UDENRIGSMINISTERIET

 

                                                                                                            Den 25. april 2006.

 

                                                                                                            Udenrigsudvalgets spørgsmål  51 af 31. marts 2006 (Alm.del).

 

 

Spørgsmål 51:

”Udvalget udbeder sig en analyse af forskelle og sammenhænge mellem konflikterne i Chad, Sudan og Uganda”.

 

Svar:

Selv om konflikterne i Tchad, Sudan og Uganda har hver sin specifikke, indre dynamik er de også forbundet og påvirker hinanden. Politiske alliancer mellem landenes regeringer og oprørsbevægelser i nabolandene er kendetegnende for regionen. Konflikten i Darfur kan potentielt true gennemførelsen af fredsaftalen mellem Nord- og Sydsudan, der er vigtig for en varig løsning på konflikten i Norduganda. Konflikten i Sudans Darfur region har skabt uro i grænseregionen og samtidig forværret en intern konflikt i Tchad og forholdet mellem de to landes regeringer. Destabiliseringen i dette område risikerer at eskalere yderligere og brede sig til lande som Den Centralafrikanske Republik. I det nordlige Uganda har oprørsbevægelse LRA udnyttet konflikten i Sudan til at operere i det sydlige Sudan.

 

Sudan er Afrikas geografisk største land og et af de mest sammensatte. Landet har været præget af borgerkrig næsten uafbrudt siden uafhængigheden i 1956 med konflikter i det sydlige og centrale Sudan, i de vestlige Darfur provinser og i det østlige Sudan på grænsen til Eritrea. Fælles for konflikterne er, at de bunder i en politisk og økonomisk marginalisering og undertrykkelse af mindre udviklede områder, hvor en række oprørsgrupper kæmper mod et centralistisk styre i Khartoum. Konflikterne kompliceres af store etniske, religiøse og kulturelle forskelle og uligheder. Konflikten med det sydlige Sudan blussede op i begyndelsen af 80’erne på baggrund af styrets forsøg på arabifisering og islamifisering af traditionelt afrikanske ikke-muslimske områder, herunder forsøg på indførelse af Sharia lovgivning. I Darfur og det østlige Sudan, hvor alle parter er muslimer, har den religiøse dimension en anden og mindre betydning.

 

Efter en række forgæves forsøg op igennem 90’erne på en bred national fredsproces indledte regeringen i Khartoum ledet af Det Nationale Kongresparti (NCP) og den største oprørsbevægelse i det sydlige Sudan (Sudanese People’s Liberation Movement /Army, SPLM/A) med international opbakning i 2001 en snæver fredsproces, der 9. januar 2005 førte til en fredsaftale, der omfatter hovedparten af landet. Aftalens centrale elementer er en deling af den politiske magt og landets økonomiske ressourcer, samt udstrakt selvstyre til det sydlige Sudan med mulighed for selvstændighed ved en internationalt overvåget folkeafstemning efter udløbet af en seksårig overgangsperiode. En overgangsregering blev dannet i september 2005, og valg til nationalforsamling og præsident skal afholdes efter fire år. Overskuddet fra landets ressourcer, herunder olien, skal følge en 50/50 model, hvor halvdelen vil tilflyde henholdsvis Syd og Nord. De tre omstridte geografiske områder i det centrale Sudan (Abyei, Nuba og Blå Nil) fik særstatus med egen administration, og Abyei fik mulighed for folkeafstemning om tilhørsforhold efter 6 år. Der etableres separate væbnede styrker for henholdsvis nord og syd, samt en fælles styrke, som efter seks år skal danne grundlag for en national styrke, hvis folkeafstemningen i syd fald ud til fordel for et forenet Sudan. Tiltag til demobilisering, afvæbning, reintegration og forsoning iværksættes.

 

Fredsaftalen var på mange måder historisk og gav forhåbning om mulighed for en varig fred efter 22 års væbnet konflikt. Samtidig har den en række indbyggede svagheder, og aftalen er skrøbelig og langt fra irreversibel. Aftalen er indgået mellem kun to parter, som er relativt ulige, et stærk regerende parti i nord og en svagere organiseret oprørsbevægelse i syd. Der udestår et omfattende arbejde med at inddrage øvrige oprørsgrupper og oppositionsgrupper internt i såvel syd som i nord. Erfaringerne fra det første år viser, at gennemførelsen kun langsomt skrider frem, og at der især i nord er modstand. Endnu er det f.eks. ikke lykkedes syd at få den aftalte andel af olieressourcerne, der er helt nødvendig for genopbygningen af området.

 

Fredsaftalen kan samtidig med sin fastlåste fordeling af det økonomiske overskud og den politisk magt i realiteten risikere at blokere for en løsning i Darfur. Darfur ansås oprindeligt som en del af nord, hvilket ændrede sig efterhånden som konflikten udviklede sig og Darfur blev genstand for en selvstændig international fredsproces. En løsning i Darfur vil derfor skulle ske ved at Darfur får en del i nords ressourcer, hvis en risikabel genåbning af nord-syd fredsaftalen skal undgås.

 

Konflikten i Darfur står mellem regeringen og oprørsbevægelserne SLM/A (Sudanese Liberation Movement/Army) og JEM (Justice and Equality Movement). Oprørsbevægelserne har primært rod i stammer af afrikansk oprindelse. SLM støttes af de tre store etniske grupper, Fur, Massalei og Zaghawa. Sidstnævnte er den stamme Tchads præsident også tilhører. JEM er primær støttet af Zaghawa og har stærkere islamisk orientering. Sudans regering betjener sig i konflikten af nomadestammer af mere arabisk oprindelse og som traditionelt står uden jordrettigheder (går ofte under fællesbetegnelsen Janjaweed). Alle parter er muslimer i Darfur. Konflikten er på flere måder en del af en intern strid i det nordlige Sudan, og oprørsbevægelserne har stærkt religiøst og etnisk tilhørsforhold og tætte bånd til oppositionsgrupper i Khartoum. JEM anses f.eks. for at have tætte bånd til den islamisk fundamentalistiske Hassan Al-Turabis NPC (National Popular Congress). Samtidig har SLM/A frem til indgåelsen af nord-syd-fredsaftalen haft et strategisk samarbejde med SPLM/A i syd. Konflikten bygger grundlæggende på den økonomiske og politiske marginalisering forstærket af tørke og øget kamp om ressourcer mellem nomader og bønder. Billedet er komplekst, idet der også er eksempler på nomader, der deltager i kampen på oprørernes side, bl.a. begrundet i den fælles kamp mod politisk og økonomiske marginalisering. Konflikten brød ud på ny i 2003 styrket af frygten hos SLM/A og JEM for at blive tabere i den fremadskridende fredsproces mellem regeringen og syd. Konflikten har udviklet sig til en af de absolut alvorligste humanitære kriser i verden i dag med omkring 2 mio. fordrevne.

 

Et stærkt internationalt pres på parterne, herunder fra EU, førte 8. april 2004 til indgåelse af en våbenhvile under fredsforhandlinger i Tchad på baggrund af et EU-initiativ. Manglende efterlevelse af aftalen, herunder især forsatte overgreb på civile, har medført et stigende internationalt pres på især Sudans regering. FN’s Sikkerhedsråd har vedtaget en lang række resolutioner, der skærper kravene. Den Afrikanske Union har siden juni 2004 overtaget mæglerrollen og gennemfører fredsforhandlinger i Abuja. Forhandlingerne anses teknisk set for så fremskredne, at en fredsaftale helt eller delvist vil kunne indgås. AU har med international støtte fra bl.a. FN, EU og USA på det seneste intensiveret presset for en politisk løsning og sat en deadline med udgangen af april 2006. Centrale afrikanske præsidenter deltager i forhandlingerne. AU’s chefforhandler briefede Sikkerhedsrådet 18. april. Der er fortsat mulighed for et konkret resultat. Løsningen kompliceres af, at en løsning i Darfur truer nord-syd fredaftalen, hvis en risikabel genåbning heraf bliver nødvendig. Hvis dette skal undgås, skal Darfur tildeles økonomiske ressourcer og politisk og militære poster inden for den del der i nord-syd aftalen tilfalder nord.

 

AU’s mission i Darfur, som aktuelt er på godt 7.000 personer, har siden juni 2004 på mandat fra FN’s Sikkerhedsråd i resolution 1556 overvåget våbenhvilen i området. AU traf 10. marts en vanskelig principbeslutning om at overdrage missionen i Darfur til FN. Beslutningen har som forventet udløst modstand fra Sudans præsident og dele af regeringen, som søger at undgå en stærkere international tilstedeværelse i Darfur. Deres mål synes at være et øget pres på oprørsbevægelserne for indrømmelser i fredsforhandlingerne og ansvar for evt. fiasko, hvis blokaden heraf fastholdes. Retorikken har en klar antivestlig og anti-FN retning. Afvisningen af besøg af FN’s koordinator for humanitære anliggender, norske Jan Egeland, i begyndelsen af april skal ses som et konkrete udtryk herfor. Jyllandspostens tegninger blev brugt opportunistisk som begrundelse for afvisningen.

 

Tchad har siden uafhængigheden i 1960 været præget af en tiltagende nord-syd rivalisering, der har ført til en række kup. Den siddende præsident Idriss Déby Itno kom selv til magten ved et kup i 1990 med støtte fra Sudan. Déby Itno har formelt indført flerpartisystem, reelt har magten dog været koncentreret hos præsidenten og dennes etniske gruppe, Zaghawa, der navnlig dominerer hæren. Netop støtten fra hæren har været central for Déby Itno, der har været konfronteret med et stigende antal lokale oprørsbevægelser, såvel i den nordlige, som i den østlige og sydlige del af landet. Zaghawa-klanen udgør samtidig een af de tre etniske grupper, der dominerer Darfur, især oprørsbevægelsen SLM.

 

I midten af 2005 opstod imidlertid åben splittelse i Zaghawa-alliancen bag Déby Itno. Flere ledende militærpersoner og officerer fra præsidentens inderkreds har forladt hæren og står nu bag en af de lokale oprørsbevægelser med base i grænseområdet mellem Tchad og Darfur. Oprørsbevægelserne har indtil medio april koncentreret deres aktiviteter i det syd-østlige Tchad. Den 12. april rykkede oprørsgrupper frem mod hovedstaden, N’djamena. Et angreb på N’djamena blev dog afværget. Samtidig er Déby Itno presset af den øvrige politiske opposition, som ikke anerkender præsidentens kandidatur til præsidentvalget den 3. maj d.å og derfor har annonceret en boykot af valget. Det er uklart, om og i hvilken udstrækning der eksisterer forbindelser mellem oppositionspartierne og oprørsgrupperne. Det hersker dog ikke tvivl om, at der er en forbindelse mellem udviklingen i Tchad og konflikten i Darfur. Kvaliteten af det materiel oprørsgrupperne er i besiddelse af er desuden en klar indikation af ekstern støtte til grupperne. Situationen i Tchad må forventes fortsat at være labil, i hvert fald frem til præsidentvalget den 3. maj. Den franske militære tilstedeværelse i Tchad er blevet styrket inden for de seneste uger ligesom AU er blevet opfordret af FN til at deployeret yderligere observatørstyrker i grænseområdet. Situationen overvåges tæt, såvel af AU som af Sikkerhedsrådet.

 

Udviklingen har siden december 2005 forværret relationerne mellem Tchad og Sudan med gensidige beskyldninger om støtte til oprørsbevægelserne. Især Tchads præsident er overbevidst om, at Sudan står bag den seneste ekstern støtte til oprørerne i Tchad, og grænserne mellem Sudan og Tchad har været lukkede og de diplomatiske forbindelser afbrudt af Tchad, som også truer med at udvise de 200.000 Darfur flygtninge. Generalsekretær Kofi Annan har til Sikkerhedsrådet oplyst, at det ikke ud fra de første oplysninger kan dokumenteres, at Sudan står bag. Sikkerhedsrådet afventer yderligere informationer og oplysninger om situationen fra Generalsekretæren. Libyen har med støtte fra den Afrikanske Union gennemført en række mæglingsforsøg, hvilket 8. februar førte til en fælles erklæring i Tripoli før den seneste eskalering. FN’s Sikkerhedsråd opfordrede i sin seneste drøftede af situationen den 18. april Libyen og AU til at genoptage bestræbelserne. AU’s Freds- og Sikkerhedsråd har 13. april udtrykt dyb bekymring for situationen, opfordret til dialog og anmodet AU-kommissionsformand Konaré om at bidrage.

 

I det østlige Sudan førte den politiske organisation Beja Congress, der repræsenterer regionens største etniske gruppe, i mange år en ikke voldelig kamp for større politisk autonomi og øget tildeling af økonomiske ressourcer. I 1995 udviklede konflikten sig til en væbnet kamp i protest mod en række ekspropriationer og regeringens forsøg på indførelse af islamisk fundamentalisme. Organisationen indledte samtidig et samarbejde med det nationale oppositionsparti NDA (National Democratic Alliances) og oprørsbevægelsen SPLM i det sydlige Sudan. I februar 2005 slog den sig sammen med et mindre gruppe Rashaidas Frie Løver og dannede Den østlige Front. Eritrea beskyldes af Sudan for at have støttet bevægelsens militære aktiviteter. Det østlige Sudan er p.t. rolig på overfladen, men den underliggende konflikt er uløst. Der er behov for fredsforhandlinger, hvis en voldelig konfrontation skal undgås. Et libysk mæglingsforsøg mellem Sudans regering og Den østlige Front mislykkedes i december 2005. Aktuelt giver en planlagt tilbagetrækning af SPLM tropper i området anledning til bekymring, når regeringstropper skal overtage, idet det forventes, at styrker fra Den østlige Fronts resterende oprørsbevægelser vil forsøge at overtage de SPLM kontrollerede områder.

 

Konflikterne i Uganda har alle udgangspunkt i en historisk konflikt mellem nord og syd i landet. Allerede det britiske kolonistyre udnyttede denne konflikt, der i bred forstand gjorde de nordlige stammer til krigere, og de sydlige til producerende bønder. Ugandas første præsident Obote udnyttede dette forhold, både i sin første og anden regeringsperiode. Idi Amin anvendte samme mønster. Derved blev hele den repressive periode (indtil 1986) for stammerne i syd (som præsident Museveni kommer fra) i folks bevidsthed gjort til de nordlige stammers undertrykkelse af syd. Stammerne breder sig over grænserne til DRC og Sudan, hvorfor det har været – og stadig er – muligt for oprørsgrupper at søge tilflugt i og få støtte i de pågældende lande. Da præsident Museveni og hans National Resistance Movement tog magten i 1986 var der allerede problemer med rebelgrupper i den nordvestlige del af landet, støttet fra Zaïre (nu DRC) og Sudan (via DRC). I samme periode begyndte Lord’s Resistance Army (LRA) konflikten. Uganda har således i hele Musevenis regeringsperiode været præget af væbnede konflikter i den vestlige, nordvestlige og nordlige del af landet. Ugandas (og Rwandas) invasion af DRC i slutningen af 90’erne i jagten på oprørsgrupper i det østlige DRC forværrede forholdet mellem Uganda og DRC, ligesom aktiv ugandisk støtte til den sydsudanske oprørsbevægelse (SPLM/A) blev modsvaret af aktiv sudansk støtte til LRA, både i form af ly og militære forsyninger. Tilstedeværelse af LRA i det nordøstlige Congo gennem de seneste måneder, har sat forholdet mellem Uganda og DRC under fornyet pres. LRA synes at have rekrutteret i det sydlige Sudan.

 

Den mere end 20 år gamle konflikt mellem Ugandas regeringshær og Lord’s Resistance Army (LRA) ledet af Joseph Kony er på alle måder den alvorligste for Uganda, med voldsomme sociale omkostninger. Konflikten har medført mord på uskyldige, bortførelse af mere end 24.000 børn til krigstjeneste samt seksuel udnyttelse i LRA. Omkring 90% af befolkningen i det nordlige Uganda lever som internt fordrevne. LRA har et diffust program, og ønsker udover at vælte præsident Museveni, at lede landet efter biblens ti bud. LRA anses ikke for at have stor opbakning blandt befolkningen i det nordlige Uganda, selv om mange føler sig marginaliseret af regeringen.

 

I 2002 intensiverede Ugandas regeringshær militæraktioner mod LRA i et forsøg på at nedkæmpe gruppen. Håbet var, at det ville være muligt at nedkæmpe LRA efter man havde fået tilladelse fra Sudan til at overskride grænsen mellem Uganda og Sudan i jagten på LRA rebeller, som opholdt sig på sudanesisk territorium. De militære aktioner havde i perioden 2002-2004 en vis succes. LRA’s styrker blev væsentligt reduceret. Et stort antal børnesoldater og flere LRA-ledere tog mod tilbud om amnesti ligesom Sudans støtte til LRA blev mindsket i kølvandet på fredsprocessen mellem Khartoum og det sydlige Sudan. Ugandas regering indledte i efteråret 2004 en ensidig, men geografisk afgrænset, våbenhvile med LRA og udpegede en tidligere minister (Betty Bigombe) som forhandler med LRA. Bigombe, som allerede havde været involveret i fredsbestræbelser i midten af 90’erne, blev støttet logistisk og finansielt af en såkaldt kvartet kernegruppe bestående af USA, UK, Norge og Holland.

Overgreb pÃ¥ lokalbefolkningen faldt i perioden 2002-2004 som følge af LRA's svækkelse og fredsforhandlingerne. I december 2003 anmodede Ugandas regering den Internationale Straffedomstol (ICC) om at undersøge, om der var grundlag for at rejse anklage i relation til handlinger begÃ¥et i det nordlige Uganda siden 2002. I 2005 rejste ICC anklage mod de fem ledende personer af LRA, herunder Joseph Kony, for de massive overgreb LRA har begÃ¥et mod civilbefolkningen i det nordlige Uganda. Endnu er ingen af de fem personer blevet arresteret. Det har ikke siden 2005 været gennemført fredsforhandlinger med LRA, og krigsforbrydersigtelserne har næppe tilskyndet til dette. Situationen er til en vis grad fastlÃ¥st, og vil næppe komme videre før lederne af LRA er fanget eller nedkæmpet. Bigombes fredsbestræbelser gÃ¥r nu primært pÃ¥ at fÃ¥ amnestiloven gjort kendt og dermed fÃ¥ flere af LRA’s laverestÃ¥ende ledere og ”soldater” til at overgive sig.

Efter fredsaftalen i Sudan og valgene i Uganda er mulighederne for en varig fred forbedret. Samarbejdet mellem Ugandas regering, FN systemet, de bilaterale donorer og større internationale NGO’er er blevet intensiveret med henblik på at sikre en løsning af konflikten i nord. Uganda har fremlagt et udkast til fælleskoordinering af indsatsen gennem etablering af en fælles overvågningskomite, der dels skal bidrage til implementering af en national freds- og genopbygningsplan for det nordlige Uganda, dels skal indarbejde FN’s forslag til forbedring af den humanitære situation, herunder fastsættelse af målsætninger. Uganda har i denne forbindelse forpligtet sig over for FN og donorer til at intensivere sit politiske, diplomatiske og militære pres for at afslutte konflikten ligesom man har forpligtet sig til at forstærke beskyttelsen af civilbefolkningen i det nordlige Uganda. Endvidere har man forpligtet sig til at øge finansieringen til den nordlige del af landet. Arbejdet med at færdiggøre planen foregår stadig.