Det er jo rart, selv om man er medforslagsstiller, at forretningsordenen følges, at man også har muligheden for at fremlægge sit partis synspunkter.
Jeg synes, det, der kom fra ministeren her, var utrolig flot. Det er sådan, det danske demokrati arbejder bedst, når der er åbenhed over for, at man kommer med noget konstruktivt her. Jeg vil gerne gå videre med de ting, så derfor vil jeg også minimere min taletid og prøve at trække nogle af de ting frem, som jeg mener vi skal være opmærksomme på, for jeg fornemmer meget, at med hensyn til det, hr. Martin Lidegaard har forespurgt ministeren om her, vil ministeren være helt åben over for den proces, der skal i gang. Det synes jeg er flot.
Derfor vil jeg lige trække nogle ting frem, som vi har observeret, og som jeg også synes bør indgå i arbejdet ud over det, der er skitseret i beslutningsforslaget. For det er lidt paradoksalt, hvad der sker for øjeblikket, og det accelererer hurtigt, så man heller ikke kan få transporteret gods via jernbanen til nogle af de største byer, og det vil sige, at vi har en situation, hvor vi i stadig stigende grad får sendt gods ud på landevejen på lastbiler.
Vi har yderligere et problem i den forbindelse. De byer, som det her omhandler, og som indgår i overvejelserne om det her, er primært Esbjerg, Randers og Aalborg, og vi har et stort problem i hele trekantsområdet op igennem Jylland med hensyn til kapaciteten for lastbiler og i det hele taget trafik. Det er ved at sande til derovre.
Vi bør altså også tage med ind i overvejelserne, hvordan vi kan gøre de ting her, om det er den rigtige pris, der ligger til grund for transporten på jernbanen, om lastbilerne kører for billigt, og hvad der er årsagen til det, sådan at vi også får de ting koblet sammen. Det er ikke kun
i Vestdanmark, det samme er også gældende her omkring København. En anden ting er særtransporterne. Det har jeg prøvet at bore lidt i ved sikkert mange irriterende spørgsmål til ministeren, fordi det har vist sig, at hvis man vil have en opgørelse over de særtransporter, der kører eksempelvis med vindmøller osv., så kan man ikke få en samlet landsopgørelse over det. Det er nogle elementer, der også bør komme med ind
i vurderingen af, hvordan vi kan håndtere de ting. Det viser sig, at det er den enkelte politikreds, der har de tal, og jeg vil gerne bede ministeren om at tage det spørgsmål med, om man ikke kan få en samlet opgørelse fra Rigspolitichefen, for det materiale bør også indgå i de ting her.
I det hele taget gælder det også med hensyn til søtransporten: Der er ikke nogen tal på det, der er ikke nogen opgørelse over, hvad der egentlig bliver transporteret søværts. Jeg mener, at vi også bør tænke det her mere ind i
i forbindelse med netop vindmølletransporterne, hvor vi har den store belastning på vejene, ikke alene fordi de fylder, men også fordi de udsætter hele vejsystemet for tryk. Vi bør prøve at tænke lidt i nogle andre baner, for at vi kan bruge vores infrastruktur bedst muligt. Sluttelig vil jeg gerne gentage, hvad jeg sagde indledningsvis her fra Socialdemokratiets side: Det danske demokrati er flot, når ministeren er åben over for, at vi kan være med til ligesom at skitsere grundlaget. Det trækker i en god retning, for vi har alle sammen en fælles interesse i at få det her til at fungere bedst muligt.