|
|
|
Dato: |
||
Besvarelse |
||
|
|
|
Besvarelse af spørgsmål nr. 105 stillet af Folketingets udvalg til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 3. maj 2006 (UUI alm. del – spørgsmål 105).
Spørgsmål:
â€Er det muligt for Rigspolitiet at ledsage afviste irakiske asylansøgere, som gerne vil rejse hjem, men som ikke tør gøre det uden beskyttelse i form af f.eks. Rigspolitiets ledsagelse?â€
Svar:
I besvarelsen den 8. maj 2006 af spørgsmål nr. 78 af 5. april 2006 fra Folketingets udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik har jeg redegjort for mulighederne for frivillige udrejser til Irak og herunder for de anvendte hjemrejseruter til Irak. Som det fremgår af besvarelsen, ledsager Rigspolitiets personale ikke irakiske statsborgere under en frivillig udrejse til og/eller ved en frivillig indrejse i Irak. I visse tilfælde assisterer medarbejdere fra IOM udlændingene i forbindelse med den frivillige hjemrejse til Irak.
Dansk politi vil ikke ved at ledsage en udlænding under transit eller i forbindelse med indrejse i hjemlandet kunne yde udlændingen nogen beskyttelse i forhold til udenlandske myndigheder, idet dansk politi ikke har beføjelser, herunder magtbeføjelser, i forhold til andre landes myndigheder på deres område. Dansk politis tilstedeværelse i andre lande vil altid skulle accepteres/godkendes af disse landes myndigheder.
Opmærksomheden henledes i den forbindelse på, at når en udlænding, herunder en irakisk statsborger, meddeles afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 (asyl), har asylmyndighederne (Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet) vurderet, at udlændingen kan vende tilbage til hjemlandet uden risiko for en asylrelateret forfølgelse.