Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 3 af 6. april 2006 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til folketingsbeslutning om at forhøje hastighedsgrænsen på motorveje for biler med campingvogne (B 59).

 

Spørgsmål:

 

          ”Ministeren bedes redegøre for erfaringerne med de tyske hastighedsgrænser for biler med campingvogne på motorveje. Ministeren bedes til brug for besvarelsen indhente udtalelser fra Rådet for Større Færdselssikkerhed, Vejdirektoratet, Færdselsstyrelsen, FDM og evt. andre relevante myndigheder m.v.”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har som anmodet indhentet udtalelser om erfaringerne med de tyske hastighedsgrænser for biler med campingvogne på motorveje fra Rådet for Større Færdselssikkerhed, Vejdirektoratet, Færdselsstyrelsen og FDM. Justitsministeriet har endvidere indhentet en udtalelse fra det tyske Bundesministerium für Verkehr, Bau und Stadtentwicklung.

 

Rådet for Større Færdselssikkerhed har oplyst følgende:

 

”Rådet for Større Færdselssikkerhed henviser til Færdselsstyrelsen, som tidligere har indhentet erfaringer fra Tyskland.”

 

Færdselsstyrelsen har oplyst følgende:

 

”Den oprindelige forsøgsordning med Tempo 100 udløb med udgangen af år 2004. Færdselsstyrelsen har i november 2004 spurgt det tyske trafikministerium om erfaringerne med forsøget.

 

Af svaret fra Tyskland fremgik, at det var svært at komme med sikre udtalelser om de indvundne erfaringer, men det blev anført, at man ikke havde kunnet konstatere nogen negative effekter. Det blev oplyst, at forsøgsordningen var forlænget til udgangen af år 2006.

 

I forbindelse med forslag til folketingsbeslutning, B 59, udtalte Færdselsstyrelsen sig på dette grundlag i januar 2006 positivt om den tekniske del af de tyske regler for campingvogne, men bemærkede, at ordningen ikke tillod synsfri sammenkobling.

 

Færdselsstyrelsen er efterfølgende blevet opmærksom på, at Tyskland i oktober 2005 har indført en ny forsøgsordning for Tempo 100, der løber til udgangen af år 2010.

 

Den nye ordning er lempet på flere punkter i forhold til den tidligere:

 

 - Der er åbnet for synsfri sammenkobling.

 - Der er blevet tilladt tungere campingvogne, hvis campingvognen eller bilen har

    særlige stabiliseringsanordninger.

 

Da de lempede regler er så nye, formoder Færdselsstyrelsen, at der endnu ikke kan foreligge egentlige erfaringer, men Færdselsstyrelsen har anmodet de tyske myndigheder om at måtte se det tekniske grundlag for de øgede vægte.

 

Det er fortsat Færdselsstyrelsens opfattelse, at en øgning af den tilladte hastighed fra 80 km/h til 100 km/h samtidig med, at der lægges en begrænsning på størrelsen af påhængskøretøjets vægt i forhold til bilens vægt baseret på de tyske regler for campingvogne, vil give omtrent samme sikkerhed mod, at der opstår dynamisk ustabilitet, som efter de nugældende regler.”

 

Justitsministeriet kan supplerende oplyse, at ”synsfri sammenkobling” betyder, at man kan sammenkoble biler og campingvogne, selv om de er synet hver for sig.

 

Vejdirektoratet har oplyst følgende:

 

”Vejdirektoratet kan henholde sig til det af Transport- og Energiministeriet tidligere fremsendte notat om denne sag til Justitsministeriet, og Vejdirektoratet har ikke yderligere oplysninger, der kan belyse forslaget.”

 

Justitsministeriet kan oplyse, at Transport- og Energiministeriets notat 9. februar 2006 vedrørende forslaget til folketingsbeslutning er fremsendt til Folketingets Retsudvalg ved Justitsministeriets besvarelse af 11. april 2006 af spørgsmål nr. 1 vedrørende beslutningsforslaget.

 

FDM har oplyst følgende:

 

”FDM har ingen konkret viden om de sikkerhedsmæssige konsekvenser af Tempo 100 indførelsen, men har alene konstateret, at de tyske myndigheder har lettet adgangen til en Tempo 100 godkendelse, hvilket de ifølge vores opfattelse ikke ville have gjort, hvis der var trafiksikkerhedsmæssige problemer med den forhøjede fartgrænse.”

 

Det tyske Bundesministerium für Verkehr, Bau und Stadtentwicklung har bl.a. oplyst, at muligheden for, at biler med campingvogne under visse betingelser kan køre med en hastighed på 100 km/t på de tyske motorveje og motortrafikveje i stedet for den i øvrigt gældende maksimale hastighed på 80 km/t, blev indført ved en forordning af 15. oktober 1998.

 

De tyske erfaringer har vist, at kun få bilister har benyttet sig af muligheden for at køre med en hastighed på 100 km/t. En væsentlig årsag hertil er, at den oprindelige godkendelsesordning var omstændelig og bekostelig, og at et køretøj alene kunne kobles sammen med den påhængsvogn, som var anført i den udstedte godkendelse. Disse forhold er imidlertid blevet ændret. Godkendelsesordningen er således blevet mere enkel, og der er nu mulighed for frit at udskifte køretøj og påhængsvogn.

 

Det tyske ministerium har endelig oplyst, at man ikke efter ikrafttrædelsen af forordningen i 1998 har kunnet konstatere en negativ udvikling i antallet af uheld med biler med påhængsvogn.