UDENRIGSMINISTERIET Den 7. november 2005 Spørgsmål fra Udenrigsudvalget modtaget 12. oktober 2005 vedrørende den danske støtte til bekæmpelse af hiv/aids i udviklingslandene. Spørgsmål 13 Betyder statsministerens høje prioritering af aids-indsatsen i hans tale ved åbningen af FN’s Generalforsamling i New York i sidste måned, hvor han fastslog, at ”kampen mod hiv/aids bør være verdens absolutte topprioritet”, at regeringen vil øremærke midler direkte til de danske internationale ngo’er, der har konkret erfaring med aids-behandling? Svar: En række internationale Ngo’er har spillet en vigtig rolle i forhold til at sætte behandling af aids- syge på den internationale dagsorden. Men som det fremgår af svaret på spørgsmål 12, er de danske internationale Ngo’er langt fra de eneste, der har konkret erfaring med aids-behandling. Behandling er i dag en integreret del af de nationale planer for bekæmpelse af hiv/aids i Danmarks programsamarbejdslande og samarbejdet med modtagerlandene baserer sig på disse nationale planer og strategier. Dette er centralt for at sikre det nationale ejerskab og en langsigtede og bæredygtige udvikling. Som en klar anerkendelse af den vigtige rolle det civile samfund spiller i bekæmpelsen af hiv/aids blev det i 2004 besluttet at afsætte 100 mio. kr. over fire år til en pulje for innovative indsatser gennem danske Ngo’er. Denne pulje er siden blevet øget med 50 mio. kr. og vil blive fortsat frem til 2010. Formålet med disse øremærkede midler er at støtte udviklingen af nye og bedre måder at bekæmpe hiv/aids epidemien både gennem forebyggelse, behandling og omsorg. Ud over projekternes umiddelbare, konkrete resultater vil der blive satset på en systematisk bearbejdning og videreformidling af erfaringerne herfra, som vil kunne styrke fremtidige hiv/aids indsatser. Foruden de eksisterende kriterier for støtte til Ngo-projekter vurderes ansøgningerne til puljen i forhold til indsatsernes innovative karakter og bidrag til vidensopbygning. Der bliver ligeledes set på, om indsatserne kan blive institutionelt og finansielt bæredygtige og på hvordan de hænger sammen med nationale strategier for bekæmpelse af hiv/aids. Der er foreløbigt ydet støtte til syv projekter ud af i alt 16 ansøgte. De godkendte projekter omfatter såvel forebyggelse som pleje og behandling.