Notat

 

 

Dato             17. maj 2006

J nr.             102-31

 

 

Transport- og Energiministeriets godsstrategi

Det er visionen, at Danmark også fremover skal være i den europæiske superliga, når det det drejer som om at kunne tilbyde hurtige og effektive godstransporter.

Den stigende globalisering betyder stigende vækst i de internationale godsstrømme, større konkurrence og mange udfordringer, men det betyder også større muligheder for større markedsandele. Det forventes, at mængden af gods til og fra Danmark vil vokse med 75 pct. over de næste 20 år.

Disse muligheder skal omsættes til et effektivt og velfungerende transporterhverv i Danmark, som udbyder effektive og konkurrencedygtige transporter.

Den samlede godsstrategi for de kommende års udfordringer på godsområdet hviler på tre ben:

1.    En effektiv infrastruktur med gode hovedforbindelser mellem Danmarks regioner og mellem Danmark og udlandet.

2.    Gode rammevilkÃ¥r for en fortsat effektivisering af de enkelte transportformer – vej, bane, fly og sø.

3.    Udvikling af effektive transportcentre og et godt samspil mellem transportformerne

 

En effektiv infrastruktur med gode hovedforbindelser mellem Danmarks regioner og mellem Danmark og udlandet

En effektiv og velfungerende infrastruktur er nødvendig for at sikre transportsektoren og erhvervslivet adgang til effektive og billige transporter i et marked, hvor der forventes en betydelig vækst i de kommende år.

 

Dette element i godsstrategien afspejler sig bl.a. gennem de løbende drøftelser om statslige infrastrukturinvesteringer.  Senest er disse samlet i investeringsplanen fra 2003. De konkrete elementer i denne plan implementeres løbende i form af konkrete VVM-undersøgelser og anlægslovforslag, og der vil også fremover løbende blive set på den samlede prioritering af de statslige investeringer.

 

Betydningen af en effektiv infrastruktur kommer også til udtryk i arbejdet frem mod en kommende Femern Bælt forbindelse, der vil få markant betydning for Danmarks placering i Europa og erhvervslivets transportmuligheder. Vurderingen af mulighederne for at etablere en jernbanestrækning mellem København og Ringsted, der blandt andet vil være med til at styrke godstransporten på bane, er et andet eksempel.

 

Kommunalreformen betyder, at der bliver etableret et samlet overordnet vejnet. Staten får hermed det samlede ansvar for erhvervslivets centrale transportkorridorer i Danmark. Herved har kommunalreformen sikret, at der kan sikres en god vejvedligeholdelse og sammenhæng i fremtidige investeringsplaner.

 

I forbindelse med udvidelsen af statsvejnettet den 1. januar 2007 skal der udarbejdes en plan for den investeringsmæssige håndtering af de mange amtslige vejprojekter på de kommende statsveje sammenholdt med projekter på de nuværende statsveje og investeringer i øvrigt.

 

Investeringerne vil være lagt an på, at infrastrukturen i Danmark fremstår effektiv og moderne, og med brug af f.eks.  intelligente trafikstyringssystemer, hvor sådanne anlæg kan have positive effekter for trafikkens afvikling, miljøet eller trafiksikkerheden.  En effektiv infrastruktur betyder desuden sammenhængende og gode forbindelser mellem landsdelene og gode forbindelser ud af landet til gavn for godstransportsektoren og erhvervslivet som helhed.

 

Gode rammevilkår for en fortsat effektivisering af de enkelte transportformer – vej, bane, fly og sø

I forhold til de enkelte transportformer er der behov for løbende at forbedre rammevilkårene for effektivisering og udvikling.

 

EU’s indre marked og de frie markedskræfter bidrager i sig selv i høj grad til at sikre en løbende effektivisering, men staten har også generelt en understøttede rolle i forhold til effektiviseringsprocessen gennem de rammevilkår, som staten er med til at lægge for erhvervslivet. 

 

Staten bidrager her med en række tiltag og delpolitikker.  

 

På luftfartsområdet har Transport- og Energiministeriet senest præsenteret en samlet strategi, Dansk Luftfart 2015 (november 2005), der beskriver de væsentligste udfordringer, udviklingstendenser og målsætninger for dansk luftfart i de kommende 10 år, herunder godstransporter med fly. Godstransport med fly er i stor vækst, og værdien af de transporterede varer er betydelig. Det er derfor vigtigt med en effektiv regulering.

 

På havneområdet er der i efteråret 2005 offentliggjort et samlet oplæg om udviklingen i de danske havne, der understreger havnenes og søfartens betydning i den samlede transportpolitik. Der vil i 2006 komme yderligere udspil om havnenes rammebetingelser.  

 

Der forventes desuden offentliggjort et samlet udspil om jernbaneterminalernes kapacitet og bæredygtighed, herunder organisatoriske forhold. Formålet hermed er at udarbejde en plan for en hensigtsmæssig fremtidig håndtering af kombiterminalerne inden for de nuværende økonomiske rammer.

 

På vejgodsområdet vil Transport- og Energiministeriet bl.a. igangsætte et storskalaforsøg med modulvogntog. Det kræver, at der er politisk tilslutning til at finde de fornødne midler til finansiering. Der foreligger en række analyser, der peger mod, at indførelsen af modulvogntog har en række trafikale, økonomiske og miljømæssige fordele. Det er målsætningen, at modulvogntog, i det omfang det er muligt, skal kunne anvendes på motorvejsnettet.  Dette kan ske gradvist i takt med at finansiering kan tilvejebringes.

 

En meget betydelig del af godstransporten finder sted på vejene. Vejgodstransporten står over for en række meget betydelige udfordringer. Transport- og energiministeren vil derfor i starten af 2007 komme med en strategi for den nationale vejgodstransport. Det kan eksempelvis vedrøre spørgsmålet om udflagning, modulvogntog, uddannelseskrav, markedsåbning og anvendelse af udenlandsk arbejdskraft.

 

Som grundlag for hele indsatsen er der inden for det seneste halve år gennemført en grundig kortlægning af godsstrømme til og fra Danmark, herunder også prognoser for fremtidens godsstrømme.

 

Effektive transportcentre og et godt samspil mellem transportformerne

Et bedre samspil mellem transportformerne betyder et betydeligt bedre grundlag og incitament til at udnytte de enkelte transportformers stærke sider, da der naturligvis er forskellige fordele afhængigt af om der transporteres på vej, via luftfart eller havnene og ikke mindst afhængigt af, hvad der transporteres. Et bedre samspil kan bidrage såvel til økonomien i den enkelte transport, bedre udnyttelse af den samlede infrastruktur og til også miljømæssigt bedre løsninger.

 

Vejtransportcentrene beliggende langs motorvejsnettet, i forbindelse med jernbaneknudepunkter eller direkte på havnearealer er et centralt element i et godt samspil.

 

Effektive transportcentre vil kunne medvirke til en bedre udnyttelse af de enkelte transportformers stærke sider, fordi adgangen til netop omlastningen, som er det mest kritiske element i intermodale transporter, vil være mere omkostningseffektiv.  

 

Det voksende internationale godstransportmarked forventes at ville gøre det mere attraktivt at anvende intermodale transporter, fordi et højere volumen er en væsentlig forudsætning for at effektivisere transportcentrene, hvor godset omlastes.  

 

Et styrket samspil mellem transportformerne handler dog også i høj grad om at få reduceret de tekniske og økonomiske barrierer, der i dag begrænser samspillet mellem transportformerne. Det er vigtigt at få skabt en større bevidsthed om, hvornår det er mest hensigtsmæssigt at benytte en kombination af forskellige transportmidler, og hvornår det er mest hensigtsmæssigt blot at anvende én transportform.

 

I juni vil transport- og energiministeren præsentere et udspil om intermodale transporter. Udspillet præsenterer regeringens politik for muligheder og barrierer, der kan være for bedre intermodalitet i den danske godstransport, så der kan opnås de bedste muligheder for fleksibel anvendelse af alle transportformer.

 

Den nyetablerede godstransportens tænketank med tæt inddragelse af godstransporterhvervet vil også kunne bidrage til at styrke samspillet mellem transportformerne.

 

Tænketanken er netop sammensat med repræsentanter fra alle de forskellige transportformer samt repræsentanter fra transportkædens forskellige led. Hensigten med tænketanken er således dels at styrke dialogen mellem de forskellige transportformer og dels at skabe et forum, hvor centrale problemstillinger i godstransportsektoren kan drøftes.

 

To centrale temaer er hidtil blevet drøftet i tænketanken. Det ene tema omhandlede EU, og hvilken retning EU går i på transportområdet. Det andet tema globaliseringen og nye muligheder og udfordringer som følge heraf for transportsektoren.  Arbejdet i godstransportens tænketank vil fortsætte og bidrage til den tætte inddragelse af godstransporterhvervet og erhvervslivet som sådan i udviklingen af den dynamiske godsstrategi.

 

 

 

Opsummerende om de kommende aktiviteter