Dato:

9. maj 2006

Kontor:

Erhvervs- og Familiesammenføringskontoret

J.nr.:

2006/4111-227

Sagsbeh.:

hkc

Fil-navn:

Besvarelse

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 75 stillet af Folketingets udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 30. marts 2006 (Alm. Del).

Spørgsmål:

 

”Ministeren bedes oversende i fortrolig form til gennemsyn alle sagsakter i de 62 sager, hvori der i perioden 2002-05 er givet afslag på familiesammenføring med henvisning til mistanke om tvangsægteskab eller alternativt give enkelte medlemmer af udvalget adgang til at gennemse sagsakterne i Udlændingestyrelsen.”

 

Svar:

 

Udlændingestyrelsen har oplyst, at det efter en gennemgang af de konkrete sager, der er omfattet af spørgsmålet, er konstateret, at en af sagerne optræder to gange i den offentliggjorte statistik. Der er således ikke tale om 62, men derimod om 61 sager.

 

Efter udlændingelovens § 9, stk. 8, kan der ikke, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, afgørende taler derfor, gives opholdstilladelse som led i familiesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, såfremt det må anses for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået eller samlivsforholdet er etableret efter begge parters eget ønske. Er ægteskabet indgået eller er samlivsforholdet etableret mellem nærtbeslægtede eller i øvrigt nærmere beslægtede, anses det, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derimod, for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået eller samlivsforholdet er etableret efter begge parters eget ønske.

 

Det fremgår af lovbemærkningerne til den seneste ændring af bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 8, (Lovforslag nr. L 6 af 8. oktober 2003, s. 2), at ”der på trods af lovstramningerne i 2002 og den hidtidige indsats i øvrigt fortsat forekommer tilfælde, hvor særligt unge kvinder med etnisk minoritetsbaggrund bliver udsat for trusler og pres fra familien med henblik på at tvinge eller presse dem til at indgå ægteskab med en mand, som familien har udvalgt.” 

 

Det fremgår desuden (lovforslagets s. 7), at ”de pågældende vil således ikke længere være nødsaget til at oplyse over for udlændingemyndighederne, at der er tale om et tvangsægteskab eller tvangslignende ægteskab, men kan nøjes med at oplyse, at der er tale om et ægteskab med en nærtbeslægtet eller med en i øvrigt nærmere beslægtet. Herved frigøres ægtefællerne i nogen grad for den frygt for repressalier fra familiens side, der ellers kan afholde dem fra at oplyse udlændingemyndighederne om, at der er tale om et tvangsægteskab eller tvangslignende ægteskab.”

 

I sager om familiesammenføring, hvor der gives afslag efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 8, foreligger der efter udlændingemyndighedernes opfattelse et helt særligt kvalificeret fortroligheds- og beskyttelsesbehov overfor de pågældende.

 

En oversendelse af de konkrete sager til Integrationsudvalget vil kunne bevirke, at tillidsforholdet mellem Udlændingestyrelsen og den eller de personer, der er blevet tvunget til at indgå ægteskab, og som i fortrolighed har afgivet oplysninger herom til Udlændingestyrelsen, ødelægges, ligesom det vil kunne afholde personer fra fremover at afgive sådanne oplysninger til udlændingemyndighederne.

 

Endvidere vil en oversendelse af sagsakterne til udvalget, hvilket indebærer kopiering af sagerne i et antal eksemplarer og fordeling af disse kopier blandt udvalgsmedlemmerne – uanset at sagsakterne måtte være oversendt i fortrolig form og i vist omfang anonymiseret – alt andet lige indebære en risiko for, at enkeltpersoner uretmæssigt får kendskab til oplysninger fra de enkelte sager, som vil kunne gøre det muligt at identificere parterne i en eller flere af sagerne.

 

Jeg finder på den baggrund ikke at kunne imødekomme Integrationsudvalgets anmodning om oversendelse af sagsakterne i de 61 sager.

 

Jeg er derimod indstillet på at lade medlemmer af Integrationsudvalget – efter forudgående aftale med Udlændingestyrelsen – få mulighed for i styrelsen at gennemgå de 61 konkrete sager i en delvist anonymiseret form.

 

Jeg vil i den forbindelse henlede opmærksomheden på, at de oplysninger, som medlemmer af Integrationsudvalget ved en gennemgang af de konkrete sager i Udlændingestyrelsen kommer i besiddelse af, vil skulle behandles fortroligt.