Udvalget for Videnskab og Teknologi

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

 

 

Hermed fremsendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 69 (Alm. del) stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 6. april 2006.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Helge Sander

 

 


Spørgsmål nr. 69 stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 6. april 2006 til Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling (Alm. del)

 

Spørgsmål 69

 

Er udøvelse af blokering af sider på internettet uden domstolsprøvelse forenelig med grundlovens § 77 og FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder art. 19?

 

Svar:

 

Jeg har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet bidrag fra Justitsministeren, der udtaler, at:

 

”Efter artikel 19, stk. 2, i FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder har enhver ret til ytringsfrihed, og denne ret skal omfatte frihed til at søge, modtage og meddele oplysninger og tanker af enhver art uden hensyn til landegrænser, i mundtlig, skriftlig eller trykt form, i form af kunst eller ved andre midler efter eget valg.

 

Artikel 19, stk. 3, fastslår imidlertid, at udøvelsen af disse rettigheder medfører særlige forpligtelser og et særligt ansvar, og den kan derfor undergives visse begrænsninger, men dog kun sådanne begrænsninger, som er hjemlet ved lov og er nødvendige af hensyn til respekten for andres rettigheder eller omdømme eller af hensyn til statens sikkerhed, den offentlige orden, sundhed eller sædelighed.

Artikel 19 indeholder således ikke et specifikt krav om domstolsprøvelse, men stiller krav om lovhjemmel og om, at indgrebet skal være nødvendigt af hensyn til et af de nævnte formål. Indgreb over for børnepornografisk materiale må med fornøden lovhjemmel anses for nødvendigt af hensyn til at beskytte sædeligheden, og efter artikel 34 i FN’s Børnekonvention er staterne desuden forpligtet til at beskytte børn mod alle former for seksuel udnyttelse og seksuel misbrug, herunder ved at forhindre at børn udnyttes i pornografiske forestillinger og materialer.

 

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention indeholder i artikel 10 en bestemmelse om ytringsfrihed, som ligner artikel 19 i FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder. Efter artikel 10, stk. 2, kan indgreb i ytringsfriheden kun ske, hvis indgrebet har lovhjemmel og varetager et eller flere udtrykkeligt nævnte hensyn som f.eks. beskyttelse af sædeligheden eller af andres rettigheder, og indgrebet er nødvendigt i et demokratisk samfund. Nødvendighedskravet er i Menneskerettighedsdomstolens praksis fortolket således, at der skal være tale om et presserende socialt behov, at indgrebet skal være proportionalt, og at der skal være relevante og tilstrækkelige begrundelser for indgrebet.

 

Ved vurderingen af, om proportionalitetskravet er opfyldt, lægger Menneskerettighedsdomstolen afgørende vægt på, om de relevante retsregler og praksis indeholder tilstrækkelige og effektive retssikkerhedsgarantier til beskyttelse af individet mod misbrug. I tilfælde, hvor myndigheder har kompetence til at foretage indgreb uden retskendelse, vil Menneskerettighedsdomstolens prøvelse af de indbyggede retssikkerhedsgarantier være særlig indgående. Beskyttelse mod vilkårlige indgreb fra det offentlige vil i sådanne tilfælde kræve, at muligheden for indgreb er reguleret i faste rammer, og at der er klare begrænsninger i de beføjelser, der er overladt til myndighederne. Efterfølgende adgang til en effektiv domstolsprøvelse af indgrebet kan endvidere medvirke til at undgå misbrug.

 

Udøvelse af blokering af internetsider uden forudgående retskendelse må således anses for at være foreneligt med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 og med artikel 19 i FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, hvis indgrebet har hjemmel i lov og er nødvendigt af hensyn til f.eks. sædeligheden eller beskyttelse af andres rettigheder, og de pågældende regler indeholder tilstrækkelige og effektive retssikkerhedsgarantier, herunder f.eks. adgang til efterfølgende domstolsprøvelse.”

 

 Jeg kan henholde mig til det oplyste.