Jeg synes, det er fantastisk vigtigt, at børn i Danmark kommer ud på internettet. Det er en vigtig del af deres opdragelse, det er en vigtig del af landets fremtid. Men det kræver naturligvis også, at det kan ske i sikkerhed.
Jeg er glad for, at det virker, som om der i Folketinget er en fuldstændig bred enighed fra den ene side til den anden side om, at det er vigtigt, at vi får sikret, at det kan ske i sikkerhed.
Jeg er også enig med dem, der siger, at forældrene har en væsentlig del af ansvaret. Det er forældrene, der skal sikre, at deres børn har nogle gode vaner på nettet. Men det, der så er afgørende, er jo, at vi giver dem de redskaber, der er nødvendige for det.
Socialdemokratiet har fremsat et forslag, som har nøjagtig de her intentioner. Vi støtter handling på det her område, men er betænkelige ved den model, der hedder licensordning. Der har været adskillige indvendinger imod det, og problemet er jo, at internettet langt hen ad vejen er uegnet til licensordninger og tilladelser, fordi der er så uendelig mange måder at omgå det på.
Så er der begrebet større internetsider, som også kan virke lidt upræcist. Man sigter formentlig til antallet af brugere, men i så fald vil licensen jo først kunne opnås, når siden er sat i luften, og der er mange brugere, som kan være blevet krænket undervejs.
I forbindelse med sagen om arto.dk, hvor børn indgik i særdeles tvivlsomme seksuelle chatfora med såkaldte playerklubber, hvor helt unge konkurrerede om seksuelle eskapader, foreslog vi, at videnskabsministeren samler branchen om en fælles, frivillig mærkningsordning. Og som jeg forstår på det, ordførerne har sagt i dag indtil videre, og de spørgsmål, der er stillet, så er der også i Folketinget en bred enighed om, at en sådan frivillig brancheordning ville være den rigtige vej at gå. Derfor er det også meget mærkværdigt at skulle få et svar fra videnskabsministeren på det spørgsmål, jeg stillede
i den anledning, hvor ministeren starter med at konkludere: Jeg er enig i, at det er vigtigt, at vores børn kan færdes sikkert på nettet. Det er desværre ikke altid tilfældet i dag. Senere i svaret konkluderer ministeren: Jeg mener imidlertid ikke, det er en statslig opgave at stå bag en sådan mærkningsordning. Hvis ikke det er at fralægge sig ansvaret, så ved jeg ikke, hvad det er. Det må være sådan, at ministeren, som er handlingens mand går jeg ud fra, sikrer, at branchen bliver bragt sammen, og at der bliver sat det arbejde i gang, der kan sikre den frivillige mærkningsordning, eller hvad for en type ordning det nu skal være, som giver forældrene den hjælp, de har brug for - ingen kan jo overskue 550.000 brugeres aktiviteter i et chatforum - altså giver dem den hjælp, der er behov for, og sikrer, at branchen er med. Så får man f.eks. en mærkning, der gør, at forældrene kan gå ind og se, om det her er et sted, man ønsker at ens børn skal færdes eller ej.
Hvad siger ministeren direkte adspurgt? At det vil han opfordre til! Ikke et konkret initiativ kunne vi få, ikke så meget som et løfte om, at der vil blive indkaldt til et møde, hvor ministeren konkretiserer den opfordring ansigt til ansigt med branchen.
Jeg synes, at ministeren bør skrive sig bag øret, at der
i Folketinget i dag har vist sig at være et meget bredt flertal bag, at der kommer handling på det her område, og jeg er sikker på, at også Socialdemokraterne, og det kan Socialdemokratiets ordfører jo bekræfte, når han kommer på talerstolen, vil synes, at en effektiv, frivillig ordning vil være langt at foretrække frem for de tilstande, vi har i dag, hvor det er rent anarki. Jeg hørte også, at ejeren og direktøren bag arto.dk, som var i TV 2's morgenfjernsyn den anden sag, sagde, at der var behov for, at de fik hjælp til at løse det her. Derfor er det altså mistænkeligt og beklageligt, at it's og internettets minister her i landet indtil videre har valgt at lægge fødderne op på ministerbordet og krydse fingrene i håbet om, at den opfordring, der nu har lydt herfra, slår igennem til branchen. Der er behov for mere handling, og jeg synes, at det brede flertal, der er i Folketinget i dag, skulle sende det signal til ministeren, at hvis ikke ministeren selv kan finde ud af at tage initiativer, så må Folketinget på den ene eller den anden måde sikre, at han gør det.