Nu kan det være svært at finde på flere positive ting at sige om kulturskoler, end der allerede er sagt, for det er jo rigtigt, at kulturskoler som noget, der kan være med til at skabe og udvikle kreativitet hos unge, også for samfundet som helhed og for erhvervslivet økonomisk set kan vise sig at være ikke bare nyttige, men livsnødvendige i de kommende år.
Det er også rigtigt, at det at udvikle kreative evner og beskæftige sig med kultur er en af de ting, der kan være med til at skabe større mening og indhold i tilværelsen end ellers. Det er også rigtigt, at det at beskæftige sig med kreative fag og kultur kan være med til at give en et klarere indtryk af, hvad det er for nogle konflikter, der historisk set har eksisteret i vores samfund og andre samfund, og hvordan det er konflikterne, der skaber den udvikling, der gør, at vi kommer hen imod nogle ting, som skaber forbedringer i forhold til, hvordan vi ellers ville have levet.
Det er sådan, jeg foretrækker at udtrykke det, som andre kalder sammenhængskraft, for sammenhængskraft har det tit med at lyde, som om vi alle sammen skal hænge sammen i det samme, og det blokerer faktisk for udviklingen.
Men der er altså ingen tvivl om, at kulturskoler er en meget vigtig ting. Der er bare nogle enkelte ting, man skal være opmærksom på, og det er, om man også er villig til at gøre det, der skal til, for at kulturskolerne kan udvikle sig.
Efter min mening er et vigtigt incitament, som vi herinde kan lave, at indføre nogle refusionsordninger for kommunerne, hvor vi siger: Ja, I skal selv beslutte, om I vil det her, og I kommer også til at betale noget selv, eller også kommer nogle andre i kommunerne til at betale det, men vi vil gerne give et tilskud, en støtte til det i stil med den, vi giver musikskoler.
Der kan man bare konstatere efter debatten i dag, at en ting i hvert fald er helt sikker, nemlig at de forligspartier, som har lavet en aftale om at bruge 3 mio. kr. på forsøg de kommende 4 år, ikke kan blive enige om fremover at sikre en statslig finansiering af en incitamentsstruktur i det her. Det forudsætter altså et andet flertal.
Der må man sige, at så er det helt i orden og godt og positivt, at de andre oppositionspartier har fået lov at være med til at sikre 3 mio. kr. om året til det her, for så står vi jo umiddelbart over for efter et kommende valg at få sikret, at der kommer en permanent ordning.
Det kan folk være fuldstændig sikre på vil komme, for der er fire partier, der står bag det her forslag. Der er ingen grund til at tro, at de eksperimenter, man gennemfører
i de kommende 4 år, skulle få nogen af de fire partier til at få en anden opfattelse af, hvordan det finansieringsmæssigt bør hænge sammen. Så set på den baggrund er det godt, at man kommer i gang med de forsøg. Det er også godt, at debatten her klargør, hvad det er for et politisk flertal, der skal til, hvis vi skal sikre en statslig medfinansiering af de her kommunale kulturskoler, sådan at vi kan sige, at vi er fuldstændig klar over, hvor vi står henne.