktur kommunen skal have for inddragelse af forskellige interessegrupper, de skal tænke over mulighederne for decentralisering, og de skal sørge for, at der er en enkel og ligetil måde at komme i kontakt med kommunen på, f.eks. ved at udpege en tovholder, som det foreslås af tænketanken.
De skal i dialog med foreningerne og overveje, om foreningerne kan spille en rolle i den kommunale opgavevaretagelse, f.eks. idrætsforeningerne på forebyggelsesområdet, og de skal tage højde for de yngre generationers helt anderledes måde at involvere sig på,
f.eks. på ad hoc-basis i afgrænsede projekter for en begrænset tid i stedet for sådan et livslangt engagement i en forening i pagt med den danske foreningstradition - og meget mere. Det, der er det helt vigtige her, er, at de nye kommunalbestyrelser har det her som et fokusområde: at prioritere at satse på inddragelsen af borgerne. Tænketanken har jo, kan man sige, bredt håndteret hele det her område. Man har i særlig grad jo også fokuseret på skoleområdet, hvor man anbefaler decentralisering og udnyttelse af de eksisterende lovmæssige rammer for delegation. Jeg ser med stor sympati på, at skoleområdet er fremhævet i Tænketankens arbejde. Det er et højt prioriteret område for regeringen. Vi har store ambitioner på folkeskolens vegne, og derfor iværksætter vi bl.a. et analysearbejde i regi af Undervisningsministeriet om ansvarsfordelingen mellem aktørerne på området, og her vil tænketankens redegørelse naturligt indgå i analysearbejdet. Jeg har så noteret mig, og derfor synes jeg også, at jeg skylder at berøre det her, at et flertal i tænketanken specifikt har anbefalet en mulighed for at give ansættelseskompetence til skolebestyrelserne og andre brugerbestyrelser inden for arbejdsgiverområdet. Der er selvfølgelig intet til hinder for, at de enkelte kommunalbestyrelser styrker skolebestyrelsernes og andre brugerbestyrelsers indflydelse på arbejdsgiverområdet gennem en øget dialog, gennem en øget inddragelse, men jeg må også sige, at regeringen ikke på det foreliggende grundlag vil åbne for, at den formelle kompetence skal overgå eller skal kunne overgå til skolebestyrelserne. Spørgsmålet om, hvorvidt den formelle kompetence skal placeres i kommunalbestyrelsen eller i skolebestyrelsen, der begge jo er valgte organer, skal nemlig ses i sammenhæng med spørgsmålet om, hvorvidt kompetencen på arbejdsgiverområdet skal placeres i et valgt organ, eller om den måske med fordel kunne placeres i et administrativt niveau hos skolelederen. Jeg tror, det er vigtigt, at vi i denne snak om decentralisering ikke kun tænker dimensionen folkevalgt kommunalbestyrelse over mod folkevalgte råd eller på anden vis repræsentativt sammensatte lokalråd, men at vi også tænker decentralisering som samspillet mellem det politiske niveau og de ansatte i kommunerne.
Vi kan måske have en formening om, at det vil være klogt, hvis vi skal forfølge ambitionen om at få en folkeskole i verdensklasse, at vi får en større entydighed i, hvem der egentlig har ansvaret også for rekrutteringen i den danske folkeskole. Det er baggrunden for, at vi i første omgang vil afvente det analysearbejde, som er sat i værk på skoleområdet i regi af Undervisningsministeriet.
Man kan sige, at nu har vi tænketankens redegørelse. Den er formidlet til kommunalbestyrelserne. De skal nu have mulighed for at skabe rammerne for borgernes deltagelse i de fremtidige kommuner. Det er der heldigvis mange kommuner der er i fuld gang med allerede: oprettelse af lokalråd, etablering af forskellige former for borgerfora, elektroniske borgerpaneler, udarbejdelse af forskellige modeller for systematisk borgerinddragelse. Det er jo blot nogle af de mange eksempler, der er fra det virkelige liv.
Men det betyder selvfølgelig ikke, at regeringen vil slippe det her område af syne. Ud over at vi som nævnt har sagt - også til kommunerne, hvilket i sig selv burde være en ansporing - at vi vil følge op på det her i 2008, så er nærdemokratiets tilstand jo genstand for de løbende og mere systematiske drøftelser, jeg har iværksat sammen med KL oven på vedtagelsen af kommunalreformen, hvor vi sådan set har aftalt systematisk at være i dialog for at sikre, at kommunalreformen nu også føres ud i livet i den ånd, den er tænkt ført ud i livet i.
Jeg tror selv, at de gode eksempler er vigtige, at det her er et område, som skal formes ved at lade de gode eksempler vandre. De kommuner, som vil arbejde med nye former for inddragelse, og som vil formidle deres erfaringer, skal derfor støttes. Jeg har allerede givet støtte eller tilsagn herom til en række projekter. Det vil jeg fortsætte med.
Der er f.eks. givet tilsagn om støtte til Højreby Kommune i den nye Lollands Kommune om afprøvning af nye former til at fremme borgerdeltagelse. Der er givet støtte til Københavns Kommunes projekt om opsamling af erfaringer med, hvordan kommuner kan fremme samarbejdet om helhedstænkning mellem politikere, forvaltning og borgere. Der er givet økonomisk støtte til et projekt i Silkeborg, hvor de fire sammenlægningskommuner i den nye Silkeborg Kommune vil arbejde med nærdemokrati, herunder med fokus på deltagelse fra lokalområderne i kommunerne. Der er givet støtte til Bornholmske Borgerforeningers Samvirkes kortlægning og vurdering af den ændrede rolle, borgerforeningerne har fået i det bornholmske samfund efter kommunesammenlægningen.
Jeg tror, det fortsat også skal være en national opgave at understøtte den lokale eksperimentering med konkrete forskellige måder at angribe det her spørgsmål på. Så det, regeringen ikke vil gøre nu og her, er at tro os klogere end dem, som nu står med udfordringerne, ved at bilde os ind, at vi kan fjernstyre lokaldemokratiet ved nu at trække en række processuelle regler ned over hovedet på kommunerne. Det ville simpelt hen stride imod den grundlæggende idé om frihed og plads til forskellighed, som reformen hviler på, og det ville også være at underkende det stærke engagement, som jeg har oplevet rundtomkring i landets kommuner, og som jeg også fornemmer skinner igennem i den lokale valgkamp, der nu går ind i den afgørende fase.
Det er også i lyset af det, jeg har noteret mig, at et flertal i tænketanken afviser - i virkeligheden tankevækkende, når man ser på tænketankens sammensætning -
f.eks. at udvide antallet af lovpligtige råd med den begrundelse, at kommunalbestyrelsen skal have friheden til at tilrettelægge sin egen nævnsstruktur. Det er et synspunkt, jeg er meget enig i. Jeg er i det hele taget ganske tilfreds med, at den tænketank, som jo altså i sin kreds også har repræsentanter for det organiserede foreningsliv, som, hvis man skulle lave sådan en mere objektiv motivanalyse eller interesseanalyse, måske kunne have haft en interesse i at forfølge hver deres egen lille sag for at sikre en bestemt formel ramme om deres sag, har sagt: Vi tror sådan set på, at der alene i det, at vi laver større kommuner, kommer så stor en kraft drevet af foreningslivet, drevet af det civile samfund, drevet af lokalsamfundet i retning af at få kommunerne i tale på en ny og anderledes måde, at det i sig selv vil gøre, at kommunerne tager det her nærdemokratitema op.
Det er også derfor, jeg når den konklusion, at nærdemokrati ikke er noget, vi skal fjernstyre, det skal have mulighed for at vokse op nedefra i kommunerne. Det er en udvikling, som selvfølgelig skal følges med et vågent øje herfra. Det er en udvikling, vi skal skubbe på ved at understøtte den økonomisk, som jeg også har nævnt.
Så glæder jeg mig i øvrigt til forhåbentlig, hvis jeg får den ære - men ellers får en anden den jo - at kunne vende tilbage til sagen i foråret 2008, når landets kommuner har indhøstet de første praktiske erfaringer.