|
|
|
Dato: |
||
|
|
|
Besvarelse af spørgsmål nr. 79 stillet af Folketingets udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 5. april 2006 (alm. del).
Spørgsmål:
â€Vil ministeren i forlængelse af besvarelsen af samrÃ¥dsspørgsmÃ¥l Q oplyse, hvilke andre lande i Europa der inddrager opholdstilladelser til irakere?â€
Svar:
Spørgsmålet synes at bygge på den misforståelse, at de danske myndigheder har taget skridt til at inddrage herboende irakeres opholdstilladelser.
Der har ikke i de seneste år været generelle projekter med henblik på at inddrage eller nægte at forlænge irakiske flygtninges opholdstilladelser.
I slutningen af 2002 nægtede Udlændingestyrelsen at forlænge opholdstilladelser givet til irakiske statsborgere, hvis opholdstilladelsen var givet, fordi de pågældende risikerede dødsstraf på grund af republikflugt. I 2002 havde styrelsen modtaget oplysninger om, at man ikke længere risikerede at blive straffet, fordi man havde forladt Irak uden tilladelse. 6 prøvesager blev fremsendt til Flygtningenævnet, der omgjorde styrelsens afgørelser under henvisning til, at ændringen var begrænset i forhold til situationen i Irak, at der ikke var sket en ændring af magtforholdene i landet, og at den generelle menneskerettighedssituation heller ikke var ændret. Herudover anførte Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse på daværende tidspunkt ville medføre, at udlændingen ville risikere at blive henvist til fortsat at opholde sig i Danmark uden et formelt opholdsgrundlag.
Styrelsen har siden fulgt situationen i Irak meget tæt. Saddam Husseins fald markerede en fundamental ændring i landet, men styrelsen har vurderet, at situationen i landet ikke kan siges at være varig og stabil i en sådan grad, at der er grundlag for at bringe ophørsgrundene i Flygtningekonventionen i anvendelse. Styrelsen har derfor ikke nægtet at forlænge eller inddraget asyltilladelser til irakiske statsborgere på grund af ændrede forhold i hjemlandet siden slutningen af 2002.
Der er således for tiden ingen irakiske flygtninge, der har fået inddraget deres flygtningestatus, medmindre der er tale om særlige tilfælde, hvor de pågældende har opnået deres opholdstilladelse ved svig eller er dømt for visse kriminelle forhold i Danmark.
Derimod findes der i Danmark irakiske statsborgere, der har fået afslag på deres ansøgning om asyl, og som derfor er i udsendelsesposition. Ifølge tal fra Rigspolitiet var der pr. 15. april 2006 578 afviste irakiske asylansøgere i udsendelsesposition, heraf 508, som ikke ønsker at medvirke ved udsendelsen. 28 personer ønsker at medvirke ved udsendelsen, mens der for de sidst 42 personer ikke er oplysninger om, hvorvidt de pågældende ønsker at medvirke ved udsendelsen eller ej.
Jeg kan oplyse, at afviste asylansøgere, der ikke har et andet opholdsgrundlag her i landet, har pligt til at udrejse af landet frivilligt. I den forbindelse kan jeg oplyse, at det er Rigspolitiet, der forestår udsendelse af afviste asylansøgere og at det ifølge Rigspolitiets beskrivelse af udsendelsesmulighederne til de enkelte lande opdateret den 8. februar 2006 er muligt at udrejse frivilligt til Irak.
Siden maj 2003 har udlændingemyndighederne – med enkelte undtagelser – med assistance fra International Organization for Migration (IOM) bistået i alt 408 irakiske asylansøgere med at udrejse frivilligt. Heraf har Udlændingestyrelsen bistået 333 irakere med at udrejse frivilligt i medfør af den særlige repatrieringsordning for irakiske asylansøgere fra 2003, samt 41 irakere i medfør af den særlige ordning for irakiske asylansøgere fra 2005, der nu er ophørt. Desuden har Rigspolitiet frem til primo februar 2006 bistået 34 irakiske statsborgere med at udrejse frivilligt.
Med hensyn til situationen i andre lande har Integrationsministeriet til brug for besvarelsen af spørgsmålet været i kontakt med asylmyndighederne i UK, Tyskland, Sverige, Norge og Nederlandene.
Integrationsministeriet har fået oplyst, at hverken UK, Sverige, Norge eller Nederlandene under deres nuværende praksis inddrager opholdstilladelser for irakere med flygtningestatus med henvisning til, at forholdene i hjemlandet har ændret sig i en sådan grad, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere eksisterer.
Ministeriet har fra de tyske myndigheder fÃ¥et oplyst, at Tyskland siden midten af september 2003 har inddraget opholdstilladelser for irakiske flygtninge pÃ¥ baggrund af de ændrede forhold i Irak. Frem til nu har Tyskland sÃ¥ledes inddraget opholdstilladelser for ca. 15.000 irakiske statsborgere.Â