Udvalget for Videnskab og Teknologi

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

 

 

Hermed fremsendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 79 og 80 (Alm. del) stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 19. maj 2006.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Helge Sander

 

 


Spørgsmål nr. 79 og 80 stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 19. maj 2006 til Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling (Alm. Del)

 

 


Spørgsmål 79

Hvad er ministerens kommentar til den situation, de pågældende studerende ved Aalborg Universitet er havnet i, jf. artiklen ”Stor overraskelse til studerende på universitet” på www.tv2nord.dk den 16. maj 2006, og mener ministeren, at det er en rimelig situation at sætte hårdtarbejdende og seriøse studerende i?

 

Svar:

For så vidt angår universitetsuddannelserne, som hører under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, kan jeg oplyse følgende:

 

Den eksamensbekendtgørelse, som gælder for universitetsuddannelserne, jf. bekendtgørelse nr. 231 af 22. marts 2006, bestemmer, at universiteterne i studieordningen skal fastsætte, hvornår der sidste gang afholdes gruppeprøve på den enkelte uddannelse, men at der senest kan afholdes gruppeprøve den 31. august 2007.

 

Det er således det enkelte universitets beslutning, om det vil afskaffe gruppeprøver tidligere end 1. september 2007.

 

Aalborg Universitetet har over for Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling oplyst, at man på Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet forventer at ændre sine studieordninger, for så vidt angår de uddannelser, som er omfattet af universitetsloven (bachelor-, kandidat- og masteruddannelser), fra 1. september 2006. Det vil i givet fald betyde, at prøver, som finder sted efter 1. september 2006, ikke vil kunne gennemføres som gruppeprøver længere på fakultetet. 

 

Studerende, der har påbegyndt en prøve, der er tilrettelagt som en gruppeprøve efter reglerne i den hidtil gældende studieordning, har dog ret til at færdiggøre prøven efter den pågældende studieordning. Det vil sige, at studerende, der har begyndt et projektarbejde efter den nugældende studieordningen, har ret til at komme til en gruppeprøve, selv om prøven først finder sted efter den 1. september 2006.

 

Jeg mener således ikke, at der er problemer i relation til universitetsuddannelserne, da der er fastsat de nødvendige overgangsregler. Jeg henviser endvidere til mit svar på spørgsmål 80.

 

For så vidt angår de uddannelser, som hører under undervisningsministerens område, har Undervisningsministeriet oplyst:

 

Reglerne for prøver og eksamen for alle skoleuddannelser og erhvervsrettede uddannelser under Undervisningsministeriet er blevet gennemgribende revideret med udsendelse af to nye bekendtgørelser den 19. maj 2005. Ved den lejlighed blev adgangen til at anvende gruppeprøve afskaffet som hovedregel i overensstemmelse med regeringens politik. Bekendtgørelserne trådte i kraft den 1. august 2005, dog fik bestemmelsen om anvendelse af gruppeprøver ved de erhvervsrettede videregående uddannelser, herunder diplomingeniøruddannelserne, først virkning fra 1. februar 2006. Sidste gang, der har kunnet afholdes gruppeprøve efter de hidtidige regler, har således været ved vintereksamen 2005/2006.

 

Institutioner, der udbyder erhvervsrettede videregående uddannelser, har haft mulighed for ved ændring af studieordninger at indrette sig på de nye regler om anvendelse af gruppeprøver i over 1 år, det vil sige siden 19. maj 2005.

 

Spørgsmål 80

Ville det ikke have været mere hensigtsmæssigt at lade den nye eksamensbekendtgørelse træde i kraft næste år, nu hvor ministeren trods gentagende protester absolut vil have forbuddet igennem?

 

Svar:

Jeg skal understrege, at det hele tiden har været regeringens politik at afskaffe gruppeprøver. Regeringen mener, at eksamensbeviser tilhører den enkelte og derfor også skal afspejle den enkeltes faglige viden og kompetence.

 

For universitetsuddannelserne blev fristen for afskaffelse af prøveprøver fastsat til 1. september 2007, fordi dette skulle sikre, at universiteterne fik den nødvendige tid til at ændre studieordningerne for den enkelte uddannelse. Fristen skal bl.a. tage højde for universiteternes planlægning.

 

For erhvervsrettede videregående uddannelsers vedkommende skal jeg henvise til Undervisningsministeriets udtalelse i svar til spørgsmål 79.

Â