Bilag til forsvarsministerens

skrivelse af 22. maj 2006

(B139-spørgsmål 5)

 

 

 

 

Spørgsmål nr. 5:

”Ministeren bedes yde teknisk bistand til et ændringsforslag, der indebærer, at Danmark får ansvar for, at de personer, der bliver taget til fange i forbindelse med operationer, som de danske styrker deltager i sammen med koalitionspartnerne eller de irakiske sikkerhedsstyrker, ikke bliver udsat for tortur, forsvinden, død eller andre menneskerettighedskrænkelser. Vil ministeren kunne støtte et sådant ændringsforslag?”

Svar:

Som anført i besvarelsen af spørgsmål 4 følger det af folkeretten, at det er den stat, der fysisk og faktisk har den tilbageholdte i sin varetægt, som har ansvaret. Danmark er således ansvarlig for de personer, som er i vores varetægt, og ikke ansvarlig for de personer, som ikke er – eller har været – i vores varetægt.

 

Regeringen finder derfor ikke, at det ville være i overensstemmelse med folkeretten, hvis Danmark påtog sig et juridisk ansvar for personer, der er enten i irakisk varetægt eller i varetægt hos et andet koalitionsland. Dette gælder, uanset om den pågældende er tilbageholdt i forbindelse med en fælles operation.

 

Regeringen finder det ikke muligt at yde teknisk bistand til et ændringsforslag, der vil pålægge Danmark et juridisk ansvar for personer, der er enten i irakisk varetægt eller i varetægt hos et andet koalitionsland. Regeringen kan derfor ikke støtte et sådant ændringsforslag.