UDENRIGSMINISTERIET
Spørgsmål nr. 140:
’’Vil udenrigsministeren redegøre for udviklingen i antallet i internt fordrevne i Irak og i antallet af mennesker, der flygter til nabolandene?’’
Svar: Ifølge FN findes der ikke nøjagtige opgørelser vedrørende antallet af internt fordrevne irakere og irakere flygtet til nabolandene. Ifølge de seneste tal (december 2005)fra International Organisation for Migration (IOM) og FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) er der 1,2 mio. internt fordrevne i Irak . Dette tal omfatter mennesker der er blevet internt fordrevne både under og efter Saddam Hussein-regimet. Siden bombningen af moskéen i Samarra den 22. februar 2006 anslår IOM, at næsten 100.000 mennesker er blevet fordrevet internt i Irak.
Mennesker, der flygter fra Irak, registreres i de lande, de er flygtet til. Den seneste samlede opgørelse fra UNHCR (december 2005) oplyser, at omkring 1,1 mio. irakere befinder sig i nabolandene. Tallet omfatter personer, der har forladt Irak både under og efter Saddam Hussein-regimet.