Jeg vil først sige, at jeg synes, det er positivt, og man kunne vel sige langt over tiden, at mandlige medlemmer af Folketinget nu bliver ligestillet med kvindelige medlemmer, hvad angår muligheden for barselorlov.
Vi synes også, det er positivt, at vi nu får regelfastsat muligheden for plejeorlov. Det kan også folketingsmedlemmer få brug for, og det er en god ting, at man har indført det.
Så er vi også helt enige i forslaget om, at eftervederlaget skal kunne bortfalde, hvis man har holdt privat orlov i mindst 12 måneder. Det synes vi også er et godt forslag.
Men så er der det her med, at man i dag åbenbart har mulighed for som kvinde at holde barselorlov fra Folketinget med fuld løn i op til 4 år, og det indfører vi nu også mulighed for, at de mandlige folketingsmedlemmer kan have. Godt nok synes vi, at vi skal have gode barselregler i Danmark, men op til 4 års barselorlov med fuld løn synes vi altså er for meget. Vi synes især, det er for meget for folketingsmedlemmer, da det er Folketinget selv, der sidder og fastsætter reglerne for, hvordan vores orlovsregler er, hvordan vores løn er osv. Det synes vi simpelt hen er for flot over for folketingsmedlemmer.
Derfor vil vi under udvalgsbehandlingen stille to ændringsforslag: dels et ændringsforslag om, at muligheden for barselorlov begrænses til 12 måneder, både for kvinder og mænd, dels et forslag om en revisionsbestemmelse, så man tager det op igen efter nogle år og ser på, hvordan bestemmelsen så har været benyttet, og hvor lang orlov folketingsmedlemmer i realiteten holder. Så kan vi også se på, hvad behovet er, så vi forhåbentlig også kan få sat den barselorlov, man har mulighed for at have som folketingsmedlem, i rimeligt forhold til, hvordan behovet for det er. Vi synes simpelt hen, at 4 års barselorlov med fuld løn er for flot, selv når vi også synes, at man skal tage sig godt af sine nyfødte børn.