Udvalget for Videnskab og Teknologi Folketinget Christiansborg 1240 København K
|
Hermed fremsendes i fem eksemplarer svar på spørgsmål nr. 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11 og 12 (B.nr. 78 - bilag 1) stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 15. februar 2006.
Helge Sander
Spørgsmål nr. 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11 og 12 stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 15. februar 2006 til Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling (B.nr. 78 - bilag 1)
Set i lyset af, at der er tale om en kulturhistorisk analyse af danskernes hverdag og opfattelse af sikkerhed under den kolde krig og ikke en vurdering af det daværende militære trusselsbillede, ønskes en redegørelse for, hvilke spidskompetencer der kvalificerer Forsvarsakademiet til at foretage en kulturhistorisk udredning af koldkrigsperioden, jf. aftaletekst af 24. januar 2006 om Center til forskning vedrørende Danmark under den kolde krig mellem regeringen og Dansk Folkeparti?
Svar:
Det nye selvstændige og uafhængige center skal stå for gennemførelsen af en fri og bred forsknings- og formidlingsindsats om Danmark under den kolde krig. Centeret bliver helt uafhængigt såvel ledelsesmæssigt og organisatorisk, og det vil få sine egne stillinger. Alle stillinger skal via åbne opslag besættes med fagkyndige forskere, som har de kvalifikationer og kompetencer, der skal til for at gennemføre opgaven.
Centeret skal samlokaliseres med Forsvarsakademiet af to grunde. Dels forventes det, at det faglige miljø dermed vil være mere attraktivt for de ansatte forskere, dels vil der kunne spares visse administrative udgifter. Det er altså ikke Forsvarsakademiet, som skal forestå centerets forsknings- og formidlingsindsats.
Spørgsmål 5
Hvordan tolker og forholder regeringen sig til signalerne fra Forsvarsakademiet om, at man helst havde været fri for opgaven, jf. bl.a. P1 Orientering den 30. januar 2006?
Svar:
Regeringen og Dansk Folkeparti har været enige om, at bevillingen skulle udmøntes samlet til et selvstændigt og uafhængigt center, men samlokaliseret med et beslægtet miljø.
Forsvarsakademiets chef, generalmajor K.J. Møller, har i en pressemeddelelse fastslået, at akademiet ikke ser nogen problemer i at leve op til de vilkår for samlokalisering, der er opstillet i aftalen om det nye center.
Spørgsmål 6
Kan regeringen, set i lyset af Forsvarsakademiets overraskelse over at blive valgt til opgaven, redegøre for, hvilke overvejelser og samtaler med Forsvarsakademiet man fra regeringens side har haft, inden man pålagde Forsvarsakademiet denne opgave?
Svar:
Jeg henviser til mine svar på spørgsmål 4 og 5.
Spørgsmål 7
Hvorfor har man i beslutningen om gennemførelsen af en kulturhistorisk udredning totalt ignoreret det samlede danske forskningsmiljø på universiteterne og handelshøjskolerne?
Svar:
Der kunne tænkes flere løsninger, men regeringen og Dansk Folkeparti har ønsket en samlet udmøntning af bevillingen til et nyt selvstændigt og uafhængigt center, hvor de forskere der tilknyttes, skal have særlig kompetence indenfor de områder, der skal forskes i, og hvor der kan fokuseres på netop denne forsknings- og formidlingsopgave i hele projektperioden.
Ansættelsesprocedurerne i forbindelse med centerets etablering vil ske via åbne opslag, og i den forbindelse er det forventningen, at der vil blive ansat forskere fra universiteterne.
Spørgsmål 8
Set i lyset af, at Center for Historie og Russisk på Syddansk Universitet (SDU) i december 2005 sendte et forslag til ministeren om placering af et center for forskning i koldkrigsperioden på SDU med deltagelse af eliten af samfundshistorikere på alle landets højere læreanstalter, og det forhold, at forslaget næsten ordret er blevet skrevet ind i kommissoriet, hvorfor er opgaven så ikke placeret hos dem, der må formodes at have den største viden om samfundshistoriske og kulturhistoriske forhold?
Svar:
Jeg er ikke enig i, at forslaget fra Center for Historie og Russisk på Syddansk Universitet ordret er skrevet ind i kommissoriet. I øvrigt henviser jeg til mit svar på spørgsmål 7.
Spørgsmål 9
Hvorfra stammer regeringens tilsyneladende mistillid til forskermiljøet på de højere læreanstalter?
Svar:
Jeg har ikke mistillid til forskermiljøet på de højere læreanstalter. I øvrigt henviser jeg til mit svar på spørgsmål 7.
Spørgsmål 10
Hvorfor ønsker man fra regeringens side at bryde med årtiers fri forskning og af ideologiske årsager vælge at placere denne opgave i militært regi og under politisk styring?
Svar:
Jeg må afvise, at regeringen bryder med årtiers fri forskning, og at vi placerer opgaven under politisk styring.
Selve opgaven er formuleret på forhånd, men det forhold adskiller sig hverken fra alle andre strategiske forskningsprogrammer eller fra særlige centre og institutter med et specificeret formål. Her er formålene også formuleret af det politiske system. De ansatte forskere i det selvstændige og uafhængige center skal indholdsudfylde de opstillede rammer, og det vil helt og holdent være dem, der skal vælge deres videnskabelige metoder og stå inde for de resultater, som indsatsen bringer med sig.
Hverken Forsvarsministeriet eller Forsvarsakademiet vil få nogen faglig eller ledelsesmæssig kompetence i forhold til centeret. Den udpegede bestyrelse vil få den fulde kompetence over hele bevillingen, og såvel bestyrelsen som de ansatte forskere skal være fagligt kvalificerede. Alle ansættelser skal ske via åbne opslag.
Spørgsmål 11
Hvad er begrundelsen for, at forsvarsministeren skal udpege centerets bestyrelse?
Svar:
Centeret skal samlokaliseres med Forsvarsakademiet under Forsvarsministeriet. Dermed får forsvarsministeren tilsynsforpligtelsen med det nye center, for eksempel i forhold til de statslige regler for regnskab og revision samt almindelige forvaltningsretlige regler. På den baggrund er det naturligt, at det også er forsvarsministeren, der udpeger det nye centers bestyrelse.
Spørgsmål 12
Hvordan forklarer ministeren den tydelige afvigelse, der er mellem formÃ¥let med undersøgelsen og Forsvarsakademiets faglige kompetencer, jf. bl.a. følgende citater fra pressemeddelelsen fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling den 26. januar 2006: â€Af særlig interesse vil være periodens principielle modsætninger i politik, i medierne og i den offentlige debat, herunder kulturdebatten i bredeste forstand – kort sagt meningsdannelsen, dens hjemlige og udefra stammende inspirationskilder samt dens udvikling i perioden.†og â€Det militære trusselsbillede i perioden skal dog ikke specifikt udforskesâ€?
Svar:
Jeg henviser til mit svar på spørgsmål 4.