Nu lider vi jo i Enhedslisten af den opfattelse, som nogle sikkert betragter som en vrangforestilling, at også demokratiske organer - jeg tror, det var folkekomiteer, hr. Rasmus Prehn kaldte dem - kan træffe fornuftige og rigtige beslutninger, og at de derfor ville være i stand til at sikre, at der også var et fornuftigt og godt samvirke mellem nogle af de sponsorer, der var, og de forskningsmiljøer, der eksisterer.
Så jeg tror sådan set, at folk, der af en eller anden grund mener, at demokrati kun egner sig, når det handler om at forvalte Folketinget, men ikke rigtig duer andre steder - derfor skal vi have ansatte ledere, derfor er tanken om, at demokratisk valgte organer træffer beslutninger, vederstyggelig osv. - ville blive stærkt overraskede, hvis de beskæftigede sig lidt med, hvilke fornuftige beslutninger demokratiske organer kan træffe. Folketinget træffer jo også indimellem fornuftige beslutninger, er der vel nogle, der mener.
Udgangspunktet for det her forslag er såmænd bare den banale konstatering, at erhvervslivet og virksomhederne i erhvervslivet handler ud fra den interesse, der handler om, at de selv vil tjene penge. Det er sådan set det, det går ud på. Det betyder, at når de investerer i forskningssponsorater og andre ting, så sker det ud fra præcis det samme motiv, og det gør det også, når man går i samarbejde med offentlige forskningsinstitutioner.
Hvis der så sker det, at den offentlige forskning indretter sig på at bevæge sig derhen, hvor der er private midler, får det jo afgørende betydning for, hvad der forskes i; så får det afgørende betydning for, hvad det er for en sundhedsforskning, vi har i Danmark, hvor der bliver fokuseret på medicinalforskning og de ting, hvor der er penge at hente i den private sektor, hvorimod man nedprioriterer de steder, hvor der ikke er så mange penge at hente i den private sektor.
Det samme gælder jo, når man snakker om it-områder og andre områder. Der, hvor der er penge at hente i et samarbejde med offentlige eller private investorer, bevæger man sig hen, fordi man der kan lave spændende forskningsprojekter. Det er der ifølge regeringen ikke noget problem i, det er ifølge regeringen godt. Det er en tendens, der skal forstærkes i de kommende år, og derfor skal den vækst, der skal være i forskningsmidlerne i de kommende år, også målrettes mod de steder, hvor man er i stand til at etablere et samarbejde med de private virksomheder.
Derfor vil vi få en situation, hvor de private virksomheders indflydelse på, hvad der forskes i, vil være støt stigende. At tro på, at man kan foretage det her meget, meget klare skel mellem på den ene side at indrette vores forskningspolitik, sådan at vi bevæger os derhen, hvor pengene er, og på den anden side at fastholde den totale integritet, når det handler om metode, resultater og publicering osv., vil jeg så tillade mig at betragte som naivt, selv om man godt kan sige, at forskere af et ærligt hjerte naturligvis overhovedet ikke burde lade sig påvirke af det.
Det afgørende for os har altså været at fremsætte et forslag, som skulle kunne sikre, at de private midler, der kommer til offentlig forskning, bruges på en måde, som er i overensstemmelse med universiteternes planlægning. Det er rigtigt nok, at da vi begyndte at tænke de her tanker, havde man stadig væk demokrati på universiteterne, så da ville det have været muligt at passe den her struktur naturligt ind.
Nu er det rigtigt, at som det ser ud nu, ville det blive sådan en slags dobbeltmagtsituation med en bestyrelse udpeget af ministeren og en leder valgt af denne bestyrelse og så et andet organ, der var demokratisk valgt. Vi synes så, at det ville være et godt udgangspunkt for at forsøge at sikre, at det demokratisk valgte organ fik større indflydelse.
Der er nu i Folketinget et flertal imod at etablere et sådant nævn, fordi tanken om, at mennesker, der er demokratisk valgt, skulle have magt over også erhvervslivets penge, selvfølgelig er en åbenlys vederstyggelighed. Man kan så sige, at det er bemærkelsesværdigt, at det i dag er en vederstyggelighed for alle partier i Folketinget undtagen Enhedslisten, men det er vel, fordi tanker om demokrati, medbestemmelse osv. er sådan en slags 1970'er-synspunkter, som ingen moderne mennesker kan have. Enkelte, der er til stede i salen, har sådan en længeresigtet historisk bevidsthed, ved jeg, og de har nok en mistanke om, at nogle ting vender tilbage, selv om de i en periode ikke er så moderne.
Men der har alligevel været en kerne i den her diskussion, som jeg synes har været interessant, og som forskningsministeren, synes jeg, skal lytte meget opmærksomt til, nemlig at når vi kommer til det, det handler om, fremtidens bevillinger til forskning, så er der to synspunkter, der entydigt går igen.
Det ene synspunkt går nok igen hos alle. Det er, at der skal flere offentlige midler til forskning. Det har regeringen jo med henvisning til forskellige målsætninger, man er kommet til at tilslutte sig, også bundet sig til.
Men det andet, som jeg synes er interessant, er, at der måske faktisk er et flertal i Folketinget, som siger, at det først og fremmest handler om at målrette de offentlige forskningsmidler mod de områder, som ikke umiddelbart står over for at kunne få store penge fra den private sektor. Det er der måske et flertal for. Igen hænger vi jo lidt på Socialdemokraterne, vil jeg sige. Det er jo ofte dem, der kan forhindre, at vi kommer igennem med fornuftig politik, når Dansk Folkeparti en sjælden gang falder ud til den rigtige side.
Men hvis der så ikke kunne være enighed om det, kunne der måske i det mindste være enighed om, at det vigtige er at sikre, at de forskningsmidler, der kommer, faktisk i hovedsagen går til basismidler og til frie midler, og at de derefter prioriteres med udgangspunkt i den prioritering, som vi har i den offentlige sektor. Det kunne jo godt føre til, at forskningen inden for sundhedsområdet blev presset i en klart anden retning end den retning, den går i, når det er medicinalindustrien og de meldinger, der kommer fra medicinalindustrien, der bliver afgørende for, hvilken vej forskningen bevæger sig.
Så tales der meget om, hvorvidt der findes konkrete eksempler på, at privat sponsorering har betydning for kvaliteten og resultaterne. Der er jo lavet undersøgelser, der viser, at statistisk set er resultaterne mere positive over for produkterne, hvis det er virksomhederne, der finansierer dem. Hvis det er offentlig forskning, så er man meget mindre positiv, og hvis det er blandet finansiering, så ender det et sted derimellem. Det kan naturligvis være tilfældigheder.
Vi hører også med jævne mellemrum om stridigheder på forskningsinstitutioner, ikke bare om, hvad der skal forskes i, men også om metoderne. Vi hører også om diskussioner om, hvad der nu er den rigtige konklusion på en undersøgelse.
Det er nok yderst sjældent, at de, der betaler, direkte siger, at resultatet nu engang er, som de synes det skal være. Men hvis man er forsker inden for et område, hvor der er masser af privat medfinansiering, så ved man jo udmærket godt, at det næste forskningsprojekt altså afhænger af, om man kan skaffe økonomiske midler.
Det stiller krav om, at den forskning, man laver, er af høj kvalitet, vil nogle sige. Og det er jo godt. Men det stiller også krav om, at de, der har betalt, efterfølgende synes, at det er høj kvalitet. Som jeg indledte med at sige, og der var jeg meget glad for Venstres ordførers lille kursus
i liberalistisk opfattelse af markedsøkonomi, så er det jo sådan, at private virksomheder har det formål at tjene penge, og derfor vil deres bevillinger til forskning også have det udgangspunkt. Til dem, der siger, at der ikke ville komme en krone til offentlig forskning fra private, hvis man gennemførte vores forslag, vil jeg sige: Der tror jeg man tager fejl. Jeg tror stadig væk, der ville være virksomheder, som ville være i stand til at se så langt, at de ville være indstillede på også at gå ind og finansiere forskning på de her betingelser. Men jeg tror, det er rigtigt, at hvis nogen skulle have den drøm, at offentlig forskning i stor udstrækning skal være sammenfaldende med privat forskning og i stor udstrækning finansieres af private midler, så er det regeringens vej, man skal gå, og ikke vores vej.