Indenrigs- og Sundhedsministeriet Dato:Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Kontor:Â Â Â Â Â Â Â Â Regional sundhed J.nr.:Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â 2005-1110-64 Fil-navn:Â Â Â Â Â Â Dokument 5
|
"Hvilke muligheder mener ministeren der er for at indrette den eksisterende brugerbetaling inden for voksentandplejen på en måde, der har en bedre social profil, og som samtidig er fagligt forsvarlig? Herunder anmodes konkret om ministerens vurdering af
a) at indføre en form for indkomstafhængighed i brugerbetalingen eller
b) at friholde udvalgte lavindkomstgrupper for egenbetaling?"
Svar:
Sygesikringen yder i dag som hovedregel et tilskud på 40 % til de ydelser, der er omfattet af overenskomsten mellem Den Offentlige Sygesikring og Dansk Tandlægeforening. Jeg kan til orientering oplyse, at sygesikringsudgifterne til tandpleje i 2005 udgjorde i alt ca. 1,2 mia. kr. Denne udgift vedrører tilskud til tandpleje for personer over 18 år hos praktiserende tandlæger.
Sygesikringstilskuddet til tandpleje til voksne er i dag indrettet med henblik på at tilskynde befolkningen til regelmæssige tandplejevaner. Tilskuddet gives primært til de forebyggende ydelser såsom regelmæssig undersøgelse og individuel forebyggende behandling og til basale behandlingsydelser som eksempelvis fyldninger. Formålet er, at alle skal have råd til at følge et regelmæssigt tandplejetilbud hos egen tandlæge.
Med hensyn til forslagene om indkomstafhængig brugerbetaling og vederlagsfri tandbehandling skal jeg minde om, at der i henhold til den sociale lovgivning kan ydes tilskud til forebyggende og behandlende tandpleje til kontanthjælpsmodtagere og pensionister.
Efter lov om aktiv socialpolitik § 82 kan kommunen yde hjælp, herunder evt. til fuld dækning af udgifter til blandt andet tandbehandling. Det kan gives, hvis udgiften ikke dækkes af anden lovgivning, hvis ansøgeren og ægtefællen ikke selv har økonomisk mulighed for at betale udgiften, og hvis behandlingen er nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet.
Socialministeriet oplyser, at det ikke er muligt at opgøre, hvor stor en andel af kommunernes udgifter i henhold til § 82, der vedrører tandpleje, men kommunernes samlede udgifter i 2004 til tilskud efter § 82 var i alt 195,9 mio. kr.
I henhold til lov om social pension kan kommunen yde tilskud til blandt andet tandpleje til pensionister, hvis økonomiske forhold er særlig vanskelige. Pensionister kan opnå tilskud fra kommunen til tandplejeydelser, som den offentlige sygesikring giver tilskud til. Kommunen kan dække op til 85 % af pensionistens egen andel af udgiften. Derudover kan kommunen yde tilskud til betaling af bl.a. tandproteser, såfremt kommunen vurderer, at udgiften er nødvendig. Kommunernes udgifter til tandpleje i henhold til lov om social pension udgjorde i 2004 ca. 234 mio. kr.
Vi har med det nuværende tilskudssystem på tandplejeområdet, som nævnt ovenfor, valgt at prioritere de forebyggende ydelser. Ved at tilskynde til en regelmæssig tandplejeadfærd bidrager det nuværende tilskudssystem til, at befolkningen generelt opnår en høj tandsundhed og reducerer dermed risikoen for alvorlige tandproblemer, som kræver en omfattende og dyr behandling. Denne prioritering af det offentlige tilskud til tandpleje giver efter regeringens opfattelse den største effekt på befolkningens tandsundhed.