Dato:           

Kontor:         Kommunal sundhed

J.nr.:             2005-14009-67

Sagsbeh.:   PAN

Fil-navn:       Dokument 2

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 2 (B 36), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 4. april 2006

 

Spørgsmål 2:

"Ministeren bedes redegøre for den hidtidige effekt på folkesundheden af regeringens sundhedsprogram ”Sund hele livet” – ikke mindst specifikt i forhold til den sociale ulighed i sundhed, jf. at der i ”Sund hele livet” opstilles 14 nøgleindikatorer for folkesundheden, herunder ”sociale forskelle i dødelighed” og ”de sociale forskelle i livskvalitet"

 

Svar:

Regeringens sundhedsprogram ”Sund hele livet” er som bekendt udarbejdet mellem 11 ministerier. Der er således iværksat initiativer over en bred kam i relation til sundhedsprogrammet. Som seneste eksempel kan nævnes Socialministeriets rapport om bekæmpelse af negativ social arv.

 

Væsentlige faktorer for at bryde den negative sociale arv og den sociale ulighed i sundhed er indsatser på de uddannelsesmæssige og beskæftigelsesmæssige områder. Regeringen prioriterer begge disse områder højt.

 

Af andre initiativer kan nævnes, at regeringen i et bredt samarbejde med Folketingets partier - bl.a. gennem satspuljeaftalerne – har gennemført målrettede forbedringer for udsatte grupper i det danske samfund. Det gælder bl.a. hjemløse, narkomaner, alkoholmisbrugere og psykisk syge.

 

Som opfølgning på ”Sund hele livet” har regeringen taget særlige initiativer med fokus på de udsatte grupper. Det gælder bl.a. over for de risikofaktorer, der særligt præger socialt udsatte befolkningsgrupper, f.eks. narkotika, tobak, hygiejne og overvægt. Samtidig er iværksat projekter med særligt fokus på udsatte grupper.

 

At reducere den sociale ulighed i sundhed er en kompleks og langsigtet opgave. En evt. effekt af indsatsen for at reducere den sociale ulighed vil erfaringsmæssigt først vise sig gradvist.

 

Vores viden om hvilke tiltag, der virker i forhold til social ulighed i sundhed er desværre mangelfuld. Der forestår således en fortsat udviklingsopgave og erfaringsopsamling.