Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik

Folketinget

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Svar på spørgsmål 115 (Alm. del ):

I brev af 5. maj 2006 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 115:

”Hvad kan ministeren oplyse om situationen vedrørende folkeskoleundervisningen af roma-børn i Helsingør Kommune p.t.?”

 

Svar:

Undervisningsministeriet har til brug for besvarelsen kontaktet Helsingør Kommune og kan på den baggrund oplyse følgende:

 

Helsingør Kommune har nedlagt den særlige F-klasse målrettet roma-elever på ældste klassetrin, og kommunen har ikke oprettet lignende klasser. Alle roma-elever er nu indmeldt i normalklasser.

 

Helsingør Kommune har kontaktet den lokale skole, hvor roma-eleverne er indskrevet. Skolen, der tidligere rummede den såkaldte F-klasse for de ældre roma-elever, oplyser, at skolen gør, hvad den kan for at få disse elever til at følge den almindelige undervisning på 8.-9. klassetrin, men at det er en stor udfordring, da elevernes skolegang har været præget af stort fravær. På trods af individuelle handlingsplaner for den enkelte elev oplever skolen, at eleverne ikke vil lade sig integrere.

 

Skolen oplyser, at der tilbydes særligt tilrettelagt undervisning 10 timer om ugen, men at fremmødet er lille.

 

Skolen har indberettet tre af roma-eleverne til Social- og sundhedsforvaltningen på grund af det store fravær, som vurderes at stride mod elevernes tarv.

 

Skolen oplyser tillige, at for de mindste roma-elevers vedkommende er det vurderingen, at disse klarer sig langt bedre. Der er ikke det store fravær - og fagligt klarer de sig. Derudover er skole/hjem samarbejdet forbedret.

 

Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Bertel Haarder