Folketingets Uddannelsesudvalg
Svar på spørgsmål 99 (Alm. del):
I brev af 20. januar 2006 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål 99 :
"I forlængelse af ministerens svar på alm. del - spørgsmål 73 bedes ministeren oplyse, om den selvejende institution Kultur- og Litteratur Orientering for Læsehandicappede (KLO) 's aktiviteter overlapper de aktiviteter, som udføres af Danmarks Blindebibliotek."
Svar:
Kulturministeriet har oplyst, at Danmarks Blindebibliotek (DBB) er det offentlige landsdækkende hovedbibliotek for blinde, svagsynede og andre, der på grund af handicap er ude af stand til at læse trykt tekst. DBB arbejder for at sikre fuld informationsmæssig ligestilling, således at handicappede reelt får samme adgang til informationer som ikke-handicappede.
KLO tilbyder udlån af lydbøger til alle, også til personer, der ikke har en egentlig diagnose som for eksempel ordblind eller svagsynet. KLO udlåner også lydbøger til brug i den daglige undervisning i grundskolerne.
KLO’s arbejdsfelt overlapper således DBB’s, men de konkrete indlæsningsaktiviteter overlapper ikke DBB’s. KLO’s  lydbøger er registreret i Dansk Bibliotek Centers database, hvor det sikres, at materiale ikke indlæses i begge sammenhænge. Undervisningsministeriet har bedt KLO om at redegøre nærmere for afgrænsningen, jf. mit svar på spørgsmål 103.
Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer