Indenrigs- og Sundhedsministeriet Dato:Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Kontor:Â Â Â Â Â Â Â Â Sundhedspolitisk kt. J.nr.:Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â 2005-14009-67 Fil-navn:Â Â Â Â Â Â Dokument 7
|
"Kan ministeren bekræfte, at det under alle omstændigheder generelt snarere er ressourcestærke end ressourcesvage borgere, der gør brug af det fri valg? Hvis ja, hvad har regeringen tænkt sig at gøre for at rette op på den skævhed? Jf. også, at regeringen konstaterer i sin publikation "Tid til status - erfaringer med frit valg", august 2005, at de svageste borgere "ofte har sværere ved at anvende deres valgmuligheder end andre brugere af frit valg"."
Jeg skal henvise til spørgsmål 7 vedrørende anvendelse af det frie sygehusvalg.
Jeg skal i øvrigt oplyse, at sygehusene - i forhold til frit valg ved en ændring af sygehusloven med virkning fra 1. januar 2005 - har fået en udvidet informationspligt. De skal nu give patienterne klar og hurtig besked om tid og sted for behandling, om patienten kan tilbydes behandling inden for 2 måneder efter reglerne om udvidet frit sygehusvalg, om retten til at vælge sygehus efter reglerne om frit og udvidet frit sygehusvalg, om ventetiden på behandling ved amtskommunens egne og andre amtskommuners sygehuse samt ved de i loven nævnte private specialsygehuse m.fl., om at patienten ved henvendelse til sygehuset kan få oplyst antal behandlinger, der foretages på de nævnte sygehuse, og om at sygehuset tilbyder at henvise patienten til et andet sygehus efter reglerne om frit og udvidet frit sygehusvalg, jf. sygehusloven § 5 g, stk. 5 og 6.
Denne forbedrede patientinformation er møntet på alle patienter, der henvises til sygehusbehandling, men har naturligvis særlig betydning for patienter, som ikke er så ressourcestærke, at de selv kan opsøge information om deres fritvalgsmuligheder.
De offentlige sygehuses udvidede informationspligt har nu været gældende i godt et år, og Indenrigs- og Sundhedsministeriet har besluttet at evaluere, om amtssygehusene opfylder deres informationspligt.
Der er netop nedsat en arbejdsgruppe, som skal foretage denne evaluering. Arbejdsgruppen aflægger rapport den 1. oktober 2006.
Det overordnede formål med evalueringen er, at belyse erfaringerne med den udvidede informationspligt. Sigtet er at etablere et grundlag for en stillingtagen til, om der er behov for ændringer i den måde reglerne bliver administreret på og/eller i lovgivningen under hensyntagen til formålet med indførelsen af den skærpede informationspligt – at styrke patienternes frie sygehusvalg – ikke mindst de ressourcesvages.