Beretning afgivet af  Udvalget for Forretningsordenen den 0. maj 2006
1. udkast
Beretning
over
 Forslag til
folketingsbeslutning om ændring af forretningsorden for
Folketinget.
(Nedsættelse af et Ligestillingsudvalg).
[af Lone Dybkjær (RV), Kirsten Brosbøl (S), Anne Grete Holmsgaard (SF) og Majbrit Berlau (EL)]
1. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslag B 83 blev fremsat den 24. februar 2006 og var til 1. behandling den 30. marts 2006. Beslutningsforslaget blev herefter henvist til behandling i Udvalget for Forretningsordenen.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i [ ] møder.
Tidligere behandlinger
Beslutningsforslaget er en revideret genfremsættelse af B 94 fra folketingsåret 2004-05, 2. samling, jf. Folketingstidende 2004-05, forhandlingerne side 3997 og tillæg A side 7988 og 7989.
Samråd
Udvalget har stillet 1 spørgsmål til statsministeren til mundtlig besvarelse. Statsministeren har besvaret spørgsmålet i et samråd med udvalget den 18. maj 2006.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 6 spørgsmål til forslagsstillerne til skriftlig besvarelse, som forslagsstillerne har besvaret. Udvalget her endvidere stillet 1 spørgsmål til statsministeren til skriftlig besvarelse og 4 spørgsmål til ministeren for ligestilling til skriftlig besvarelse, som disse ministre har besvaret. Udvalget har stillet 2 spørgsmål til Folketingets formand til skriftlig besvarelse, som Folketingets formand har besvaret.
2. Politiske bemærkninger
Udvalget for Forretningsordenen har i forlængelse af den åbne debat under forslagets første behandling i Folketinget søgt at indkredse fordele og ulemper ved oprettelse af et ligestillingsudvalg som et stående udvalg i Folketinget.
Der er enighed om, at det vil være en fordel at sikre en mere fokuseret behandling af spørgsmål af overvejende ligestillingsmæssig karakter i et ligestillingsudvalg. Derved kan den viden og faglighed, der ligger som grundlag for arbejdet for en øget ligestilling mellem mænd og kvinder, i højere grad komme til udtryk i forbindelse med sagernes behandling, ligesom den mere systematiserede viden kan opbygges på tilsvarende vis, som det gælder andre fagområder.
Der er ligeledes enighed om, at det vil være en ulempe, om sager, der blot indeholder mere beskedne elementer af ligestillingsmæssig karakter, skulle behandles i et sådant ligestillingsudvalg, idet dette vil fjerne den faglige fokus på sagernes hovedelementer.
Udvalget for Forretningsordenen finder, at en samlet afvejning af fordele og ulemper tilsiger, at der ved næste folketingssamlings start i oktober 2006 nedsættes et ad hoc ligestillingsudvalg af størrelse og sammensætning som Folketingets stående udvalg, hvorefter et sådant udvalg overgår til at være et stående udvalg, når Folketinget har foretaget den fornødne ændring af Folketingets forretningsorden.
Ligestillingsudvalgets arbejdsområde fastsættes som: Ligestilling, ligebehandling, ligeløn, den nationale ligestillingsredegørelse, initiativer i EU om ligestilling, det europæiske ligestillingsinstitut samt internationale konventioner om kvinders rettigheder og ligestilling.
Ligestillingsudvalg vil arbejde helt tilsvarende Folketingets øvrige stående udvalg med de opgaver, der naturligt flyder heraf i form af behandling af lovforslag, beslutningsforslag, forordninger, direktiver, redegørelser og rapporteringer, overblik over områdets udvikling fagligt og internationalt samt indseende med regeringens arbejde på området.
I forbindelse med nedsættelsen af ligestillingsudvalget vil Udvalget for Forretningsordenen nærmere drøfte den formålstjenlige fordeling af lovgivning mv., der vedrører ligestilling mellem mænd og kvinder med udgangspunkt i ministeren for ligestillings besvarelse af spørgsmål 10, ligesom dette gælder behandlingen af de EU-relaterede opgaver, der vedrører ligestilling mellem mænd og kvinder, jf. ministeren for ligestillings besvarelse af spørgsmål 8 og 9.
Det forventes ikke, at den praktiske håndtering af skillelinierne mellem Ligestillingsudvalget og Folketingets øvrige udvalg vil adskille sig fra den oftest helt uproblematiske håndtering af alle øvrige skillelinier mellem såvel generelle udvalg og de udpræget faglige udvalg som mellem de faglige udvalg indbyrdes.
Da opgaverne i Ligestillingsudvalget overføres fra øvrige udvalg, herunder fra PØ-udvalget, vil der ikke forventes anvendt mere arbejdskraft i Folketinget til sekretariatsbistanden. Også på dette område vil man kunne forvente en højere grad af målrettethed i opgavens varetagelse, hvorved effektiviteten kan øges i den takt, der måtte vise sig mere omfattende opgaver.
Ligestillingsudvalget ressourcer til inden- og udenlandske studierejser vil skulle indpasses i det samlede budget herfor på linie med øvrige af Folketingets mindre udvalg.
P. u. v.
Christian Mejdal
formand
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende B 83
Bilagsnr. |
Titel |
1 |
Tidsplan for udvalgets behandling af beslutningsforslaget |
2 |
brev til statsministeren om nedsættelse af et ligestillingsudvalg i Folketinget. |
3 |
Brev fra statsministeren vedr. nedsættelse af et ligestillingsudvalg i Folketinget. |
|
|
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende B 83
Spm.nr. |
Titel |
1 |
Spm. om Ligestillingsudvalget, til forslagsstillerne, og ministerens svar herpå |
2 |
Spm. om eventuelle bidrag fra et ligestillingsudvalg, til forslagsstillerne, og ministerens svar herpå |
3 |
Spm. om kriterier for et ligestillingsudvalg, til forslagsstillerne, og ministerens svar herpå |
4 |
Spm. om de økonomiske rammer for et ligestillingsudvalg, til forslagsstillerne, og ministerens svar herpå |
5 |
Spm. om juridisk belæg for et ligestillingsudvalg, til forslagsstillerne, og ministerens svar herpå |
6 |
Spm. om etablering af et ligestillingsudvalg vil skabe præcedens, til forslagsstillerne, og ministerens svar herpå |
7 |
Spm. om et ligestillingsudvalg, til statsministeren, og ministerens svar herpå |
8 |
Spm. om elementer i EU-traktaten vedrørende ligestilling, til ministeren for ligestilling, og ministerens svar herpå |
9 |
Spm. om procedurer forud for møder i EU vedrørende ligestilling, til ministeren for ligestilling, og ministerens svar herpå |
10 |
Spm. om materialer vedrørende ligestilling, til ministeren for ligestilling, og ministerens svar herpå |
11 |
Spm. om bevillinger på finansloven vedrørende ligestilling, til ministeren for ligestilling, og ministerens svar herpå |
12 |
Spm. om sagsgangen vedrørende etablering af et ligestillingsudvalg, til Folketingets formand, og ministerens svar herpå |
13 |
Spm. om økonomien i forbindelse med etablering af et ligestillingsudvalg, til Folketingets formand, og ministerens svar herpå |
|
|
Oversigt over samrådsspørgsmål vedrørende B 83
Samråds-spm.nr. |
Titel |
A |
Samrådsspm. om ligestilling, til statsministeren |