Den 7. april 2006
Statsminister
Anders Fogh Rasmussen
Statsministeriet
Kære statsminister,
Folketinget har netop 1. behandlet B 83 om nedsættelse af et ligestillingsudvalg i Folketinget. Forslaget er fremsat af fire oppositionspartier. Ved førstebehandlingen var der ikke flertal for forslaget, men bl.a. Venstres ordfører, Birthe Rønn Hornbech var uden at forpligte sig indstillet på en åben udvalgsbehandling. Forslaget er henvist til udvalget for forretningsordenen.
Jeg har aftalt med alle medforslagsstillerne, at jeg på alles vegne skulle skrive til dig. Selv om nedsættelse af udvalg naturligvis er et folketingsanliggende, er det ikke uden perspektiv for lederen af en regering, hvordan emner af mere tværgående art behandles i Folketinget.
Derfor vil jeg varsle dig, at vi gerne vil indkalde dig til et samråd i udvalget for forretningsordenen, men forinden gøre dig opmærksom på baggrunden, hvilket dette brev skal tjene til.
Vi har naturligvis fulgt dit initiativ til sammen med fem kolleger i Det europæiske Råd at få vedtaget en ligestillingspagt. Og vi vil gerne gratulere dig med, at det lykkedes at få pagten med i Topmødets konklusioner fra sidste måned.
I denne forbindelse ser vi det som en mulighed for Danmark at vise en vej til en forpligtende opfølgning af dette initiativ, at der nedsættes et parlamentarisk ansvarligt udvalg med opgaver knyttet til lovgivning om ligestilling (herunder lovene om ligestilling, ligebehandling, ligeløn og lige adgang til sikringsordninger), den almindelige behandling af ligestillingens fremdrift (herunder beslutninger i Folketinget, nationale redegørelser og internationale konventioner) samt europæiske initiativer (herunder Kommissionens årlige rapport om ligestilling og opfølgning af arbejdet med det europæiske ligestillingsinstitut).
Det vil desuden være helt selvfølgeligt at lejre ansvaret for den parlamentariske opfølgning af EU's ligestillingspagt i et sådant udvalg, ligesom dette også gælder arbejdet med det europæiske ligestillingsår 2007.
Vi håber, at du på positiv vis vil tage imod denne forudgående orientering, så vi i fællesskab kan få truffet en beslutning, der sikrer ligestillingspolitikken en seriøs behandling og relevant plads i det parlamentariske arbejde.
Vi håber, at vi i fællesskab kan træffe beslutninger, der viser, at ambitionen med arbejdet med ligestilling, kan omsættes i praktisk handling.
Med venlig hilsen
på B 83-forslagsstillernes vegne
Pia Gjellerup