Bilag til udenrigsministerens                                                                                                                                Forsvarsudvalget
skrivelse af 22. maj 2006                                                                                                                               (B 63 – spørgsmål 27)
                                                                                                                                                                                                  (offentligt)
Spørgsmål nr. 27 :
Skal udenrigsministerens bemærkninger under 1. behandlingen af B 139 vedrørende beskyttelse af udsendte danske eksperter og delegationer forstås således, at der efter ministerens opfattelse ikke kan indgås bilaterale aftaler mellem Danmark og Irak vedrørende genopbygning?
Svar:
Det er teoretisk muligt at indgå bilaterale aftaler mellem Danmark og Irak om beskyttelse af danske delegationer og eksperter, der arbejder med genopbygning i Irak.
Den irakiske regering og FN har imidlertid besluttet, at det er den multinationale sikringsstyrke som skal forestå beskyttelsen af personel, der arbejder med genopbygning. Beskyttelsen af den danske repræsentation i Bagdad, den danske styringsenhed i Basra og de udsendte civile rådgivere hertil sker således inden for rammerne af det mandat, som FN's Sikkerhedsråd har givet den multinationale sikringsstyrke i resolutionerne 1546 og 1637.
Udenrigsministerens bemærkninger skal forstås på denne baggrund. Det vil være både et politisk forkert signal og uhensigtsmæssigt i praksis, såfremt der f.eks. gennem bilaterale aftaler blev etableret parallelle systemer uden for FN til beskyttelse af personel, der arbejder med genopbygning.