Folketingets Uddannelsesudvalg
Svar på spørgsmål 205 (Alm. del):                                                                         4. oktober 2006
I brev af 18. september 2006 har udvalget bl.a. stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål 205:
"Hvordan har Undervisningsministeriet sikret sig, at erhvervsuddannelserne efterlever ministeriets instruks af 9. december 2004, hvorefter man i de adgangsbegrænsede uddannelser (f.eks. foto og video) udover de 15 ugers obligatoriske grundforløb højst kunne tage 10 uger mere, og hvorefter man slet ikke kunne tage de valgfri moduler, hvis man ikke først havde taget det obligatoriske grundforløb, og har der været eksempler på at skolerne ikke har rettet sig efter instruksen og med hvilke konsekvenser?"
Svar:
Jeg forstår spørgsmålet på den måde, at det omhandler den valgfrie undervisning i grundforløbet. Det kan oplyses, at grundforløbets valgfrie del normalt kan vare op til 40 uger og ikke højst 10 uger, som det er anført i spørgsmålet. Den valgfrie del af grundforløbet er normalt frivillig for eleven. Forlængelse af grundforløbets normale varighed som følge af valgfri undervisning skal fremgå af elevens personlige uddannelsesplan.
Skolen må ikke generelt kræve eller anbefale forlængelser af grundforløbet. Skolen har dog mulighed for i særlige tilfælde at fastsætte, at en elev skal supplere den obligatoriske undervisning i grundforløbet med undervisning fra den valgfrie del, hvis dette er nødvendigt for, at eleven opnår de kompetencer, der er nødvendige for at kunne fortsætte i et hovedforløb.
Det er ikke en forudsætning for gennemførelsen af den valgfrie undervisning i grundforløbet, at den obligatoriske del af grundforløbet er gennemført forinden. Undervisningen kan finde sted sideløbende med den obligatoriske del, og har f.eks. til formål at bringe elevens faglige og personlige kompetencer op på det niveau der kræves for at forsætte i et hovedforløb. Andre formål kan f.eks. være at give bedre grundlag for eleven til at afklare uddannelses- og erhvervsvalget nærmere eller at eleven tilegner sig studiekompetence.
Undervisningsministeriet overvåger som en del af sin tilsynsforpligtigelse, om de ovennævnte bestemmelser overholdes, jf. erhvervsuddannelsesloven og det nævnte brev af 9. december 2004 til skolerne. Undervisningsministeriet har i en række tilfælde pålagt skoler at korrigere deres lokale undervisningsplaner, hvori rammerne for grundforløbsundervisningen skal være fastlagt. Undervisningsministeriet er fortsat i dialog med en enkelt skole om opfyldelse af kravene.
Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer