Dato:

20. juni 2006

Kontor:

Udlændingelovskontoret

J.nr.:

2006/4011-171

Sagsbeh.:

SAM

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 136 stillet af Folketingets udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 31. maj 2006 (alm. del).

 

Spørgsmål:

”Kan ministeren bekræfte, at udgangspunktet for asylcentrenes skoler er, at børn højst skal gå her i to år?”

Svar:

Der gælder ingen regel om, at det enkelte asylansøgerbarn maksimalt må undervises i to år i asylcentrenes skoler.

 

Reglerne for undervisning af asylansøgerbørn er fastsat efter anbefalinger fra en arbejdsgruppe, der i 1996 afgav betænkning om undervisning af asylansøgerbørn. I arbejdsgruppen deltog bl.a. repræsentanter fra Udlændingestyrelsen, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Røde Kors, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen og Undervisningsministeriet.

 

Arbejdsgruppen fandt ikke generelt at kunne anbefale asylansøgerbørns deltagelse i undervisning i den almindelige danske folkeskole. Arbejdsgruppen lagde vægt på, at erfaringerne havde vist, at størsteparten af asylansøgerbørnene fik begrænset fagligt udbytte af deltagelsen i undervisningen i den almindelige danske folkeskole.

 

Arbejdsgruppen bemærkede dog, at deltagelse i folkeskolen i enkeltstående tilfælde kunne være aktuelt, og at der derfor altid bør foretages en konkret vurdering af, hvorvidt det vil være til gavn for den enkelte elev at tilbyde undervisning i folkeskolen.

 

Reglerne om undervisning af asylansøgerbørn tager udgangspunkt i arbejdsgruppens konklusioner, og asylansøgerbørn kan derfor som nævnt ovenfor også tilbydes undervisning i den danske folkeskole, hvis det vil være til gavn for det enkelte asylansøgerbarn.

Som nævnt er der ingen tidsmæssig begrænsning med hensyn til de nævnte undervisningstiltag.