Bilag til udenrigsministerens
Forsvarsudvalget
skrivelse af 23. januar 2006
(B 63 spørgsmål 23)
(offentligt)
Spørgsmål nr. 23:
Vil regeringen tage eget initiativ til udsendelse af menneskerettighedsobservatører og til, at disse
får adgang overalt i Irak, herunder også fængsler som Abu Ghraib, besættelsesstyrkernes inter-
neringslejre og de irakiske sikkerhedsstyrkers fængsler?
Svar:
Danmark yder allerede bistand til forbedring af respekten for menneskerettighederne i Irak,
herunder bl.a. et NGO-hus i Basra, hvor 250 NGOer er tilknyttet, og et torturrehabiliterings-
center i Basra, der fungerer.
For så vidt angår den styrkelse af det danske politiprojekt, som regeringen har iværksat, henvi-
ses til svaret på spørgsmål 26.
Regeringen er i dialog med det irakiske menneskerettighedsministerium, om hvorvidt Danmark
kan bidrage yderligere til fremme af respekten for menneskerettighederne over alt Irak.
Med hensyn til overgrebene på fanger i det irakiske indenrigsministeriums varetægt, er disse fra
dansk side på det skarpeste blevet fordømt. Det kan oplyses, at de irakiske myndigheder har
iværksat en undersøgelse af sagerne, herunder at det irakiske forsvarsministerium og det iraki-
ske menneskerettighedsministerium efterfølgende har foretaget uanmeldte inspektioner i en
række fængsler, der sorterer under det irakiske indenrigsministerium. I ét tilfælde er dårlig be-
handling af fanger blevet påtalt. De øvrige inspektioner har ikke givet anledning til påtale.
Det har ikke været på tale at udsende egne menneskerettighedsrapportører.