I efteråret lovede statsministeren, at man ville gøre en indsats og hjælpe unge psykisk syge på kontanthjælp ved at give dem et særligt tilskud. Konservative ordførere førte sig frem i pressen og blærede sig over en konservativ sejr, hvor man nu ville sikre unge psykisk syge under 25 år et ekstra økonomisk tillæg, så de havde et ordentligt forsørgelsesgrundlag og kunne have ro og tid til at gennemføre deres behandling og ikke skulle slås med økonomiske problemer. Vi har diskuteret denne sag i Arbejdsmarkedsudvalget lige siden. Venstre og De Konservative er løbet fra deres løfter. Det resulterede i, at oppositionen fremsatte et beslutningsforslag i Folketinget, som vi skal stemme om lige om lidt. Det mest interessante er vel i realiteten, at det, der bliver udfaldet af den afstemning, er, at regeringen kommer i mindretal i en sag, hvor vi stemmer om et løfte, regeringen gav i efteråret. Jeg tror, at det for mange vil være en glæde, at det nu er lykkedes at punktere dele af kontanthjælpsloftet og regeringens evindelige tro på, at så længe man bare tager kontanthjælp fra mennesker, så længe man holder dem i økonomisk armod, ja, så skal de nok løbe ud og finde sig et arbejde. Med det beslutningsforslag, vi vedtager om et lille øjeblik, vil vi sikre, at unge mennesker, der er psykisk syge, og som er under 25 år og på kontanthjælp, fremover, når regeringen efter sommerferien får lavet et lovforslag på baggrund af beslutningsforslaget, vil få en økonomi, som de kan leve af, så de vil få ro til at kunne gennemføre deres behandling. Vi vil dermed have punkteret kontanthjælpsloftet, og vi vil have sikret en gruppe af de allersvageste borgere i det danske samfund nogle rimelige, anstændige økonomiske vilkår. Men man kan ikke takke regeringen, Venstre og Konservative for det, det er oppositionen, der har gennemført dette forslag, og det tror jeg mange vil bide mærke i.