Den sidste sag på dagsordenen var:
18) Første behandling af beslutningsforslag nr. B 42:
Forslag til folketingsbeslutning om mere rimelige muligheder for at få tilbagebetalt ulovligt opkrævede skatter og afgifter. Af Colette L. Brix (DF) m.fl. (Fremsat 1/12 2005).

Forslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Det beslutningsforslag, vi behandler her i dag, kommer ikke uventet, for Dansk Folkeparti har haft fokus på genoptagelsessagerne gennem længere tid.
     Jeg kan oplyse, at det er et område, som også er væsentligt for regeringen. Det hænger meget naturligt sammen med vores indsats for at styrke retssikkerheden og forenkle virksomhedernes administrative byrder, og jeg vil derfor gerne takke forslagsstillerne for at få lejlighed til at tage en debat om disse sager. Det er vigtigt, hvordan vi behandler sager om tilbagebetaling af forkert indbetalte skatter og afgifter, for det har stor betydning for borgernes retsopfattelse og retssikkerhed.
     Lovgivningen om skatter og afgifter fylder meget, og en stor del af den er komplekse regler og vanskelige skøn. Heldigvis kan man sige, at Folketinget faktisk gør et godt stykke arbejde, for sandheden er jo, at det er en meget, meget lille del af lovgivningen, som ikke holder juridisk. Embedsapparatet gør det også godt.

     Som bekendt blev de statslige og kommunale skattemyndigheder fusioneret pr. 1. november 2005, og mine forventninger til fusionen er, at administrationen bliver endnu bedre i fremtiden, og at det bl.a. vil ytre sig i, at færre sager vil blive tabt.
     Vi lovgiver selvfølgelig ikke for at pålægge ulovlige skatter og afgifter, og vi administrerer ikke lovgivningen forkert. Vi fører heller ikke retssager, hvis vi regner med at tabe dem, uanset om det er privatpersoner eller virksomheder, der har rejst sagerne, fordi de mener, vi har administreret forkert, eller vi selv har startet sagerne. Vi fører alene retssager, når vi mener, vi har ret, og her støtter vi os til eksperter både indefra og udefra, f.eks. fra Kammeradvokaturen, Justitsministeriet og Udenrigsministeriet. Europa-Kommissionen kan også være inddraget i sagerne.
     Det er desværre en menneskelig del af tilværelsen at fejle, men i sidste instans er det jo dommerne, der afgør en retssag. Det er hverken administrationen, eksperterne, borgerne eller virksomhederne. Det sker selvfølgelig, at retten når til et andet resultat end det, vi havde forudset, både i sager, som føres ved danske domstole og ved EF-Domstolen, og når det sker, skal borgerne selvfølgelig have tilbagebetalt det, de har krav på.
     Det er netop det spørgsmål, vi drøfter her i dag. Beslutningsforslaget omtaler ganske vist kun virksomheder, men efter min opfattelse må de samme forhold gælde for alle borgere, også for dem, der ikke er selvstændige erhvervsdrivende.
     Det lyder enkelt og tillokkende, at man kan stille borgerne i udsigt, at det vil blive, som om den pågældende skat eller afgift ikke var opkrævet, men i virkelighedens verden er det desværre lettere sagt end gjort. Det er en hårfin balance, vi skal ramme. Borgerne og virksomhederne skal selvfølgelig have tilbagebetalt, hvad de har krav på, men på den anden side må de ikke overkompenseres. Vi skal også sørge for, at det er de rigtige, der modtager betalingen, og netop det er lettere sagt end gjort. Det er nødvendigt med en opgørelse og en beregning, der somme tider kan være kompliceret.
     Jeg vil gerne forenkle tilbagebetalingsproceduren, men jeg er nødt til at nævne, at man ikke kan lave en korrekt opgørelse uden de nødvendige oplysninger. Det kræver ofte, at vi må ulejlige virksomhederne, for der er normalt kun ét sted, hvor man kan hente de oplysninger, som skattemyndighederne ikke selv har, og det er netop hos virksomhederne.
     Blandt Dansk Folkepartis øvrige konkrete forslag har jeg noteret mig, at genoptagelsescirkulæret skal indeholde bemærkninger om, hvad vi forventer, at virksomhederne skal have tilbagebetalt, at virksomhederne skal have krav på tilbagebetaling, at de skal orienteres direkte af SKAT, og at der skal være omkostningsdækning i sagerne. Det er alt sammen forslag, jeg har sympati for, de harmonerer alle sammen godt med regeringens overvejelser om, hvad der kan gøres, og jeg vil derfor gerne give tilsagn om, at alle forslagene vil blive overvejet seriøst.
     Jeg vil dog nævne, at nogle af forslagene måske vidner om en lidt for overdreven tillid til SKAT. Jeg takker for tilliden, men vi ved desværre ikke altid så meget, som Dansk Folkeparti og forslagsstillerne forestiller sig, at vi ved.
     Jeg tænker især på forslaget om, at administrationen skal tage kontakt til alle borgere eller virksomheder, som bliver berørt af en tilbagebetaling. Det gør vi allerede meget for, og vi vil gerne blive bedre til det. Men det er klart, at det er lettere for os at tage kontakt til de få virksomheder, der betaler smøreolieafgift, end det er at udsøge og kontakte alle, der har fået udbetalt sygedagpenge som selvstændige erhvervsdrivende, for nu blot at nævne et par af de eksempler, der er forekommet i virkelighedens verden i de senere år.
     Ofte står vi i en situation, hvor vi siger til hinanden, at det ville have været rart med mere detaljerede indberetninger eller mere præcise data, når tilbagebetalingssituationen er opstået. Men jeg vil ikke være med til at skærpe kravene til indberetning, hvis det eneste formål er, at vi skal kunne finde frem til de berørte i den pågældende situation, for jeg vil ikke skabe ekstra administrativt bøvl for alle virksomheder. Prisen kan være, at vi skaber noget ekstra bøvl for de få virksomheder, der skal have noget betalt tilbage, men den pris må vi i givet fald være nødt til at betale.
     Jeg vil gerne se på, om genoptagelsescirkulærerne kan forenkles. Det er ikke just de lettest tilgængelige juridiske tekster, vi taler om, men det hænger desværre sammen med, at det er meget komplicerede sager.
     Med hensyn til de erhvervsøkonomiske virkninger er vi tilbage i problematikken fra før. Jeg vil gerne se på, om vi kan gøre det bedre, men man skal være opmærksom på, at administrationen ikke altid har alle oplysninger. Nogle gange har vi dem, og så kan vi lave et rimelig præcist skøn over de forventede erhvervsøkonomiske virkninger, men andre gange mangler vi oplysningerne, og jeg vil altså ikke stille flere indberetningskrav til virksomhederne, end det er nødvendigt.

     Med hensyn til omkostningsgodtgørelse skal den ordning, vi har nu, revideres i næste folketingsår. Revisionsbestemmelsen fremgår af loven, og jeg vil sørge for, at genoptagelsessagerne kommer med, når vi reviderer ordningen. Efter min mening bør både virksomheder og borgere have samme adgang til omkostningsgodtgørelse, som de har i almindelige klagesager og domstolssager.
     Forslaget om, at virksomhederne også skal have godtgjort interne udgifter, ligger derimod uden for denne ordning og kræver meget nøje overvejelser. Kan godtgørelser for interne udgifter i det hele taget administreres, uden at vi skaber mere administrativt bøvl for virksomhederne? Det vil vi ikke, og hvis vi giver godtgørelse i genoptagelsessagerne, hvorfor skulle vi så ikke også gøre det i de sager, der allerede er med i den nuværende ordning, og hvorfor skulle vi kun give godtgørelse til virksomhederne?
     Hvis alle spørgsmålene skal løses til fordel for borgere og virksomheder, er vi ude i en markant dyrere løsning. Jeg har set i pressen, at det anslås, at beslutningsforslaget vil give et årligt provenutab i størrelsesordenen 50-100 mio. kr. De tal kan jeg ikke bekræfte, men min umiddelbare vurdering er, at det er lavt sat.
     For at samle op: Jeg mener, der er al mulig grund til at se samlet på de problemer, der knytter sig til genoptagelsessagerne, og jeg vil derfor bede Skatteministeriet om navnlig at se på, hvordan kvaliteten og tilgængeligheden af genoptagelsescirkulærerne kan forbedres; om der kan foretages bedre vurderinger af de økonomiske virkninger af genoptagelserne, både når proceduren starter og som en slutevaluering; om der kan ændres på bevis- og dokumentationskrav, og om vi kan gøre mere for at undersøge, udsøge og underrette de berørte virksomheder og borgere.
     Jeg vil underrette Folketinget, når overvejelserne er bragt til ende, og som jeg har nævnt, skal omkostningsgodtgørelsen under alle omstændigheder tages op til revision i næste folketingsår.

Umiddelbart har vi megen sympati for Dansk Folkepartis beslutningsforslag. Hvem ønsker ikke, at der skal være ret og rimelighed med hensyn til at få tilbagebetalt uretmæssigt opkrævede skatter og afgifter? Det er vi i virkeligheden fuldstændig enige med Dansk Folkeparti i, men der skal jo være proportion i tingene og en vis sammenhæng mellem mål og midler, og vi synes, skatteministeren har givet en god redegørelse for, hvordan regeringen ser på dette spørgsmål.
     Der er ingen tvivl om, at fusionen på skatteområdet, som trådte i kraft den 1. november 2005, i sig selv vil betyde en række omlægninger og også vil medføre en øget kvalitetssikring af den myndighedsbehandling, SKAT foretager. Det er derfor mit håb, at vi i fremtiden vil se færre af den slags sager, vi taler om her.
     Jeg har også hæftet mig ved, at skatteministeren har givet tilsagn om, at man nu vil se nøje på, hvordan kvaliteten og tilgængeligheden af genoptagelsescirkulærerne kan forbedres, om der kan foretages nogle bedre vurderinger af de økonomiske virkninger af genoptagelsen, om bevis- og dokumentationskravene kan ændres, og om der kan gøres mere for at udsøge de berørte virksomheder og borgere.
     Endelig er det jo, som ministeren nævnte, således, at spørgsmålet om omkostningsgodtgørelsen under alle omstændigheder skal tages op til revision i næste folketingsår. Her får vi en lejlighed til at indhøste nogle af ministeriets erfaringer og drøfte sagen på ny.

     Herfra skal der lyde en tak til Dansk Folkeparti, fordi man har gjort sig disse overvejelser og fremsat forslaget. Der er ganske udmærkede og rigtige intentioner i det, men vi synes imidlertid fra Venstres side, at man er på vej i den rigtige retning, og vi har tillid til, at de initiativer, der er taget i Skatteministeriet, og den yderligere fokus, som ministeren nu har givet tilsagn om at sætte på spørgsmålet, vil bringe os det sidste stykke. Vi kan derfor ikke tilslutte os det forslag, som Dansk Folkeparti har fremsat.

På papiret kunne det jo se ud, som om det er et forslag, der burde nyde fremme. Det kunne se ud, som der er vældig gode intentioner i det, men konsekvenserne kender vi ikke, og for at Socialdemokratiet skal kunne sige ja til et sådant forslag, skal der godt nok være noget mere kød på det end på det, der er fremsat fra Dansk Folkepartis side.
     Konsekvenserne af forslaget er meget uklare, og jeg vil først tage fat på økonomien i det. Jeg står med en artikel fra Berlingske Tidende, hvor fru Colette Brix anslår, at det vil koste over 200 mio. kr. Nu kunne jeg høre på skatteministeren, at det måske er lavt sat, men i hvert fald skal økonomien vurderes mere præcist.
     Med hensyn til borgernes retssikkerhed er det, som om det er en lang række postulater, Dansk Folkeparti remser op. Jeg synes, der mangler noget om de konkrete sager og de enkeltelementer, hvor man ønsker at gribe ind, fordi der er problemer. Der bliver ganske vist nævnt noget om 450 mio. kr.
i arbejdsmarkedsbidrag af sygedagpenge osv., men hvordan og hvorledes problemet er skruet sammen, hvor fejlen ligger, og om de pågældende har fået pengene tilbage, står der ikke noget om, og i det hele taget synes vi, at der står for lidt. Jeg ved ikke, hvorfor Dansk Folkeparti ikke har nævnt den, men jeg kommer altid til at tænke på sagen om ambibidraget, som Anders Fogh Rasmussen gennemførte, da han var skatteminister. Det viste sig, at det ikke var lovligt, og reglerne blev ændret, men de mest genstridige, der havde undladt at indbetale, slap for det. Det har selvfølgelig noget med borgernes retssikkerhed at gøre, men vi synes alligevel, at systemet er meget godt, som det er, og jeg synes også, at de signaler, som skatteministeren kom med, om at vi kan se på det i forbindelse med revisionen til næste år, er ganske udmærkede. Nu er Dansk Folkeparti jo ikke særlig optaget af ganske almindelige mennesker. Der er masser af områder på de sociale og arbejdsmarkedspolitiske områder, hvor man ikke får den samme behandling, som Dansk Folkeparti ønsker virksomhederne skal have. Jeg mener også, der allerede er en ordning i retning af den, vi taler om her i dag, for private, og der var måske snarere mulighed for at evaluere denne ordning i stedet for at sætte noget nyt i gang. Op til sagsbehandlingen i dag er der kommet et brev fra en statsautoriseret revisor. Det er jo godt, at de blander sig i debatten, men brevet gør mig til gengæld meget foruroliget, for vi er jo ude på markedet, og som der står i artiklen i Berlingske Tidende, er det sådan, at hvis der bliver mulighed for, at man kan få betalt alt, også revisor- og advokatudgifter, og få tredjepart til at betale dem, er der en meget, meget stor risiko for, at udgifterne på området vil stige, og også derfor er vi meget, meget bekymrede ved at sige ja til forslaget. Jeg ved ikke, om der kan pyntes på forslaget under udvalgsarbejdet. Men ellers er jeg mere stemt for, at vi følger udviklingen og stiller os tilfreds med de ting, som skatteministeren var inde på, og kigger på spørgsmålet i forbindelse med revisionen, både med hensyn til genoptagelse, genoptagelsescirkulære og omkostningsgodtgørelse. I dag er der altså ingen opbakning herfra til Dansk Folkeparti.

Jeg er næsten fristet til at sige, at oven på den omgang håber jeg, at jeg kan løfte stemningen lidt med min ordførertale.

     I Det Konservative Folkeparti synes vi, det er en meget relevant problemstilling, der her er taget fat på. Det virker naturligvis fuldstændig urimeligt, at det skal være svært at få de penge tilbage, som staten har opkrævet ulovligt, for den slags skal ganske enkelt ske så hurtigt og så enkelt som overhovedet muligt. Vi er dog meget enige i, som ministeren også nævnte, at der skal være en balance. Virksomhederne skal indberette en hel masse data, for at det potentielt engang i fremtiden skal blive nemmere at få pengene tilbage, og der skal altså være en vis balance mellem, hvor meget der skal indberettes, og hvor let tilgængeligt det skal være for de offentlige myndigheder at finde frem til de rigtige virksomheder. Vi er derfor rigtig glade for ministerens tilkendegivelse om at arbejde seriøst videre med mange af de overvejelser, der gøres i beslutningsforslaget. Vi vil meget gerne sikre, at tilbagebetalingerne til de virksomheder, der uretmæssigt har indbetalt skatter og afgifter, bliver så præcise som muligt. Det skal selvfølgelig være sådan, at det hverken er for få eller for mange virksomheder, der får noget tilbagebetalt, det skal med andre ord være så præcist som muligt. Med hensyn til en forenkling af cirkulæret kan vi kun give vores fulde støtte til, at ministeren arbejder videre med det, uagtet vi ganske udmærket er klar over, at det ikke er en nem opgave, ministeren dermed påtager sig at gå i gang med. Jeg har selv tidligere kommenteret omkostningsgodtgørelsen i pressen, og jeg vil godt sige, at fra konservativ side finder vi det helt rimeligt, at man forsøger at arbejde på at finde nogle retningslinjer, der gør, at reglerne også kommer til at omfatte de sager, hvor man uretmæssigt har måttet betale nogle skatter og har nogle udgifter forbundet med at kunne dokumentere det. Jeg deler den bekymring, som flere andre ordførere har været inde på med hensyn til de interne udgifter. Det kan være lidt svært at vurdere, hvilke interne udgifter der er hvad, men med hensyn til den eksterne bistand vil vi fra konservativ side meget gerne arbejde konstruktivt med på at finde en model, der ligestiller de forskellige tvister, man måtte have med skattevæsenet. Jeg forstod også ministeren sådan, at der faktisk er rimelig bred enighed i regeringen om, at man meget gerne vil se på det forhold, og det er vi naturligvis glade for. Vi håber, at beslutningsforslaget og det udvalgsarbejde, vi skal have i forbindelse med det, kan føre til nogle konstruktive indspark til ministerens videre arbejde med spørgsmålet. Vi kan støtte, at dele af beslutningsforslaget bliver til virkelighed, mens der er andre dele af forslaget, som vi er en lille smule betænkelige ved. Vi kan altså bakke en stor del af det op, men kan ikke give det fuld opbakning i dets nuværende form. Vi har imidlertid en forhåbning om, at et videre konstruktivt arbejde med forslaget vil kunne føre til en bedre virkelighed, der vil gøre det enklere og lettere for de rigtige virksomheder at få de penge tilbage, som de retmæssigt bør have tilbage.

Jeg vil gerne rose forslagsstillerne, fordi der nu bliver sat fokus på virksomhedernes og borgernes tilbagebetaling af tilgodehavender fra det offentlige. Indimellem er der i pressen historier om, at det offentlige ikke udbetaler tilgodehavende told og skat m.m. i tide, og derfor er det vigtigt, at der konstant holdes fokus på det offentliges behandling af borgerne.
     Imidlertid er det også vigtigt, at der foretages en ordentlig og grundig sagsbehandling for at sikre, at der ikke sker uretmæssige udbetalinger. En for nem adgang til at få udbetalt penge vil nemlig få mange til at forsøge at få penge udbetalt uretmæssigt.
     Mine erfaringer med Told og Skat er, at Told og Skat i sine sidste år udviklede sig til at være en servicevirksomhed, som på trods af, at den klippede folk for voldsomt, gjorde det på en både nænsom og serviceminded måde. Jeg synes også, at når man skulle have penge tilbagebetalt fra Told og Skat, skete det hurtigt og smidigt, når sagerne var veldokumenterede.

     Jeg vil gerne rose ministeren for hans positive holdning til forslaget og for, at ministeren hverken er interesset i at ulejlige borgerne længere og mere end højst nødvendigt eller i at rejse sager, som man ikke på forhånd mener er velbegrundede og kan vindes. Jeg synes dog, det skal diskuteres i udvalget, om det ikke er rimeligt, at en del af omkostningerne ved at føre disse sager bliver refunderet til borgerne. Det synes jeg ville være meget rimeligt, men det er vigtigt, som skatteministeren også pointerer, at der skal være en kontrol af rigtigheden af udbetalingerne. Det er trods alt offentlige midler, som ryger ud, og det er jo svært at få dem hjem igen, når de først har forladt den store offentlige kasse. En endnu bedre behandling af borgerne vil selvfølgelig også gøre, at borgerne fortsat vil have en positiv holdning til institutionen SKAT.
     Vi kan ikke støtte forslaget i dets nuværende form, men udvalgsarbejdet kan måske vise, at elementer af det kan inddrages i lovgivningsarbejdet.

I SF er vi generelt enige i den problemstilling, som Dansk Folkeparti rejser med forslaget, nemlig at når det er myndighederne, der begår fejl, skal det selvfølgelig også være så let som muligt for de skadelidte skatteydere at få uretmæssigt opkrævede penge tilbage. Men jeg vil godt starte med at sige, at vi ikke kan støtte forslaget, som det ligger nu, og det skyldes simpelt hen, at der er for mange uafklarede spørgsmål i forslaget. Det er meget uklart, hvad konsekvenserne af at vedtage forslaget vil blive. Vi vil gerne deltage i diskussionen om det, men at vedtage forslaget, som det ligger nu, kan vi derfor ikke gå med til. Det er også nødvendigt at tænke lidt bredere, når man fremsætter et sådant forslag, bl.a. over, hvordan det kan undgås, at der sker unødig spekulation. Vi har f.eks. lige for øjeblikket en diskussion om en sag om uretmæssig opkrævning af arbejdsmarkedsbidrag af sygedagpenge. Det er jo et skoleeksempel på en sag, hvor skattemyndighederne har begået en fejl, og hvor en række skatteydere har lidt skade og skal have deres penge tilbage. Til gengæld betyder samspillet med forældelsesreglerne, at en række skatteydere ikke bare får de penge tilbage, som de uretmæssigt blev afkrævet i arbejdsmarkedsbidrag, men samlet set får langt, langt, langt større beløb tilbage, end de nogen sinde har betalt for meget, så hvis man vil indføre en sådan ordning, skal det undgås, at der kan slås fuldstændig hul, så der kan ske egentlig spekulation og tjenes rigtig, rigtig mange penge. Vi vil meget gerne indgå i de videre drøftelser, og vi håber da også, at vi kan få lavet nogle opstramninger på området, så det generelt set bliver lettere for de skatteydere, som har været ofre for en fejl fra myndighedernes side. Men den måde, som Dansk Folkeparti lægger op til nu, kan vi ikke støtte.

Når der sker fejl, og man har urimelige vanskeligheder med at få sin ret, skal problemet selvfølgelig løses. Det kan ingen være imod, det er vi heller ikke, og sådan forstod jeg også skatteministeren. Men jeg har også hørt mange sige - og det er jeg enig i - at forslaget åbner mange ladeporte uden at skabe fuldstændig kontrol med, om det er rimeligt, så derfor kan vi da ikke støtte forslaget, som det foreligger.
     Så vil jeg godt sige til Dansk Folkeparti, at det er jo godt nok at fremsætte et forslag, der gør opmærksom på et problem. Men helt ærligt: Det er jo ikke landets virksomheder, der står svagest over for myndighederne. Landet virksomheder har som regel advokater og revisorer og en stab af eksperter, som sørger for, at de bliver behandlet, som de skal - nogle gange desværre også bedre end de skal - og Folketinget har gennemført, at de har adgang til rimelig store, økonomiske ressourcer, når de ønsker at rejse en sag mod det offentlige, så de kan få deres udgifter dækket. Derfor synes jeg faktisk ikke, det er dem, man skal være mest bekymret for, selv om man skal bekymre sig over alle fejl og alle ting, der kan gøres bedre.

     Hvis vi ser os omkring i samfundet og ser på, hvem det er, der står svagest over for det offentlige bureaukrati og dets regler, er det jo helt andre samfundsgrupper, vi skal kigge på. Det er den arbejdsløse, der har sat et forkert kryds i dagpengeskemaet og simpelt hen bliver mishandlet med kæmpebøder og fratagelse af dagpengeret på et tvivlsomt grundlag; det er kontanthjælpsmodtageren, der kommer i klemme nede hos kommunen på grund af sagsbehandlingen eller nogle fuldstændig urimelige regler, som denne regering har gennemført sammen med Dansk Folkeparti, og det er den uddannelsessøgende, der ikke kan få sin SU.
     Vi har haft en sag verserende i mange måneder, fordi et enigt Folketing desværre ved en fejl kom til at lave en skatteregel, der gør, at de uddannelsessøgende bliver klippet
i skat, hvis de er i udlandet en del af året. Endnu har vi ikke fået løst problemet, selv om der har været peget på det
i lang tid, og det koster mange studerende mange penge. Der er masser af andre grupper og enkeltpersoner, der ikke har de samme økonomiske ressourcer, som de fleste virksomheder har, og ikke har de samme støttemuligheder, som virksomhederne har, og dem ville jeg nok bekymre mig en hel del mere om end om dem, der er beskrevet i forslaget. Men hvis der kommer forslag til, hvordan virksomheder, som behandles urimeligt i dag, kan behandles rimeligt, skal det selvfølgelig ikke forhindre os i at støtte dem.

Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Colette Brix.

Dansk Folkeparti fremsatte dette beslutningsforslag, fordi det ganske enkelt ikke er rimeligt, at det skal være så svært for danske virksomheder, små som store, at få tilbagebetalt ulovligt opkrævede skatter og afgifter.
     Der er masser af eksempler på ulovligt opkrævede skatter og afgifter, f.eks. bowling- og kantinemoms, ulovligt opkrævede afgifter på motorbrændstof og smøreolie, registreringsafgifter, CO₂- og energiforbrug, glødelampeafgifter - jamen der er masser. Et af de mere aktuelle eksempler er opkrævning af arbejdsmarkedsbidrag og SP-bidrag af sygedagpenge for selvstændigt erhvervsdrivende, og det er jo ikke store, multinationale selskaber, der er tale om her.
     Fællesnævneren for disse eksempler er, at når virksomhederne skal tilbagebetale de ulovligt opkrævede afgifter, skal de igennem en meget omfattende og meget byrdefuld tilbagesøgningsprocedure, og det er altså helt paradoksalt, set i lyset af at det ganske enkelt drejer sig om penge, som virksomhederne aldrig skulle have betalt og derfor burde have ligget i deres lomme fra helt fra starten.
I de fleste af disse sager skal der afleveres dokumentations- og bevismateriale, som bl.a. indeholder oplysninger om konkurrenters prispolitik og markedsforhold, og i samme åndedræt skal interne omsætningsforhold og priskalkulationer også oplyses. Hvis vi mener det alvorligt, at pengene skal finde tilbage til deres rette ejermand, må vi også lette deres byrder på området og i hvert fald sikre dem bedre muligheder for at få deres penge igen. De byrdefulde krav gør, at langt de fleste virksomheder - især de små - der har penge til gode, opgiver på forhånd, fordi risikoen ved at afgive så følsomme oplysninger og den store byrde af administrative omkostninger er utrolig høj. Det betyder, skåret helt ind til benet, at procentdelen af midler, der tilbagebetales, er meget lav, og set i lyset af at pengene aldrig burde være endt i statskassen, ringer alarmklokkerne - i hvert fald hos mig. Dansk Folkeparti opfordrer derfor til, at der tages initiativer, der sikrer, at når der udarbejdes genoptagelsescirkulære, skal det fremgå, hvor mange virksomheder der er omfattet, og hvor meget staten har fået ind i ekstraprovenu. Tilbagesøgningsproceduren skal forenkles gennem færre dokumentationskrav og mindre materiale, og selve placeringen af bevisbyrden bør man måske også overveje. Desuden skal de omkostninger, som virksomheden har i forbindelse med tilbagesøgning, kompenseres hundrede procent, som vi kender det fra skattetvister. Det er faktisk en meget tilfreds ordfører, som står her
i dag. Jeg har nemlig noteret mig, at skatteministeren har sagt, at der er nogle positive ting i forslaget, som der forhåbentlig kan arbejdes videre med, og et par andre ordførere var også meget positive. De Konservative var helt med på forslaget, Venstre var lidt i tvivl om, hvor man skulle sætte hatten, men overordnet er man i hvert fald interesseret i at gå videre med forslaget, selv om det muligvis skal gøres noget bedre. Socialdemokraterne holdt sig helt udenfor, men selv Enhedslisten ville gerne kigge på det, hvis nogle ting blev skruet ordentligt sammen.

     Skatteministeren skal have ros for, at han netop i forbindelse med arbejdsmarkedsbidraget for sygedagpenge har skrevet til samtlige erhvervsdrivende og gjort opmærksom på, at de kan søge om at få tilbagebetalt deres arbejdsmarkedsbidrag. Derfor glæder jeg mig også meget til, at vi alle sammen skal arbejde målrettet i Skatteudvalget på at opfylde behovet for de virksomheder, der er i klemme.
     Der er selvfølgelig mange uafklarede punkter, som vi skal have belyst meget bedre i løbet af vores arbejde i Skatteudvalget, og derfor vil jeg stille nogle uddybende spørgsmål, bl.a. angående en gennemgang af samtlige genoptagelsescirkulærer: Hvor meget udgør det ulovligt opkrævede provenu, og hvor meget er der tilbagebetalt i kroner og øre? I dag findes der ikke en sådan opgørelse, og det er bare et af de mange problemer, som virksomhederne står over for på området. Desuden har vi i Skatteudvalget fået en henvendelse, som vi også må se nærmere på. Den berører ikke mindst det forhold, at Kammeradvokaturen under sagernes behandling kommer med gentagne krav om yderligere beviser og dokumentation.
     Når alt dette er sagt, skal jeg sige, at det aldrig nogen sinde har været Dansk Folkepartis intention, at nogen virksomheder eller privatpersoner i dette land skal have noget tilbage, som ikke rettelig tilhører dem. Derfor vil jeg håbe, at alle sammen med mig vil prøve at arbejde videre med forslaget i udvalget, så vi i hvert fald kan nå frem til nogle enklere regler, som gør, at folk kan få de penge tilbage, som de har krav på.

De er ikke, fordi jeg vil ødelægge det gode humør, fru Colette Brix måtte være udstyret med, men jeg synes, vi alle sammen har kunnet høre, at der ikke er nogen, der har udtalt sig positivt og har kunnet støtte forslaget, ej heller ministeren.
     Det er fint nok, at man slår en positiv tone an og siger, at man er blevet imødekommet og er blevet lovet en hel masse ting, men jeg synes bare ikke, det har hold i virkeligheden. Der er blevet givet tilsagn om, at ved fremtidig revision af lovgivningen vil der blive sat fokus på nogle ting, men med hensyn til det, forslaget går ud på, har jeg ikke hørt nogen her i Folketingssalen sige: Yes, det køber vi. Der er nogle, som har sagt, at vi ikke kender de økonomiske konsekvenser og en lang række andre ting, og det er så op til Dansk Folkeparti at vurdere det. Men jeg har ikke hørt nogen sige, at de kan stemme for forslaget.

Nu ved jeg ikke, om jeg er blevet døv, men efter det, jeg har hørt, er forslaget da blevet positivt modtaget. Der skal måske ske nogle justeringer, der er noget, som skal gennemarbejdes noget mere, skal nogle tal på, der skal skaffes nogle beviser, og der skal måske fremlægges nogle sager. Men jeg har opfattet det positivt.
     Jeg regner ikke med, at mine øregange er anderledes end hr. Bjarne Laustsens. Jeg ved godt, at vi tilhører to forskellige partier - men alligevel!

Hermed sluttede forhandlingen, og forslaget overgik derefter til anden (sidste) behandling.

Afstemning

Den fg. formand (Jens Vibjerg):
Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Skatteudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.