Jeg vil gerne lige indlede med et par bemærkninger til hr. Høgni Hoydals indlæg, som jeg mener var klogt og forstandigt og et godt bidrag til den debat, som vi har her i dag, og også til forståelse af, hvorfor det er så vigtigt, at man får en bred, fri forskning om vores samtidshistorie, om den kolde krigs historie, hvor vi også drager nytte af den viden og de erfaringer, andre lande har gjort. Det håber jeg at om ikke andre så i hvert fald ministeren har lyttet godt efter, og måske giver det også grundlag for overvejelser, når vi nu skal i gang med udvalgsbehandlingen.
Jeg forstår heller ikke på baggrund af debatten, at vi kan være havnet i den situation, at vi har delt Folketinget i denne sag, hvor samtlige 179 medlemmer af dette Ting har en fælles interesse i at få styrket forskningen i vores samtidshistorie.
Det er jo helt åbenlyst, at der er en fælles interesse. Der ligger endda to forslag om det. Men vi har også en fælles interesse ud fra, at en lang række af os, som sidder i salen
- eller måske ikke sidder her, men som er medlemmer af dette Ting - har været en del af det at leve under den kolde krig. Vi har selvfølgelig en interesse i, at også den epoke, den periode bliver afdækket, og at der bliver forsket i den. Vi er faktisk i den lykkelige situation, at der er om ikke et hav så et utal af unge forskere, som faktisk har den fordel, at de ikke er part i sagen, er part i den kolde krig, men som kan se på det med friske øjne, sådan at vi kan lære:
Hvad gik godt? Hvad gik skidt? Hvorfor agerede vi sådan under den kolde krig, som vi gjorde? Det har vi da en fælles interesse i at få afdækket, på samme måde som man har det i Norge, Sverige, USA, alle mulige andre steder, hvor man forsker i samtidshistorien. Jeg mener faktisk også, vi har en interesse i det, af hensyn til at vi ikke gentager - det var også det, hr. Høgni Hoydal var inde på - nogen af de fejl og graver de samme skyttegrave, som der blev gravet under den kolde krig, i nutiden. Det er sådan set det, vi er godt i gang med. Vi er godt
i gang med at gentage nogle af de fejl, vi begik under den kolde krig, i forhold til den aktuelle politiske udvikling på globalt plan. Så naturligvis bør vi forske i vores samtidshistorie. Hvorfor har oppositionen så krævet aktstykket til behandling i Folketingssalen? Jo, det har vi gjort i et forsøg på at være behjælpelig over for ministeren med hensyn til måske at genoverveje, om det er den rigtige måde, man har konstrueret aktstykket på, om det virkelig er det, der afdækker det behov, der er. Det var sådan set venligt ment, vil jeg sige til ministeren. Og når vi har det i salen, er det, fordi man ikke kan udvalgsbehandle et aktstykke i Finansudvalget. Det kan man jo kun gøre i Folketingssalen. Hvorfor har oppositionen så fremsat et andet forslag, et forslag om et nordisk institut? Jo, det har vi gjort, ud fra at vi faktisk mener, at der er behov for en særdeles grundig forskning i samtidshistorien. Regeringen og ministeren har en unik mulighed for at samle hele Folketinget om et forskningsprojekt, som har været så meget diskuteret igennem så mange år. Ville det ikke være en fantastisk oplevelse for en minister at kunne sige, at han med hele Folketingets tilslutning har skruet et projekt sammen om vores samtidshistorie, som vi kan blive klogere af? Det må da være en fantastisk glæde for en minister, og i øvrigt også for landets befolkning, at der er så stor fælles vilje til det.
Men hvad har vi set i dag? Vi har set en beklemt minister. Vi har set en beklemt ordfører for Venstre. Vi har set en beklemt ordfører for Det Konservative Folkeparti og så har vi set en jublende glad ordfører for Dansk Folkeparti. Det er jo virkeligheden.
Hvorfor har vi en beklemt minister og to beklemte ordførere for Venstre og Konservative? Jo, fordi de godt ved, at det ikke er så god en sag. Og det er jo også derfor, argumenterne var famlende og til tider lidt komiske. Argumenterne spiller overhovedet ingen rolle for Dansk Folkeparti, heller ikke sagligheden i det. Der er bare et projekt, der skal køres igennem.
Det er også fint nok. Det er jo det, man har et politisk flertal til at gøre. Men jeg havde da egentlig forestillet mig, at regeringen og regeringspartierne havde så meget pondus, at de godt ville have lidt seriøsitet ind i projektet. Det har ikke været tilfældet, og det har debatten
i dag da også afsløret. Hr. Langballe startede med sådan et meget floromvundet forsøg på at angribe venstrefløjen ved at sige, at når der er så stor modstand mod aktstykket, er det, fordi der er en desperat modstand for en undersøgelse af den kolde krig, vel vidende at der faktisk ligger et forslag fra oppositionen, som ønsker at gå et spadestik dybere, bruge synergieffekten fra andre lande og oven i købet afsætte flere midler til det. Sådan en udmelding fra Dansk Folkepartis ordfører kan naturligvis kun komme, enten på grund af uvidenhed, fordi ordføreren ikke har læst oppositionens forslag - det er dokumenteret flere gange under dagens debat, at det er tilfældet - eller fordi ordføreren benytter sig af den form for argumentation, hvor man påfører sine politiske modstandere et argument, de ikke har, og derudfra argumenterer mod oppositionen. Det er et meget benyttet kneb. Det er såmænd ikke kun hr. Langballe, der gør brug af den form for debatretorik. Det gør statsministeren også i den aktuelle debat om ytringsfrihed, og det gjorde hr. Langballe i øvrigt også. Så på den måde er det blevet en trend blandt magtens mænd i dagens Danmark, at sådan argumenterer man. Men det gør jo ikke sagen bedre. Det understøtter ikke argumentationen, og det gør ikke mulighederne bedre for at få lavet en ordentlig forskning af vor samtid på en bedre måde. Men hvad er det så egentlig, oppositionen har foreslået? Hvad er det, vi har lagt ind i vores forslag? Jo, vi har sådan set bare i al beskedenhed udarbejdet et forslag, hvor vi forsøger at sætte et projekt i gang på nøjagtig samme måde, som man har gjort det i en lang række andre europæiske lande og en lang række amerikanske stater, ved at man får etableret et institut, der kan samle forskningen om den kolde krig, om vor samtid. Når vi har foreslået det som et nordisk institut, er det for at kunne gøre brug af den synergieffekt og de erfaringer, man har fra de øvrige nordiske lande, men også for at kunne få samlet kræfterne, både med hensyn til forskere, formidlere og brugere på området. Det burde da være selvindlysende, at det har alle en interesse i. Jeg kan simpelt hen ikke se, hvorfor Venstre og Konservative er imod det. Jeg fatter det simpelt hen ikke. Og vi har da heller ikke hørt et eneste argument imod det. Vi har oven i købet gjort dét - netop for at signalere, at det ikke er et forsøg på at være polemiske - at vi i forslaget skriver: »Forslagsstillerne har endvidere konstateret, at regeringen og Dansk Folkeparti i finanslovaftalen for 2006 har aftalt, at »under hensyn til resultaterne fremlagt i DIIS-rapporten om Danmark under den kolde krig, skal forskningen blandt andet yderligere klarlægge aspekter af de militære trusler rettet mod Danmark og Østersøområdet, herunder østblokkens indflydelse på danske beslutningstagere«.«
Det har vi sagt. Det skal ikke være en polemisk debat om, hvorvidt det her er det centrale eller ej, og derfor har vi sagt, at vi foreslår, at denne problemstilling skal indgå
i instituttets virkefelt. Der er altså ingen modsætning, intet forsøg på at sige, at der er noget, vi ikke tør, ikke ønsker at der skal forskes i. Nej, tværtimod, lad os få det hele med. Vi har under debatten været meget kritiske fra hele oppositionens side over for aktstykket, som jo er en meget særlig konstruktion, hvor man uvist af hvilken grund beder en forsvarsminister om at agere videnskabsminister, sammensætte en bestyrelse osv. Kritikken af det skal jeg vende tilbage til. Dansk Folkepartis ordfører, hr. Jesper Langballe, der ikke har læst vores forslag, men har skrevet en ordførertale, ud fra hvad han troede vi ville kunne finde på at sige og foreslå, sagde så: Jamen hvad er det så, oppositionen vil? Ja, de vil slet ikke have lavet opslag, de vil bare give en eller anden navngiven professor på Syddansk Universitet nogle penge, han kan forske for. Det er vrøvl og nonsens, en uvederhæftig udtalelse, ukendskab til et forslag. Hvad er det, vi har foreslået? Vi har skrevet: »Forslagsstillerne påtænker instituttets oprettelse og placering udbudt via enten Det Strategiske Forskningsråd eller Grundforskningsfonden, således at det bedst kvalificerede miljø får tilført midlerne.« Er det en særlig ondsindet manøvre fra oppositionens side, at vi ønsker, at det bedste faglige miljø får mulighed for at forske i den kolde krigs tid? Vi har ikke hørt et eneste argument imod det. Vi har i hvert fald ikke hørt det argument, at det skulle være usagligt. Tværtimod, man har forbigået det i tavshed. Den eneste, der har kommenteret det, er hr. Langballe, som så ikke har læst forslaget. Hvad er det så, regeringen foreslår? Eller måske skulle man spørge: Hvad er det, Dansk Folkeparti har fået regeringen til at gennemføre? Det er nok mere den retorik, man må bruge, for når man hører argumenterne fra ministeren og Venstre og De Konservative, er det helt tydeligt, at det ikke er noget, der er groet i deres baghave, som det vistnok hedder på nudansk. Da det kom frem, at man ville placere centeret ved Forsvarsakademiet, gjorde Forsvarsakademiet stilfærdigt opmærksom på, at det sådan set ikke lå inden for deres ekspertise, det var ikke noget, de havde forstand på. Gjorde det indtryk? Næh, det gjorde ikke indtryk på ministeren, at Forsvarsakademiet, som jo har at gøre med strategi og militærhistorie, ikke mente sig kvalificeret til at gå ind i den del af undersøgelsen af den kolde krig, som har med kulturdebatten at gøre. Som hr. Michael Clemmensen fra Forsvarsakademiet har udtrykt det: »Vi har intet med det at gøre. Vi har ingen ekspertise inden for det, centret skal forske i, og derfor har vi ikke grundlag for at forstå beslutningen. Vi kan ikke se, at Forsvarsakademiet spiller nogen som helst rolle i den her sag.« Men så er det jo sådan, at holdningen til ytringsfriheden er så vidt fremskreden i Danmark, at der naturligvis er gået en melding fra regeringen til Forsvarsakademiets leder med meldingen om, at den form for ytringer ikke er velset: I må komme med en pressemeddelelse, som gør grundlaget for, at I skal have det, forståeligt for offentligheden. Så kommer der en pressemeddelelse lidt senere, og den har både Venstre og Konservative og minsandten også hr. Langballe brugt som den største argumentation, hvor man siger: Det faglige miljø er i orden, for Forsvarsakademiet er kommet med en pressemeddelelse, hvor de erklærer sig enig i, at de godt ud fra nogle samlokaliseringsargumenter vil være i stand til at huse et sådant center. Mage til argumentation skal man da lede længe efter; ikke fra Forsvarsakademiet, for det var en fuldstændig præcis beskrivelse af det, de en gang tidligere havde sagt, nemlig at akademiet ikke er kvalificeret til det, men at de da godt kan lægge lokaler til rådighed, og at man da godt må benytte deres telefoner og deres printere og gøre brug af deres sekretærhjælp. Det får så hr. Per Ørum Jørgensen i sin argumentation til at sige, at det faglige miljø er i orden, underforstået at hvis man nu lagde projektet i udbud, sådan at et universitet eventuelt kunne byde ind på at få opgaven, så ville der ikke være nogen samlokaliseringseffekt af det, altså underforstået at de så ikke skulle have en sekretær, der kunne tage telefonen, eller printere.
Kan man ikke selv høre, hvor fuldstændig tåbelig en argumentation det er, eller sagt på en anden måde: mangel på argumentation?
Det havde da været mere ærligt, hvis Venstre og Konservative havde sagt: Vi har lavet en aftale med Dansk Folkeparti, som ønsker at få lavet et projekt, og det skal placeres sådan og sådan, og det skal have den og den overskrift, og det har vi så bøjet os for. Så havde vi slet ikke haft den her diskussion, så havde det været en ærlig snak, men man kommer med argumenter, som taler så tydeligt for sig selv.
Hr. Per Ørum Jørgensen var også inde på det og argumenterede med, at Forsvarsakademiet ville udvikle sig til et videnscenter. Men som hr. Clemmensen har sagt det:
»Vi forsker i militærhistorie, og vi har ikke til hensigt at udbrede vores forskningsfelt.«
Ja, de vil gerne være et videnscenter inden for militærhistorie. Men er det det, der skal forskes i i det her center? Næh, det er det ikke.
Så vi er altså i en situation, hvor man har et samlet Folketing, 179 medlemmer, som ønsker, at der skal forskes i den kolde krigs periode, for at vi kan blive klogere alle sammen, og så tilter man det hele og falder over hr. Langballes ben, og så ender det med, at regeringen ved videnskabsministeren oven i købet siger: Ikke engang jeg som minister, som i øvrigt udpeger en række af de andre forskningsråd, skal have noget med det her at gøre, nej, det skal forsvarsministeren.
Så siger man: Det er jo fri forskning. Ja, men hvad er det, der sker? Der sker det, at forsvarsministeren udpeger fem medlemmer til en bestyrelse. Normalt er det sådan, når vi snakker armslængdeprincippet, at hvis man nedsætter en bestyrelse, så består armslængdeprincippet i, at man som regering, altså som magthavere, udpeger et mindretal af en bestyrelse, det vil sige, at så skulle man udpege to, og så skulle miljøerne udpege resten, men her udpeger man fem.
Så er det rigtigt, at Det Strategiske Forskningsråd har lov til at indstille to af dem, altså et mindretal af dem, men det ændrer jo intet ved, at det er en minister, der udpeger hele bestyrelsen ud fra de vurderinger, ministeren nu mener er de rigtige, og herudfra er der så opslag.
Men jeg har stadig væk ikke fået svar på - og det får jeg givetvis heller ikke, for der findes jo ikke et svar på det - hvorfor man ikke ønsker at lægge det her i udbud, sådan at det er de bedste faglige miljøer, der skal forske i det.
Vi har faktisk universiteter, som vi poster mange penge i, som forsker i mangt og meget, herunder samtidshistorie og den kolde krig. Hvorfor dog ikke gøre brug af den viden? Der kan man selvfølgelig sige, at de jo bare kan føre det over på centeret, men hvorfor ikke gøre brug af de faglige miljøer og den synergieffekt, der kan være, gøre brug af de kontakter, de har til forskere og centre andre steder i verden, herunder de nordiske lande?
Så man kan sige, at alle argumenterne for at lave noget svarende til det, som oppositionen har fremsat, har været fremme i debatten, men er blevet afvist af ministeren og af Venstre og Konservative, som har bundet sig til at lave en besynderlig konstruktion med Dansk Folkeparti.
Man kan selvfølgelig sige: Burde oppositionen ikke have vidst, at sådan ville det ende? Jo, det vidste vi jo godt. Vi vidste jo godt, at regeringen er argumentresistent, når man laver aftaler med Dansk Folkeparti, og sådan er det jo. Men hvis ikke vi tager det i salen, så vil befolkningen jo ikke få kendskab til det, og derfor har vi ønsket at få debatten.
Vi har selvfølgelig et stille håb, måske et meget naivt håb, om, at ministeren med det ressortområde, som han er minister for, måske vil overveje, om man ikke kunne finde en konstruktion, hvor vi faktisk på en seriøs og grundig måde kunne stå sammen, hele Folketinget, bag et forslag om at styrke forskningen i vores samtidshistorie.
Vi håber det, vi er ikke så optimistiske, at vi tør tro på det, men det skal da have lov til at stå sin prøve.