Dato:

19. maj 2006

Kontor:

Visum, Udsendelser og Humanitære Sager

J.nr.:

2006/411/223

Sagsbeh.:

DKA

 

 

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 87 stillet af Folketingets Integrationsudvalg til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 6. april 2006 (UUI alm. del – spørgsmål nr. 87).

 

Spørgsmål:

 

”Kan ministeren oplyse antallet af indsatte i IFFA opdelt på fængslingsårsag samt oplyse den gennemsnitlige fængslingsvarighed opdelt på fængslingsårsag?”

 

Svar:

 

Politiet kan efter udlændingeloven træffe afgørelse om anholdelse med henblik på varetægtsfængsling eller frihedsberøvelse. Løslades udlændingen ikke inden for 24 timer, henholdsvis 3 gange 24 timer, skal politiet indbringe den fortsatte frihedsberøvelse for byretten, der tager stilling til, om betingelserne for varetægtsfængsling eller fortsat frihedsberøvelse er til stede. I forbindelse med behandlingen af sagen i retten beskikkes der en advokat for udlændingen. Advokaten repræsenterer udlændingen under hele frihedsberøvelsesforløbet. Byrettens afgørelse kan kæres til landsretten. Spørgsmålet om fortsat varetægtsfængsling eller fortsat frihedsberøvelse skal herefter løbende mindst hver 4. uge forelægges byretten til afgørelse. 

 

Rigspolitiet har oplyst, at der ved politiets vurdering af, om en varetægtsfængsling eller frihedsberøvelse skal iværksættes eller opretholdes, løbende indgår en vurdering af udsigten til inden for en overskuelig tid at afklare det forhold (identitetsfastlæggelse, udsendelse), som er grundlaget for varetægtsfængslingen eller frihedsberøvelsen. Politiet anlægger således en konkret proportionalitetsvurdering. Navnlig i udsendelsessituationen, hvor politiet i vidt omfang skal forelægge sager for udenlandske myndigheder med henblik på udstedelse af rejsedokument eller indrejsetilladelse, kan sagsbehandlingstiden være lang.

 

Længden af sagsbehandlingstiden vil ofte være afhængig af, om udlændingen på en tilfredsstillende måde samarbejder med politiet om udsendelsen, herunder giver korrekte oplysninger om sin identitet og nationalitet.

 

Ifølge Rigspolitiets statistik over frihedsberøvede i Institutionen For Frihedsberøvede Asylansøgere (IFFA) var der pr. 2. april 2006 62 frihedsberøvede udlændinge.

 

De frihedsberøvede udlændinge fordelte sig på følgende grupper:

 

Der var 12 personer, hvis asylsag ikke var taget under behandling i Danmark. Formålet med frihedsberøvelsen var at sikre udlændingenes tilstedeværelse, indtil deres identitet, nationalitet og rejserute var fastlagt. Frihedsberøvelse anvendes bl.a. over for asylansøgere, der på ansøgningstidspunktet er uidentificerede eller som ikke på en tilfredsstillende måde medvirker til at fastlægge identitet, nationalitet og rejserute. Varigheden af frihedsberøvelserne fordelte sig pr. 2. april 2006 således:

 

0-60 dage: 11 personer

61-90 dage: 1 person

 

Der var én person, hvis asylsag var under behandling i Danmark. Formålet med frihedsberøvelsen var at sikre udlændingens tilstedeværelse under asylsagsbehandlingen. Den pågældende person havde pr. 2. april 2006 været frihedsberøvet i 124 dage.

 

Der var 23 personer, som var i udsendelsesposition. Formålet med frihedsberøvelsen var at sikre udlændingenes tilstedeværelse i forbindelse med effektueringen af udlændingemyndighedernes afgørelse om afvisning, udvisning, tilbageførsel eller udsendelse. Frihedsberøvelse anvendes bl.a. over for sådanne udlændinge, som f.eks. ved at forsvinde fra indlogeringsstedet eller udrejse til nabolande har vist, at de vil unddrage sig en udsendelse i overensstemmelse med udlændingemyndighedernes afgørelse. Varigheden af frihedsberøvelserne fordelte sig pr. 2. april 2006 således:

 

0-60 dage: 6 personer

61-90 dage: 5 personer

91-150 dage: 3 personer

151-250 dage: 5 personer

over 250 dage: 4 personer (henholdsvis 290, 294, 298 og 305 dage)

 

Der var 19 personer, hvis asylsag ikke var afgjort, men som var varetægtsfængslet, idet de pågældende var udvist ved endelig dom. Formålet med frihedsberøvelsen var således at sikre en effektiv fuldbyrdelse af dommens bestemmelse om udvisning. Varigheden af frihedsberøvelserne fordelte sig pr. 2. april 2006 således:

 

0-60 dage: 10 personer

61-90 dage: 2 personer

91-150 dage: 7 personer

 

Der var syv personer, hvis asylsag var afgjort, og som var varetægtsfængslet, idet de pågældende var udvist ved endelig dom og i udsendelsesposition. Formålet med varetægtsfængslingen var således at sikre en effektiv fuldbyrdelse af dommens bestemmelse om udvisning. Varigheden af frihedsberøvelserne fordelte sig pr. 2. april 2006 således:

0-60 dage: 1 person

61-90 dage: 0 personer

91-150 dage: 0 personer

151-250 dage: 3 personer

250-300 dage: 2 personer

over 300 dage: 1 person (366 dage)